Disclaimer: Alle steder og karakterer tilhører JK Rowling og WB og de forskellige forlæggere. Der bliver ikke tjent penge på dette stykke fiktion.
Advarsler: Denne historie indeholder Slash af HP/SS varieteten( der vil også være noget SB/RL og HG/RW som et sideplot. Min rating, derimod, er mere på grund af vold end noget detaljeret seksuelt indhold. Jeg har tendens til at fokusere mere på "romance" end noget grafisk seksuelt. Hvis du ikke kan lide slash, så lad være med at læse dette
Forfatteren's Note: Følger bøgerne gennem bog fire og ikke længere. Der er en længere Forfatter Note (Author's Note) i slutningen af dette kapitel med flere detaljer omkring dette emne.
FanfictionJunkieDK's note: Jeg oversætter stille og roligt. Hvis I ikke kan vente, så læs originalen – Men hvis i reviewer, skal jeg nok sende dem til JD's mail i oversat format. Kan ikke love at hun svarer, da hun ikke har givet lyd fra sig i over et år. Jeg syntes bare at denne fantastiske historie skulle læses af alle der var villige, men ude af stand til det pga. sprogbarrieren. På forhånd tak.
Ægteskabsstenen Skrevet af Josephine Darcy
Harry gjorde sit bedste for at ignorere den stirren, der kom fra de andre elever, mens han ledte efter en tom vogn i Hogwarts toget.
Han var vant til at folk stirrede og hviskede bag hans ryg, men dette år virkede det værre end normalt. Selv hans med-Gryffindorer blev stille når de så ham; de smilede til ham, når han passerede og begyndte så at hviske om ham i det øjeblik de mente han var uden for hørevidde.
Da han fandt en tom vogn, gemte han sig indeni den, mens han tænkte over det ironiske i, at han kunne gå fra et ekstrem til det næste bare ved at stige på et tog. Dursleyerne lod som om han ikke eksisterede; Trolddomsverdenen kunne ikke få nok af ham.
Han kunne kun håbe at dette år ville blive fri for begivenheder. Så kunne han måske blive ladt i fred, når folk glemte de hændelser fra sidste år. Det var jo ikke som om han ville være Voldemort's og hans Dødsgardisters mål – han bad trods alt ikke om det. Det udartede sig bare sådan. Og sidste år – hans femte – havde vist sig at være mere begivenhedsrigt end de tidligere fire år kombineret.
Åh, han havde klaret de sædvanlige femtenåriges udskejelser – spillet Quidditch på brilliant vis, lært nye emner, bestået og dumpet prøver, fået eftersidning, vundet og tabt point for Gryffindor, skændtes og knyttet sig med hans bedste venner. Men ind i mellem kaosset, der var hans typiske skoledage, havde han også nået at stå ansigt til ansigt med Dødsgardister og deres Mørke Herre – ikke en, men tre gange i løbet af året. Den sidste konfrontation, lige før skolen sluttede før sommeren, viste sig at være den -------- kugle, som hele Trolddomsverdenen undgik.
Voldemort, der havde vokset sig stor og frygtelig i kraft, havde klaret at få sine hænder på en legendarisk genstand --- Odins Øje, en krystal der kunne ødelægge eller underlægge enhver Troldmand, der vovede at stå imod dens styrer. Naturligvis angreb han Hogwarts med den, fast besluttet på at ødelægge både Harry Potter og Albus Dumbledore. Han dræbte den første bølge af Aurorer der kom imod ham og hans følgesvende. De faldt næsten uden kamp, ingen match for den genopståede Mørke Herre og hans nye våben.
I virkeligheden var ingen en match, ikke engang Dumbledore; ingen var stærke nok til at stå imod Voldemort. De stærkeste i Trolddomsverdenen samledes i forsvar af det oldgamle slot og børnene, der var fanget indeni. De stod uden håb, selv de mest optimistiske af dem, indså endelig at det var tåbeligt, at putte al deres håb i en ung drengs evner.
Naturligvis rejste Harry Potter sig til anledningen og viste dem alle, at de tog fejl. Okay, han manglede styrken eller kraften til at stå imod Voldemort, men det stoppede ham ikke fra at iføre sig sin usynlighedskåbe, klatre op på sin Prestissimo og stå ansigt mod ansigt med den Mørke Herre som om han konkurrerede i en Quidditch kamp. Ingen magi, ingen fortryllelser, ingen tryllestave trukket til duel – Harry Potter fløj bare ind midt i hæren af Dødsgardister på sin kost og stjal Odins Øje lige ud af hånden på Voldemort.
Energibagslaget, der blev udløst af tyveriet dræbte Dødsgardisterne tættest på Voldemort, drænede den Mørke Herre af al hans reservekraft, og landede Harry Potter i hospitalsfløjen i tre uger. Voldemort flygtede, svag, men ikke død. Dødsgardisterne deltes og gik atter i skjul og Harry Potter blev klappet på ryggen af en taknemmelig verden og sendt hjem til Ligustervinget for sommeren. Han tilbragte sommermånederne lidende af mareridt låst inde i et lille værelse i sin onkels hus, mens hans ansigt blev klistret på forsiden af Profettidende konstant.
