Nigil og Gyllas trådte inden for portene. Deres rejse var nu endt, de var nu nået til Minas Tirith for at søge arbejde. Nigil ville hurtigt kunne finde sig et arbejde på grund af hans intelligens, men for Gyllas ville det blive svært. Han var det mest uintelligente menneske Nigil nogensinde havde kendt.
Nigil og Gyllas kunne godt lide den her by. Det var jo trods alt det sted hvor den store krig mod orkerne blev kæmpet. Tænk at have kæmpet imod 600.000 orker. Men alligevel var Nigil og Gyllas nu glade for, at de ikke havde været der. De havde siddet hjemme i deres egne hytter og håbet på deres fædre kom hjem igen. Men de gjorde de aldrig. Det var fem år siden nu. Nigil og Gyllas havde kun været 14 år dengang. Men det var alt sammen fortid nu. De skulle være glade for, at der nu var fred og ro i Midgård.
- Vi kunne jo høre hele historien fra selve Kong Aragorn, foreslog Gyllas
- Jeg tror ikke han gider fortælle hele historien til os to Gyllas, sagde Nigil. - Han har sikkert fortalt den millioner af gange!
De gik videre op ad gaden. Nigil ville helt klart høre historien fra Kong Aragorn selv, men det var fint nok hvis Nigil bare kunne få lov til at snakke med ham. Trods alt havde han jo allerede læst eventyret om ringen. Og så var der Gyllas, han kunne vist ikke engang læse. De nåede op på toppen af byen. Vagterne stod foran porten til slottet. Nu skulle Nigil og Gyllas bare have tilladelse til at komme ind og møde selveste kongen.
- Undskyld hr! Råbte Nigil til en af vagterne. - Kan vi få tilladelse til at komme ind og snakke med kongen?
- Om hvad dog? Spurgte vagten.
- Om nyt fra det sydlige syd, svarede Gyllas med en tone af ære i stemmen.
- Okay! Det lyder fint! Sagde vagten. - Kom endelig ind!
Vagterne åbnede den store tynge dør og en lang gang viste sig. For enden sad Aragorn på sin trone. For Nigil og Gyllas var det et smukt syn, de havde aldrig set en konge før, nogensinde.
- Jeg har hørt i bringer nyt fra syden, sagde Aragorn. Det var underligt at høre hans stemme, at være så tæt på ham. Efter at have læst bogen, var Aragorn blevet en af Nigil's yndlingspersoner.
- Det er sandt min konge! Sagde Gyllas. - Øh? Høsten i år bliver sandelig fin!
- Høsten? Spurgte Aragorn.
- Han driller bare! Skyndte Nigil sig at tilføje. - Vi kommer for at sige at orkerne i det sydlige har trukket sig tilbage. Nigil havde hørt at der stadig skulle være orker, som prøvede at få land af menneskene. Selv efter 10 år. Så det var egentlig en god løgne-nyhed for at komme til at snakke med kongen.
- Jeg tænkte på om du kendte nogle gode jobs her i byen. Nigil ville så gerne have et ordentligt job, og gode råd fra selveste kongen kunne måske være nyttige.
- Jeg mangler tjenere og kokke, sagde Aragorn. - Nogle af dem sagde op her for nyligt.
- Wow, det ville bare være så fedt! Råbte Nigil og bad om at få stillingen som kok. Nigil mente selv at han var ret god til at lave mad.
- Og du vil vel have job som tjener? Spurgte Aragorn Gyllas. Gyllas nikkede så kraftigt, at hans hoved var ved at falde af. Aragorn fortalte os at vi ville få en fin lille fælles-hytte ved siden af slottet. Betalingen for hytten ville blive trukket fra vores løn. Vi takkede mange gange og løb ned for at se vores hytte. Den var ret hyggelig. Der var et lille køkken med et par køkkengrej, og så var der et badeværelse og to små soveværelser. Nigil og Gyllas kastede deres ting, som de havde slæbt rundt på i lang tid, ned på sengen. Nigil lagde sig ned og tænkte lidt over at deres liv ville ændre sig nu. I deres egen fødeby, Snebæk, havde der altid været gråt og trist. Og fordi byen var bygget højt oppe på et bjerg, sneede det altid så frygtelig voldsomt. Men her var været dejligt. Perfekt til en tur i byen, og derfor tog Nigil sine mønter op ad lommen, talte dem og rynkede lidt med øjenbrynene. Han tog sin taske og rodede lidt rundt for at finde sin pung. Da den var fundet, tog han og Gyllas ned på Minas Tirith's marked.