Kapitel 1

Hvor Der Er Forkert Er Der Rigtigt

Resumé: Elskede Christine virkelig le Vicomte de Chagny? Da hun hører sin tidligere sanglærer og engels

Skrig, vender alt rundt. Efter en lang tid fyldt med prøver og problemer, finder hun endelig sine sande følelser. Men hvad med Fantomet, vil han nogensinde tilgive den syngende skønhed? Will han nogensinde mærke varmen fra lyset og kærligheden? Det kan kun tiden vide, når de to sangfugle starter en ny rejse gennem smil og tårer, for at finde sandheden og fortiden af Fantomet i Operaen

Fralæggelse: Jeg ejer ingen af de originale karakterer, de er © Gaston Leroux og henholdsvis © Susan Kay

oOoOoOo

Som den unge sangerinde Christine Daaé og hendes forlovede, le Vicomte Raoul de Chagny hurtigt sejlede mod friheden, lød en hjertens skærende sang i kælderens lange, kolde korridorer. Christine rettede sig op med et hurtigt ryk, hun sad foran sin forlovede med tårer i øjnene. Raoul var sikker på at det var tårer af frygt, og ikke af sorg, men han tog fejl. Hans elskede Christine var tynget af en sorg uden lige; hun havde netop vendt den mand der havde givet hende sin stemme tilbage. Hun havde troet så forfærdeligt meget på ham og havde, lige meget hvad, troet på det bedste i ham. Så hørtes en lyd af metal mod glas, og hun forstod endelig hvor meget denne mand elskede hende.

Endnu et brag.

Hun havde det som splinterne fløj mod hende, og satte sig i hendes hjerte. En tåre løb ned af hendes kind. Hun sørgede for at Raoul ikke så det, og blev ved med at stirre lige frem. Et tredje brag lød. Det var meget højere end de andre. Hun holdt så meget af dette Fantom og hun vidste at tiden var knap. Christine måtte vælge. Hun vidste hvad der ville ske hvis hun ikke snart gjorde noget; hendes engel ville være falden for evigt, og det ville være hendes skyld!

"Raoul, stop," bad hun, stadig uden at se på ham. Hun kunne ikke bære at se hans ansigt, det var slemt nok at se Raoul stå der, bundet til gitteret i hulen. Han havde set så hjælpeløs ud med det reb om sin hals, ude af stand til at kunne forsvare sig selv. Christine bed sig i læben og rejste sig langsomt.

"Christine..?" Raoul nåede aldrig at tale færdig før hun afbrød ham.

"Jeg må tilbage, nu!" nærmest kommanderes hun. Raoul var chokeret. Han havde været så sikker på at Christine aldrig ville svaje i sin beslutning. Men her stod hun og bad ham om at bringe hende til den mand han hadede mest. Dette Fantom, der i flere måneder havde hærget Pariseroperaen, havde dræbt uden grund, og blandet den uskyldige sangerinde ind i et rod hun tydeligvis ikke kunne komme fri fra. Raoul forstod det ikke. Hvordan kunne Christine ønske at vende tilbage til dette monster af mørke, denne dødens engel?

"Christine, det er ikke klogt! Du ved ikke hvad han vil gøre ved dig!" prøvede Raoul. Han ville tale hende til fornuft, men lige lidt hjalp det. Hans Lille Lotte havde forandret sig så meget de sidste par år; hun var ikke længere den lille pige med det røde halstørklæde. Nej, hun var blevet en voksen kvinde, og hun veg ikke tilbage for tiggeri.

Raoul kunne se hvordan hendes bedende øjne blev vrede og kolde.

"Hvad ved du om det Raoul? Sig mig det! Hvad har du gjort for at lære ham at kende?" ville Christine vide. Endelig stoppede Raoul båden.

"Christine, mes chers. Ce qui se passe pour vous? Det ligner dig ikke! Manden har dræbt uskyldige!"

