Hun løber ned af gangen med kassen med blandede mediciner og forbindinger under armen, og puster ud da hun når til hans hospitalsstue. Hun trækker gardinet fra, og ser så på ham, mens han kigger ud af vinduet, og hun træder ind.
"Hvordan går det i dag?"
Summer lægger kassen fra sig på bordet, og binder så sit hår op i en knold.
"Bedre.." hører hun fra sengen, og fanger så Severus' sårede blik.
"Hmm. Det var for det bedste.." siger hun, selv om hun ikke helt tror på det. Det er jo ikke fordi hun ikke elsker ham mere. Men ingen mand er bedre end en der ikke elsker hende, og hun rækker så ud efter hans hånd, og aer lidt den ru arbejdshånd.
"Det er slut."
Summer ser nu også ud af vinduet. Krigen er slut. Det er ikke til at forstå, og alligevel er det så ligetil. Hun sukker lidt og tænker på den plejemor hun har mistet, og kan ikke helt lade være med at ønske at det var hendes egen mor hun havde mistet i stedet.
"Hvordan har Drengen Der Overlevede det?" spørger Severus fra sengen, og hun ser på ham igen med et lille smil.
"Han har det bedre.. Langt bedre end dig, gamle dreng."
"Hmm.. "
"Tja, hvad skal jeg sige?"
"Ikke noget.. Bare, bliv her lidt, Summer.. Det er rart med selskab."
Hun sætter sig på sengen ved siden af ham, men kan ikke helt lade være at se på bandagen om hans hals.
"Du har været heldig. Må jeg se på det?"
Da han nikker letter hun på bandagen, men med en utilfreds lyd fra Severus finder hendes blik hans igen.
"Sig til hvis det gør ondt."
"Det gør ikke noget.. Det svider bare.."
Hun får nu bikset forbindingen af, og ser ned på såret, der efterhånden ikke væsker mere, og betændelsen har aftaget, og hun smører så salve på mens hun nynner lidt for sig selv.
"Du, Summer.. Jeg ville virkelig ønske at.."
"Det ville jeg også.."
Hun smører hans hals og det øverste af brystet ind og sukker så.
"Det ville jeg virkelig også.."
Hun rejser sig fra sengen, tager sin kasse fra bordet igen og ser på ham.
"Du kommer til begravelsen, ikke?", spørger hun, selv om hun ville forvente det af ham. Godtnok er han i sengen nu, men han vil ikke kunne lade Lucius og Draco, og hende selv i stikken.
"Jeg skal nok være der. Smut nu," siger han, mens han igen vender blikket mod vinduet.
Summer tager en indånding og går så videre ned af gangen. Han er ikke den eneste patient hun skal tilse den dag, uuddannet eller ej, men der er mangel på medicinkyndige, både i mugglerkredse, og særligt her hvor der bliver brugt magi, og hun har ikke tid til at hvile. Hun går videre på gangen og trækker et nyt fra, og bliver mødt af hendes bedste vens varme blik.
"Er du stadig i sengen?" driller hun ham lidt, for at holde holde humøret oppe.
"Tja.. Og nu er du her."
Hun nikker og stiller igen sin taske på bordet inden hun pakker de rene bandager frem.
"Hvordan har din far det?"
I almindelige sammenhænge ville hun bare have sagt far, men som det hele ser ud nu vil hun helst træde varsomt, og på Dracos svage smil kan hun se at hun har gjort det rigtige.
"Hmm.. Han klarer sig.. Det gør vi alle sammen."
Hun nikker, og vasker så såret på Dracos skulder.
"Du får et grimt ar.. Men ja.. Der er mange der har mistet."
Hun ser på ham, og smiler kærligt, som en søster der smiler til sin bror efter de begge har fået skæld ud, og sammen har lavet ballade. Men han vender så blikket væk, og hun smører da salven mod ardannelse på.
"Det kan ikke hjælpe meget, men det skulle tage det værste. Det er en grim besværgelse der er blevet kastet over dig."
Da han nikker vil hun ikke udspørge ham mere, men putter i stedet en ren bandage på såret.
"Det skal nok gå.. Og Hermione.. Glem hende. Det hun gjorde var sikkert det bedste. Og hvem ved. Måske magi og mugglere rykker tættere sammen efter sådan en oplevelse."
"Hmm.. Jeg ved godt jeg burde bekymre mig mere om min mor.. Men der er ikke noget at gøre der. Hermione, hun er i live, jeg ved bare ikke hvor hun er og hun vil ikke findes" siger Draco med en fraværende stemme fra sengen.
"Det.. Det giver mening.. Jeg må gå."
Hun giver kort hans hånd et klem, og trisser ned af gangen med en lille tåre trillende ned af kinden, som hun hurtigt får tørret væk med sit ærme.

