Disclaimer: J. K. Rowling ejer Harry Potter, jeg låner kun karaktererne for en stund.
Advarsel: Denne fanfiction indeholder voksne temaer i form af torture, lemon/lime og dub-con. Hvis dette indhold virker stødende på dig, så læs ikke videre.
Forfatters note: Her er mit bud på en Dramione Min fanfiction begynder i bog 7 omkring det tidspunkt hvor Harry, Hermione og Ron tages til fange på Malfoy Landstedet af snapperne. Der vil forekomme mindre ændringer i handlingen sammenlignet med kanonen. Jeg regner med at udgive et nyt kapitel cirka hver 14. dag.
Kapitel 1.
Skrig i mørket.
DPOV
Skrigene trængte igennem de massive stenmure i Malfoy landstedet. De gik gennem marv og ben og fik nakkehårene til at rejse sig. Skrigene fik hjertet til at banke hurtigere og vækkede en urgammel trang til at flygte eller kæmpe. Det lød som en sidste advarsel fra et jaget dyr til flokken, inden det blev fortæret af det glubske rovdyr. En kaglende latter fra torturbødlen tvang sig vej igennem de tykke stenmure og blandede sig med skrigene. Det var en lyd af ondskabsfuld vellyst fra en heks, der gjorde det, hun var allerbedst til, nemlig at pine sine ofre til vanvid. At fortrænge enhver menneskelighed hos offeret og kun efterlade en tomt, sjæleløst hylster. Skrigene lød som om der kun var de sidste mentale forsvarsværker tilbage, inden offeret gav slip på denne verden og hengav sig i vanviddets vold. Ligesom talrige andre før hende havde gjort.
"Fuck!" mumlede Draco og trak dynen om omkring ørerne. Han vidste, at ingen kunne torturere som Bellatrix. Alice og Frank Longbottom var omvandrende beviser på dette. Nede i krypterne var heksen med de sorte, viltre krøller tydeligvis i sit es, når hun kunne torturere al fornuft og værdighed ud af en stakkels fange med Dolorosoforbandelsen.
Endnu en søvnløs nat ventede ham. Hvor han dog hadede den situation, han befandt sig i. Han hadede sin far Lucius for at trække familien ind i Mørkets Fyrstes inderkreds. Og han hadede ham endnu mere for at falde i unåde hos selvsamme Mørkets Fyrste og dermed være skyld i, at Draco blev presset til at tilslutte sig dødsgardisterne og tage mørkets mærke. Han nærede et flammende had til Ham-Som-Ikke-Må-Nævnes for at gøre det 6. år på Hogwarts til et helvede ved at sende ham på den håbløse mission at myrde professor Dumbledore. Mest af alt hadede han sig selv! For at miste modet og fejle sin mission, da det gjaldt. Hvis bare han var rejst afsted, inden det blev for sent. Flere gange, mens han fortvivlet gemte sig på hulkende Huldas toilet for at planlægge hvordan han skulle myrde professor Dumbledore, drømte han om bare at stikke af fra det hele og starte på en frisk et fremmed sted, hvor ingen kendte til hverken Mørkets Herre, dødsgardister eller Malfoy-klanen. Et sted, hvor vejret og vandet var varmt, og heksene var frække. Et sted, hvor han var fuldstændig fri for forventninger og pres. Men det var nyttesløst. Mådehold havde aldrig været Mørkets herres stærke side. Reptilmanden og hans kumpaner ville sikkert forsøge at overtage verdensherredømmet, når de engang i en snarlig fremtid havde besejret den Britiske troldmandsverden. Intet mindre kunne gøre det. Og forrædere og desertører blev forfulgt med alle midler og fik en grusom og pinefuld død, når de endelig blev fanget. Draco gøs ved tanken.