Nu kørte han med toget tilbage til Hogwarts, gennemlevede hviskerierne og stirrerierne så godt han kunne. Til sidst fandt Ron og Hermione ham og holdt ham med selskab. Hans to venner talte om deres somre, underholdt ham med historier om det sjov de havde haft (de vidste, at han ikke havde været så heldig værende sammen med Dursleyerne), og gjorde generelt deres bedste for at holde hans tanker væk fra det cirkus, der var hans liv.
Det var kun da toget nærmede sig Hogwarts at Hermione nævnte noget om en bizar politisk situation, der var opstået i løbet af sommeren – at Harry Potter, Trolddomsverdenens Helt, var blevet en af de mest eftertragtede politiske goder i en vild genvalgskampagne efter Minister for Magi-posten. Cornelius Fudge stod til genvalg og havde ikke mindre end femten modstandere imod sig. At få Harry Potters billigelse, ville sikre valget for enhver Troldmand eller Troldkvinde. Men siden Harry ikke kendte nogen af de andre kandidater, og ingen interesse havde i at støtte Cornelius Fudge, tilsidesatte han Hermiones advarsler som uvigtige. Hvad Harry ikke vidste, var, at begæret efter et genvalg skulle til at vende hans verden på hovedet endnu en gang.
Harry sad mellem Ron og Neville ved Gryffindorbordet, mens Dumbledore gav sin årlige velkomsttale, mindede dem om at den resterende magi fra Kampen (den havde endnu ikke fået et navn understregede Seamus – selvom han pressede på for at kalde den Kampen om Hogwarts), stadig lå omkring Quidditchbanen, og indtil det var blevet rengjort totalt, skulle alle elver passe på deres tryllestavsbrug i det område. Rengøringspligten ville falde til de syvendeårselever som en del af deres praktiske eksamen i Misbrug af Vild Magi.
"Det misunder jeg dem ikke," fortalte Dean sine med-sjetteårselever. "Jeg tror de stadig vil finde stumper og stykker af Dødsgardister derude."
Harry mærkede sig selv blegne ved Deans ord, ude i stand til at deltage i den latter hans ord frembragte i de andre drenge. Han havde kun villet redde dem inde i slottet – da han havde stjålet Odins Øje fra Voldemort, havde han ikke regnet med at blive ansvarlig for så mange dødsfald.
"Dean!" Hermiones stemme skar gennem latteren, og hun skulede til de andre. "jeg troede vi alle var enige om ikke at nævne visse emner."
Dømmende fra de skyldige blikke de andre pludselig kastede på Harry, kunne han præcist forestille sig lige nøjagtig hvilke emner det var. Han undrede sig over hvornår Hermione havde fundet tid til at diskutere dette med de andre, selvom han var taknemmelig for indsatsen. De tre gange han havde stået imod Voldemort sidste år, havde hans venner og klassekammerater alle været sikkert låst væk i Gryffindortårnet. For dem var historierne langt væk og fascinerende – for Harry var de levende mareridt han var tvunget til at gennemleve nat efter nat. Sommeren havde været endnu mere helvedesagtig end normal. Ude af stand til at kontrollere hans drømme, havde han vækket sin familie de fleste nætter med sine skrækslagne skrig. Og selvom onkel Vernon aldrig rigtig havde slået ham udover smådask og det anledningsvise dask bag i hovedet, var Harry blevet straffet—han gik uden måltider, fik flere pligter, og tilbragte resten af sin tid låst inde som en fange for at blive holdt væk fra "normale" mennesker.
"Undskyld Harry," undskyldte Dean.
"Det er all right," forsikrede Harry dem alle, ivrig efter at virke så normal som muligt. "Selvom det får mig til at tænke på hvad det vil mene for starten af Quidditch sæsonen i år."
"Satans!" bandede Seamus i enighed. "Det er rigtigt! Tror du det mener at vi ikke kan bruge koste omkring banen heller?"
"Dumbledore nævnte ikke noget om koste," pointerede Ron. "Sagde bare, at vi skulle passe på med at bruge tryllestave."
"Måske betyder det at Slytherin ikke vil være i stand til at snyde i år?" foreslog Neville.
De kastede alle mørke blikke gennem lokalet mod Slytherinbordet. Som sædvanlig holdt Malfoy hof med sine fæller omkring ham. Endnu en gang var Lucius Malfoy gået ustraffet for sine Dødsgardist aktiviteter. Det at han ikke havde været tilstede ved den sidste kamp, havde åbenbart bevist hans uskyld hos nok af de højere placerede, at de for en gangs havde skyld ignoreret Harrys vidnesbyrd om, at Malfoy var en af Voldemort's mest betroede følgesvende.
Både Hr. Goyle og Hr. Crabbe var blevet fundet døde på banen. Deres koner derimod havde erklæret sig uskyldige. Som konsekvens deraf var begge deres sønner stadig solidt placeret på deres normale pladser ved siden af Draco Malfoy, uset af Ministeriet, der havde mere end nok at arbejde med. Hvis deres fædres troskab til den Mørke Herre havde skadet deres placering i Slytherin huset overhovedet, var det ikke til at se for Harry og resten af Gryffindor. Hvordan Harry skulle håndtere klassekammerater, der mente han var ansvarlig for deres fædres død, vidste han ikke.
"Jeg regner med at de vil være endnu mere utålelig end nogensinde," knurrede Dean. "Selv med halvdelen af deres forældre under mistanke for at være mørke troldmænd, opfører de sig stadig som om de ejer verden."
