"Jeg tror, hun er ved at vågne."

Hermione åbnede langsomt øjnene. En sløv smerte gnavede hende i nakken, som om hun havde ligget alt for længe i en unaturlig stilling. Lys og skygge flød sammen i en tåget masse for hendes blik og gjorde det umuligt for hende at fokusere på omgivelserne. Hun drejede hovedet og mærkede, hvordan hovedpinen dunkede mod indersiden af hendes kranium. En lille, klagende lyd undslap hende.

"Far, hun er ved bevidsthed nu."

Hun bevægede sig en smule, rullede lidt til den ene side for at få gang i sin stive krop. Hun konstaterede, at hun lå på en madras. En gammel, surtlugtende madras med knirkende fjedre, men dog en madras.

Hvor var hun?

Hun løftede hænderne og begyndte at gnide sig i øjenkrogene i håb om, at omverdenen snart vil blive tydeligere. Hun kunne fornemme, hvordan nogle skikkelser rørte på sig et stykke foran hende, men det var stadig umuligt for hende at afgøre, hvem de var. Efter nogle sekunder gled det uklare slør bort fra hendes øjne, og deres konturer blev skarpere. Personerne trådte tættere på hende, og nu kunne hun endelig se deres ansigter.

Blege, kolde ansigter.

Hun fór op, da hun genkendte dem, hvilket resulterede i at en bølge af svimmelhed skyllede ind over hende. Ligeglad med den snurrende fornemmelse kravlede hun bagud på den ujævne madras, indtil hendes ryg stødte mod en solid stenvæg. Instinktivt greb hun ud efter sin tryllestav, men fandt intet. Hendes hænder famlede desperat over lommerne i hendes bukser. De var tomme.

"Dejligt at du er oppe, Miss Granger," lød det drævende fra Lucius Malfoy.

Hun så hen på hans hovne ansigt. De grå øjne var let sammenknebne. Slangeagtige. Hun så hen på personen ved siden af ham. Draco Malfoys blik var brændende og hadefuldt. En skærende kontrast til farens køligt beregnende øjne. Intensiteten fik hende til at se væk, og hun vendte atter ansigtet mod den ældste af personerne.

"Hvor er jeg?" spurgte hun.

Som hun havde forventet, kom der intet svar. Hun så frem og tilbage mellem dem i et stykke tid.

"Giv mig min tryllestav tilbage," sagde hun så. Hendes stemme skælvede. "Hvis I har tænkt jer at dræbe mig, kan I i det mindste give mig en chance for at forsvare mig, så jeg kan dø med værdighed."

Der lød et fnys. Hermione blinkede og så hen på Lucius Malfoy, der udstødte en lav, hæs latter, som slet ikke passede til hans aristokratiske attitude. Først nu bemærkede hun hans hærgede udseende. Hans ansigt var indsunket og mere kantet end ellers. Huden havde en usund farve og virkede nærmest gennemsigtig på nogle steder, hvilket kun blev yderligere fremhævet af de mørke halvcirkler under hans øjne.

"Selv i en situation som denne insisterer du på at bevare din selvindbildte værdighed," sagde han. "Tro mig, Miss Granger, hvis vi havde i sinde at dræbe dig, havde vi gjort det allerede."

Han betragtede hende tavst nogle sekunder, hvorefter han kort så hen på sin søn. "Draco, jeg vil gerne have en samtale med Miss Granger under fire øjne. Gå ud på gangen."

Drengen rynkede brynene. "Men Far, jeg –" begyndte han.

"Gør som jeg siger."

Draco var tydeligvis fortørnet. Små, røde pletter tonede frem på hans kinder. Med et stift nik bøjede han hovedet, hvorefter han drejede omkring og gjorde, som faren havde beordret. Hermione så ham lukke døren efter sig. Hun lod sine øjne løbe rundt i det rum, han havde forladt. Udover den seng, hun befandt sig på, var ikke andre møbler i lokalet end en reol. Et par slidte bøger var placeret sporadisk på hylderne. Der var ingen vinduer og derfor intet naturligt lys. Den eneste belysning var nøgen pære i loftet, der kastede et koldt skær på de bare vægge. Stenmurene syntes ligesom at hælde indad. Fornemmelsen af, at rummet trak sig sammen omkring hende, fik det til at trykke for hendes bryst, og hun måtte trække vejret dybt.