Tidligere på aftenen var den gyldne trio blevet taget til fange, fordi den bebrillede gulddreng pludselige havde følt en ubændig trang til at benævne Du-Ved-Hvem ved rette navn, til trods for tabuet. Snapperne havde bragt dem ind med det samme. En eller anden havde forhekset potterdrengens fjæs til ukendelighed, og snapperne var for dumme til at finde ud af, hvor værdifuld deres fangst egentlig var. Draco var blevet tilkaldt for at identificere fangerne, og havde, med sin sædvanlige Malfoy dræven, benægtet ethvert kendskab til identiteten på flæskefjæs og de to side-kicks. Han havde selvfølgelig på lang afstand genkendt både potterdrengen, mudderblodstøsen og væslet, men var uendeligt træt af hele denne situation. Træt af at det psykotiske slangemenneske og hans kumpaner havde invaderet hans barndomshjem. Jo mere han havde med Mørkets Herre at gøre, desto mere undrede han sig over, hvordan størsteparten af de gamle fuldblods familier kunne støtte en så åbentlyst ravende vanvittig og uberegnelig person, som for længst havde bortkastet sin menneskelighed. Bare det at kigge på ham var en overvindelse. Hudfarven var måneskinsbleg, som om han var et lig, det netop var gravet op af jorden, øjnene lyste rødt og ondt, og lignede en slanges. Og i stedet for en næse havde han kun to huller. Fingrene var lange og edderkoppe-agtige.
Han huskede hvordan han som syv-årig var gået på opdagelse på Malfoy landstedet en kedelig dag i sommerferien, hvor det regnede. I et stateligt værelse, som i sjældne tilfælde blev brugt som mødelokale, var han stødt på farfaderen, Abraxas Malfoys portræt. Abraxas' portræt viste en aristokratisk udseende ældre herre med langt gråt hår og intelligente øjne. Det var som at se en ældre udgave af Lucius, men hvor Lucius udstrålede snuhed, udstrålede Abraxas autoritet. Draco var ekstatisk over muligheden for at hilse på sin farfars portræt for på den måde at lære ham bedre at kende. Lucius talte kun sjældent om ham. Abraxas portræt virkede også ganske fornøjet ved at hilse på sin sønnesøn. De havde tilbragt flere timer i hinandens selskab. Timer, hvor Abraxas havde fortalt ham mange af Malfoy klanens fortrolige hemmeligheder. Han havde hørt alt om Malfoy familieringens magiske kræfter. Desuden havde Abraxas fortalt ham om landstedets hemmelige udgang gennem krypterne, som udelukkende kunne åbnes med familieringen. Landstedets første ejer, Armand, havde vist været meget inspireret af, hvordan en ræv altid har flere udgange fra sin hule. Senere havde han hørt uhyggelige historier om slottes krypter og om monstre fra fortiden. Samme aften kunne Draco ikke falde i søvn, fordi han lå og tænkte på et frygtindgydende monster fra krypterne med måneskinsbleg hud, røde øjne og lange og edderkoppeagtige fingre. Et monster, som næredes af sine ofres frygt og bæven, inden det sugede al livskraft ud af dem. Når ofrenes livskraft således var blevet fortæret, blev de en del af monsterets sjæleløse hær, en armé af følelseskolde mennesker med tomme øjne. En hær, som altid blindt adlyd ordrer. Mørkets fyrste var det monster fra hans mareridt! Ligheden var slående, lige fra de røde øjne, til de edderkoppeagtige fingre. Måske havde Abraxas forsøgt advare ham om fremtidige begivenheder.. Dagen efter ville Draco besøge farfaderens portræt igen, men billedet var flyttet, og han havde aldrig siden fundet det.