"Det viser bare hvor meget penge og et familienavn kan købe dig." sagde Seamus enigt.
"Det forklarer ikke Snape," knurrede Ron, og Harry gav ham et advarende blik. De vidste alle at Snape havde spioneret for Dumbledore, og sidste år var han, Ron og Hermione blevet enige, om at tale om ham så lidt som muligt af frygt for at sige noget de ikke burde.
"Lad ikke hans temperament narre dig," fortalte Seamus dem alle i en stille hvisken. "Snape's familie er en af de ældste og mest magtfulde i Trolddomsverdenen – og jeg har hørt de er styrtende rige."
"Snape har en familie?" Ron stirrede på ham i chok.
"Nå, jeg ved ikke meget om det," indrømmede Seamus. "Hørte at han har en søster og et par brødre, selvom jeg ikke ved meget om dem. Men min onkel arbejder for ministeriets skattebestyrelse og nævnte de fonde, der er styret af nogle af de gamle familiers ejendomme – han nævnte et Snape palæ.
"Det betyder ikke, at det er Snape's," pointerede Hermione. "Hvis han har søskende, kan det ligeså vel være at enhver familie arv gik til dem."
"Alligevel, ville det ikke bare være typisk," knurrede Dean. "Bastarden behøver ikke arbejde, men her er han alligevel og laver vores liv om til et levende helvede, bare fordi han nyder at torturere studerende."
"I det mindste hader han ikke dig, som han hader mig," Neville sukkede. "Jeg er bare taknemmelig for, at jeg ikke behøver at tage flere Eliksirtimer fra ham." Som forventet havde Neville klaret sig meget dårligt i sine Eliksir UGL'er og var som resultat ikke blevet indskrevet til Avancerede Eliksirtimer.
"Jeg kan ikke fatte at både Harry og jeg klarede os ind til avanceret Eliksir," mumlede Ron. "jeg kan ikke fatte at vi rent faktisk vil fortsætte med at tage Snape's timer."
"Du ved, at du ikke kan blive Auror uden hans fag," mindede Hermione ham om.
"Jeg er sikker på, at havde han været den der skulle give os vores UGL karakterer ville vi ikke have fået nogen," sukkede Harry. "Han vil gøre sit bedste for at få os til at fortryde, at vi bestod sidste år."
"Bare rolig Harry," forsikrede Hermione ham om. "Vi vil alle samarbejde og vi skal nok klare os fint. Vi vil alle klare os gennem Eliksirer om det så slår os ihjel!"
"Det er det vi er bange for," sagde Ron, Dean, Seamus og Harry som en. De brast alle i latter, kun for at blive distraheret et øjeblik senere, da festmåltidet ankom på deres bord. Udhungret begyndte Harry at spise, havende en af de første ordentlige måltider i løbet af hele sommeren.
De var lige ved at gøre sig klar til at gå tilbage til tårnet, da Professor McGonagall spurgte Harry, Ron og Hermione om at gå med hende. Undrende sagde de godnat til deres årgangs kammerater og fulgte efter deres Husleder ud af Storsalen, spekulerende over hvad de dog kunne have gjort i de få timer de havde været på skolens grund for at have draget opmærksomhed fra lærerne så hurtigt.
De blev ledt til et privat værelse tæt på det almindelige læreværelse, hvor de til deres overraskelse fandt Arthur og Molly Weasley ventende på dem. Mens Ron gik over for at hilse på sine forældre, opdagede Harry at Dumbledore, Snape og Hooch også kom ind i lokalet. Til hans overraskelse var Percy Weasley der også. Den tidligere Hogwarts Præfekt gav Harry et svagt smil, sagde noget til hans far, og skyndte sig så ud af lokalet igen. Harry og Hermione udvekslede forundrede blikke, begge trak på skuldrene ad hinanden.
"Åh, Harry," hilste Dumbledore ham. "Kom ind, min dreng. Kom ind. Det ser ud til vi har et lille problem er jeg bange for."
Harry følte hans hjerte banke vildere i hans bryst. Når Dumbledore sagde der var et problem, betød det som regel noget dårligt. "Er det…" Hans stemme knækkede og han skammede sig over at se Snape skule til ham. "Er det Voldemort?"
Hans brug af den Mørke Herres navn fik den typiske reaktion. Alle undtagen Dumbledore og Snape spjættede ved lyden.
Dumbledore rynkede brynene, noget Harry ikke fandt beroligende. "Tja, ikke direkte," informerede han Harry. "Selvom han har nogen skyld i situationen. Vi har fået lyd om, at han er blevet set igen – i gang med at samle sine styrker. Det tyder på at han er rask efter sin lille katastrofe sidste forår."
Harry følte sine knæ blive svage og han var taknemmelig over at finde en stol direkte bag ham, da han satte sig ned uden at tænke over det. "Du sagde ikke direkte, Hr.?" spurgte han rystende. Voldemort samlede sine styrker, men det var ikke det problem Dumbledore i øjeblikket rynkede på brynene over. Dette ville ikke gå godt. Han kunne bare se det på grund af de bekymrede udtryk på Hr. og Fru Weasleys ansigter.
"Jeg er bange for at vores nuværende problem har med Minister Fudge at gøre," forklarede Dumbledore.
