1: Boksen
"Jeg må insistere, hr... Dyr må ikke medbringes i Gringotts."
"Må jeg tale med Thorox? Vi har en stående aftale om præcis denne boks."
"Hvorledes det, hr.?" spurgte den unge nisse hurtigt og lagde forvirret hovedet på skrå.
"Vil De være venlig at tilkalde ham?"
"Ja, hr... Lige et øjeblik," sagde den grimme lille skabning og bukkede i døråbningen. Kort efter vendte han tilbage med den førnævnte nisse. Thorox var omkring et hoved højere end den anden nisse, havde en lidt lysere hud i en brungrøn nuance, der stod i skarp kontrast til en anden nisses ungdommelige græsgrønne farve.
"Thorox... Det glæder mig at se dig, min ven."
"Glæden er helt på min side, min gode troldmand," svarede nissen, mens han verfede den unge nisse væk med et lille vink. "Du må have ynglingen undskyldt... Han har stadig meget at lære."
"Det kan jeg forestille mig," klukkede den høje mand. "Har du tid tilovers, eller skal vi tale, mens vi går, min ven?"
"Vi må hellere skynde os. Arbejde venter ikke på nogen, er jeg bange for." Den gamle nisse sukkede og så endnu mere slidt ud. "Boks sytten-tooghalvfems, går jeg ud fra?" Manden nikkede. "Har du nøglerne?"
"Kun tre af dem. Den fjerde skal spærres hurtigst muligt... selvom forræderen ikke har motivet til at bruge den."
"Du forbavser mig. Jeg havde ikke ventet af dig at samle så mange. Det gør mig oprigtigt ondt."
"Jeg har sørget alt det, der var at sørge, for længe siden – man må videre," sagde han brysk.
"Ingen burde ofre nutiden for fortiden... især ikke jer mennesker – med så korte liv burde I ikke spilde dem med sådanne sorger." Manden nikkede en anelse i enighed. "Kom, vi må hellere få åbnet den boks. Du vender vel tilbage, inden ugen er omme?"
"Jeg er ikke længere sytten år, kære Thorox. Jeg er bange for, at mit liv ikke længere tillader ugelange retræter til denne boks." Manden sukkede med et plaget udtryk i øjnene. "Især ikke alene."
Vognen raslede på de glatte skinner, så mandens store sorte hund fik sit for med at stå fast. De var sandelig ikke konstrueret til at transportere hunde. Adskillige gange peb dyret, mens den kæmpede for at holde balancen, og kiggede bebrejdende op på den høje mand.
"Så er vi her, min gamle ven... Det er alt for længe siden, du sidst har været i boksen."
"Den vækker for mange gamle minder," svarede han kort og fik det samme forpinte udtryk i øjnene som hunden.
"Dyreledsager eller gammel ven?" spurgte nissen, da den så hundens besynderlige adfærd.
"Begge dele, på en måde," svarede manden utilpas.
"Røvere til fingerspidserne – ikke sandt?"
"Du kender mig for godt." Han sukkede. "Så jeg forstår, at du ikke har tænkt dig at anmelde ham?"
"Min kære ven, ingen ser, hvad der sker i disse tunneller. Hr. Black, vil De være så venlig at forvandle Dem tilbage?" fortsatte han og nikkede til hunden. "Vi nisser bekymrer os ikke om Ministeriets affærer. Forretning er forretning. Vi er ligeglade med hvad folk lægger i deres bokse, og hvem de ellers er – så længe de ikke snyder os!" sluttede han leende.
"Nogle gange ville jeg ønske, I holdt mere øje," sagde Sirius, efter han havde forvandlet sig tilbage.
"Hvorfor? Hvis vi stikker dem, tager de deres egendele og skjuler det i deres egne hjem – dårligt for dem, dårligt for Ministeriet, dårligt for forretningen."
Inde i boksen så mændene sig om, som om de var vågnet op af et mareridt. Murene var næsten skjult bag bunker af ting fra deres fortid: stakke med billeder af forheksede Slytheriner, kasser med deres personlige drilleprodukter, nogle gamle skolebøger og andet fra deres Røvertid. Der var også en sofa og nogle lænestole i rummet, og deslige et bord og en stak ikke-gulnet pergament. Det var her, de tilbragte dage med at udvikle nye idéer, når deres forældre havde givet dem lov til at bo en uge eller to i den Utætte Kedel. Alle de penge, de havde sparet på ikke at overnatte hos Tom, brugte de på denne bankboks og at spare en solid sum op (som nu lå i en bunke i et hjørne af rummet). Billeder fra deres ungdom hang overalt på væggene, af James, Sirius, Remus, Lily, Peter... de var der alle sammen. Og de var meget yngre og gladere på billederne, end de var i dagens England.
"Har du lagt noget af dit skrammel herind, Hugtand?"
"En lille smule, jeg blev nødt til det, og..."
"Jeg brokker mig bare. Du kan lægge så meget herind, du vil – Merlin skal vide, at vi ikke kommer til at overnatte herinde mere!" sagde Sirius med et grin. "Hvad laver vi egentlig her?"
"Jeg fandt et par boksnøgler for nogle år siden – da jeg skulle have noget opbevaret herinde... Det var James', og de fleste af boksene indeholdt guld og smykker og den slags, men i en af dem var der en ordentlig stak papirer. Jeg tog dem med herind, men jeg skal have din hjælp til at kigge dem igennem," svarede Remus. "Der kunne være noget herinde, der kunne bevise din uskyld. Nogle af dem, jeg fik skimmet igennem, var fra den september, ja endda tidligt i oktober... så vi har en god chance."
De to mænd ledte i flere timer, læste igennem alt, der var skrevet efter, de havde valgt hemmelighedsholder.
"Den må bare være her..."
"Hvad må bare være her? Er der noget specifikt sted, det skulle stå?"
"Det er ikke det. Der er denne her bog, jeg også håbede på at kunne finde... en dagbog, James førte."
"Førte James dagbog?"
"Ja, på en måde," svarede Remus, pludselig modvillig til at diskutere det. "Lad os komme tilbage til dit problem... det er langt mere presserende."
"Jaja, Remie... men jeg tror ikke, at nogen af dem ville være uforsigtige nok til at skrive det ned... Lily var en ret kløgtig lille heks."
"Selvfølgelige, Køter, men hun var også en forsigtig og en praktisk heks," tilføjede Remus. "Hun ville have passet på dig for enhver pris." Remus kunne ikke lade være med at smile, da hans vens lille smil blev til et stort grin.
"Ja, hun var noget særligt."
"Det må man nok sige."
"Er det denne her, Remie?" spurgte Sirius og rakte ham en lille læderbog.
"Det kunne det godt være... Men jeg læser den senere; Jeg tror dette her er lige stedet, de ville skjule sådan nogle ting. Kom... skal vi kigge videre, eller skulle vi hellere tage hjem?"
"Lad os sige, vi er færdige for i aften, Hugtand, vi kan altid komme tilbage igen – det er jo vores boks." Remus nikkede, stadig betragtende den lille bog med det gyldne Gryffindoremblem. Det var helt bestemt den dagbog, han havde købt til James – det var han sikker på.