Nå, men i går var Bellatrix kort tid efter kommet forbi og havde straks genkendt mudderblodstøsen og kunne umiddelbart efter lægge to og to sammen, hvad angik identiteten på den resterende del af den gyldne trio. Men i stedet for at tilkalde mørkets fyrste med det samme, kaglede hun op om noget, der var blevet stjålet fra hendes bankboks. Avery stødte til selskabet kort efter, og tilkaldte straks Ham-Som-Ikke-Må-Nævnes, da han havde forstået sagens rette sammenhæng. Herefter foregik flere ting samtidigt. Sankt Potter og Væslet forsvandt pludselig sporløst. De blev vist nok befriet af en skør husalf, som var blevet ramt af en besværgelse under flugten. Bellatrix havde samtidig grebet Granger og slæbte hende afsted mod krypterne. Mørkets herre var ikke tilfreds, for at sige det mildt. Men mærkeligt nok forhindrede ingen Bellatrix i at fortsætte sine selskabslege med Granger nede i de skumle krypter, hvilket gjorde, at Draco nu lå og vendte og drejede sig i sengen til lyden af mudderblodstøsens desperate skrig.
"Ækle mudderblodstøs! Når jeg er færdig med dig, kan du ikke engang huske dit eget navn."
Bellatrix' skærebrænderstemme trængte trængte igennem både de tykke mure og dynen omkring Dracos ører. Igen lød den ondskabsfulde latter. Draco kunne forestille sig, hvordan hun kastede de lange sorte krøller tilbage og kaglede med et manisk glimt i øjnene. Hvordan kunne det være, at, af alle de besværgelser han havde lært i sin tid som troldmand, var der ikke en eneste, der kunne blokere lyd udefra. Lige nu ville det have været særdeles nyttigt. Ligeledes en sovedrik!
En desperat klagende lyd, der lød mest af alt som et primalskrig, nåede ham igennem murene.
"Nu kan det være nok" brølede han, fløj ud af sengen, og hamrede sin knyttede næve ind i væggen flere gange efter hinanden, hvilket gav ham en vis tilfredsstillelse. Det gav ham en følelse af at gøre noget, at handle. Han blev mere og mere ophidset, råbte og hamrede løs, indtil der lød en knasende lyd. Fuck, det gjorde ondt! Han kneb øjnene hårdt sammen og holdt hånden mellem benene. Han skulle lige samle mod sammen til at inspicere skaderne. At se på blod og lemlæstede organer havde altid gjort ham skidt tilpas. Med bævende hjerte tog han hånden op og kiggede. Hele hånden dunkede og værkede, og den ene kno var banket ind. Over knoen var huden revnet, og små dråber af blod piblede frem. Stenvæggen, til gengæld, havde ikke fået den mindste skramme. Malfoy landstedet var ikke sådan at slå i stykker, selv over for mørk trolddom var murene i Malfoy familiens tilholdssted meget modstandsdygtige. Det var sikkert en af grundene til, at landstedet på nuværende tidspunkt var dødsgardisternes tilholdssted, tænkte Draco. Det, og så Lucius' gæld til Mørkets Herre.
"Flot Draco, nu har du smadret din hånd. Og til med den højre!", vrængede han af sig selv, dernæst mumlede han "accio tryllestav."
Han viftede sin tryllestav over den mishandlede hånd et par gange. Det var akavet at bruge venstre hånd, og ingen af de besværgelser han forsøgte sig med så ud til at virke efter hensigten. Huden fik han til at hele nogenlunde, men knoen var stadig trykket ind. Hvad han havde brug for nu var Madam Pomfrey og et par dråber skelegro. Bare ærgerligt at ingen af delene var indenfor rækkevidde på nuværende tidspunkt på grund af slangefjæs og hans skare af røvslikkere.
Han vendte sig om og kiggede fraværende rundt i sit værelse, da han pludselig øjnede den store globus ved lænestolen og fik en ide til, hvordan han kunne få lidt hjælp til at falde i søvn.