Harry kiggede kort på de andre i rummet. For det meste så han udtryk af foragt på de voksnes ansigter i lokalet. "Er der sket noget med Minister Fudge?"
"Det ville jeg ønske," mumlede Molly Weasley under sit åndedrag. Arthur nikkede i enighed.
"Nej, Harry," sukkede Dumbledore, stoppede for at stryge hånden gennem sit sølvskæg. "jeg antager, at du ikke har læst aviserne denne sommer?"
"Nej Hr.," indrømmede Harry. "Min onkel får The Times, men han ville tage bæltet på mig, hvis jeg rørte den."
Overraskende fik den kommentar lige så mange spjæt som Voldemort's navn havde fået, efterfulgt af et chokeret blik udvekslet mellem de voksne.
"Jeg mente rent faktisk Trolddomsaviser, min dreng," sagde Dumbledore blidt. "Men bare glem det. Sagen er Harry, at Cornelius Fudge er oppe til genvalg, og han har mere konkurrence end han nogensinde før har haft. Alle kandidaterne er søgende efter billigelse blandt Trolddomsverdenen. Og det tyder på, at du er den mest efterspurgte billet til posten."
"Jeg forstår ikke, Hr.," Harry rynkede panden, og ønskede at han havde fulgt mere med i Hermiones forklaring på toget. Hvordan kunne han have noget at gøre med et valg?
"Det er en popularitetskonkurrence, Harry," forklarede Hermione. "den kandidat der kan få dig til at støtte sig er tvunget til at vinde, da offentlighedens mening egentlig holder sig til hvad som helst vedrørende dig."
Overrasket blinkede Harry i forvirring. "Men jeg kender slet ikke nogen af de andre kandidater. Jeg har ikke støttet nogle af dem. Jeg har ikke en gang talt med nogen af dem. Hvordan kunne jeg blive involveret i det her valg?"
"Det betyder ikke noget, Harry," forklarede Dumbledore. "Det har mere at gøre med hvilke nyheder der bliver udgivet, og du kender Profetens forkærlighed for at finde på historier. Det er temmelig fantastisk hvor mange af disse kandidater der har indrømmet at have haft private samtaler med dig omkring kampteknik og forsvars fortryllelser. Men det er den mindste af vores bekymringer. Minister Fudge har besluttet sig for at tage hele denne sag et skridt videre og få sig over på hans side en gang for alle."
"Hvad mener du?"
Dumbledore stivnede og kiggede over på Arthur Weasley. Arthur sukkede og satte sig ved siden af Harry. "Percy fangede et memo på ministeriet. Han er den der advarede mig omkring hvad der foregik. Det ser ud til at Minister Fudge har besluttet sig for at erklære din onkel for en uegnet værge og selv adoptere dig."
Harry sprang på benene i chok. "Adoptere mig!" Han havde tilbragt sin barndom som uønsket og nu ville den satans Minister af Magi adoptere ham.
"Ja, Harry," nikkede Arthur. "Og desværre, taget i betragtning af hvem han er, er der meget få lovlige forhindringer på hans vej. Han har åbenbart allerede al papirarbejdet i orden. Vi har først selv kun fundet ud af det. Percy sagde, at hvis han kan bevise sine påstande imod din onkel, skulle adoptionen være lovlig i morgen eller overmorgen."
"Men det her er latterligt," protesterede Harry, hans ord blev hurtigt ekkoet af både Ron og Hermione.
"Harry," afbrød Dumbledore. "Det er kun latterligt hvis anklagerne mod din onkel er usande."
"Hvad mener du?" spurgte Harry forsigtigt.
"Hvad han prøver at spørge om Harry er, om Minister Fudge har nogen lovlig ret til at erklære din onkel for en uegnet værge," forklarede Molly blidt. "Vi ved alle at Dursleyerne ikke er søde ved dig, men har de nogensinde gjort noget der kunne blive tolket som mishandling i en retssal?"
Harry blegnede. "Som hvad?"
"Nå ja, du sagde lige noget om din onkel tagende et bælte mod dig," pointerede Molly. "Ville han virkelig tage et bælte til dig?"
Harry stivnede, pludselig uvillig til at sige mere. Han havde ingen loyalitet mod sin onkel, men han ville ikke sige noget der måske kunne få ham adopteret af Minister Fudge.
"Argh, for Merlins skyld, Potter," knurrede Snape. "Svar bare på spørgsmålet så de ved hvad de skal forberede sig på. Du vil blive tvunget til at tage Veritaserum af Ministeriet, hvis det her går i retten."
Harry stirrede på Snape i chok.
"Severus!" Molly Weasley skulede til Eliksirmesteren. "Ophids ikke drengen! Nuvel, Harry, min kære, du bliver nødt til at fortælle os hvad du kan. Har der været nogen mishandling?"
Harry ormede sig, hadede den opmærksomhed der blev givet ham – specielt fra Ron og Hermione. "Jeg er ikke sikker på hvad du måske mener?" indrømmede han.
"Potter!" Snape knurrede igen. "Vær ikke mindrebegavet. Har din onkel mishandlet dig? Har han slået dig, sultet dig, låst dig inde, såret dine følelser eller stjålet din forbandede bamse?!"
