Emily J. Redbird: Denne her har været længe undervejs. For ser I, først havde jeg tænkt mig at oversætte seks kapitler, før jeg uploadede. Men så spassede min computer ud, og det hele forsvandt - 5½ kapitel forsvandt. Jeg har prøvet at få det tilbage, men det er tabt. Det er et trøstesløst arbejde at lave det hele om, men jeg prøver alligevel.

God læselyst:-)


Kapitel 1: den 15. marts, 1982, Surrey

I dag er det min forbandede fødselsdag, hurra, hurra, hurra.

23 år gammel og ikke noget tilbage at leve for.

En forbipasserende smed en mønt ved hans fødder, troede åbenbart, han var hjemløs. Han skulle lige til at råbe efter hende, men ombestemte sig.

Hvad pokker. 10 kr. er også penge.

Han samlede mønten op og puttede den i lommen.

På denne tid sidste år havde jeg venner. Jeg havde det, der svarer til en familie. Jeg havde et arbejde – ja, det var farligt, men det er alting jo. Jeg havde en mening med mit liv.

Og så på to dage – væk. Det hele. Tre mennesker, jeg elskede, var døde. En anden er forræder, og er buret inde til evig tid. Og den sidste er gemt væk et sted, hvor ingen finder ham.

Heller ikke jeg.

Han stirrede op gennem træets nøgne grene, op på den overskyede himmel.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg overhovedet gør forsøget mere.

I morgen ringer jeg til politiet kort før solnedgang og anmelder et rabiessmittet dyr på min ejendom. Så lader jeg min dør stå åben.

Slut på problemet.

Slut på alting.


Det var helt afgjort ikke en god dag for Remus Lupus.

Men skæbnen, som den så ofte gør, skulle til at spille ham et puds...


Da beslutningen var truffet, havde han det lidt bedre. Han rettede sig op og så sig omkring. To bittesmå børn iført regnfrakker med hætte jagtede fnisende hinanden rundt om gyngestativet. En ung kvinde sad på en bænk i nærheden og læste.

Hvor er de små. De kan ikke være mere end to år gamle. Måske ikke engang det.

På Harrys alder.

Hans hjerte gjorde ondt, idet det trak sig sammen. Ingen ville fortælle ham, hvor drengen var. Den officielle forklaring var, at det ville være til alles bedste, hvis Harry voksede op uden kontakt til troldmænd, uden at vide, at han var en berømthed og en helt. Men Remus vidste bedre.

De er bange for mig. De er bange for, at jeg tager ham, og så mister kontrollen en nat og bider ham, måske dræber ham. Og det værste ved det hele er, at de har ret i begge dele. Jeg ville uden et øjebliks tøven tage Harry til mig. Og der er ingen garanti for, at han er i sikkerhed hos mig.

Han sukkede, da hvinene fra legepladsen steg i styrke. Nej, det er bedre, hvis jeg bare passer mig selv. Jeg er sikker på, han er glad der hvor han er.

Hvor han så end er.

"Neenie, nej!" råbte den unge kvinde til en af børnene. Hvem hun råbte til kunne man ikke se, for begge børnenes ansigter var skjult under hætterne. "Ikke skubbe! Vær sød ved Harry, ikke?"

Remus satte sig brat op, med ét meget vågen. Åh Gud.

Så tvang han sig selv til at falde ned. Nej. Det kan ikke passe. Det må være et tilfælde. Det er jo ikke et særlig ualmindeligt navn...

Men det havde sat hans tanker i gang, og nu kunne han ikke stoppe dem igen.

Lily havde en søster, en søster der var Muggler. Petunia, hed hun vist. Det kan være, han er hos hende. Da Lily kastede sig ind foran Harry for at redde ham, må det have sat nogle magiske svingninger i gang. Og hvis der er nogen, der kan få dem til at blusse op, så er det Dumbledore. Og så ville det være sikrest for ham at være hos sin tante.

Måske. Jeg ville bare ønske, jeg havde det bedre med Lilys søster. Hvis jeg husker rigtigt, havde hun ikke meget tilovers for magi. Eller for Lily.