Malfoy fandt sin tryllestav frem. Hendes mave slog knuder af frygt, mens hun stirrede på våbnet, der hvilede i hans hånd. Til hendes store lettelse lod han armen falde ned langs siden. Det virkede ikke til, at han havde tænkt sig at forhekse hende, selvom man aldrig kunne vide sig sikker med typer som ham. Sandsynligvis fandt han kun staven frem for at skræmme hende. Hvis det var hans intention, så virkede det i usandsynlig høj grad. Hun pressede sig tættere op af den kølige væg bag sig og mærkede hjertet galopere smertefuldt inde bag ribbenene.

Hvorfor stod han bare der og kiggede på hende? Hans tavshed var uudholdelig. Hun sank en klump. Hvis han ikke havde tænkt sig at sige noget, så kunne hun lige så godt være den, der brød stilheden. Hun hævede hovedet en anelse og prøvede at se bare en smule tapper ud.

"Hvor er jeg?" spurgte hun igen.

"Du befinder dig i et kælderrum på Malfoy Manor."

Malfoy Manor? Hun skævede til pæren i loftet. Siden hvornår var Malfoy-familien begyndt at benytte sig af elektricitet? Hun havde dog ikke tid til at dvæle ved spørgsmålet lige nu. Der var andre ting, der var vigtigere at få svar på.

"Hvad er det, I vil med mig?"

Et lille smil krøb over Malfoys ansigt, men det var uden nogen form for glæde. Det var koldt og bittert. Denne gang sagde han ingenting. Hans ansigt var som en hård maske.

"Miss Granger, hvad er det sidste, du husker?" spurgte han.

Langsomt genkaldte hun sig, hvad der var sket. Hun sad helt stille på sengen, mens minderne vendte tilbage til hende. I starten kom det kun til hende i små glimt. Der havde været et virvar af indtryk. Trampende fødder, skærende skrig og … torden? Hun rystede på hovedet af sig selv. Nej, det havde været eksplosioner. Eksplosioner, der havde fået jorden til at ryste under hende. Flakkende stråler af lys havde skudt forbi hende, misset hende med få millimeter.

Hun trak vejret i små stød, mens begivenhederne flimrede for øjnene af hende. For at fokusere på noget andet, så hun hen på Malfoy.

"Harry og jeg var i Godric Dalen," hviskede hun. "Vi blev angrebet."

Malfoy nikkede tungt, som om hun var ved at fortælle ham svaret på et alt for enkelt spørgsmål.

Hun prøvede at huske, hvad der ellers var sket. Hende og Harry havde troet, de var i sikkerhed. De havde været på vej hen til kirkegården, da dødsgardisterne var ankommet. Der havde været fire af dem. Dolohov, Rowle, Avery og –

Hun spærrede øjnene op. "Du var der også!"

"Korrekt, Miss Granger, men jeg kæmpede ikke mod dig."

Hun glippede med øjnene og prøver at huske. Nej, det var sandt. Malfoy havde ikke kæmpet mod hende. Han havde kæmpet mod Ron.

Ron.

Erindringen om vennen sitrede gennem hende. Han var kommet dem til undsætning. Hun var blevet afvæbnet, og Avery havde været på nippet til at kaste doloroso-forbandelsen, da den rødhårede var dukket frem ud af natten og brølende havde kastet sig over ham. Han havde reddet hende. Det var noget af det sidste, hun kunne huske, inden hun var løbet i dækning bag en husmur. Så havde hun mærket en pludselig smerte i baghovedet, og alt var blevet sort.

Men –

"Ron. Hvadskete der med Ron?" spurgte hun. Hun stirrede på Malfoy med opspilede øjne. Åh Gud, hvis der nogensinde skete noget med Ron, ville hun aldrig tilgive sig selv.

"Efter sin stupide heltegerning lykkedes det det fregnede fjols at undslippe. Selvom Rowle sørgede for, at det ikke skete smertefrit."

Hun gispede lettet, men nåede knap nok at glæde sig et sekund, før den næste bekymring ramte hende som et slag i ansigtet.

"Hvad med …"

Malfoy rullede med øjnene. Han havde gættet spørgsmålet, inden hun nåede at stille det. "Potter undslap også."

Hun jublede indvendigt. De var i live! Og de var undsluppet angrebet. Så længe de var på fri fod, betød det intet, at hun var fanget her. De havde stadig en chance for at destruere Voldemorts hocruxer og dermed vinde krigen. Der var stadig håb.