NARCISSAS BEGRAVELSE

Hun samler sit hår i en knold og sukker mens hun ser sig i spejlet. Hun har holdt sin makeup simpel, med en næsten hudfarvet læbestift og lidt mascara, og det ville være for meget med mere. Den sorte kjole sidder som den skal, og den sorte frakke fejler ikke noget. Selv om det er sommer er det ikke varmt, i hvert fald ikke for Summer, og hun gyser ved tanken om hendes plejemors forestående begravelse. Hun tager hatten på og ruller det sorte slør ned foran sit ansigt og sukker endnu en gang. Severus vil være der. Ikke at hun har noget imod det. Men det gør ondt. Der er smerte nok i dag, og den måde han kan se på hende, med kærlighed, men ikke kærlighed nok, det er nok til at hun ville ønske at Narcissa kunne have gået fri og at det var hende i kisten.
Hun lister ud af døren til sin mors lejlighed, og overvejer kort om der er noget hun mangler. Nej. Hun har lommetørklæder i tasken, hun er klædt i sort, og hendes humør er dystert. Intet mangler. Udover Narcissas puls.
Hun svinger staven, og dukker op på kirkegården, hvor Lucius' blik møder hende ved lågen.
"Lucius. Jeg kondolerer," siger hun, med en stemme der er ved at knække over, og hun giver så sin plejefar et kram.
"Tak" siger han, og hun slipper ham så.
"Er det muligt at få et sidste glimt af hende?"
"Gå du bare op til kisten. Draco er der allerede."
Hun går op af stien midt på kirkegården der er lys her om sommeren, selv om det er overskyet. Omgivelserne er i det hele taget meget blandede i udtrykket. Fuglene synger. Der er blomster i alle træer og buske, selv rundt omkring i græsset, der er en dyb grøn. Hun kommer op på siden af kisten og ser Dracos lyse hår der er kortere end hans far, og hun går op og ligger en arm på hans ene skulder.
"Hey.."
Da han vender hovedet mod ham giver hun hans skulder et klem, og smiler svagt trods den dystre situation, men mest for at vise ham at det hele nok skal gå. Da han puffer blidt til hende er hun overbevist om at han har forstået hendes lydløse besked til ham, og hun lader blikket falde på Narcissa i kisten. Hun er bleg, men det ville hun forvente, og hun ligner en der sover. Hun ser ufattelig yndig ud som hun ligger der med håret slået ud over skuldrene, og i en mørk grøn kjole der ligner en i Summers skab, som hun nu aldrig vil kunne bruge igen uden at tænke på denne dag. Hun mærker en varm væske prikke på hendes kinder og hun tørrer så en tåre væk og træder væk fra kisten, for at være i sine egne tanker, da hun synes hun hører en velkendt stemme, og vender sig om.
"Summer?"
Hun ser op og ned, og flytter så sløret da det nu kun er i vejen, og vedkommende foran hende nok skal kunne klare hendes tårer, og hun læner sig ind mod hans klippe af en overkrop, støtter sig op af ham, som det lille område omkring stammen af et træ efter et lynnedslag, hvor der ingen skade er sket. Efter lidt tid tager hun sig sammen og ser så op på ham. Hans hals er dækket af hans sædvanlige sorte krave, hvilket hun sætter utrolig meget pris på lige nu, da hun ikke vil kunne holde til at se på hans sår lige nu, og hun rækker ud efter hans hånd og giver den et klem, da han bare følger hendes bevægelse.
"Jeg er glad for du er her," får hun hvisket inden ceremonien går i gang, og hun skubber sløret på plads ned over hendes opsvulmede øjne, da hun bare ikke er typen der græder yndefuldt, og hun følger i en form for fraværende dvale med Severus hen til forreste række sammen med resten af de nærmeste, men ceremonien står ikke skarpt for hende. Hun ved allerede med sig selv nu at det hun vil huske er Narcissas rolige ansigt, Severus' bekendte og milde duft af basilikum og skovbund, som hun aldrig før har tænkt nærmere over, men nu sidder og er lullet til ro af, og så Lucius og Dracos ansigter, der ser endnu mere sørgmodige ud end hun selv gør, hvis hun da kunne bedømme det, og hun sætter stor pris på Severus' tilstedeværelse.
Den næste halve time er en tåge. Jo, præsten er der, og nogen holder en tale, men hun husker ikke ansigtet, og indholdet står heller ikke skarpt for hende. Men da Lucius, Draco, Severus, og et mandligt medlem af Narcissas familie bærer kisten til hullet i jorden græder hun igen. Hvor gerne hun end ville holde det tilbage er det ikke muligt for hende, og hun kan se og høre at hun ikke er den eneste, og hun lader med vilje være med at se på de to lyshårede mænd der har lagt kisten så den er til at få i jorden, da hun er sikker på at de foretrækker at lide i stilhed, og at de nu står så sårbart der ved kisten gør det på ingen måder bedre for dem.
