Cedar City i Utah og langt væk hjemmefra svinger hun tasken over skulderen efter blæsten endnu en gang har vippet stroppen af hendes skulder, og selv om hun nok har mere med end de fleste ville opdage, men det er en af fordelene ved at være magiker, og det på helt fremmed grund. Der er ikke meget at komme efter derhjemme selv om det nok forventes at hun slår sig ned, men det var lige det der viste sig at være problemet – ingen interesse i at blive en husmor når nu tingene gik som de gjorde. Severus er død, og har efterhånden været det i snart 3 år, et sår der aldrig rigtig er helet, men ikke så fremtrædende som det har været. De nærmeste ved det jo godt, tilbage i '98 var de sammen, i hvert fald til.. Den dag. 2. maj '98, en dato der nok ikke er nogen magikere der går hen og glemmer, og her næsten 3 år senere, et sted i Staterne, det var ikke hvor hun havde set sig selv, foran en kro, og med et par sidste klik med stiletterne er der ikke langt til hoveddøren hvor hun når at fange et glimt af sig selv i glasdøren. Det sorte hår hænger som det så ofte gør løst ned over skuldrene med lette bølger der aldrig helt vil samarbejde, og med et tag i døren ringer en lille klokke. Det er et muggler-sted, så meget har hun da opfattet, men det burde være muligt at få noget at drikke og spise alligevel, og sådan set også et sted at overnatte, hvilket lige nu er førsteprioritet. Med hjælp fra en gammel kammerat har hun klaret at skifte til muggler-valuta, men hun har helt ærligt ikke rigtig styr på kursen på nogen måde, og særligt ikke de kort der er blevet snakket om der sådan set bare skal køres igennem en maskine, og så kan man åbenbart betale med dem, men hendes tankestrøm bliver afbrudt da hun tager lokalet ind. Der er ikke mange andre, en der kunne være på hendes egen alder ved baren, og to mænd der helt ærligt ligner hvad hun forventede af amerikanere – klædt i skovmandsskjorte, halvfede og med skumle overskæg, og hun rynker på næsen for sig selv da hun går op til baren med øje for den halvgamle gut bag disken der ligner en der hellere ville sidde sammen med de to andre på hans alder end at underholde den yngre fyr.

"Whiskey on the rocks tak, og det helst på et værelse hvis der er noget ledigt."

Hvis der er noget lige nu hun gerne vil er det at slippe for alt for meget opmærksomhed, så at få sig et glas for sig selv burde der ikke være noget galt i.

"Må jeg se noget ID unge dame," bliver der spurgt, og hun bider sig i læben. Hun aner helt ærligt ikke hvad han taler om og sukker så.

"Hvad mener du?"
"Du ligner ikke en der er gammel nok til at få serveret alkohol."

Hun ser skeptisk på han og sukker så en gang inden hun læner sig ind over baren som havde hun et par briller hun kiggede ud under og smiler så, mens hun har knyttet grebet om sin stav i frakkelommen. Nonverbal magi er efterhånden noget hun har styr på, og efter Severus har hun også fået øvet sig på legilimensi.

"Men det har du da lige set, kan du ikke huske det?"

Hun bider sig i læben. Det er næsten for nemt, sådan at plante et falsk minde, men det er hvad der skal til. Hun aner helt ærligt ikke hvordan hun skal bevise at hun er gammel nok, hvilket hun sådan set aldrig har forklaret før. Ingen har spurgt hende om noget lignende nogensinde, og det med det indtag af ingefærøl de har haft som yngre. At blive spurgt til sin alder er ikke ligefrem hvad hun er vant til, og hun bemærker at fyren på den anden side af baren kigger på hende, men hun ser hurtigt væk fra ham og til jagttrofæerne på de brune trævægge. Det her er lige hvad hun forventede. Det næste er vel at menuen står på vildt fra lokalområdet, og hun smiler for sig selv, da hun får serveret et glas whiskey, og nikker af kroejeren.

"Og et værelse, venligst. Det ville være rart at kunne sætte mine ting."

"Det er ikke meget oppakning du har med dig unge dame, og du lyder som om du kommer langvejs fra."

"Det er også tilfældet, Sir. Jeg forstår vel bare at pakke praktisk."