Malfoy så glæden, der bredte sig i hendes ansigt og pegede køligt på hende med tryllestaven. "Du kan lige vove på at smile."

Frygten tvang hendes mundvige nedad. Malfoys mund krøllede en smule, men hans ansigt var stadig glædesløst.

"Det er bestemt ikke noget at smile af. Mørkets Herre var rasende, da han hørte resultatet. Vi fik alle hans utilfredshed at føle. Jeg mest af alle, eftersom jeg allerede havde skuffet ham tidligere." Han holdt en lille pause og stirrede formørket frem for sig. Efter et stykke tid veg hans fraværende blik bort og hans øjne blev igen hårde som grå flint.

"Men jeg fik det ud af angrebet, som jeg gik efter."

Det han gik efter? Hun kunne knap nok begribe hans ord.

"Men hvorfor … hvorfor ville du have fat i mig?" spurgte hun. "Jeg troede, dødsgardisterne jagede os for at slå os ihjel."

"Det gør vi også. Og jeg ville dræbe dig på stedet, hvis ikke det var fordi jeg havde brug for dig."

Hun så det utilslørede had i hans ansigt og var ikke det mindste i tvivl om, at han mente det. Hun pressede sig ind mod den hårde mur og mærkede den kolde sten mod sin skælvende ryg. Et ondt smil viste sig på Malfoys ansigt. Han nød, at hun var bange for ham, indså hun. Hun vidste, at hun burde være modig og tvinge sig selv til at stoppe med at ryste, men hun var spærret inde et ukendt sted, sammen med en bevæbnet mand, der hadede hende mere end noget andet i verden. Og hun var forsvarsløs. Hvordan kunne hun stoppe med at ryste i en sådan situation?

Men hun var nødt til at prøve. Hun var en gryffindor. Tanken sendte en varm bølge af stolthed gennem hende. Hun rettede sig en smule op og skubbede sig selv ud fra væggen, så hun sad med benene hængende ud over sengekanten. Malfoy lod til at bemærke hendes ændrede sindsstemning. Smilet forsvandt fra hans ansigt.

"Tillad mig at ændre en anelse på min forrige sætning," fortsatte han. "Min søn har brug for dig, Miss Granger. Ser du, han –"

Hun blinkede. Hvad? Hvad i alverden gik alt det her ud på?

"Hvad mener du med, at Dr –"

Et usynligt piskeslag ramte hende på siden af hovedet og efterlod et svidende spor lige under hendes venstre kindben. Et udbrud undslap hende, og hun tog sig til ansigtet. Hun krøb igen sammen op mod muren. Malfoy sænkede sin tryllestav og så på hende med en tilfreds mine.

Så meget for hendes forsøg på at være modig.

"Jeg var ved at sige noget, Miss Granger," sagde han. "Hold venligst munden lukket, indtil jeg har talt færdig. Og for fremtiden vil jeg sætte pris på, at du undgår at bruge min søns fornavn. En sådan tiltale er ikke en muggler værdig."

"Jeg er ikke en muggler," hviskede hun, så lavt at hun et øjeblik tvivlede på, om Malfoy overhovedet kunne høre det. En stikkende smerte svirpede hen over hendes højre kind og bekræftede, at ordene ikke var gået hans opmærksomhed forbi.

Hun hævede blikket og så på ham. Han stirrede afventende tilbage på hende og løftede mokkende øjenbrynene, som for at udfordre hende. Som for at spørge, om hun havde flere små, rebelske tendenser, han skulle gøre en ende på. Hun bandede indvendigt og bed tænderne sammen. Det var ikke det værd. Hun besluttede sig for ikke at sige mere foreløbigt, medmindre han decideret spurgte hende om noget. Malfoy smilede koldt.

"Som jeg var ved at sige, inden du afbrød mig, så befinder min søn sig i en yderst uheldig situation. Du husker sikkert kampen, der fandt sted på Weasley-familiens ejendom for nogle måneder siden?"

Hun tænkte ikke engang på at sige noget denne gang, gjorde blot et kort nik med hovedet.

Angrebet, der havde ødelagt Bill og Fleurs bryllup, havde været starten på en tilværelse i kaos for Ron, Harry og hende. De var blevet slynget ud i deres jagt på hocruxer uden at have den mindste tid til at forberede sig, sådan som de havde regnet med. Hun havde ingen anelse om, hvad der var sket med de fleste af bryllupsgæsterne, efter at de havde forladt stedet. Bekymringen, som hun indtil nu havde formået at skubbe hen i baghovedet, begyndte atter at gnave i hende indefra.

