Det er første dag tilbage på Nissen efter en dritkjedelig sommerferie, og jeg opdager liksom med det samme, at der foregår noget rart.
Vi har biologi som det første i dag, og jeg sætter mig som altid til højre for Sana. Jeg har glemt at lave innleveringen, og jeg åbner derfor lidt panikslagent computeren, som om det skulle hjælpe mig med at få lavet en biologiopgave på de cirka 30 sekunder, der er til timen begynder. Det er derfor først da Sana vender sig mod mig og skal til at sige noget, at jeg opdager, at hun liksom... gløder.
Hun opdager nok min undren, for hun lægger hovedet på skrå og kigger udfordrende på meg. Jeg slår blikket ned og rømmer halsen nervøst. "Øh, Sana?"
Intet svar. Jeg drejer hovedet og ser, at hendes ansigt, som lyser, bærer et afventende udtryk. "Isabell?" siger hun.
Jeg slikker nervøst mine læber. "Nei, det er bare... du skinner, ass."
"Takk."
"Nei, jeg mener... helt bogstaveligt, du skinner. Lyser op. Radierer. Whatever."
Hun sender mig et smil, der antyder, at hun morer sig gevaldigt over det hele. "Å ja, det er det du snakker om! Ja, jeg fikk superkræfter siste helg, så nå er mit ansigt som en lampe. Bare kald meg Sanasol."
Jeg skal til at svare, men så kommer vores lærer forbi, stopper op og siger: "Sana, i Norge har man ikke et ansigt, der lyser opp som solen. Fiks det til næste uke!"
Jeg skjønner ikke en dritt akkurat nå.