Ja, jeg skrev den her til en danskopgave (noget med noget kort-prosa eller noget – lang tid siden) og tog inspiration fra denne fandom, så jeg tænkte jeg lige så godt kunne uploade noget Teen Titans "poesi". Jeg gad vide om nogen nogensinde vil læse det her.
To sorte sten, kuglerunde fra hvilke lyset overfladisk genspejles.
Omgivet af en blank indigo ring, gennemsigtig lige indtil under overfladen. En unaturlig farve i det hvide der aldrig har set skudte linier.
Et ord.
Or så forsvinder det alt sammen i det tomme lys; farveløst, koldt og rent.
Et til ord.
Og så forsvinder. Eller intensiverer til ugrinende kranieskygger deres blege landskab. Solidt obsidian der holder løfte om renselse og hvile.
Det sidste ord.
Og så lukker de lydløst. Hårdt.
Før de åbner igen. Og igen.
Rødt og rødt og rødt og rødt. Glødende og hadefulde portaler til længe aflåst psykoplasma.
Så går der et lys op: Du er død, og dit hjerte pumper i fem elegante grå kløer.
Det er hvad man får af at stirre for dybt i den slags skønhed.
Ja, den fik jeg ikke nogen karakter for, men jeg fik et "Super!". Og nej, jeg forklarede sgu ikke hvad pokker den gik ud på for min dansklære, selvom hun spurgte.
