"Only the dead have seen the end of war."
– Plato
Prolog
Hendes hjerte hamrede i hendes bryst, så voldsomt at Lily frygtede at han ville opdage at hun havde sneget sig efter ham. Men den mørkhårede dreng fortsatte blot ned af de mørke og tavse korridorer, forhåbentlig selv for nervøs til at kunne høre hende. Hver gang han drejede om et hjørne og Lily måtte gøre det samme, holdt hun vejret, bange for hvad der ventede hende. Usynlighedskappen sikrede hende kun fra at blive fanget, så længe hun ikke løb ind i nogen på den anden side.
Endelig så han ud som om at være nået sin destination. Han stoppede op ved en dør som ikke umiddelbart skilte sig ud fra nogen af de andre, men da han åbnede den og sneg sig ind - hans skolegevandter flyvende efter ham - var der ingen tvivl om, at dette var stedet. Den tunge lyd af dørens smækken gav genlyd op af de forladte korridorer.
Lily bandede tavst for sig selv. Pokkers! Han havde lukket døren efter sig. Hvordan skulle hun nu komme ind? Selv på Hogwarts åbnede døre sig ikke af sig selv og det ville være sådan det så ud, hvis hun med Usynlighedskappen på fortsatte forfølgelsen. Nervøst besluttede hun sig for at lade kappen glide af og gemme den bag en rustning som hun bad til Merlin om, ikke ville vandre væk og afsløre kappen før hun nåede tilbage.
Hun holdt vejret mens hun sneg sig nærmere. Bag døren kunne Lily høre dæmpede stemmer, men barrieren af sten og træ imellem hende selv og hvem-end der var på den anden side, gjorde det umuligt for hende at høre hvad der blev sagt. Lily trak sin stav op af lommen på sine gevandter og strammede sit greb om den, mens hun fortsat listede tættere og tættere på. Hun kunne nu genkende stemmerne som mandestemmer - og en pige? Det lød som om de fleste af stemmerne var vrede. Der var tydeligvis en diskussion igang bag døren og der var nogen, der ikke var glade.
Bare lidt længere endnu og Lily ville kunne lægge hånden på døren. Måske burde hun vende om? Uden Usynlighedskappen ville hun blive opdaget med det samme, hvis en af stemmerne besluttede sig for at åbne døren nu. For det var tydeligvis et klasselokale de var i og ikke en ny korridor som Lily først havde troet. Hun bed sig nervøst i læben. Måske hun skulle vende om? Hvis ikke for at gå tilbage til den sikre Opholdsstue, så I hvert fald for at hente Usynlighedskappen?
Et pludseligt udråb fra den anden side af døren fik Lily til at hoppe af skræk på stedet. Den stemme havde været ung - en førsteårselev? Men hvad ville de lave nede i krypten nu? For Merlins skyld, Lily burde ikke engang være hernede og hun var en sjetteårselev! Forsigtigt, uden at lade sine trin give genlyd, sneg Lily sig helt tæt op af døren. Hun hviskede en besværgelse og lod sin stav ramme døren let og pludselig blev det hårde træ gennemsigtigt - fra Lilys side, i hvert fald.
Synet der mødte hende fik hende til at gispe. Højt, for højt! Personerne på den anden side af døren vendte sig lynhurtigt og før hun kunne nå at stikke af, havde en af dem revet døren op og grebet hendes arm - den hun holdt sin stav i! Brutalt blev Lily hevet ind i rummet og døren smækket efter hende.
"Hvem fanden er det her?!" Råbte manden ud til de andre i rummet og rystede Lily voldsomt, grebet om hendes arm stramt. "Nåh?!"
Først var rummet fuldstændig stille. Så lød der en stille klynken og Lily så hen mod det, der havde fået hende til at gispe til at starte med. For i rummet var ikke blot Severus, som hun først havde forfulgt hertil. Nej, der var fem første- og andenårselever, alle rædselslagende og de fleste enten med tårer i øjnene eller skrammer i ansigtet. Og omkring dem, med lange mørke kåber og stave klar til forhekselser, var Dødsgardister. Gemt bag de forfærdelige masker som Lily kun havde set illustrationer af i Profettidende, men som hun nu stod ansigt-til-ansigt med, omringede de hende selv og de andre Hogwarts-elever. En af eleverne klynkede skræmt igen og en Dødsgardist rappede dem hårdt i baghovedet, et slag der ville have væltet drengen omkuld hvis ikke en anden elev havde grebet dem.
Dødsgardisten med grebet om Lily ruskede hende igen. "Tal ud! NU!"
Endelig trådte Severus frem. "Lily," spurgte han, blegere end hun nogensinde havde set ham før. "Hvad i al verden laver du her?"