Christine havde haft ret, Raoul var ikke stærk nok til at se sandheden i øjnene. Nok var han blevet ældre, men inders inde var han stadig den dreng hun mødte år tilbage på stranden. Hun mindes de tider. Den dag Raoul, uden grund, sprang i havet efter hendes moders tørklæde. Hun havde været bange. Bange for at han ikke ville komme tilbage med det.

Flashback
Jeg sad på stranden med far. Bløde toner strømmede fra hans violin, og fra mine læber. Så skønt det lød, den uskyldige barnestemme med den voksne tone. Vinden var hård, og sandet føg omkring os. Vi mærkede det ikke.

Fra det store hus med stand udsigten, så en lille dreng ned på vores lille familie. Da tog vinden mit skærf. Som en rød fugl, fløj det ud mod havet, og ramte vandkanten. Jeg skreg i sorg. Det var vin mors! Det eneste minde jeg havde tilbage, og nu ville havet tage det. Fortvivlet løb jeg ned mod vandet, men da jeg nåede vandkanten var skærfet flødet længere ud.

Raoul styrtede ned mod stranden. I sin gode opdragelse, havde han lært at man skulle hjælpe folk i nød, og jeg havde brug for hjælp

"Mit tørklæde!" skreg jeg igen. Jeg var hurtigt på vej ud i vandet, men min far kom mig i forkøbet. Han greb mig om livet, og rev mig tilbage.

Den unge vicomte var i løbet af utroligt kort tid kommet til hjælp, han sprang hovedkulds ud i vandet og svømme som om det gjaldt hans liv, hvilket det nok også gjorde. Han overanstrengte tydeligvis sig selv, men det var næsten som om at han ikke mærkede kramperne det kolde vand gav ham.

Inde på land så far og jeg chokerede til da drengen kastede sig ud i de høje bølger.

"Far, gør noget," græd jeg.

Far fulgte efter drengen, og inden længe var de begge sikker i land, med tørklædet.

flashback slut

"Oui, Raoul. Et pourquoi? Il a fait cela pour me montrer, qu'il ferait tout pour moi gat à ses côtés! (Ja, Raoul, og hvorfor? Han gjorde det for at vise mig, at han vil gøre alt for at have mig ved sin side!) råbte hun Yes, Raoul.vredt. Endnu engang blev han chokeret.

"Du har ikke været som jeg troede du var, Raoul. Du er stadig den dreng der hentede min moders skærf i havet, og du har ikke forandret dig," forklarede hun. Da hun kunne se at Raoul ikke forstod, begyndte hun at uddybe det nærmere.

"Raoul ja, jeg elskede dig. Men denne engel har altid fulgt mig. Det har altid været min drøm at møde ham i kød og blod, og her er han. Jeg beder dig, Raoul, du må se! Jeg elskede dig, men du vil altid være den du var dengang, for mig." Hun havde rejst sig imens hun talte, og hun stod og så ind i Raouls blanke, blå øjne. Hun vidste at hun aldrig ville kunne fortabe sig i de øjne, som hun gjorde i sin engels, og det samme vidste Raoul.

"Christine, du må gøre hvad du finder rigtigt, andet kan jeg ikke sige. Men lad være med at bede mig gå tilbage dertil."

Christine nikkede, og omfavnede ham.

"Raoul, jeg er så ked at jeg ikke gengælder din kærlighed," hviskede hun mod hans kolde, våde skjorte. Raoul brød fri fra hendes varme favn, og trak sig væk fra hende. Ikke i væmmelse, men i respekt.

"Så må al hæld og lykke være på din side Chri.. Mademoiselle Daaé " afsluttede han høfligt. Christine svarede ikke, hun smed sine sko og hev let op i den smukke brudekjole. Langsom lod hun sig sænke ned i vandet. Hendes hud blev som et tæppe af kulde der dækkede hendes krop. Hun så op på Raoul, og før han opfattede det var hun på vej tilbage til den mand der havde fascineret hende i flere år. Dette var endnu en afslutning, og endnu et farvel i hendes endnu voksende samling. Hun frygtede ikke fantomet mere, deres kys havde ændret så meget. Det havde vækket noget i hende, men hun vidste ikke hvad det var, blot at det var en ny, skæmmende følelse. En følelse af sandhed, ærlighed og tiltro, alt sammen blandet sammen til en.