"Draco var én af de dødsgardister, der blev sendt af sted for at indfange Potter," forklarede Malfoy. "Under kampen duellerede han mod Arthur Weasleys yngel."

Hermione skulle lige til at spørge, hvem af familiemedlemmerne, det havde været, men et advarende blik fra Malfoy fik hende til at tie.

"Det var selvfølgelig en ligeværdig kamp, også selvom han kæmpede mod to."

To? Hun løftede hovedet med et ryk. Så måtte det jo være –

"Åh ja, Miss Granger. Som du nok har gættet, var det tvillingerne. Under kampen blev min søn ramt af en ukendt besværgelse."

"Der findes ingen 'ukendte besværgelser'. Der findes kun besværgelser, hvis oprindelse og virkninger er svære at opspore."

Hun fortrød ordene, så snart de havde forladt hendes læber. I løbet af et splitsekund brændte den svidende smerte hen over hendes venstre kind endnu engang, og en svag klynken undslap hende. Hun burde virkelig lære at holde sin mund, men et kort øjeblik havde det hele mindet hende om en skoletime, hvor hun desperat ønskede at oplyse klassen om det rigtige svar.

Malfoy så på hende med lynende øjne. Han trak vejret tungt, og raseriet fik en åre i hans tinding til at stå tydeligt frem. "Jeg ved, at besværgelsen er ukendt, fordi effekten af den aldrig er blevet set før. Jeg har personligt undersøgt det i flere forskellige troldmandsarkiver." Han syntes at blive klar over intensiteten af sin vrede for han lod hånden løbe gennem sit hår og tog en dyb indånding. "Men din indstilling beviser, at jeg gjorde ret i at tage dig med hertil. Hvis der findes en metode til at ophæve besværgelsens virkning, er jeg sikker på, at du nok skal finde den."

Det lod til, at han var blevet mere rolig nu. Hermione tøvede. Langsomt fugtede hun sine tørre læber.

"Men hvad … hvad skete der?" spurgte hun med tilbageholdt åndedræt. "Hvad gjorde besværgelsen?"

Malfoys mund blev til en stram streg, men han hævede ikke sin tryllestav. Det virkede til, at han lod hende slippe denne gang. Hun så ned på hans hænder, der var begyndt at dirre. Han knugede dem så hårdt, at knoerne blev kridhvide. Hans blik havde forladt hende og brændte nu ned i gulvet med en sådan intensitet, at Hermione ikke ville blive overrasket, hvis fliserne revnede. Da han igen så op på hende, havde hun nær gispet ved synet af den indestængte vrede og frustration, der ulmede i hans øjne.

"Den resulterede i, at han ikke længere er i stand til at udføre magi."

Han sagde ordene så uendeligt lavt, men de rungede højlydt gennem Hermione hoved. Hendes mund åbnede sig, selvom hun for en gangs skyld ikke havde noget at sige. Hun kunne ikke gøre andet end at måbe.

Draco Malfoy var ude af stand til at praktisere magi?

Hun så hen på Lucius Malfoy, der stadig så rasende ud. Men nu vidste hun, at hans raseri ikke længere var rettet mod hende.

"Mener du, at han …" begyndte hun, nærmest hviskende, "… at han er blevet en … en …"

Lynsnart befandt Malfoys tryllestav sig få centimeter fra hendes hoved. "Sig det ord, og jeg skal sørge for, at du aldrig vil være i stand til at tale igen," hvislede han.

Hun mærkede den kølige træspids presse mod sin pande. Hjertet fløj op i halsen på hende og hindrede hende nogle få øjeblikke i at trække vejret. Hun klemte øjnene hårdt i. Efter hvad der føltes som en uendelighed, fjernede Malfoy staven.

En fuser. Draco Malfoy var blevet en fuser.

Hun åbnede langsomt øjnene og gjorde en synkebevægelse.

"Og nu … efter … efter det, der er sket med ham," sagde hun forsigtigt, "vil du … vil I have mig til at ophæve den besværgelse, der ramte ham?"

"Præcis."

"Hvorfor vil I have mig til at gøre det? Hvorfor kan I ikke få én af Vold –" hun stoppede sig selv med det samme, da hun så det faretruende skær i Malfoys øjne. "… én fra jeres side til at hjælpe jer med det?"

En hul latter undslap den anden. Hun brød sig ikke om lyden.