"Det er en kunst der ikke er mange kvinder der mestrer. Værelse 33B, henne af gangen til venstre. 82$ pr nat, betalt på forhånd, 8 ekstra for det glas der, 20 oveni med fuld forplejning."

Hun smider 120 på bordet i sedler og rynker på næsen endnu en gang, ikke rigtig bekendt med hvad det egentlig vil svare til, men det virker fair nok, og med det bliver der rakt en nøgle over disken, og hun bevæger sig ned af gangen med glasset i den ene hånd og nøglen i den anden, og får låst sig ind.

Det er et hyggeligt værelse der møder hende, lige så rustikt som baren, og hun smider tasken på sengen med et tilfredst suk. Lædertasken er måske ikke så stor at se på, men der er pakket rigeligt med både sko, andre tasker, skiftetøj og hvad en kvinde ellers har brug for, for at se bare nogenlunde ud.

Lige så stille begynder Summer for sig selv at pakke ud, og det tager da heller ikke alt for lang tid inden hun i godt humør, og efter at have tømt glasset har fået lagt sine skjorter i farveorden, strømperne ligeså, og nederdele og kjoler på bøjle i skabet, og hun undrer sig over om der er en minibar et sted, inden hun sætter sig på sengen og prøver at forstå hvad mange af muggler-tingene er til for, først og fremmest den store sorte kasse der virker som et dårligt spejl og står på et bord op ad væggen, så den er til at se på fra sengen, og hun rejser sig igen for at banke lidt på det med neglen.

Det giver ikke de store resultater andet end at hun bliver overbevist om at det er glas, og opdager så at det ikke er et helt almindeligt bord, men et af metal og med en form for låge, og hun åbner lågen der binder en hel del. Hendes første tanke er at det er en låge der binder mere end nødvendigt, men så går det op for hende at det er et eller andet køleelement af en art hvor der indeni står flasker med etiketter hun kan gætte sig til er titler på forskellig sprut og hun smiler for sig selv. Det her sted er måske slet ikke så trist som hun forestillede sig, og hun fisker en rosé-vin ud af det lille skab.

Med et lille svirp med staven er flasken åben, og hun finder hurtigt et glas frem ved at rode lidt i skabene, og overvejer hvor hun skal gøre af sig selv. Det er ikke jordens mest interessante by, men lige nu er det bare for at starte et sted, og der virkede til at være et fornuftigt klima på de her egne, men i så lille en by er der ikke mange magikere. Det eneste der da skulle lokke dem til er de mange nationalparker i området, hvor der sikkert kan findes interessante urter og væsener man ikke ser over det hele, og i sine egne tanker sidder hun og sipper til sit vinglas.

Som den første og anden time for sig selv er gået kigger hun på sit ur og er overrasket over hvor meget klokken er ved at være, og med en rynke i panden undrer hun sig over om køkkenet mon overhovedet stadig er åbent nu når klokken er et godt stykke over ni, men der er vel ikke noget galt i at gå ud og se efter, og hun stiller glasset fra sig inden hun igen trækker i sine sko, og med nøgle i hånden og sin stav godt skjult i en inderlomme i sin vest er hun hurtigt ude af værelset. Der er overraskende tomt ude på gangen, men hendes mavefornemmelse siger hende at hun ikke er alene.

Summer fortsætter ned af gangen, men når ikke langt inden hun bliver klemt op af væggen og holdt for munden af en skikkelse hun først ikke kan genkende på den mørke gang, og uden adgang til sin stav som hun står klemt der er det svært at forsvare sig, og efter et par sekunder hvor hun har vredet sig ser hun på den person der sådan har klaret at fange hende uden de store problemer.

"Jeg ved ikke hvad du er, men du hører ikke til her," siger han inden hun får stukket et eller andet i munden så han har frie hænder til at slæbe hende med sig ned af gangen, og hun har allerede opgivet kampen. Hun kommer ikke langt uden mulighed for at få fat i sin stav, og så frivilligt som det kan lade sig gøre følger hun med fyren hun kan genkende fra baren, ham hun et kort øjeblik havde øjenkontakt med, og tænker for sig selv om alle fordomme om amerikanere virkelig er hvad der er at hente her, og hun ser vredt på sin tilfangetager da han har fået placeret hende på en stol på sit værelse mens han er i gang med at binde hendes hænder til armlænet på stolen, og hun spytter hvad end han har puttet i hendes mund ud.

