Han sad ved hendes side, mens hun blev dårligere og dårligere. Hun lå i dobbeltsengen, som de havde delt de sidste 15 år. Han knugede hendes kolde, svedige hånd. Han strøg hendes hår, som havde lyse striber. Det havde altid stået godt til hendes blå øjne og lette smil. Han havde altid omtalt hendes øjne som juveler. Det var noget af det ved hende han bedst kunne lide, det glimt hun fik i øjet når hun fik en udfordring, grinede eller drillede ham. Hendes juveler var nu gemt, hendes øjne var lukkede, og hun stønnede svagt. Hendes hud var bleg, hendes pande svedglinsende fra den feber der rasede gennem hendes krop. Det blomstrede sengetæppet dækkede hendes krop op til skuldrene. Hun havde købt sengetæppet efter store protester fra ham, men i sidste ende blev det altid, som hun ville. Han elskede hende af hele sit hjerte. Han havde altid følt sig heldig over at en veluddannet, smuk læge ville falde for en håndværker som ham. De mødtes endda dengang han fik klemt foden under en palle. De havde været som skabt for hinanden, og mens hun sad på knæ, indbandt hans brækkede fod med hvid gips, opstod kærligheden. Kærlighed ved første blik, kan man nærmest kalde det. De havde senere mødtes, kemien var der stadig. Han friede til hende efter 3 års kæresteri. De havde holdt et stort bryllup for familie og venner. 1 år efter blev hun gravid og fødte en smuk lille datter. De havde delt alt i de år de havde været sammen, hun var hans et og alt. Mens han sad der og knugede hendes hånd, åbnede hun øjnene en sidste gang. Livet forsvandt langsomt fra hendes øjne, tårerne tonede sig op i hans. Den underlige nærmest svigende fornemmelse i næsen fik overtag, selvom han kæmpede imod. Tårerne stod som små vandløb ned af hans kinder, men han sagde ikke en lyd. Han lænede sig ind over hende, gav hendes læber et sidste kys inden han lagde det blomstrede sengetæppe over hendes hoved. Han gik tavst ind i stuen, satte sig i den sorte læderlænestol, inden han brød sammen i gråd.