"Åh, dit stupide lille pigebarn. Forstår du da ingenting?" Han rystede på hovedet og så på hende med et nærmest manisk udtryk i ansigtet. "Tror du virkelig, at jeg ville kunne fortælle nogen som helst i min omgangskreds, om det, der er sket med min søn? Er du klar over, hvor megen skam, det ville kaste over min familie?" Han trådte helt hen til sengen og lænede sig tæt ind på hende. Forfærdet trykkede hun sig tilbage mod den kolde stenmur. "Hvorfor tror du, jeg gjorde mig al det besvær med at bringe dig hertil? Jeg kastede en usynlighedsbesværgelse over dig og vendte først tilbage, da mørket var faldet på, så de andre ikke ville opdage, hvad der foregik. Ingen må vide, hvad der er sket. Hvis det kommer Mørkets Herre for øre, at min søn ikke længere kan udføre magi, vil han ikke tøve med at dræbe ham."

Malfoy befandt sig få centimeter fra hende. Små dråber af spyt fløj ud af munden på ham og ramte hendes ansigt. Hun turde knap nok trække vejret.

"I er begge blevet anbragt i en del af Malfoy Manor, som selv ikke Mørkets Herre kender til. De eneste, der ved, at I befinder jer her, er min kone og jeg. Omverdenen tror, at du er død, og at Draco er blevet taget til fange af Ordenen. Og I vil blive ved med at være her, indtil du har løst problemet."

Endelig trak han sig tilbage. Madrassen hævede sig, der hvor hans vægt havde tynget den nedad. Hun mærkede tårerne stige op i sine øjne. Det sydende had i hans stemme havde skræmt hende mere end noget andet, hun havde oplevet indtil videre. Men hun nægtede at virke som en skræmt førsteårselev. Hurtigt blinkede hun tårerne væk og mærkede dem brænde fugtigt inde bag øjenlågene. Der gik et langt stykke tid, før hun var i stand til at tale igen.

"Hvad nu hvis jeg nægter?"

Før hun så meget som kunne nå at blinke, havde Malfoy grebet hende om halsen. Hendes hoved fløj tilbage og hamrede mod stenene, så hendes synsfelt flimrede skiftevis rødt og sort.

"Jeg tror, der er noget, du har misforstået, Mudderblod," hvæsede han ind i hendes øre, mens han strammede sit greb om hendes luftveje. Skrækken skyllede gennem hende i store, kvalmende bølger. "Du har ikke noget valg. Jeg er ligeglad med, hvor lang tid det kommer til at tage. Du finder en måde at give min søn sin magi tilbage, ellers skal jeg personligt sørge for at torturere dig, indtil du ikke kan huske dit eget navn. Er det forstået?"

Hun stirrede på ham med øjne, der var opspilede af rædsel. En rallende lyd vred sig ud af hendes aflukkede hals. Han løsnede sine fingre en anelse, og hun pressede svaret ud mellem sine læber, mens hun gispede efter luft:

"J … ja."

Endelig slap han hende. Hun hostede vildt og tog sig til sin ømme hals. For første gang siden hun var kommet hertil, strømmede tårerne ned over hendes ansigt. Men hun var ligeglad. Hun var alene og bange, og hun havde ikke andet valg end at gøre, som Malfoy sagde. Manden var desperat nok til at gøre hvad som helst for at redde sin søn og sin ære, det var der ingen tvivl om.

Da hun havde fået en nogenlunde normal vejrtrækning, løftede hun blikket og så på ham igen. Han åndede tungt, men bortset fra det var hans ansigt igen blevet udtryksløst. Hun gned de våde spor væk fra sine kinder, mens hun spekulerede på, hvordan han kunne se så upåvirket ud, efter det han lige havde gjort mod hende. Hun snøftede en smule og forbandede sig selv for det.

"Godt," mumlede han.

Hun prøvede at tænke klart et øjeblik. Lucius og Draco Malfoy havde brug for hendes hjælp. Hun kom ikke ud herfra, før hun havde fundet en måde at 'helbrede' Draco på. Hvis de da havde tænkt sig at lade hende gå, når hun havde gjort, som de sagde.

Hvis.

Hendes mave blev til en hård klump. Det ville hun ikke tænke på nu.

Hun ville komme til at tilbringe de næste mange dage nede i et kælderrum sammen med Draco Malfoy. Tanken om dette var nok til at få angsten til at skylle gennem hende. Men hun blev nødt til at holde hovedet koldt. Hvis først hun gik i panik, ville hun blive sindssyg. Hun så hen på Malfoy.

