Dom stod og pillede ved motoren på bordet foran ham. Han rakte ud efter sin øl, og i samme øjeblik mærkede han, at der var nogen der stod bag ham. Han hørte den velkendte stemme sige; "du var ikke svær at finde, Dom". Dom smilede og sænkede sin øl. "Jeg gemte mig ikke", svarede han og vendte sig om. Han omfavnede med den ene hånd kort manden bag sig. Manden efterabede hans bevægelse. "Marcus", mumlede Dom og gav slip igen. "Hvad bringer dig herud?", spurgte han Manden foran sig og lænede sig op af bordet, der stod bag ham med den beskidte motor. "Må man nu ikke besøge en gammel ven?", smilede Marcus og lod sin finger glide ned over en af støttepillerne på terrassen. "Det er et fint sted, du holder dig her. Og med en kæmpe sandkasse i baghaven". Marcus slog armene ud mod havet bag dem. "Du har virkelig scoret kassen, hva´?" Dom, der havde kendt Marcus i mange år, kunne høre det på ham. Der var et eller andet galt. Dom sukkede for sig selv. Marcus var en god mand, og de to havde hjulpet hinanden igennem masse lort gennem tiden. Men Marcus havde en irriterende vane med at lægge sig ud med de forkerte typer. I hans og Doms ungdom, dengang havde de praktisk talt været smeltet sammen ved hoften, havde Marcus været en spillefugl og skyldt penge til gud og hver mand. Og vigtigst af alt lederen af den lokale bande. Marcus havde ikke været i stand til at samle penge sammen og betale lederen af banden tilbage, og hvis ikke Dom havde trådt ind og betalt gælden med de tilløbne renter, havde Marcus ikke stået her i dag. Efter det havde Marcus haft en irriterende vane med at få Dom til at betale mere og mere af hans spillegæld.

Tilbage i nutiden satte Dom sin øl fra sig på bordet bag sig, vendte sig om rodede videre med motoren. "Hvor meget skylder du væk den her gang Marcus?" Marcus tøvede; "for meget…. Men det er ikke derfor jeg er kommet Dom". Dom løftede knap nok hovedet for at se på sin gamle ven; "Jaså, hvorfor er du så kommet?" Marcus begyndte at forklare ham, at han såmænd bare havde savnet Dom, men Dom afbrød ham; "Drop det bullshit, Marcus. Vi ved udmærket begge to, at den eneste grund til vi har set hinanden på det sidste, er fordi du har lagt dig ud med de forkerte, og du manglede en til at rede trådene ud for dig". Marcus var helt stille. Dom kunne mærke modviljen strømme ud af Marcus. Han hadede at have de her skænderier med Marcus. Han var en god ven, men han var virkelig ved at komme ud på et sidespor. "Fair enough, Dom. Det er rigtigt at jeg er kommet til dig de sidste par gange, men jeg sværger.. det er virkelig ikke derfor jeg er her". Marcus rakte om sin baglomme og trak en sammenfoldet dokumentmappe op. "Her", sagde han og rakte det til Dom. Dom kiggede op på det med rynket pande. Fraværende, og uden at tage hans øjne fra mappen, lagde han svensknøglen, tog kluden op og begyndte at fjerne den værste olie fra sine fingre. "Hvad er det?", spurgte han idet han rakte ud efter mappen. "Se for dig selv", svarede Marcus. Dom åbnede mappen og den første der mødte ham var et billede af en pige. Der var et sort-hvid billede så det var ikke til at sige, hvilken farve øjne eller hår hun havde, men hun var omkring de 18 år. Rynken i Doms pande blev endnu dybere, idet han løftede billedet og kiggede ned på papiret bag det. En fødselsattest med navn, dato og årstal for fødsel. Maria Matthewson. Dom kiggede op på Marcus, der stod og fumlede nervøst ved udskæringerne på en af terrassens stolper. "Hvem er hun?" Marcus´ ansigt fortrak sig i en grimasse og udbrød; "hør, det er ik´ min business, men jeg synes bare du burde vide det. Jeg faldt over hende, da jeg tjekkede noget ud i hendes nabolag". Han kiggede afventende på Dom. Prøvede at tyde hans reaktion. Dom kiggede bare på ham; "jeg ved stadig ikke hvem hun er, Marcus. Hvad er der med hende?" Marcus tøvede, men sagde så; "der er noget der tyder på, at det er Lorraines datter". Doms øjne, der var vendt tilbage til billedet af pigen, fløj op. Han havde ikke hørt det navn meget længe. Han kiggede ned på pigen igen. Hun lignede ikke Lorraine. Og så alligevel, hendes næse måske… Hvad var hendes fødselsdato igen? 3. maj 1996. "Fødselsdatoen holder ikke helt. Eftersigende dukkede Lorraine pludselig op med tøsen, helt pink og nyfødt. Hun overnattede på et herberg med den lille, og næste dag var hun væk. Rengøringskonen fandt tøsen viklet ind i nogle tæpper på værelset. Man prøvede, men kunne ikke opspore Lorraine". Doms ansigt var som mejslet i sten. Udadtil var han omhyggelig med at virke rolig, men indeni væltede hans tanker rundt; "Hvad skete der med pigen?". Marcus svarede; "Tøsen endte på et børnehjem, der modtog spædbørn, og senere i en plejefamilie. Det er der hun befinder sig lige nu". Dom løftede uden at tænke over det sin hånd og begyndte tænksomt at massere sin pande. Han kiggede ned på pigens øjne. De smilede tilbage til ham. Havde Lorraine virkelig efterladt pigen på et herberg? Det lignede ikke Lorraine… men på den anden side… han havde jo heller ikke kendt tøsen særligt godt.

