De slog armene om hinanden og deres munde fandt hinanden i et hedt kys. Pludselig blev de afbrudt af en tør stemme.
"Der er nok nogen, der er glade for at se hinanden" sagde Onua, der var ankommet uden at de havde bemærket det. Tahoi, Onuas hund, løb logrende hen til Daine. Hende og Numair vendte sig brat om mod Onua, der blot så afventende på dem. Daine var mundlam, så det var Numair der til sidst svarede.
"Det er ikke som du tror. Vi elsker hinanden."
"Det ved jeg, og det har jeg vidst længe."
"Har du?" udbrød Daine chokeret. "Har det været så tydeligt?"
Onua smilede. "Når i så på hinanden var det tydeligt at i var mere end bare gode venner. Jeg vidste ikke om i selv var klar over det, men det ser jeg at i er nu" Daine og Numair smilede lidt forlegne.
"Men vil i ikke fortælle mig hvordan i fandt sammen? I behøver ikke fortælle mig alle de klæbrige detaljer… Dem kan fortælle du fortælle mig om senere!" hviskede hun til Diane, der grinede indforstået tilbage.
"Det skete, mens vi var i gudernes rige" begyndte Daine og fortalte om hvordan hun var faldet ud over en klippeskrænt og landet i en flod. Hun var kommet op af floden, forslået, men i live, for derefter at blive fanget i et kæmpeedderkoppespind, og var sikkert endt som aftensmad for et par kæmpeedderkopper, hvis ikke det havde været for Numair, der var dukket op og havde fået alle tre edderkopper til at eksplodere. Derefter havde han sluppet Diane fri, og midt i deres lykkelige genforening havde han kysset hende.
"Det lyder søreme romantisk!" sagde Onua, da Daine var færdig med sin fortælling. "Den historie vil de andre sikkert også gerne høre. Vi må forresten hellere se at komme tilbage. De er sikkert bekymrede for jer."
"Vi havde faktisk ikke tænkt os at fortælle dem det lige nu. De har vist nok at tænke på nu hvor krigen er slut og alt det." sagde Diane henkastet.
"Men de ved det måske allerede?" spurgte Numair, en smule bekymret.
"I må tænke på, at jeg er den der kender jer bedst, så jeg vil tro jeg er den eneste der har lagt to og to sammen" sagde Onua "Jeg har i hvert fald ikke fortalt andre om min mistanke."
"Tak." sagde Daine taknemmeligt.
"Men jeg syns at i selv skulle fortælle dem det. De bliver sikkert bare glade på jeres vegne."
"De skal nok få det at vide, men jeg tror ikke det er det rette tidspunkt lige nu" sagde Numair.
"vi skal nok finde en god lejlighed til at fortælle det." sagde Daine og tænkte på øjeblikket før Onua var dukket op, hvor Numair havde friet til hende.
De gik sammen tilbage til Legan. Det var tydeligt at der lige var foregået et stort slag. Der lå hundredvis af døde soldater, og rundt omkring gik der folk og ledte efter slægtninge eller bekendte. Der var rejst sygetelte hvor de sårede var ved at blive magisk helbredt. Der var huller i borgmuren hvor fjendens katapulter havde gjort skade. Kongen og dronningen var færdige med fredsforhandlingerne, og sad ved et bord sammen med deres venner Alanna, Buri og Ridder Raoul. De så trætte ud og Raoul havde fået et par skrammer, men de var alle i live. Et stykke derfra stod Daines trofaste hest Sky, basilisken Tkaa og drageungen Killing.
Daine og Numair havde holdt i hånd på vejen, men da de kom inden for synsvidde af deres venner, slap de hinandens hænder. Kong Jonathan sprang op fra sin stol, da han så dem. Han havde fået et glimt af Daine, da hun kom tilbage fra gudernes rige, men havde ikke hørt hvad der var sket hende, og det var først nu han fandt ud af at Numair havde vundet over Inar Hadensra. De andre kom også på benene, nysgerrige efter at høre, hvad deres to venner havde at fortælle. Sky nåede først hen til Daine, og nappede hende kærligt. Hun gav ham stort et kram. Sky var den eneste der havde været med hende lige fra starten. Derefter kom alle de andre og deres spørgsmål blandede sig med Killings kvidren.