"Men …" sagde hun meget lavt og tøvende.

Han hævede et øjenbryn. "Ja?"

"Hvordan kan du forvente, at jeg skal finde på en modbesværgelse til noget, som ingen før har set?"

Malfoy sukkede utålmodigt. Igen bemærkede hun de hærgede linjer i hans ansigt. "For at hjælpe dig på vej har jeg fremskaffet bøger, som jeg mener, kan være relevante for dit projekt."

Hermione rynkede brynene. Hun så uforstående hen mod reolen i den ene side af lokalet. Malfoy fulgte hendes blik og forstod hendes undren.

"De befinder sig ikke herinde, Miss Granger. Dette er blot en del af den hemmelige afdeling på Malfoy Manor, som jeg har fået indrettet. Du og Draco har fem rum til rådighed, hvoraf det ene er et bibliotek, som jeg har fyldt op i anledningen af din ankomst. Men jeg er sikker på, at Draco nok skal vise dig rundt."

Han trådte et skridt bagud.

"Jeg skal tilbage nu," sagde han og gjorde omkring. Kappen blafrede om hans ankler, og de fornemme sølvbroderier, der snoede sig hen over det grønne stof, skinnede i det skarpe skær fra den nøgne pære over dem. "Hvis jeg er væk i for lang tid ad gangen, begynder Mørkets Herre at undre sig." Han gik hen mod døren. "En husalf vil bringe mad ned til jer tre gange om dagen," sagde han, mens han trykkede ned i håndtaget og trådte ud af lokalet.

"God arbejdslyst."

Så smækkede han døren i bag sig.

Hermione sad tilbage i det tomme lokalet og stirrede fortabt frem for sig. Stilheden fik det til at ringe for hendes ører, og hun tog sig til hovedet i et forsøg på at få den hvinende lyd til at forsvinde. Tårerne steg op i hendes øjne igen, men hun ænsede dem næsten ikke denne gang. De løb ned af hendes kinder. Nogle af de salte dråber blev hængende ved hendes hage. Andre gled varmt ned ad hendes hals. Hun rørte kort ved det ømme område, hvor Malfoy havde klemt til. Der ville utvivlsomt dukke blåsorte, aflange mærker op efter hans fingerspidser. Et pludseligt hulk fik hendes krop til at ryste voldsomt. Hun ville ønske, hun kunne lade være med at græde, for de grådkvalte lyde fik det kun til at smerte endnu mere i hendes strube.

Hun hævede hånden en smule og lod fingrene løbe over sporene på begge sider af hendes ansigt. Det brændte stadig svagt.

Hun så hen på den lukkede dør. Så vidt hun vidste, var den ikke låst. Hun havde i hvert fald ikke hørt nogen nøgle klikke, da Lucius havde forladt lokalet. Men hun magtede ikke at undersøge det; kunne ikke overkomme at bevæge sig hen over gulvet for at trykke håndtaget ned. Hvad ville der komme ud af det? Enten ville hun konstatere at den var låst og få et panisk anfald, fordi hun ikke kunne komme ud. Eller også ville hun opdage, at den var ulåst. Og hvis hun så trådte udenfor, ville hun sandsynligvis være tvunget til at stå ansigt til ansigt med Draco Malfoy. Det var det sidste, hun havde brug for lige nu.

Hun så sig om og konstaterede, at der lå et hullet uldtæppe på gulvet forenden af sengen. Hun bøjede sig ned og samlede det op. Det var plettet og kradsede mod hendes hud, men hun fnøs ligegyldigt og svøbte det omkring sig. Hun kiggede rundt efter en pude, men fandt ingen. Selvfølgelig ikke. Hvordan kunne hun overhovedet have håbet på at finde noget så komfortabelt? Selvom Draco Malfoy og hans sadistiske far havde brug for hendes hjælp, havde de ikke tænkt sig at gøre tilværelsen behagelig for hende på nogen måde. Hun lagde sig ned på madrassen og stirrede ud i luften. Måske skulle hun slukke lyset, men hun orkede stadig ikke at rejse sig. I stedet rullede hun om på den anden side og stirrede ind i stenvæggen.

Lucius Malfoys ord rungede gennem hendes hoved som et nagende ekko.

God arbejdslyst.

Hun græd i nogle minutter før en urolig søvn endelig overmandede hende.