I nattens mulm og mørke var det forfærdelige sket. Det uundgåelige.
/-/-/
"Peter! Hvor er det dejligt at se dig!" Det var Lily Potter som kom Peter i møde i døren, men James Potter var ikke langt bagefter. Han holdt den lille Harry Potter i sin favn. "Pet, Pet!" Udbrød den lille dreng, snublende over hvert eneste bogstav. Peter smilede så godt han kunne, men efter så lang tid var det svært at blive ved. Især når han vidste at han snart – endelig – kunne lade være. Snart ville han kunne smide masken væk, og han kunne ikke lade være med allerede at titte ud af den, lade den glide lidt.
"Hej Lily, James" Sagde han, og nikkede anerkendende. Han kildede overfladisk Harry, mere af vane end af noget andet. Harry lod sig nu ikke mærke med overfladiskheden, og grinede som havde han aldrig grinet før. James smilede ad sin lille søn, som havde han aldrig set nogle grine før – det var egentlig næsten kvalmende.
"Går det så godt?" Spurgte han, mest af alt for at prøve at overdøve din hysteriske latter. Den var ulidelig sød og uskyldig.
Lily smilede anstrengt. "Det går som det går. Men du kender jo James. Han kan aldrig holde sig i ro, han sprængte næsten halvdelen af huset i stykker i går, med lidt hjælp fra Harry." Så lo hun blødt, en ægte blød latter. Hvorfor skulle hun egentlig være så pokkers sød hele tiden? Han fortrød at han havde sagt noget overhovedet. Så slem var Harrys latter vel egentlig ikke når det kom til stykket.
"Jeg har jo sagt det var Harry-!" Begyndte James dybt forarget, men smilet på hans læber forrådte ham. "Forventer du virkelig at jeg skal tro på, at Harry helt alene tog din tryllestav op og begyndte at vifte med den, og endda sige trylleformularer?" James poppede munden med et smisk, og hans øjne var fulde af narrestreger. "Jeg har jo sagt at vi har et vidunderbarn!" Så grinte de alle igen, med de der forfærdeligt smilende øjne og en mund der kun trak opad. Peter tvang sig selv til at gøre det samme, men nej hvor var det forfærdeligt.
Da de alle var færdige med at grine stræk James armene ud, som var han lige vågnet af en lang, lang lur. "Har du hørt fra Remus for nyligt? Vi fik et brev fra Sirius her den anden dag, men vi har ikke hørt fra Remus siden…" James sagde ikke mere, prøvede bare at smile stort. Peter vidste nu godt hvad han snakkede om. De havde ikke hørt fra Remus siden de var gået i skjul for Lord Voldemort.
Det var der nu en grund til. Remus vidste nemlig ikke hvor de var. Peter var den eneste der kunne fortælle ham det, men det havde han nu ikke tænkt sig. Sirius var allerede stærkt mistænksom – Han troede Remus var en forræder. Han ville i hvert fald ikke søge Remus op. James og Lily var fanget i deres hus; hvis de gik ud var der intet forsvar mod Mørkest Herre. Og Remus… Remus troede stadig Sirius var hemmelighedsholderen.
De var alle for bange, for blinde, til at se den sandhed der lagde lige foran næsen på dem. Snart ville Peter give dem et par briller, men til den tid ville det allerede være for sent for Potter-familien.
Indtil da måtte Peter beholde masken på lidt endnu. "Nå, hvornår skal vi spise?" Sagde han smilende. De var ikke det mindste mistænksomme.