Men hun ville da ikke gøre en barn ondt på grund af det. Vel?

Jeg må finde ud af, hvor hun bor. Hvis hun ikke har Harry, så ved hun måske, hvor han bor... Jeg tror endda, hun bor her i Surrey, det er da altid noget...

En af børnene væltede den anden. Den faldne begyndte at græde.

"Så så, lille skat," trøstede den unge dame, mens hun skyndte sig hen til barnet. "Ikke græde, grønøje, det er bare en lille bule, ikke?"

Grønøje? Åh Gud...

Remus rejste sig uden at opdage det, da den unge kvinde blidt trak barnets hætte ned, så et lille sorthåret hoved med grønne øjne i et tårestribet ansigt kom til syne.

James' ansigt. Og Lilys øjne.

Nu løb han hen mod barnet, ude af stand til at stoppe sig selv. Han vidste han lignede en galning, og han var fuldkommen ligeglad...

"Huggand!" hvinede den lille dreng. Hans ansigt lyste op, og han løftede armene i en "tag-mig-op"-gestus. Remus snuppede ham og knugede ham kærligt, nød følelsen af de små arme omkring hans hals, duften af drengens hud og hår, og da han havde den sidste person i verden, han holdt af, tæt på sit hjerte endnu en gang.

Og jeg giver aldrig slip på ham igen...

Det gik pludselig op for ham, at den unge kvinde stirrede på ham. Selvfølgelig stirrer hun, hun er sikkert Harrys plejemor eller tante eller sådan noget, og hun vil vide, hvem du er, og hvad i alverden, du har gang i!

"Det må De meget undskylde," begyndte han og vendte sig mod hende med den lykkeligt pludrende Harry i armene. "Jeg var ven med Harrys far i skolen, og det er længe siden, jeg sidst–"

"Jeg blev gift med dig i nat," afbrød hun viskende, som om hun talte med sig selv.

"A hvad blev De?"

Hendes øjne blev kuglerunde. "Gode Gud. Gode Gud, det sagde jeg bare ikke. Det gjorde jeg ikke. Jeg gjorde det ikke. Jeg gjorde det, gjorde jeg ikke?"

"Jo, det gjorde De."

"Gode Gud. Det må De meget undskylde. Sikke en måde at starte en samtale på. Kan vi ikke begynde forfra?"

"Sagtens," sagde Remus og så nærmere på hende. Hun havde en del brune krøller, ligesom pigen, der holdt i hendes bukseben og betragtede ham alvorligt, selvom virkningen blev lidt ødelagt af den tommelfinger, hun havde i munden. Pigen var bedårende, og kvinden var ganske dejlig, på en lidt læsehest-agtig måde...

"Jeg havde nemlig en drøm om Dem i nat," sagde kvinden, som var ved at genvinde kontrollen over sig selv. "Selvom vi, så vidt jeg ved, ikke har mødt hinanden før. Er det ikke rigtigt?"

"Jeg tror, jeg ville kunne huske det, hvis vi havde mødt hinanden før, Frøken..."

"Nå, det må De undskylde. De kan bare kalde mig Danger. Det er mit kælenavn, og det er det, jeg reagerer hurtigst på."

"Ja, hvis vi er på kælenavn, så kan De bare kalde mig Hugtand." Han satte Harry over på venstre arm og gav hende hånden.

"Nå, var det dét, Harry sagde? Jeg undrede mig også over det." Danger smilede et skævt smil og bøjede sig ned til den lille pige. "Neenie, sig goddag til Hr. Hugtand." Hun rejste sig igen. "Min søster, Neenie."

"Goddag, Neenie," sagde Remus og smilede til hende. Neenie gav et lillebitte vink med den hånd, der ikke var halvvejs inde i hendes mund. "Deres søster?"

"Jeg ved godt, aldersforskellen er stor, alle tror også, hun er min, men nej, hun ér min søster."

"Hvordan kender De Harry?" spurgte Remus og satte sig ned, mens den lille fyr puttede sig ned i hans skød.