Alle de voksne i lokalet skulede nu til Snape og Harry blegnede under hans mørke blik. Men da ingen andre ord kom fra nogen, indså Harry at trods udtalelsesformen forventede alle at han svarede på Snape's spørgsmål.
"Ja," indrømmede han stille.
Hans ord virkede til at overraske Snape, der blinkede i chok og faktisk tog et skridt tilbage som om han ikke havde forventet det svar.
Dumbledore, der pludselig lignede sin høje alder, satte sig ned på en af de resterende lænestole. "vil du være venlig at uddybe det, Harry?" spurgte Rektoren mildt. Harry blinkede til manden i overraskelse, forvirret over hans åbenlyse fortvivlelse.
"Jeg er ked af det Hr.," indrømmede han. "Du ved alt det her allerede."
Dumbledores normalt så funklende øjne var bedrøvede. "Hvad mener du, Harry?"
"Øh, mit brev til Hogwarts for at nævne en ting, Hr.," forklarede han. "du sendte det til mig med min adresse på det: Harry Potter Kosteskabet under trappen."
Harry havde set Dumbledore stå foran Dødsgardister uden at reagere, men dette fik rent faktisk den gamle mand til at blegne. "Vil du fortælle mig, at du blev holdt i et kosteskab?"
Harry nikkede. "I ti år," indrømmede han. "De flyttede mig ud efter brevet kom, fordi de indså at du måtte have vidst det."
"Harry, Hogwarts brevene er adresseret magisk." informerede Professor McGonagall ham om. "Ingen ad os ville nogen sinde se adressen på dem."
"Og resten af det, Harry?" Molly Weasley spurgte venligt; Harry var ked af at se at hendes øjne var mistænkeligt blanke.
"Øhm, jeg havde faktisk aldrig en bamse," indrømmede han og kastede en skulen mod Snape, der så overraskende underkuet ud. "Min onkel slog mig nogen gange," indrømmede han," men ikke så tit. Normalt når han ville straffe mig låste han mig bare inde og ville ikke give mig mad. Jeg regnede dog med at I vidste det – det er derfor I sender mig al den mad på min fødselsdag."
Mollys øjne voksede sig mere blanke og Harry blev seriøst bekymret for at hun ville græde. "Når Ron sagde du var udhungret, antog jeg at du var sulten på samme måde som alle teenagedrenge altid er sultne – ikke mere end seks eller syv solide måltider om dagen."
Seks eller syv solide måltider om dagen? Harrys øjne udvidede sig. Det ville i hvert fald forklare hvorfor Ron og hans brødre var så høje.
"Hvor lang tid ville han sulte dig, Harry?" spurgte Professor McGonagall.
Harry trak på skuldrene. "Tja, normalt kun i to eller tre dage, nogle gange, hvis han var virkelig gal, fire eller fem dage ad gangen. Ikke nok til at gøre mig virkelig syg eller noget." Til hans fortrydelse indså han, at hans ord ikke helt havde den beroligende effekt han havde håbet på. "Det var ikke som om han forsøgte at slå mig ihjel eller sådan noget!" skyndte han sig at berolige dem alle med. Ikke ligesom Voldemort, tænkte han stille for sig selv. Sammenlignet med de ting Voldemort havde gjort mod ham, var hans onkel ingenting.
"Harry, jeg er ked af det," sagde Dumbledore stille. "Vi vidste det ikke. Havde vi vidst det, havde jeg vidst det, havde jeg aldrig efterladt dig der."
Harry stivnede. "Men du sendte mig derhen for at beskytte mig Hr.," mindede han Rektoren om. "Fra Voldemort. Fordi han ikke kunne få fat i mig der." Den sidste ting han ville, var at Dumbledore skulle føle sig skyldig over sin onkels fejl. Han forstod nødvendigheden, og var overrasket over at alle andre virkede som om de havde glemt det.
"Ja, Harry," Dumbledore nikkede enigt. "Men der er altid alternativer. Jeg ville have fundet en anden løsning."
Usikker på hvordan han skulle reagere på det, faldt Harry hen i tavshed, ubehagelig til mode over al opmærksomheden.
"Nå, men det er vel det, så," Arthur sukkede. "Fudges krav er legalt."
"Det ser sådan ud," svarede Dumbledore.
"Men vi kan ikke lade Fudge adoptere Harry," protesterede Ron.
"Nej, vi kan ej," nikkede Dumbledore.
"Jeg er ked af det," brød Hermione ind, hendes bryn rynket i koncentration. "jeg ser egentlig ikke hvad problemet er. Jeg mener, okay det ville være forfærdeligt for Harry at blive adopteret af Fudge, men ville det virkelig gøre sådan en forskel? Fudge vil bare sige hvad han vil til aviserne uanset hvad – Harrys billigelse vil ikke gøre nogen forskel så vidt angår nogen støtte går med eller uden adoptionen. Og det er ikke som om Harry bliver nødt til at bo sammen med Minister Fudge. Harry er i skole det meste af året, og Ministeren er alt for travlt optaget i løbet af sommermånederne til at have nogen tid til Harry."
"Jeg er bange for at det ikke er sandt, Hermione," forklarede Dumbledore. "Det er problemet, forstår du. Fudge har besluttet sig for at fjerne Harry fra skolen."
Hermiones øjne udvidedes i forfærdelse. "Men det kan han ikke! Hvordan vil han forklare det til aviserne? Fjerne Drengen Der levede fra skolen inden han overhovedet tog sine F.U.T.'er?"
