Disclaimer: Jeg ejer ikke Harry Potter den tilhører J.K. Rowling
Pls skriv hvis der er noget jeg kan gøre bedre ved det! Det er min først fanfic, og virkelig bare et experiment!
Nedstigningen til havet
Harry kiggede ud over havet, hen mod horisonten. Solen var på vej ned, men var stadig over horisonten med sin glødende orange farve, der strålede klart over den store himmel. Den kraftige rød-orange farve mildnede ud på himlen til en til en smuk purpur lilla der forvandlede sig til en blålig violet, der blandede sig sammen med den blå farve, som himlen rummede. Tæt ved horisonten svævede de resterende tynde skyer på himlen, hvis farve også have ændret sig efter solens stråler til en lysende gylden orange.
Havet under himlen bevægede sig sløvt; som om den var på vej til at trække sig ud dybere, mod horisonten, i en slummer for natten. Dens farve fik også en mørkere og dybere blå, på grund af solens refleksion i havet, der tog alle de lyse farver hen i et koncentreret punkt.
Vinden var ligeså rolig og pustede blidt til ham, hev kun blot lidt i hans tøj, i et svagt forsøg på at skubbe ham væk fra kanten af den klint han stod på. Klinten hvor solens stråler ramte dens væg, så den fik en royal gyldenbrun farve. Det fik græssets grønne farve til at fremstå kraftigere og smukker, så man også kunne se solen ramme alle stråene.
Harry havde et unikt og utroligt udsyn over landskabet. Noget han aldrig han havde troet han ville få at se. Selvom det var unikt så forblev det smukt og respekteret af omgivelserne.
Harry var også unik og smuk, men aldrig respektret. Ja han var smuk, men smukkere end hvad en dreng var forventet at være. Alle pigerne havde altid flokket rundt om ham, fortalt ham hvor smuk og skrøbelig han var, og altid venlig i mod ham men aldrig forstående. Hvor imod drengene havde drillet ham med hvor feminin og smuk han var, og smidte ham ud fra deres fællesskab.
Harry havde derfor søgt hen mod pigerne, der var venlige i mod ham. Det gjorde ham kun mere feminin og drengene udtrykte tydeligt deres holdninger, når chancen kom til dem. De fik ham til at fremstå grim og mærkelig, anderledes, så han stod ud.
Han havde aldrig fundet et sted eller en person som passe til eller sammen med ham.
Harry kiggede igen ud over havet der var virkelig det perfekte sted, alt ved det passede ind og intet ondt kunne siges eller gøres ved det. Selv de mindste insekter passede ind og fik landskabet til at virke mere levede. Han kunne høre bierne der summede rundt efter aftens sidste pollen, havets brusen når den trak sig rolig frem og tilbage og vindens milde vejrtrækninger. Alt stod i den perfekte harmoni. En mild lugt af salt forblev i luften.
Harry trak vejret dybt ind. Han holdte det inde, samme med synet over himlen, havet og den nedstigende sol. Og sprang. Ned sammen med solen. Under havet. Aldrig for at komme op igen.
Harry tog fejl. Der kunne gøres noget ondt ved landskabet. Død ville ødelægge det. Det havde han nu gjort. Jaloux over det ellers perfekte og unikke landskab.