"Han bor lidt oppe af vores vej sammen med sin tante og onkel. Du sagde, du var venner med hans far?"

"Ja, det var jeg."

"Tør man så spørge...?"

"Spørge, hvad der skete med hans forældre?"

"Ja."

Remus tog en indånding så dyb, at han kunne mærke Harry mod sine ribben. Alle de mareridtsagtige billeder fra det sidste halve år kom strømmende gennem hans hoved som en flodbølge, billeder lige fra det øjeblik, han havde hørt nyheden, og ikke fra nogen han kendte, nogen fra Ordenen, det var bare en tilfældig heks på gaden, der havde råbt det, da hun så ham komme...

"De blev myrdet," sagde han. "Forrådt af en ven og dræbt af en galning."

"Og hans mor kastede sig ind foran ham for at redde ham," mumlede Danger, som om hun talte til sig selv. "Et grønt lysglimt, og en susende lyd som døden på usynlige vinger..."

Remus stirrede på hende. "Hvordan vidste De det?" forlangte han at få at vide.

Hun mødte åbent hans blik, og Remus så noget, han ikke tidligere havde set – smerte, tab, sorg, de øjne rummede det alt sammen, og det var alt sammen lig hans eget.

"Jeg drømte det," sagde hun stille. "Jeg drømte det hele. Dig, og ham, det hele. Der er noget, jeg er nødt til at vide. Noget, du må fortælle mig."

"Ja, gerne, hvis jeg kan."

"Findes der magi? For jeg drømte om magi, da jeg drømte om dig, og du findes jo, du sidder lige her foran mig. Findes det virkelig?"

Harry vred sig. "Ned, Huggand," bad han. Remus lod ham glide ned på jorden uden at tage øjnene fra Danger. Skal jeg fortælle hende det? Det er ulovligt, men på den anden side ligner hun en, der allerede ved det...

"Ja," sagde han til sidst. Hun fortjener sandheden, om ikke andet, så for smerten i hendes blik.

"Gud ske lov," henåndede Danger. "Der var ingen anden forklaring."

"På hvad?"

Hun lukkede øjnene et sekund. "Jeg var i skole. Jeg hentede Neenie fra dagplejen, og så tog vi hjem. Og der lå mine forældre på stuegulvet, døde. Og de så så underligt..." Hun tav. "Jeg kan ikke beskrive det."

"Forpinte," sagde Remus, tænkende på Hr. og Fru Longbottom. "Som om deres død var pinefuld."

"Ja." Dangers stemme knækkede. "De havde aldrig gjort noget galt. Hvorfor lige dem? Hvorfor?"

"De Mørke mistede deres leder for kun et halvt år siden," svarede Remus stille. "De så det i Deres drømme. De prøver febrilsk at holde sig ude af fængslet, men nogle af dem har ikke kontrollen over sig selv. De må tro mig, når jeg siger Dem, at jeg ville ønske, jeg kunne have forhindret det."

"Jeg tror dig," sagde Danger med hovedet i hænderne. "Og tak." Hun rankede sig, tog en dyb indånding og fortsatte. "Efter det fik jeg forældremyndighed over Neenie, og jeg fik et job, og livet gik videre. Mine forældre havde deres egen praksis, så vi havde en pæn opsparing, og med min løn oveni kunne vi få det til at løbe rundt. Det var der, drømmende begyndte. Billeder, ord, og i aftes en historie."

"Ja, De sagde noget om et bryllup?"

Danger smilede svagt. "Jeg sagde mere end det, ikke? Jo, der var et bryllup. Jeg var bruden, og det gik op for mig, at jeg ikke anede, hvem nogen af gæsterne var. Jeg kunne kun kende min førstebrudepige, det var Aletha, min bedste ven dengang jeg var lille. Jeg har ikke set hende i årevis, gad vide, hvordan hun har det... nå, men da jeg nåede til alteret, så jeg gommen – og det var dig. Og vær rar ikke at misforstå det her, men hvis du kysser i virkeligheden, som du gjorde i drømmen... wauw."

"Tak," sagde Remus. "Jeg er smigret. Tror jeg."