"Private lærere," forklarede Arthur. "Han har tænkt sig at få Harry undervist af sin private stab. På den måde kan han få Harry væk fra Rektor Dumbledores indflydelse, noget han ville elske at gøre."
Dumbledores tidligere udsagn gav pludselig mere mening til Harry. Han blegnede, hans rystelser kom uventet tilbage. "og hvis han tager mig ud af Hogwarts, betyder det at der ikke vil være noget til at beskytte mig mod Voldemort."
Dumbledore nikkede ganske enkelt enigt.
"Men Fudge ville da ikke være så dum!" protesterede Ron og så rødmede han under den stirren de andre i rummet gav ham. "Okay," overgav han sig, "det tror jeg han ville."
En del af grunden til at de havde mistet så mange Aurorer sidste år var på grund af at Fudge havde fejlet i at anerkende Voldemort's tilbagekomst før det næsten var for sent. Da han fejlede havde han intet valg, han var allerede kommet til at se tåbelig ud af Dumbledore i offentlighedens øjne.
"Han ville risikere mit liv for at bedre sin politiske karriere?" spurgte Harry.
"Jeg er bange for det," svarede Arthur.
"Og der er intet jeg kan gøre for at standse det?"
"Det er det vi bliver nødt til at finde ud ad," forklarede Arthur.
"Men hvad med Sirius?" protesterede Harry. "Mine forældre gjorde ham til min værge. Hans krav må da tage førstepladsen over Fudges?"
Arthur rystede på hovedet. "Fudge har annulleret hans krav. I øjeblikket er Sirius Black stadig en dømt morder og som sådan uegnet som din Gudfar."
"Far!" udbrød Ron med et vildt grin. "hvorfor adopterer vi ikke Harry?"
Både Arthur og Molly smilede ad det. "Vi har allerede tænkt på det, Ron," indrømmede Molly. Hun smilede trist til Harry. "Tro mig, Harry, vi ville gladelig tage dig, men der er ingen måde hvorpå vi kan udmanøvre ministeren. Han har allerede al papirarbejdet klar. Det ville tage os mindste tre måneder at gennemføre sådan et krav. Havde vi vidst noget om dette tidligere, kunne vi have gjort noget. Men som det er nu, vil Fudges krav blive lovlig i løbet af nogle få timer, hvis det ikke allerede er det."
"Så der er intet vi kan gøre?" spurgte Harry. "Vi kan ikke standse adoptionen." Han så over på Dumbledore, der så ud som om han var tabt i sine tanker; som om han prøvede at forme en plan. "jeg bliver en skydeskive, hvis Fudge får fingrene i mir. Hvis Voldemort selv ikke får fat i mig, så vil Fudges tætte og personlige ven Lucius Malfoy gøre det. Jeg har intet valg, jeg bliver nødt til at flygte."
"Du bliver en skydeskive, hvis du flygter," informerede Snape ham om. "Du efterlader en magisk signatur som et barn kunne følge. Voldemort vil finde dig i løbet af nogle dage."
Harry skulede til Eliksirmesteren. "Hvad skal jeg så gøre? Jeg kan ikke flygte, jeg kan ikke kæmpe! Hvad er det jeg skal gøre?"
"Det her er latterligt!" udbrød Hermione i frustration. "jeg mener Harry har jo knap brug for en anden lovlig værge! Det virker ikke fair. Han er gammel nok til at blive gift, men han er ikke gammel nok til at leve for sig selv!"
Adskillige hoveder skød op ved dette, skarpe blikke stirrede på Hermione i forbløffelse. "Hvad?" sagde hun i overraskelse og tog et skridt tilbage ved al den stirren.
"Hermione Granger, du er genial!" udbrød Dumbledore.
Hun stivnede. "hvad sagde jeg?"
"Ægteskab!" udbrød Dumbledore. "du har absolut ret, Harry er gammel nok til at blive gift."
"Og hvis han er gift, er han automatisk set som en lovlig voksen og behøver ikke længere en værge. Fudges adoption vil blive ugyldig." Arthur nikkede i enighed. "Det er en brilliant løsning."
"Hvad er?" protesterede Harry. De foreslog vel ikke hvad det var han troede de foreslog.
"Ægteskab, min dreng!" udbrød Dumbledore, den muntre funklen tilbage i hans blå øjne. "Vi er simpelthen nødt til at få dig gift, før Fudge ankommer med adoptionspapirerne. Der vil ikke være noget han kan gøre ved det."
Harrys øjne udvidedes i chok. "ægteskab! Men jeg er kun seksten!"
"Den lovlige alder for ægteskab i Trolddomsverdenen er femten, Harry," forklarede Arthur. "Det plejede at være tretten, men de ændrede aldersreglementet tilbage i 1504."
1504? Harry rystede overvældet sit hoved i benægtelse. Hvorfor lærte folk ham ikke disse ting i skolen? "men… men… ægteskab? Hvem skal jeg forestille at gifte mig med?"