Dom kiggede op på Marcus med alvorlige øjne; "hvor er pigen nu?" Marcus gjorde en lille bevægelse mod papirerne i Doms hånd; "sidste side", svarede han med et lille suk. Sidste side var en formel erklæring for, at Mr. og Mrs. Holding, som var Maria Matthewson midlertidige plejeforældre, havde den midlertidige myndighed over denne. USA, Californien, Sacramento, 3743 Globe Avenue stod som pigens nuværende adresse. Hun var ankommet lidt over et halvt år siden. Sacramento. Var lorraine taget helt til Sacramento fra LA, født et barn og så bare rejst fra det? Hvorfor Sacramento? Så vidt han huskede, havde Lorraine da ingen særlige forbindelser til det sted. Endnu engang forbandede han sig selv over ikke at vide mere om hende.

Dom kiggede op på Marcus med et alvorligt blik. "Hvem ellers ved det her?", spurgte han og forsøgte at kontrollere sin stemme. "Ingen", svarede Marcus, trak på skuldrene og puttede hænderne i sine bukselommer. Dom kendte Marcus for godt til, at Marcus kunne lyve for Dom og slippe af sted med det. Marcus fortalte sandheden. Heldigvis. Han kiggede atter ned på det sort-hvide billede af tøsen. "Jeg synes bare du skulle vide det", lød det fra Marcus. "Skulle jeg have holdt det for mig selv". Dom kiggede tilbage på sin gamle ven. Marcus stod og kiggede på ham med rynket panden. "Nej", svarede Dom. Det var rigtig af Marcus at komme til ham med det. Selvom det var forbandet ubelejligt. "Kom", sagde om og gjorde et kast ind mod huset. "Lad os få os en øl". De brugte de næste par timer på at snakke om de gamle dage og samle op på hvad der hver i sær havde hændt dem, siden de så hinanden sidst.

Senere på aftenen fulgte Dom Marcus ud til sin bil. "Det er godt nok en lækker lille politi-tøs, du har fundet dig der Dom", sagde Marcus med en snert af bitterhed. Dom smilede bare. Han kendte udmærket godt til Marcus´.. forbehold mod politiet. Han havde godt lagt mærke til Marcus´ forbehold over for Elena, og den måde han havde stivnet på hver gang, hun sagde noget.

Da Marcus befandt sig bag rattet i sin bil, tøvede han. "Som sagt, så er det none of my buisness, men.. Hvad har du tænkt dig at gøre med pigen, Dom?" Dom stod lænet op af Marcus´ bil. Han kiggede ud mod den nedadgående sol. "Det ved jeg ikke endnu". Marcus kiggede ud af forruden; "Alright… See ya, Dom". Dom nikkede farvel til Marcus; "We will". Han gik op mod hoveddøren og hørte Marcus køre væk bag sig. Han gik op på terrassen og kiggede ud over havet. Hvad i al verden skulle han stille op med den pige? Hun var Lorraines datter, hvilket betød, at hun var familie. Hans familie. Skulle han tage hende med herhen? Huset var stort nok, og penge var ikke noget problem længere. Ikke efter Rio. Men pigebarnet var 17 år. Hun havde mere brug for forældre end penge. Nej, hun havde brug for en familie. Men kunne han tilbyde hende det? Teknisk set var han på flugt. Han var en ønsket mand. Alle USA´s stater ledte efter ham, og Reyes´ "venner" ville med glæde have en lille snak md ham. Det var nok at Mia og hans lille nevø var blevet blandet ind i alt det her, skulle Lorraines datter nu også? Hans… Der var ikke meget andet at gøre end at tage hen til adressen, og se hvordan hun havde det. Det kunne jo være at Mr. Mrs. Holding var nok familie for tøsen. Hold