En gammel flamme

Af Amarant

Også kendt som Amy

A/N: Hej alle i Harry potter elskende mennesker. Mit navn er Amarant også kendt som Amy. Jeg skriver denne historie på grund af to ting.

Jeg er dødtræt af at se andre der skrive historie kun om pige/dreng Jeg savner at se dreng/dreng! For alt i himlens skyld. Vi danskere MÅ altså øve vores engelsk det er simpelheld for DÅRLIGT!!!! (Men vores dansk fejler intet!!!)

Så derfor er dette en stærk advarsel!!!!!

Læs ikke denne historie hvis du som Dansker (eller hvad nu du er) ikke kan klare at læse dreng/dreng så forlad denne historie for denne historie er fuld af Male/Male kærlighed.

------------------------

Han kiggede længe på grottens mure. Her var dødeligt stille, lige så stille som graven. Selvom han som hund ikke mærkede så meget, så gjorde hans menneske hjerne det altså. Nå lige meget... Der var sket så meget efter det med flammernes pokal hvor Voldermort havde gjort et åben forsøg på at dræbe Harry... Det værste var nu at denne stilhed var dræbende. Ikke som Azkaban hvor man sad alene næsten hele tiden, men som om der ville komme nogen og ødelægge denne stilhed! Hvem vidste Sirius ikke, men han havde blot en lille fornemmelse på at det ikke var en ven. Han lagde sig stille ned i sin hunde skikkelse på det kolde grotte gulv.

"Ha nu har jeg dig!" råbte en stemme. Stemmen lød meget som professor Snape og det var skam også ham. Han stod parat med sin tryllestav pegende på Sirius.

Og hvis Sirius kendte Snape godt nok så vidste han at Snape mente det! Sirius sukkede dybt og skiftede fra denne sorte labrador til et menneske, han skiftede tilbage til sig selv.

"Professor Snape. Ude for at gøre livet surt for os andre" sagde han med en lille ironi i sin stemme.

"Vogt dig Sirius Black vogt dig!" råbte Snape giftigt og hævede sin tryllestav hen imod ham.

"Det vil jeg stærkt råde dig til at lade være med, for hvis du myrder Sirius ende du i Azkaban," sagde en stemme fra grottens åbning. Det var Lupus med en tryllestav i hænderne. Han havde dog ikke i sinde at bruge den i kamp.

Alle farverne forlod Snape's ansigt. "Bare vent!" råbte han og løb ud af grottens åbning og sendte Lupus et ondt blik.

"Tak, min ven," sagde Sirius taknemligt da han havde sikret sig at Snape var langt væk, og sikkert var ved at boble af ophidselse og vrede.

"Jeg kan stadig ikke se hvorfor James ikke lod Snape dø..." mumlede Sirius for ham selv.

"Tal ikke sådan Sirius. Er du okay?" spurgte Lupus med et bekymret ansigt. Han gik stille tættere på Sirius.

"Jeg har ikke en skramme," svarede Sirius og gav sin ven et venskabeligt klap på skulderen.

"... Har du fået post fra Harry?" spurgte Lupus stille og satte sig ved siden af Sirius med et alvorligt smil.

"Ja han har det fint, intet nyt," svarede Sirius og kiggede på Lupus.

"Har du nogen ide om hvorfor Snape angreb så åbenlyst?" spurgte Lupus med en bekymring i sin stemme, som Sirius ikke havde mødt siden... Siden dengang Harry blev født og ingen vidste hvad de skulle gøre af ham...

"Han vil mig gerne til livs" svarede Sirius efter en lille tids tavshed.

"Ja... Men det bliver mere og mere farligt hvis han forsætter på den måde. Du er nød til at blive på Hogwarts," rådede Lupus. Lupus havde en fornemmelse af fare HVER gang en farer nærmede sig... Mærkede han den i sit indre... Det fulgte sikkert med til at være varulv.

"Nej. For først der er jeg svagest. Hvis Dumbledore finder mig... Ved han at han intet kan stille op, og at jeg må og skal tilbage til Azkaban," afslog Sirius og kiggede såret frem på Lupus.

"..." Lupus sagde intet med lagde alligevel sin hånd på sin vens skulder... Lupus vidste godt at Sirius hadede Azkaban som pesten, men alligevel var hård og stærk især når det galt Harry.

