Chapter 1

En slutning er kun en ny start

Uret ringede, og blev skubbet ned fra natbordet af Hikaru. Kaoru satte sig op i sengen som en zombie, og så hen på sin tvillingebror.

"Hikaru! Kl. er 7, det er tid…"

"Bare 5 min mere…"

Kaoru hev dynen af Hikaru, og tog den omkring sig. Han rejste sig op, og gik hen til vinduet. Det var nu 2 måneder siden Haruhi havde fundet sammen med Tamaki, og Kaoru var blevet meget bange for Hikaru's følelser. Det havde været hans første forelskelse, og første sammenbrud. Var han healet? Havde han brug for mere tid? Mens alle disse spørgsmål gik ham gennem hovedet, havde han slet ikke tænkt på sine egne følelser. Han havde da godt nok ikke været så ked af det med Haruhi som Hikaru havde været, men alligevel, det var jo den første gang at der var nogen der var kommet over grænsen.

"Mmm… Kaoru? Hvad laver du?"

"Hn? Venter på at du vågner op." Smilte Kaoru sødt.

"Kaoru!" Hikaru omfavnede ham.

"Hvor er du bare sød!" Sagde Hikaru med et seriøst ansigtsudtryk.

"Hikaru, hvordan har du det?"

"Hm? Jeg har det da fint!"

"Nej, angående det med Haruhi?"

Hikaru var tavs, satte sig på sengen, og så væk fra Kaoru.

"Jeg har det fint… tror jeg nok"

Kaoru så trist ned på Hikaru.

"Hikaru… Det skal nok gå! Som Haruhi sagde, så vil der komme en anden."

"Ja, men jeg vil bare ikke have at det ender som sidste gang…"

"Hvad mener du?"

"Ja, at vi to bliver uvenner igen over en pige…"

Hikaru havde ret. Sidste gang Kaoru havde fortalt sine følelser omkring Haruhi, var de blevet uvenner, og Kaoru ville da heller ikke have at det skulle ske igen. Men det kan man måske ikke undgås?

Kl. 9 – Ouran High

"Godmorgen Kaoru, Hikaru!"

(Fælles)"Godmorgen Haruhi!"

"Har i øvet på matematik prøven?"

(Fælles)"Ja da, hvad regnede du da med?"

"Hehe, skulle bare lige hører."

Kaoru så betuttet ned på Haruhi's taske, der hang en lille bamse som hun havde fået fra Tamaki.

"Er der noget galt Kaoru?"

"Huh? Nej, nej!" Kaoru prøvede at redde den, men blev opdaget af Hikaru. Hikaru trak ham til siden.

"Kaoru, det ligner dig slet ikke at være så oprørt omkring det med tono?"

"Jeg ved det Hikaru. Men selvom vi er tvillinger, er det ikke ensbetydende med at vi er ens…"

"Hn, nej, men Haruhi har valgt tono, så det er slut nu!"

"Hikaru…"

"Hvad står i to og snakker om?" Kom en helt uskyldig Haruhi frem.

"Huh?! Nåh, det er bare fordi at Kaoru ikke har fået sovet så meget i nat, fordi han har været så urolig for denne matematik prøve, hehe…"

"Er det sandt Kaoru?"

"… Ja, det er det, hehe!"

Mens tvillingerne listede sig forbi Haruhi, kom en hvis Tamaki ind ad døren.

"Solen skinner, og fuglene synger, hvor dejligt dog foråret er…" Tamaki så hen på Haruhi.

"Åh min lille skat! Jeg har bragt dig en lille ting!" Tamaki rakte en lille æske hen til Haruhi, og uden at tænke videre over det, åbnede hun den. Indeni befandt sig en lille mini udgave af Tamaki's bamse.

"Jeg ved hvor nervøs du har været til dagens matematik prøve, så derfor har jeg bragt dig en mini lykke amulet! Eftersom at du skal bestå denne eksamen for at kunne komme videre til næste år!" Tamaki begyndt at græde.

"Og jeg vil mere end noget andet gerne have at vi kan spise kager og drikke te sammen! For evigt!"

Haruhi var blevet helt rød i hovedet. Før i tiden ville hun ha haft smidt den lille lykke amulet ud, men nu var de jo sammen! Og så betød alt det hun fik fra Tamaki meget mere, end det ville ha haft gjort førhen. Mens Haruhi og Tamaki var optaget af hinanden stod Kaoru og Hikaru og tænkte på nøjagtig det samme.

(Fælles)"Er der mon nogensinde nogen der vil acceptere en gave fra mig?"

Det ringede og Haruhi og Tamaki tog afsked med hinanden, og aftalte at de ville mødes til frokost. Kaoru og Hikaru satte sig ned og begyndt (synkront) at tage deres notesbøger og blyanter frem. I dette øjeblik tænkte Haruhi, at der måtte være noget galt. Fordi at de næsten ikke havde sagt et ord til hende, og de plejede ellers at være meget mere lystige?

Matematiklæren kom ind og skrev opgavens tidsrum på tavlen. Så udleverede han opgaven, og på start, vendte alle eleverne deres papirer om og begyndte at skrive.

1 time senere…

"Nøjs mand! Det var godt nok en ordentlig omgang! Jeg havde godt nok ikke regnede med at den opgave med pentagonen ville ha været der! Haha" sagde Kaoru med et kæmpe grin.

"Eller den med sæbekassebilen, den var bare for plat! Den var så nem, at selv en femårige ville ha kunnet ha haft løst den! Hehe" Faldt en udmattet Hikaru ned i sofaen i biblioteket.

"….."

(Fælles)"Hvad er der galt Haruhi?!"

"Jeg tror at jeg dumper…" meget nedtrykt.

"Hvad! Selvfølgelig gør du da ikke det!" Kom en fortumlet Hikaru.

"Ja, han har ret! Hvorfor skulle du dumpe?!"

"Ganske enkelt… Fordi at jeg ikke udfyldt hele anden side…"

(Fælles)"…"

"Og hvorfor gjorde du så ikke det?" spurgte Kaoru.

"Fordi at jeg ville tænke over dem, og da jeg blev færdig med side 3, havde jeg helt glemt om de opgaver på side 2…" Begyndte Haruhi næsten at græde.

"Bare rolig, i det mindste kommer gentagelsenprøven her om en uge. Vi vil øve sammen med dig indtil du kan det, okay?" sagde Hikaru.

"Ja, og vi stopper ikke indtil du kan dem i søvne!" sagde Kaoru grinende.

Døren til biblioteket bliver åbnet, og ind kommer en pige.

"Undskyld, men i kan vel ikke fortælle mig hvor jeg kan finde kontoret?" spørger pigen.

(Fælles)"Øhmmm…"

Haruhi ser irriteret på tvillingerne. "Ja, nu skal jeg vise dig vej" Smilte Haruhi sødt til pige.

"Ihh tak, det er sødt af dig, jeg er nemlig en ny elev og skal starte her som indskolningselev fra næste semester af." Sagde hun lykkeligt.

Og sammen gik Haruhi og pigen ud af rummet.

"Det må jeg nok sige…" Sagde Kaoru

"Hun var bare…" Tøvede Hikaru

(Fælles)"Wow!"