"Åh, det er en kompliment, bare rolig," sagde Danger. "Og jeg var så glad for at se dig, at jeg glemte, at jeg ikke vidste noget som helst om dig – og pludselig vidste jeg alt om dig. Alt."

"Alt?" Som i, alt?

"Ja. Alt. For eksempel ved jeg, at du har svært ved at få et job, fordi du er nødt til at være, lad os sige 'fraværende', et par dage om måneden, og alle i den magiske verden ville vide hvorfor og blive bange, og der er ikke nogen i resten af verden, der ville finde sig i det, selvom de ikke vidste hvorfor."

Remus rystede langsomt, uforstående. "De ved, hvad jeg er, og alt om mig, og alligevel sidder De stadig her med mig?"

"Det er ikke alle, der er så snæversynede," sagde Danger. "Og desuden kan Harry lide dig. Jeg stoler på Grønøjes bedømmelse."

"Han kunne også lide Sirius," sagde Remus stille. "Det var Peter, han ikke ville nærme sig. Jeg synes ikke, De burde sætte for meget lid til hans evner som menneskekender."

"Hvad behager?"

"Nogle, jeg kendte."

"Dine venner?"

"Før i tiden." Remus håbede, hun ville kunne høre på ham, at han virkelig ikke havde lyst til at tale om det.

Der var stille en stund. Så brød Danger tavsheden. "Tror du på mig?" spurgte hun til sidst. "På det med mine drømme?"

"Jeg ved det ikke helt. De kunne vel godt have fundet ud af det et andet sted. Jeg er ikke helt overbevist om det."

"Jeg tror godt, jeg kan overbevise dig."

"Og hvordan vil De gøre det?"

"Spørg mig om noget. Noget, du tror ingen ved."

"Noget, jeg tror ingen ved." Remus tænkte lidt over det. Okay, lad os tage noget basalt. "Hvad hedder jeg til mellemnavn?"

"John," sagde Danger hurtigt. "Remus John Lupus."

Remus stirrede på hende. Det har jeg aldrig fortalt hende... kun mit kælenavn, ikke andet...

"Jeg hedder Gertrud," sagde hun stille. "Gertrud Kelly Granger. Overbevist?"

"Ja," sagde Remus langsomt. "Ja, det er jeg vel."

"Kunne du så tænke dig at komme forbi til the?"

"Komme forbi?"

"Hjem til mig. Der er ikke så langt. Og der er et par ting, jeg vil fortælle dig. Om drømmene. Noget, jeg synes du skal vide."

"Hvis du da ikke har travlt..."

"Jeg har fri i dag, så det eneste, jeg skal, er at passe Harry, indtil hans tante og onkel kommer hjem. Han er en dejlig dreng, så nej, jeg har ikke travlt. Det er kun et par gader henne..."


Det lille hus så yderst indbydende ud, da himlen brast, ligesom de mørke skyer havde truet med hele dagen, så regnen stod ned i tove, og Remus måtte blive "i hvert fald, til det holder op med at regne." Danger – Remus fandt det umuligt at tænke på hende som 'Gertrud' – skiftede ble på Harry, og tændte så tv-et for børnene, hvorefter hun gik ud i køkkenet og satte vand over.

"Drømmene ligner altid hinanden, hvis de da ikke er helt ens," sagde hun uden indledning, idet hun satte sig ved køkkenbordet. "Kakafoni, galskab. Udviskede farver og lyde. Men jeg kan forstå lidt af det hist og pist. En hel masse orange, men altid forbundet med ordet 'rødt'. Det kan jeg ikke forstå. For hvornår er orange rødt?"

Remus tog noter på en blok, han havde fundet på hendes bord. Hvornår er orange rødt?

"Sammen med det orange, eller det røde, eller hvad det nu er, er det glimt af sort og glimt af brun. Og så er det som om, der er en, der råber et kuplet ind i øret på mig.

"Brun til rød og rød til sort

"skal sammen jage mørket bort.