"Men vi må ikke give op nu," sagde Sirius stærkt og stædigt. Han drejede hovedet og kiggede på Lupus som bare var... Lupus... Intet kunne beskrive Lupus. Han var en god ven, havde lidt mere mellem ørene end Snape havde.

"Nej. Men jeg tror nu stadig at selvom vi prøver at kæmpe imod Snape så ville han skrige efter hjælp," mumlede Lupus surt og et lille glimt i hans øjne bevidnede at han var vred.

"Ja, sikkert," anerkendte Sirius og smilede et lille smil.

"Ha! Du er ikke ude på at myrde ham i sit nattøj er du?" grinede Lupus.

"Det kunne jeg aldrig drømme om," svarede Sirius og grinede kort med Lupus.

"... Jeg er nød til at smutte," sagde Lupus og rejste sig fra Sirius's side.

"Farvel, min ven," sagde Sirius og rejste sig for at give Lupus et kort venskabeligt knus.

Lupus vidste ikke hvordan han følte. Han følte blot at han blev løftet op fra jorden og super hurtigt sat ned igen. Han følte intet kun Sirius. Det var som om et knus var nok til at få ham til at fare i panik. Han skælvede stille da han mærkede Sirius ånde mod sit øre. Han vidste ikke hvorfor han opførte sig på den måde... Men det føltes så underligt... Så... Så fremmed noget han ikke havde prøvet før... Eller rettere han aldrig havde prøvet før. Men da Sirius endelig slap ham anede han ikke at Sirius havde sluppet ham.

"Er du ok, min ven?" spurgte Sirius og rørte ham ganske svagt på armen.

"J-ja... Jeg må hellere gå nu" stammede Lupus og forsvandt ud af grottens åbning.

Sirius sukkede dybt og skiftede fra sin menneske form tilbage til hunde formen, som han så inderligt ikke brød sig om, men hvis det var prisen for at beskytte Harry var han villig til at gøre det.

Lupus havde skyndt sig tilbage til Hogwarts. Han var jo trods alt lærer i forsvar imod mørkets kræfter eller som Sirius ville have sagt det forsvar imod en vild Snape... Lupus smilede kort og gik ind i klassen hvor i blandt Harry og Ron sad med deres bøger åbne og fjerpenne i hænderne. Lupus satte sin taske ned med bøger og fandt det afsnit de skulle til at arbejde med. Men egentlig kunne han ikke koncentrere sig... Hans tanker hvilede på Sirius... Da timen endelig var forbi satte Lupus sig ned i stolen og lukkede øjnene for bare at få et minuts fred... Men han skulle have hængt et skilt op om at blive ladt være i fred, da professor Snape gik hen til ham med et ondt smil på sine læber.

"Nå man er færdig med at snakke med Sirius Black?" spurgte Snape med et ondt glimt i sine øjne.

"Hvad vil du, Snape?" bed Lupus ham af.

"Intet," svarede Snape med et meget ondt smil.

"Så spilder du min tid," afgjorde Lupus, rejste sig fra stolen han sad i og gik ud af døren. Han gik stille hen til sit kontor og lavede sig selv en kop te til at berolige nerverne. Han satte sig stille ned i stolen foran sit bord og prøvede at få nogle gode tanker før middagsmaden skulle serveres. Selvom mange tanker var ved at slå ham af pinden følte han sig frisk og klar til næste time lige før middagsmaden... Og hvis han havde ret var den næste time først om cirka et kvarter og derfor havde han en masse tid bare med at sidde og lave ingen ting.

Den aften...

Som bekendt havde lærerne på skolen deres helt eget rum hvor de sov. Og Lupus var lykkelig da han vidste at Snape ikke have planer om at komme og ødelægge det hele med sin tilstedeværelse. For det med at ødelægge var Snape's speciale, og det havde Lupus mødt nok af. Han lagde sig ned i sin seng og utroligt nok faldt han i søvn.

Han havde en urolig drøm. Han så Sirius stå der og smile svagt, men glad til ham. Han så Sirius komme tættere og tættere på og med et presse sine læber imod hans.

Lupus sprang op da han mærkede en masse følelser glide ned over ham. Han satte sig op i sengen og åbnede øjnene.

"Det var bare en drøm" stønnede han.

