Lille Verden (jeg ved det er en lam titel, Shaddap :P)
Af: Qoheleth (Originaltitel: "This Narrow world")
Oversat af: Ahur Bar Jace (jeg har forfatterens tilladelse)
Percy Jackson and the Olympians © Rick Riordan
Vi ved alle sammen udmærket godt hvad de andre i lejren tænker om os. De synes, vi er en flok selvoptagede duller, som ikke kan andet end at beundre, hvad vi ser i spejlet og tøsefnidre bedrevidende.
Indrømmet, vi tager meget let på tilværelsen i forhold til visse andre i lejren. Folk ser tit skævt på vores afslappede holdning til den hårde omgangstone, der findes her. "Kys drengene og efterlad dem grædende" er vores motto. Men alligevel, det er ret utroligt, at de andre aldrig husker på, hvor vigtig det er ikke at dømme en bog på omslaget.
Hele historien med kobberstykkerne, for eksempel. Ikke engang de åh-så-kloge børn af Athene har skænket det en tanke at det er vores hytte, der vinder alle de afgørende væddemål. Eller hvem, der skar telefonkablerne til Hecathoncheires hytte over den gang for fem somre siden…
Og vigtigere endnu, de lader aldrig til at indse præcis hvor meget tid de bruger under vores mors indflydelse. Stort set alle her i lejren har været forelsket i en af de andre på et eller andet tidspunkt. – Tror de virkelig, det eneste, vi gjorde, var at sidde og pifte og fnise?
Åh, de kan tro nej. Vores slægt er lige så fornem, vores guddommelige forfader lige så grusom som enhver anden på Olympen - Og vi kunne bevise det på et splitsekund, hvis det skulle være.
Men det behøver vi ikke, ikke rigtig. Det er den anden ting vores fætre og kusiner glemmer. De bruger så meget tid på at tale om Herkules og Theseus og alle de andre ældre halvguder, at de helt glemmer hvem vores mors mest berømte, dødelige barn var. Når man tænker på hvor meget tid de bruger på at tale om de prægtige folk fra Vesten, er det sjovt de hele tiden glemmer, hvem de kan takke for Vestens mægtigste civilisation.
De ville naturligvis hurtigt få hukommelsen på gled hvis de nogensinde gjorde sig den ulejlighed at stikke hovedet indenfor i vores hytte. Lige imellem de to rækker af køjesenge, et sted man umuligt kan overse den, står en kobberbuste af vores legendariske halvbror. En mand som ganske vist var noget løs på tråden i sine unge dage, bestemt, men som også udrettede en del ved siden af.
Den mægtige Æneas. Roms fader.
Så lad de andre tro hvad de vil om os. Lad dem bare sige at ungerne i Hytte 10 er en flok snobber, som kun tænker på sladder og mode.
Vi er børn af Afrodite.
Cæsars grandonkler og -tanter.
Og når man er det… hvem har så brug for respekt?