Ron og Hermione stirrede alarmeret på ham. Harry missede næsten det paniske blik Ron kastede mod Hermione, den måde hans ansigt rødmede og derefter blegnede som om han indså den mest åbenlyse match for hans ven. Det var nok til at midlertidigt distrahere Harry – realisationen om, at hans ven rent faktisk havde indrømmet, i det mindste til sig selv, sine følelser for den geniale Frk. Granger. Han opfangede også, at Ron bed sig i læben for at undgå at sige noget og han forstod i en underlig bølge af logik, at Ron aldrig ville sige noget, hvis han troede at det ville være hvad der var bedst for Harry.
"Nuvel, vi må hellere finde nogen hurtigt," besluttede Dumbledore, et kort sekund kiggede han også selv på Hermione. Harry skulede til ham og forsøgte tavst at tvinge ham til at se et andet sted henne. Han ville gifte sig med Fru Norris før han ville gøre det mod hans to bedste venner i verdenen.
"Har du en kæreste, min kære?" spurgte Molly og den panik hendes egen søn gennemlevede undgik helt hendes opmærksomhed. Hun smilede håbefuldt over mod Hermione.
"Nej!" insisterede Harry. "Det har jeg ikke."
"Jamen, hvad med…" begyndte Molly, stadig kiggende på Hermione.
"Nej!" skar Harry hende af inden hun kunne sige ordene højt. "Ikke for at fornærme dig Hermione," sagde han hurtigt. "men det ville være som at gifte sig med sin søster!"
"Jeg er ikke fornærmet," forsikrede Hermione ham og så temmelig lettet ud. Ron sagde ingenting, men Harry så det samme lettede udtryk i hans øjne. Det blev hurtigt efterfulgt af et glimt af skam og Harry stivnede. Det her stank! Han tænkte på om han ikke bare kunne forhekse Fudge med en af de Utilgivelige i stedet for?
"Ægteskabsstenen!" udbrød Dumbledore pludselig. De vendte sig alle for at se på ham.
"Har du stadig den gamle ting?" spurgte Madam Hooch forundret.
"Den er i mit kontor," fortalte Dumbledore hende. "Vil du hente den til mig?"
Hun nikkede og undskyldte sig fra lokalet.
"Er du sikker på at du skal bruge den Albus?" spurgte McGonagall bekymret. "Den er skyld i ikke så få vanskeligheder i fortiden."
"Kun når personerne i sagen allerede har været gift i forvejen, men Harry er ikke gift endnu."
"Ægteskabsstenen," mumlede Hermione. "Jeg har hørt om den. Jeg har læst om den."
Selvfølgelig havde hun det, tænkte Harry. "hvad er det?"
"Det er en meget gammel genstand, Harry," fortalte Dumbledore ham. "Den viser dig dit perfekte match for en forbundet mage."
"Perfekte match?" sagde Harry forsigtigt. "Det lyder ikke så slemt? Hvad er ulempen?" Han havde lært på den hårde made, at der altid var en ulempe.
"Det afhænger af hvem der kigger i den, Harry," fortalte Hermione ham. "Det mest berømte match ægteskabsstenen åbenbart har vist var for Dronning Guinevere. Hun så ind i den for at se sit perfekte match – desværre var hun gift med kong Arthur på det tidspunkt og stenen viste hende, at hendes perfekte match rent faktisk var Sir Lancelot. Og vi ved alle hvor godt den historie ender."
"Hvordan vil det her hjælpe Harry?" Ron rynkede brynene. "Jeg mener, hvis han er nødt til at blive gift inden nu og i morgen tidlig. Hvad hvis det viser Harry en han ikke kender? Jeg mener, hans perfekte match kunne bo på den anden side af jorden. Eller måske er hans perfekte match en der ikke kan lide ham. Eller en der er for ung til ham lige nu. Eller en der allerede er gift. Der er en grund til at den sten ikke længere bliver brugt."
"Jamen, så bliver vi nødt til at finde på noget andet," forklarede Dumbledore. "Så bliver vi nødt til at finde en anden til at træde til, hvis det er tilfældet. Men vi burde i det mindste forsøge at give Harry en god match. Han fortjener enhver chance for lykke som vi kan give ham."
"Lykke?" Harry protesterede, hans mave vendte sig bare ved tanken. "Forstå det lige, ikke. Vi gør det her for at holde mig i live. Intet andet. Det bedste vi kan håbe på, er at vi finder en i dette slot, der vil være villig til at gå gennem denne farce for at holde mig i live."
Han kunne ikke lade være med at tænke på, at på en eller anden måde ville Cho Changs navn komme på banen i løbet af minutter. Han havde været lidt forelsket i hende i sit fjerde år og både Ron og Hermione vidste det. Problemet var at Cedric Diggorys død havde puttet en pind i hjertet af den lille romance. Skyld havde overvældet ham hver gang han så meget som så på hende efter det. Så meget som han end kunne lide Cho, regnede han med at det ville være lettere for ham at gifte sig med Pansy Parkinson end det ville være at gifte sig med Cho.
Madam Hooch kom tilbage et øjeblik senere bærende på en stor blå krystalkugle i den ene hånd. De kiggede alle forventningsfuldt på hende. "Nuvel?" spurgte Dumbledore hende.
"Åh, du mener, du vil have mig til…" Hun trak på skuldrene og så ind i krystallen. "Harry Potter!" sagde hun klart og tydeligt til stenen. De stirrede alle forventningsfuldt på den, men der skete intet så vidt Harry kunne se. Den blå krystal fortsatte med bare at se ud som en ganske almindelig blå krystal. Madam Hooch derimod blegnede pludselig og dækkede krystallen til med hendes anden hånd med et chokeret gisp. De stirrede alle på hende. "Jeg tror ikke den virker," udbrød hun. "jeg tror den er i stykker."