Den nat sov Lups ikke ret godt... Han blev ved med at vende sig i sengen eller han sad og stirrede ud i rummet... Hans tanker var i den grotte, hans sjæl og hans hjerte var i grotten...

Endelig faldt han i søvn...

Næste morgen Hogwarts 9.50

Lupus vågnede stille og roligt og hørte nogen banke på døren. Han rejste sig op fra sengen og tog sin matte troldmands kappe på.

"Ja?" spurgte han hen imod døren.

Døren åbnede sig og Dumbledore kom ind af den med tunge skridt.

"Professor Lupus," begyndte Dumbledore, og satte sig ned i en stol hvor efter han fortsatte, "Vi har fået noget at vide fra Snape... Han har kontaktet Azkaban. Han har fortalt hvor de kan finde Sirius," afsluttede den gamle mand.

"... Nej..." hviskede Lupus chokeret. Han kiggede på Dumbledore med matte øjne...

"Vi skal derhen for at udpege grotten. Harry ved det," sagde Dumbledore og rejste sig fra rummet og gik.

Lupus sad stille for et minut og kiggede på det sted hvor han havde set Dumbledore forsvinde... Han måtte derhen! Han måtte advare Sirius, men en ting var at sige det og modsætte sig de højere magter og en anden var at gøre det! Han kiggede længe på uret, der tikkede og med ét slog det 10. 10 slag... Lupus rejste sig og lavede en formular som flyttede ham til Hogsmeade, det sted Sirius gemte sig. Han løb forbi de 100 elever løb op imod grotten... Og der så han en sort hund blive løftet ind i en politi bil.

Snape stod der og var lykkelig. Han havde knækket Sirius og var sikkert UFATTELIG stolt!

"Sirius," hviskede Lupus for sig selv og skjulte den smerte, der lyste ud af hans øjne. Det kunne ikke passe! Sirius måtte ikke blive slæbt tilbage til Azkaban... Hvem skulle nu se efter Harry? Eller... ham selv?

Politiet var væk og Lupus stod alene tilbage og kiggede på de sørgelige minder fra grotten. Han vidste ikke at han stod og græd...

"Hvad sker der?" spurgte en velkendt stemme bag ham.

Lupus vendte sig om og kiggede på Sirius som stod der med et ansigt som næppe med mine ord kunne beskrive.

"Sirius," sagde Lupus stille og kastede sig selv i Sirius's arme og stod der og græd...

"... Hvad sker der? Harry sendte mig et brev om, at Snape havde politiet med sig. Derfor ændrede jeg mig selv til menneske og lånte Harry's kappe," forklarede Sirius og gav Lupus et kort knus.

"Fortæl mig det lige næste gang!" bed Lupus ham af og gjorde noget som, set fra sin egen synsvinkel var utroligt DUMT! Han kyssede kort Sirius. Hans læber og Sirius's mødtes.

Sirius var i chok, men kunne selv ikke holde tilbage. Han mærkede Lupus's læber imod sine.

De stod der længe og mærkede hinanden. Sirius stoppede kysset, da han trak sig væk.

"... Lupus," sagde han kort og mærkede et jag af smerte inden i ham.

"Nej, det var min fejl," sagde Lupus og forsvandt...

Sirius vidste at hvis han fulgte efter Lupus ville Snape få hvad det var han ville have... Nu var han nød til at holde lav profil.

"Hvad er det der er ved at ske med os, Lupus?" spurgte han ud i intetheden og skiftede til sin hunde form, som blot lagde sig ned og kiggede sørgeligt på det sted Lupus forsvandt.

Lupus var grædefærdig... Han følte så mange følelser som næppe mine ord kunne beskrive... Han følte mørket komme ind i hans sind... Som om han ønskede Sirius myrdet af Voldemort... Men inderst inde vidste han godt det var på grund af vrede han ønskede dette... Men selvom han inderst inde vidste det... Stoppede det ham ikke i at føle afsky for Sirius... Han stod stille i sit rum og studerede et ældgammelt billede af hamselv, Sirius og James, taget for lang tid siden... Men mindet levede stadig...

Han var nød til at gå... Han var nød til at gå ned og undervise Harry og hans venner... Han tog stille sin kappe på og gik ned imod rummet hvor han skulle undervise.

------------------------

To Be Continued...(fortsattelse følger)...

... hvis I ønsker det. R&R PLEASE!