"Og her troede jeg du havde kinky planer, men så binder du mig til en stol. Det er skuffende."

Hun kan se han er overrasket over hendes ordvalg, og det bringer da også et smil frem.

"Du er ikke et almindeligt menneske."

"Og du er ikke ligefrem høflig."

Igen får det ham til at smile, og hun undrer sig over hvad han egentlig er for en. Nej, hun er ikke ligefrem ordinær, og det på mange måder, men hun er aldrig før blevet grebet i magi af en muggler, og havde ikke regnet med at det her er hvad det ville føre til.

"Hvad er du? Du fik manden bag baren på andre tanker, uden overhovedet at se ud til at anstrenge dig."

Hun sukker en gang af ham og ruller med øjnene.

"Det er sådan set ikke meningen at jeg skal fortælle dig det. Kan du ikke slippe mig fri, og så kan jeg sørge for at du ikke husker det her lille møde?"

Det ser ikke ud til det er hvad han ville høre, og da han er i gang med at binde hendes anden hånd og det bliver strammere ømmer hun sig en smule.

"Jeg vil gerne snakke hvis det er det, men helt ærligt, i amerikanere har ikke ligefrem manerer. Kan jeg i det mindste få et navn, så jeg ved hvordan jeg skal tiltale dig, Hr?"

Han ser igen ud til at bløde en smule op, men det er kun for et sekund, og det mens han er omkring hendes læg der bliver bundet til stolen.

"Det er ikke nødvendigt. Jeg skal nok nå at finde ud af hvad du er, lige meget hvor meget salt, vievand eller sølv der skal til."

Hun hæver brynene af de sære forslag han kommer med og bryder så ud i latter, hvilket ser ud til at være den største overraskelse for ham.

"Jeg håber vi taler om sølv i form af smykker? Se, det var bedre, men jeg ville frivilligt have gået med dig på date. Det her virker ret kunstigt hvis jeg skal være ærlig. Er jeg virkelig så interessant? Til forskel fra en psykopat som dig gør jeg ikke en flue fortræd, og jeg er sikker på du allerede har givet mig blå mærker adskillige steder."

"Det her er ikke for sjov. Jeg skal nok finde ud af hvad du er, og hvordan man kommer af med din slags."

Hun sukker igen af ham, og finder situationen mere eller mindre idiotisk, men hun kan ikke gøre meget når hun ikke har hænderne fri, og der hvor hendes stav burde være er der kun armlænet fra den åndssvage stol hun er blevet bundet fast til.

"Når du nu alligevel har bundet mine fødder, kan du så ikke tage mine sko af? Så skal jeg nok fortælle dig hvad jeg er, men det er ikke noget du skal snakke højt om."

Hans skeptiske blik vender tilbage til hende, men hun må se bestemt nok ud, for han vrikker hendes stiletter af hende, og det virker som om det er noget han ikke er helt utrænet i tænker hun for sig selv inden hun strækker tæerne en smule.

"Du ville snakke," siger den fremmede fyr og sætter sig over for hende med et mugglerinstrument holdt op foran hende, noget i metal, som hun har set på plakater rundt omkring, og det skulle være dødeligt. Det virker nu mest som idioti, men hun vil foretrække at være i live.

"Gider du ikke vende den ting der en anden vej? Den gør mig en smule utryg."

Han ser overrasket på hende, og det er flovt, men det virker til at han ikke opfatter hvad hun mener til at starte med, hvilket medfører at hun får et skummelt smil i sin retning. Hun hører ham mumle noget i stil med "den her ting, selv dæmoner ved hvad det er," og hun sukker igen af ham.

"Jeg aner virelig ikke hvilke væsener du plejer at gå og lege med i din fritid, men jeg er en heks, og jeg er ikke vant til ikke at kunne få serveret et glas whiskey når det passer mig. Er det nok? Så er navnet Summer, Black hvis du vil have det med, jeg er så engelsk som en kvinde fås. Jeg er glad for tøj, bøger og er måske ikke jordens mest sociale menneske, og så vil jeg helst først bindes på tredje date hvis det er i orden."