"Åh, for himlens skyld!" stønnede McGonagall. "Giv den til mig!" Hun holdt sin hånd ud efter den. Hooch gav hende den uden tøven.
"Harry Potter!" sagde Professor McGonagall til stenen. Igen så Harry absolut intet ske. Alle andre kiggede med uforklædt nysgerrighed. Ligesom Hooch, blegnede McGonagall og så rødmede hun. Hun vendte sig mod Dumbledore og holdt krystallen ud mod ham. "Måske ville det være bedst hvis du forsøgte, Albus."
"Hvem så du?" spurgte Ron og Harry med en stemme.
McGonagall rystede blot på hovedet. "Lad Rektoren have et forsøg med det."
Stivnende i nysgerrighed, tog Dumbledore krystallen og holdt den udad i en rynket hånd og sagde," Harry Potter!" klart til den.
Ulig Hooch og McGonagall, smilede Dumbledore, han øjne antog en næsten ondskabsfuld funklen. Harry følte sig mere og mere nervøs. Nogle gange var Dumbledores funkleri værre end hans alvorlige udtryk. "Åh, et vidunderligt match, simpelthen!" udbrød Rektoren glædefuldt. Han vendte sig mod Snape. "Severus…"
"For Satan da!" hvislede Snape. "I tre er kompetente nok til at se ind i en skide krystal og fortælle os hvem I ser. I behøver ikke mig til at kigge ligeså!"
Dumbledore, der stadig smilede, blinkede ad ham. "Selvfølgelig ikke, Severus. Jeg mente ikke, at du skulle kigge. Du ER det match den viste os."
Forfatteren's Note:
Denne historie started ud som en simple ide – et tvangsægteskab mellem Harry og Snape. Jeg ville udforske ideen om et langsomt udviklende forhold, der ikke endte up med en 16-årig dreng, der simpelthen hoppede ind i et seksuelt forhold til en voksen mand. Og jeg ville gerne lege lidt med det koncept af de Viktorianske ideer i Trolddomsverdenen –jeg mener, hvis trolddomsverdene er mange år( eller ligefrem århundreder) bagefter Muggle verdenen, så ville arrangerede ægteskaber sikkert være normalt. De blev engang opfattet som normale i vores verden også – og er stadig praktiseret i mange dele af verdenen i dag.
Men som det så ofte sker, fik historien hurtigt et liv for sig selv og blev noget andet –noget meget mere episk end jeg nogensinde havde forestillet mig.
Jeg begyndte denne historie lang tid før Bog 5 udkom. Det var meningen at det skulle være en kort historie og skulle have været færdig inden Bog 5 udkom – i værste fald skulle den være færdig inden Bog 6 kom i butikkerne. Og nu, er vi på vej mod Bog 7, og den er stadig ikke færdig – Jeg tænkte, at jeg hellere måtte få i det mindste en lille del ud i verdenen inden Rowling dræber alle hovedpersonerne og deprimerer mig til det punkt, hvor jeg ikke har lyst til at skrive længere.
Jeg overvejede at få historien til at følge Bog 5, men sandheden er, at jeg ikke kunne lide Bog 5. Og ultimativt, så er Sirius Black vigtig for denne plotlinje, så denne historie vil kun være tro mod bøgerne indtil slutningen af Bog 4. Måske vil jeg ultimativt introducere nogle af personerne fra Bog 5 og Bog 6 (måske Kingo Sjækelbolt og Tonks) og jeg vil nævne Ordnen i løbende forbindelse, men for det meste vil jeg ignorere alt udover Bog 4 totalt.
De tre mest nævneværdige forandringer (udover handlingerne i sig selv) er, at Sirius er i live. Snape's familiehistorie er dramatisk anderledes, og Voldemort arbejder lidt hårdere for titlen som den Mørke Herre. I løbet af denne historie vil I efterhånden indse, at Voldemort er langt mere farlig end han nogensinde virker til at være i Bog 5 og 6 (han vil ikke bruge et år på at forsøge på at høre en dum profeti, der fik alle andre til at sige, "DUH!" når de endelig lærte hvad den "store overraskelse" var i slutningen af historien.) Jeg synes, at for at virkelig have titlen som Mørk Herre så er du nødt til at sigte en smule højere på terroren og ødelæggelses-barometeret. Min Mørke Herre vil sigte nogenlunde så højt som man overhovedet kan – Harry har arbejdet for sig. Konsekvensen vil være, at det "langsomt udviklende forhold" mellem Harry og Snape, som denne historie egentlig skulle handle om, vil være fyldt med tvister og drejninger, som jeg ikke forudså. Jeg håber at I vil nyde det!
FanfictionJunkieDK's Note: Jeg har tænkt mig at oversætte alle JD's A/N's fordi de faktisk er sjove og fyldt med små ledetråde til den videre historie. Når det er nu er sagt, så ved jeg ikke hvornår næste kapitel kommer, men vi får se. Håber I vil give jeres mening til kende uanset hvad. Hvis ingen læser, så sletter jeg historien igen. Hygge herfra!