A/N: Ja, jeg ved ikke helt, men jeg havde skrevet dette her i en time. Det var faktisk ikke meningen at det skulle blive til noget af betydning, men da jeg så læste det igennem gik det op for mig at det passede rigtig godt på Abby og derfor besluttede jeg mig for at ændre lidt småting og se hvad der skete. Jeg ved jo at jeg ikke er den eneste dansker der skriver herinde, så please… skriv hvad du synes.

Stranden var øde, hvilket nok ikke var så mærkeligt, taget i betragtning at det var midt om vinteren. Frosten havde gjort sandet stift og ubehageligt at gå på og vinden blæste koldt ind fra havet.

Lettet gik Abby hen til den store sten, som lå lige i vigens inderste bugt. Det var en smule besværligt at komme op af den brune, stejle men dog også lidt ujævne side, men Abby kom op, som hun var kommet så mange før, da hun var lille.

Der sad hun så og kiggede ud over havet, mens hun nød det vidunderlige sammensurium af farver, som den nedadgående sol lavede i vandoverfladen. Det havde været så tæt på denne gang at hun næsten ikke magtede at tænke på det… hun ville ikke tænke på det. At trampe rundt i det ville bare gøre det hele meget sværere at bære. Nej, hun skulle bare sidde her lidt. Uden at tænke.

Abby flyttede sig lidt, for at finde en mere behagelig stilling på den hårde og kolde sten. Hun havde siddet der længe og det ville nok ikke vare længe før de ville begynde at blive urolige derhjemme.

Det var koldt og Abbys tårer bredte små gys af kulde ud i hendes krop, som de banede sig vej ned af hendes kinder. Det var helt mørkt nu og hun vidste godt, at hun burde gå hjem. Hun kunne bare ikke holde det ud. Hendes lillebror, Eric, som sikkert savnede hende nu, ville komme løbende hen imod hende og så snart hun så ham, ville hun fortryde at hun overhovedet var gået. Det var også forkert af hende, men hun havde brug for at komme lidt væk.

"Abs!" Abby vendte sig om mod råbet, for at se hendes bedste ven, John Carter komme løbende hen til stenen, hvor hun sad.

Da han nåede frem til stenen bøjede han sig frem og placerede hænderne på knæene, for at forsøge at få vejret efter at have løbet.

"Jeg tænkte nok, at jeg ville finde dig her," sagde han med et smil, som ikke var nok til at oplyse hans bekymrede ansigt, "må jeg komme op?" fortsatte han, med en gestus sigende mod stenen.

Abby nikkede. Faktisk havde hun håbet at han ville komme og lede efter hende her. Hun havde brug for at snakke med ham.

Mens han kravlede op på stenen tog Abby sig selv i at stirre på hans slanke krop. Han så nu meget godt ud, syntes hun… og han var sød.

I nogen tid sad de to, side om side, i stilhed, opslugt af deres egne tanker. Abby kunne tydeligt mærke på Carter at han var utålmodig efter at hun skulle sige noget, men hun var ikke helt klar endnu.

Efter endnu en tid, i stilhed, sagde brød Abby endelig tavsheden.

"Jeg kan ikke klare det mere, John," hviskede hun, med gråden i halsen.

"Shh…," sagde John og vendte sig imod hende, for at omfavne hende. "Det er ikke din skyld. Din mor er syg og det kan du ikke gøre noget ved."

Abby sukkede og strammede grebet om ham. Hun vidste godt at det ikke var hendes skyld, men det var bare så svært at tænke sådan. Hun havde prøvet at beskytte ham, men hun kunne ikke…