Det sidste er sagt med en hvis trods, og hun kan se hvordan han sænker det instrument han har i sin hånd og ser ret overrasket på hende.

"Og ikke den slags der æder børn, eller jomfruers hjerter, laver folk om til frøer?"

Hun ruller med øjnene af ham.

"Det sidste kan jeg godt klare, men resten vil jeg helst undgå hvis jeg skal være ærlig," siger hun med et smørret grin om læben. Det er næppe tidspunktet hvor det er passende at pjatte, men han er meget underholdende, og hvad end det er han har i hånden bliver det igen hævet mod hende.

"Jeg er virkelig ikke tryg ved den ting du har i hænderne," siger hun, og det er også tilfældet. Hun aner ikke hvad den kan, men har da en fornemmelse, og er sikker på at den kunne slå hende ihjel så vidt hun har opfattet, og ser ham i øjnene.

"Min stav er i min højre inderlomme i min vest. Uden den er jeg stort set harmløs, bortset fra at jeg godt kan finde på at bide dig, men jeg har ikke meget kontrol over magi uden min stav. Hvis du tager den, og så ligger din ting fra dig, kan vi så ikke snakke sammen som to voksne mennesker?"

"Så du er altså bare et menneske, der tilfældigvis er en heks."

Hun fnyser af ham. Det virker nedværdigende når han siger det sådan. Bare et menneske. Det er næsten det samme som at kalde hende en fuser, hvilket næsten ikke kunne blive værre, men hun holder sig i skindet. Det er hende og ikke ham der sidder bundet til en stol og hun sukker igen.

"Som du dog forstår at charmere en kvinde. Ja. Jeg er bare en kvinde, der tilfældigvis kan udøve magi."

"Hvor mange er der af jer?"

Hun griner igen og ryster på hovedet. Mugglere!

"Det aner jeg ikke. Det er vel hver 20. person du ser på gaden der har en eller anden forbindelse til magi, om det har ligget i generationer, eller er en med helt almindelige forældre. Som hvis du havde et barn. Det er ikke noget man kan styre om ens børn bliver troldmænd eller hekse."

Nu er det ham der griner, og hun rynker sin mund sammen mens hun ser på ham.

"Du har lige gjort mit job langt mere besværligt Summer."

"Og du har endnu ikke fjernet den ting der eller præsenteret dig, fremmede fyr der har bundet mig på sit hotelværelse."

Med det lægger han instrumentet fra sig med blikket vendt mod hende, og hun nikker så af ham, som tegn på at hun er meget tilfreds med den lille gestus.

"Det kaldes en pistol, om du vil. Du er virkelig ikke bekendt med hvad vi almindelige mennesker går rundt med af ting," spørger han mens han læner sig frem mod hende og knapper hendes vest op, hvilket får hende til at rødme en smule selv om situationen er så akavet som den overhovedet kan være.

"Det ville jeg ikke kunne huske i morgen om du sagde det fyrre gange. Og hey, hold styr på dine fingre. Du er på meget privat grund."

"Og du, unge dame, er langt mere rapkæftet end hvad jeg forventede af en brite."

Hun fnyser af ham, og ville lige nu give den fremmede et rap over nallerne for at give sig lidt for god tid med hendes vest, og hun ruller igen med øjnene.

"Du er lige præcis hvad jeg forventede. Brutal, ubehagelig og lidt af en ulidelig type. Seriøst, kan det der tage så lang tid?"

Med det sidder han hurtigt med sin stav mellem fingrene, og hun føler med det samme et savn over for ceder-staven, mens hun er irriteret over sådan at have en muggler til at sidde med den, som om den er det farligste han nogensinde har set.

"Du kan ikke bruge den til noget. Det skal du have magi i blodet for."

Denne her gang er det ham der griner og hun forstår ikke hvad det er hun har sagt der er så morsomt, og endnu en gang ruller hun med øjnene af ham.

"Navnet er Dean, og jeg er rendt på lidt af hvert når det kommer til det overnaturlige, men du er den første heks jeg er rendt på."

"Du er heldig. Havde det været min mor ville hun ikke have været så diplomatisk."

"Hmm, hun har heller ikke den mest medgørlige datter hvis jeg skal være ærlig."

