Jeg vidste ikke hvor jeg skulle hen. Jeg vidste ikke hvorfor. Det eneste jeg egentlig vidste, var at jeg hørte til her, selvom jeg ikke følte det.
Jeg har altid været en lidt sær pige. Jeg var otte år før jeg sagde et ord. Lægerne troede, jeg var syg eller stum. Sagen er, at jeg bare aldrig havde haft noget at sige. Eller rettere sagt, nogen at tale til. Jeg var enebarn og boede alene med min mor. Min far var skredet da jeg var seks, fordi han mente jeg var "spastisk". Han havde drømt om det perfekte liv med en perfekt familie, som havde en perfekt datter. Men jeg var ikke perfekt. Min mor sagde det var fordi han ville væk fra England, men jeg vidste at det var fordi, jeg var sådan her. Hun sagde det ikke til mig, jeg hørte det. Ser du, jeg kunne læse tanker. Men kun når jeg kiggede folk i øjnene. Derfor gemte jeg mig altid bag mit hår. Jeg havde aldrig sagt det til nogen, for jeg vidste at jeg var unormal, og jeg ville jo nok blive sendt til et sted for psykisk syge mennesker.
Jeg har ingen ide hvorfor jeg var sådan. Jeg talte kun nogle gange med min mor, ellers talte jeg aldrig. Men det var sjælendt jeg så hende, for hun arbejdede altid, siden far skred. Når hun kom hjem var hun træt og sur, og ville være alene. Selvom hun ikke sagde det, vidste jeg godt at hun ville af med mig, hun synes jeg var en belastning.
Hele dagen sad jeg derhjemme og læser. Jeg elskede at læse. Bøger var mine eneste venner. Jeg kunne leve mig helt ind i dem, og bare komme væk fra dette her helvede. Jeg havde læst alle bøgerne i vores husholdning mindst to gange hver. Jeg havde endda lånt nogle fra vores nabo. Det var en gammel dame, som nogle gange kiggede ud af sit vindue, og så på mig. Hun kom ud til mig med en hel stak bøger en dag, og sagde ikke noget. Hun gik kun i sort tøj. Jeg havde ikke set hende komme udenfor huset undtagen den ene gang.
Mor sagde altid at jeg skulle gå mere ud for at møde andre mennesker. Hun sagde at jeg burde se mere præsentable ud for mennesker, så de turde tale med mig. Hun syntes jeg så uhyggelig og syg ud, men det undlod hun at sige.
En dag kom min nabo ud mens jeg var i gang med at læse en bog. Det var damen med det sorte tøj. Hun sagde, at jeg skulle pakke mine ting og komme med hende. Jeg spurgte hende hvorfor, og hun sagde sørgmodigt at jeg ikke hørte til her, at der var et bedre sted for børn som mig. Jeg protesterede, sagde at hun var sindssyg, og at hun ikke kunne tage mig fra min mor. Til sidst gik hun op i mit lille værelse, og lagde alle mine ting ned i en kuffert, som hun selv havde medbragt. Jeg råbte og skreg men til ingen nytte, da min mor var på arbejde og den gamle dame var den eneste her. Da hun var færdig og jeg begyndte at græde, sagde hun at jeg skulle til et bedre sted, og min mor ville havde det bedre uden mig. Jeg forstod ikke helt hvad der skete efter det. Da jeg vågnede var jeg på en ø, foran et kæmpe hus med en masse børn der kiggede på mig. Jeg kunne se sorte prikker for mine øjne og besvimede.
Jeg, Valentina Blake, vil nu fortælle dig min historie.