Da Narcissa er lagt i jorden, og det sidste spadestik er taget går hun over til de tre mænd som hun holder af, og står og kigger på gravstenen, med inskriptionen Lucius har valgt.

Elsket hustru, ven og mor.

Ja, det kunne ikke siges bedre, og hun tørrer endnu en gang en tåre væk, og støtter sig op af Severus' skulder, da han lige nu ser ud til at være den der har mest kontrol over sine følelser. Så vidt hun kan se er hendes barndomsven i samme trance som hun selv var i tidligere, og på hans vegne er hun glad for det. Hellere være der i tågen, end i den omklamrende følelse af sorg der er, og hun mærker endnu et hulk trænge sig på, da den sorthårede mand hun læner sig ind til lægger en arm beskyttende om hendes skuldre.
"Så, det går nok," hvisker han, når hun nu alligevel står med øret så tæt på hans mund, sådan som hun er lænet ind til ham, og hun nikker bare. Hvor mange gange har hun ikke sagt det til patienter de sidste par dage, uden at vide om det gik. Selvfølgelig gik det da, og måske er det smukt og sagt med tiltro til det for selvfølgelig går det. Det er faktisk lige netop hvad det gør. Tiden går. Det hele går. Spørgsmålet er hvordan det går. Hun ser op på sin eks der sådan har lagt en beskyttende arm om hende, og hun føler sig ikke alene i sorgen. Hun er jo på ingen måde alene, og hun ved det godt. Draco er der, Lucius er der. De omkring hundrede mennesker der er til stede til begravelsen er der, men hun står her og følelsen af den her trykkende sorg går hende mere på end hun ville have troet. Narcissa var elsket, som der så fint står på stenen. Ordvalget er perfekt.
"Lad os gå" hører hun blive sagt fra stemmen der hvisker hende i øret, og hun nikker, da det alligevel er enden på denne begravelse, som hvis Narcissa selv havde fået lov, havde været langt mere prangende, men nu er det de to blonde mænd foran hende der har stået for det, og da hun får et nik fra Lucius ser hun op på Severus og de begynder sammen at gå mod udgangen af kirkegården.
"Det er sært ikke? Måske er slaget færdigt, men der er sket så meget. På begge sider. Se bare den familie her, Draco der var sammen med Hermione og var splittet mellem forældrenes loyalitet, der lå under for Herren, og selv om det er svært at sige når det hele nu er faldet ud med modsat fortegn af hvad de ønskede så skal det jo nok gå.. Men det jeg ville sige var nu bare at det har været så indviklet. Jeg troede du var død da du lå der. Hvis ikke det havde været sådan, så havde nogen andre skulle slås med slangen. Ikke at jeg fortryder det, men jeg var blændet af vrede, og det selv om du sagde at du stadig elskede hende."
Hun sukker og hiver efter vejret.
"Du tænker for meget. Det er slut," siger han til hende, med sine dybe sorte øjne. "Jeg er ked af at det var sådan. Det var nok hele situationen, og lige nu ville jeg ønske at jeg ikke havde sagt det. Situationen var stresset."
Hun ser med ham med et sammenknebent blik og åbner så munden for at svare, men bliver afbrudt af hans ene pegefinger på hendes læber.
"A-ah, nu snakker jeg ud. Summer, jeg ville ønske at du ikke havde set det du så den aften, af mine minder. Og hvis jeg kunne gøre det om ville jeg. Du er en smuk ung kvinde, og hvis jeg skal sige det så forstår jeg ikke hvad du vil med en som mig der er gammel nok til at være din far. Men jeg er glad for at du gjorde hvad du gjorde for at lade mig forstå at der ikke var noget galt i at have lyst til et andet forhold til dig end lærer-elev-forholdet," siger han, og hun mærker nu hvordan fingeren letter fra hendes læber, og hun ser overrasket på ham.
"Men.. "
Hun tager sig let til hovedet og ser overrasket på ham.
"Ikke nu Severus.."
"Jo, nu Summer. Lige nu. Der er ikke noget som døden der fortæller os hvor vigtigt det er at leve," siger han, og hun bliver nu overrasket da hans arm flytter sig om til hendes nakke, og lige meget hvor meget hun ønsker at lade være læner hun sig nu ind til ham for at kysse ham, men bliver afbrudt af ham da han holder lidt mere fat om hendes skulder end hun er helt tilfreds med.
"Du er blændet af sorg. Lad os gå hjem. Jeg laver en kande te, og så kan vi snakke om det hele."
Hun nikker og ser på ham, og undrer sig over at hun ikke forstod ham bedre efter at have gået og sukket efter ham i flere år.
"Lad os det."