"Så nu er vi enige om at vi begge to ikke er jordens mest behagelige personer, og jeg ikke har tænkt mig at gøre dig noget, andet end i selvforsvar, men du har min stav. Jeg vil helst ikke gå nogen steder uden den, og jeg kan ikke gøre meget mere end en muggler som dig hvis jeg ikke har den."

Han ser en smule overrasket på hende da ordet muggler kommer over hendes læber, og hun sukker igen.

"De her reb. Jeg går ingen steder, okay? Du har mig lige her, og jeg gider helt ærligt ikke have blå mærker bare fordi du synes det er en god idé at binde mig til en stol. Er det overhovedet lovligt?"

Han griner igen, og hun fnyser af ham.

"Og det bliver sagt af hende der snyder en bartender så der kan blive serveret selv om hun er mindreårig."

Hun kan ikke helt lade være med at smile af ironien, men ser så ned på sine håndled igen. Det der med at være bundet til en stol er ikke ligefrem ophidsende, og hendes blik søger igen den lyshårede fyrs blå øjne.

"Det er også en sær regel. Jeg har været myndig i efterhånden to år, og er vant til at have adgang til den slags. Jeg kan ikke se hvilken forskel det gør om jeg er nitten eller hvad man skal være her, så længe det er ansvarligt, men selv den del af det er jeg vant til at styre selv, tak."

Med det rykker han tættere på hende og omkring hendes ankel igen, og hun bider sig en smule i læben. Det der med at have en fremmed så tæt på er ikke ligefrem hvad hun gik og planlagde da hun tog af sted.

"Få mig ikke til at fortryde det her."

"Bare rolig, jeg kan snakke dig til døde. Du har min stav, Dean."

Det får ham til at smile igen, og hun prikker til ham med sin fod, da hun har en teori om det er den vinkel han har lige nu der bringer et smil frem.

"Gris."

"Elitære snob."

"Så fik vi det på det rene."

Med begge fødder løse igen knækker hun tæer for sig selv, og med fingerneglene gør hun opmærksom på at det også gerne skulle gælde hendes hænder, og hun bider sig en smule i læben mens det undrer hende hvor rolig hun er trods den ret sære situation.

"Så, du hedder virkelig Black? Det er ikke et eller andet pjat?"

Hun fnyser af ham igen.

"Hav dog lidt respekt. Det er et meget anerkendt efternavn blandt troldmænd og hekse, en af de få foldblodsslægter tilbage, og jeg er det seneste skud på stammen."

Måske lyder hun for stolt, det får ham i hvert fald til at smile, og han går i gang med at binde rebet om hendes venstre håndled op, og hun ømmer sig igen da blodtilførslen i hånden vender tilbage.

"Jeg har ingen idé om hvad du snakker om, men det gør det vidt kun mere rigtigt at kalde dig en elitær snob."

Hun sukker en gang af ham.

"Der lige nu sidder så jeg kan stikke dig en flad for at være flabet. Du er ikke den første fyr der har fået en lussing af mig."

"Men jeg er nok den første der har haft mulighed for sådan at binde dig. Du kan også blive siddende her, det styrer du selv."

Hun sukker utilfredst og nikker så.

"Okay. Bind det sidste stykke op, tak," siger hun, og så rumler hendes mave og hun ser væk fra ham. Hvis ikke han sådan pludselig havde overfaldet hende kunne det være hun havde nået at få noget at spise.

"Og nu er køkkenet sikkert lukket. Det er din skyld hvis jeg skal gå sulten i seng. Hvor er dine manerer," spørger hun og rejser sig så på fra stolen mens hun strækker og bøjer sine fingre, og ruller så sine skjorteærmer op så hun kan se om hun har fået blå mærker, men det ser ikke ud til at være tilfældet.

"Når du nu ikke er farligere, så lad mig finde noget du kan spise. Tør du tage med mig ud?"

"Det kommer virkelig an på så meget. Men jeg troede du mente jeg var farlig. Nå, lad mig se hvad du kan finde. Jeg er ret fortabt når det kommer til jer mugglere."

"Jeg er altså helt sikker på jeg har hørt det ord før, du bruger der."

"Muggler? Tja, det er muligt. Så er du måske i virkeligheden rendt på andre troldmænd eller hekse før du sådan mødte mig."