"Lumos" mumlede han og svingede tryllestaven. Herefter gik han hen til den noget antikt udseende globus, som han heldigvis havde ladet stå åben, sidst han tog af indholdet. Ved brug af venstre hånd, samt ved begrænset hjælp af sin defekte højre hånd, fik han bugseret låget af ildwhiskyen og spildte samtidig ned af sig selv. Hvis nogen fra Slytherin havde set ham i denne ynkelige situation, ville han aldrig høre enden på det. Han skar en grimasse ved tanken. Men fuck det, Malfoy familien havde alligevel mistet stort set al respekt fra de andre fuldblods familier. For få år siden havde Malfoy familien været en af de fornemste fuldblodsfamilier, nu var der vist kun formuen tilbage at være stolt af, så længe den nu engang rakte. Krig var en dyr hobby. Han kastede et glas i halsen, og nød den brændende fornemmelse ned gennem spiserøret. Smerten fra halsen var perfekt til at kvæle smerten fra hånden og de fjerne, desperate skrig. Det var i øvrigt noget tid siden han havde hørt det sidste skrig. Det undrede ham. Så hurtigt plejede Bellatrix da ikke at lade sine ofre slippe. Var hun mon død nu? Var det virkelig slut med den stræbsomme buskhårede heks og hendes evindelige nævenyttige kommentarer? Han skyndte sig at kaste et nyt glas i halsen for at kvæle alle de ubehagelige tanker, der kværnede rundt i hovedet på ham.
Med glasset i hånden kiggede han rundt på væggene med et bittert drag om munden. De var fyldt med magiske fotos af alle hans små og ubetydelige succeser gennem årene. Der var et billede af en ung Draco på vej til Hogwarts for første gang med skinnende ny kappe og tryllestav. Det hvidblonde hår var redt tilbage, og han var flankeret af sine stolte forældre. Et andet billede viste ham på kosteskaft i Quidditch-uniform i færd med at fange det gyldne lyn.
Han havde alt i alt et rigtigt drengeværelse. Sengetøjet var slytheringrønt og dekoreret med slanger. Gardinerne var prydet med de bedste spillere fra Quidditch Worldcup 1994. På de massive reoler i mørkt træ stod flere trofæer og pokaler. Værelset havde længe trængt til en opdatering, men han havde ikke gidet, når han, indtil for ganske nylig, kun var hjemme i ferierne. Enkelte nyere genstande havde fundet vej til værelset, blandt andet den antikt udseende globus med ildwhiskyen, samt nogle tykke bøger, som omhandlede vigtigheden af at holde troldmandsslægternes blod rent. Dette emne havde interesseret ham meget de senere år på Hogwarts. Men det var før han blev udsat for de skøre tilhængere af denne ideologi døgnet rundt.
Dengang han gik på Hogwarts, gjorde han altid grin med de familiemedlemmer som holdt endeløse tirader om, at han bare skulle nyde tiden på troldmandsskolen, for det var den bedste tid i livet. På det tidspunkt virkede det på ingen måde som den bedste tid i hans liv. Han havde længtes mod livet efter Hogwarts, hvor han skulle stræbe efter magt og studere mørk trolddom. Nu indså han, at de havde haft ret. Det havde virkelig været hans bedste tid, siden var det hele gået ned ad bakke. Alle de små genvordigheder han havde haft med den gyldne trio, den intense konkurrence på quidditch-banen, kampen for at bestå sine eksamener, og den forgæves kamp for at blive årgangens nummer 1, alt dette virkede som søndagsudflugter i forhold til tilværelsens udfordringer nu. Hans far var efterhånden en mand på sammenbruddets rand, hans mor bar et tykt lag make up for at skjule, at hun græd sig selv i søvn hver nat.
Han blev overmandet af et pludseligt raseri og kylede glasset mod væggen. Der lød en klirren, da det splintredes i tusind stykker. Han greb flasken, tog den op til munden og bundede resten.
En behagelig summen bredte sig i hovedet. Han satte flasken ned og bevægede sig tilbage mod sengen. Men der var pludselig overraskende langt. Gulvet var ikke længere lige, og det hele snurrede rundt. Det var egentlig ynkeligt som han væltede rundt alene i sin brandert, tænkte han, og følte sig ussel. Han stavrede hen mod sengen, mens han støttede sig til væggen og væltede sanseløst ned i dynerne.
"Nox", mumlede han med sløret stemme. Alt lys i rummet forsvandt, og et øjeblik efter faldt Draco i en tung, drømmeløs søvn.