Kærlighed.

Raoul så efter Christine, hendes slanke skikkelse blev mere og mere utydelig. Bedrøvet begyndte han igen at skubbe båden frem mod lyset. Han havde nu mistet hende to gange, og han ville ikke igennem den sorg en gang til. Fast besluttet på at starte et ny liv, sejlede han med åben pande imod sin fremtid. En fremtid uden Christine.

oOoOoOo

Hun stod helt klemt op i et hjørne og så det ske. Det lille, spinkle dansemus med det blonde hår og de store, blå øjne. Meg Giry knugede den hvide halvmaske til sit bryst. Frygten lyste ud af hende og tårnene kunne falde hvert sekund. Det pinte hende så forfærdeligt meget at se alle disse mennesker sabotere den smukke hule. Hun skulle have lyttet til sin moder, og nu vidste hun hvorfor.

Grotten henlå i ruiner og der var en markeret lugt af brændt stof og røg; dette ville de ikke slippe godt fra og det vidste hun.

Pøblen havde gjort alt i deres magt for at finde "monsteret", men lige meget hjalp det. Meg derimod, vidste hvor han var. Men så længe hun ikke blev set, ville ingen vel spøge. På den anden side kunne hun måske jage dem væk. Få dem til at gå.

"Messiours! Monsteret er her ikke, jeg så ham før I kom. Han stak af," udbrød hun og pegede mod den vej de var kommet fra. Endnu en bølge af skræk ramte hende da en bred mand stillede sig foran hende. Han så ned på hende med at blik der kunne brænde. Meg forsøgte at holde blikket på sine skinnende støvler, men manden tog fat i hendes spinkle hage og tvang hende til at se op. Hun havde aldrig set en mand så forfærdeligt grim som ham; hans ansigt hang i store fedtklumper, og hans sorte griseøjne borede sig lige ind i hendes hav af blå nuancer. Han var frastødende.

"Nå, nå. Den lille mademoiselle ved noget som vi ikke gør," sagde han så lavt at kun hun kunne høre ham.

I raseri spyttede Meg ham i ansigtet. Manden stirrede på hende, før han tog et godt tag i hendes spinkle skuldre.

"Har i hørt? Denne lille horeunge, er vist en af bæstets allierede!" råbte han hånende, og skubbe Meg fra sig. Den stakkels pige fik overbalance, og faldt til jorden. Hun så ikke op, heller ikke da folk begyndte at nærme sig hende med truende skridt.

"Du kan have ret, Gautier. Vi kan ikke tage chancer" mumlede en anden mand.

Han tog fat om Megs håndled..

oOoOoOo

Christine så ind på Meg der blev omringet af flere og flere mennesker. Snart havde Christines frygt forvandlet sig til had. Meg var som en søster for hende, og havde altid været der når hun havde haft brug for det. Den følelse hun havde nu var ubeskrivelig.

Megs blod var efterhånden overalt, og først da hun rullede sig sammen til en kugle hold de op. De gentog deres søgen og efterlod Meg i en pøl af blod. Frustreret bed Christine i sin underlæbe. Hun ville gerne hjælpe, hun ville så gerne hjælpe Meg, men hun kunne ikke. Hun vidste hvad der ville ske hvis hun gik derind, de ville tage hende ligesom Fantomet havde gjort. De ville tvinge hende til at sige hvor "monsteret" var, og Christine ville være for stædig til at fortælle det. Nok var hun modig, men hun ville aldrig kunne holde til at lide så megen fysisk smerte som lille Meg gjorde.

oOoOoOo

Meg kunne ikke holde tårerne tilbage, de strømme ned af hendes kinder, og blandede sig med blodet på jorden. Sårene var ikke så slemme som de så ud, men det gjorde stadig forfærdeligt ondt når hun bevægede sig. Det endte med at hun, i et hjælpeløst forsøg på at sætte sig op, faldt bagover og slog hovedet mod stengulvet. Hun jamrede, og søgte efter noget der kunne hjælpe hende. Der var intet. Fortabt og fortvivlet genoptog hun sin hjælpeløse hulken.