"Men jeg forstår bare ikke, hvad det betyder," sluttede hun frustreret og bankede i bordet. "Så begynder jeg at se billeder. Fire drenge. Den ene er dig. To af dem er sorthårede – en af dem ligner Harry – og så en, der er lidt kommunefarvet."

"Mine bedste venner i skolen," sagde Remus. "Vi kaldte os selv Marodørerne, eller Røverne. Ham, der ligner Harry, er hans far James, den anden sorthårede er Sirius Black, og den kommunefarvede er Peter Pettigrew."

"Tak," sagde Danger. "Det er meget lettere at forklare, når jeg ved, hvad de hedder. Altså, jeg kan se James med en rødhåret pige, glimt af dates, et bryllup, et barn – Harry – og du og Black og Pettigrew står omkring ham, og I hygger jer, som venner nu gør. Og så kører det helt af sporet." Hun gøs. "En af jer går over til den Mørke side. Til en væmmelig, uhyggelig fyr, der ligner en deform slange."

"Sirius," sagde Remus bittert.

"Nej. Pettigrew."

"Hvad?" Remus kiggede brat op fra sine noter.

"Det er det, jeg ser," sagde Danger. "Det er helt klart Pettigrew, der taler med den ubehagelige mand. Pettigrew fortæller ham, hvor de er. Pettigrew laver sig om til en rotte. Kan han det?"

Det var lige før, han ikke troede hende, men hendes sidste udtalelse afgjorde sagen. Ingen ud over Marodørerne vidste det.

Og jeg er den sidste Marodør.

Om dét talte hun i hvert fald sandt.

Og hvis hun taler sandt om det, hvad så med resten?

"Ja. Det kan han."

"Han gjorde det den dag, alle tror, han døde," sagde Danger med næsten lukkede øjne. "Jeg ser det altid i slowmotion. Han råber noget til Black, han trækker en lille pind frem bag ryggen," hun gøs, "og skar sin egen finger af med den – jeg ved ikke hvordan, eller hvorfor – "

"De fandt aldrig mere end en finger af ham," sagde Remus med en farligt rolig stemme. Der var alt for meget, der pludselig gav mening.

"Og så ryger gaden bag ham pludselig i luften, og han krymper til rottestørrelse og løber væk, inden røgen letter. Og Black ser bare på det sted, hvor han stod, og så begynder han pludselig at grine. Så glider jeg ind i et slags tåget sted, hvor jeg hører et digt, der bliver gentaget igen og igen, og til sidst vågner jeg med digtet kørende rundt i mit hoved."

Hun smilede skævt. "Jeg har altid troet, det bare var noget, man sagde, indtil jeg begyndte at drømme det her. Til sidst skrev jeg det ned, og så lod det mig endelig være. Jeg synes, du skal se det."

"Det synes jeg også," sagde Remus bistert. Adskillige løse dele af hans verden var ved at falde på plads. Nærmere bestemt "Sirius ville da aldrig forråde Lily og James"- delen og "Peter har nu aldrig virket særlig martyragtig"-delen.

"Her er det," sagde Danger og rakte ham et stykke papir, den ene halvdel dækket af linje på linje med pæn håndskrift. "Jeg skrev det rent, da jeg var sikker på, jeg havde skrevet rigtigt."

Brun til rød og rød til sort
skal sammen jage mørket bort.
Find det røde, find den rotte,
der ind i nattens mørke trådte.
Tro dit hjerte, giv den grumme sag,
og sandhed gør hans nat til dag.
Ulven, der løber i mørkets lys
ej giver fare rædselsgys,
en jomfru med en krigersjæl,
og hendes hænder gør ham hel.
Når frelsens frelsere sammen fletter
det friske blod med stifters æt, er
håbets æra sat i gang,
og fred er mandens sejrssang.

"Det kuplet fra før, det er gentaget her," sagde Remus, mens han læste det igennem.

Danger nikkede. "Jeg ved det. Det må være vigtigt."

"Men for øjeblikket ved vi ikke, hvad det betyder, så lad os se på anden strofe, efter kuplettet."

"Lyder godt."

Det noget umage par bøjede sig ind over deres arbejde.