Da kom det. Det triumffulde råb der oftest kom fra en mand der havde fuldført sit livsmål:

"Vi har ham! Vi har monsteret!"

Manden gentog sig selv utroligt mange gange. Han selv og 3 andre meget brede mænd, kom slæbende med en slap skikkelse der mest af alt lignede et lig. De skubbede ham til jorden med en sådan styrke at han gled en god meter bagud. Nok havde han lært at ignorere fysisk smerte, men de mentale tab han havde lidt fik ham til at glemme alt om det. Han lå helt stille på gulvet, og sagde ikke en lyd. Gautier satte sig på knæ ved siden af ham, og tog fat i en stor tot hår. Brutalt rev han den stakkels mand op i en forholdsvist siddende stilling.

"Sig mig, hvem er monsteret bag masken?" spurgte han triumferende.

Fantomet svarede ikke, før han igen blev sparket i ribbenene, og hermed var hundrede procent sikker på at mindst 3 var brækkede. Han nikkede langsomt, før han åbnede munden.

"Erik," lød det svagt fra ham.

Gautier ruskede let Eriks hoved i ren triumf. Endelig havde de fanget den mand der dræbte deres tidligere medarbejdere Bouquet og Piangi. Han slog ham med en stor, flad hånd, og skubbede ham i vandet. En anden mand, meget større end Gautier, knælede ved det faldne Fantoms side.

"Farvel, "Erik"," vrængede han i vrede, og tvang brutalt Eriks hoved under vand.

En kaskade af bobler steg til overfladen, men efter kort tid var vandet stille. En glædelig stilhed bredte sig over mængden. De havde vundet. Manden der havde druknet Erik, skubbe den slappe krop i vandet med en sådan styrke der skilte vandet i store bølger.

Folk stod i nogen tid og så ned i det sorte vand, en forsvandt hurtigt. En tog fat om Megs håndled, og bar hende med sig. Det var tydeligt at hun var uskyldig, Erik havde ikke skænket hende et eneste blik.

oOoOoOo

Da de sidste folk havde forladt grotten, kom Christine forsigtigt ud fra sit skjul. Hendes ansigt var væddet i tårer, og den mentale smerte viste sig tydeligt i hendes kropsprog. Hun var knuget af en sorg der var utroligt overvældende. Hendes ellers så smukke krøller, hang slapt omkring hendes blege ansigt og de nøddebrune øjne havde mistet ethvert lys.

Ligegyldigt vadede hun ud i vandet. Hun ville ikke lade hendes engel rådene op i en våd grav, det var langt fra hvad hun have ønsket.

"Jeg har benægtet dem begge," tænkte hun fortvivlet. Det her var hendes skyld, og det var så tydeligt. Hvis hun bare havde ladet hans maske sidde på, ville hun ikke stå i denne sorg. Så havde Erik bare taget hende med, og så ville alle andre end Raoul være glade. Erik, hun havde aldrig tænkt på at han havde at navn, det kom som et chok for hende.

Febrilsk ledte hun efter hans krop. Det var nok for sent, hun ville ikke kunne vække ham til live nu. Endelig, efter få minutters tid stødte hun på noget det kun kunne være et ben. Hun dykkede hurtigt, og trak den slappe skikkelse med op. Han var ikke så tung som hun have frygtet, hun kunne men kun en smule besvær på ham op på bredden.