Min Evige Forbandelse
Af Mara456
Oversat fra engelsk af Berantzino
Originaltitel "My Eternal Curse"
Rating: T
Disclaimer: "Jeg ejer ikke Harry Potter eller nogle af figurerne det kan genkendes i denne historie. Jeg ejer kun plottet og mine egne originale karakterer. Jeg tjener ikke nogle penge på det her, så vær venlig ikke at sagsøge mig."
Mara456, direkte fra hendes historie disclaimer
Beskrivelse: Ginny troede hun var fri for Romeo Detlev for evigt... For kun at finde ud af at han aldrig rigtigt gik væk. Nu må hun konfrontere ham og sine egne værste frygter før det er for sent. Men hvordan kæmper man mod en fjende der kender dig bedre end du selv?
Dette er IKKE en GW/RGD!
Kapitel Ét
Reflektioner
Da jeg går på Hogwarts' område om natten vender mine tanker tilbage til ham, igen. Da vi mødtes var han så sympatisk og rar. Hvordan kunne jeg være så blind? Jeg skulle på en eller anden måde have set eller vist at det hele bare var for show. For at få mig til at sænke paraderne nok, til at lade ham komme ind i mit liv. Men jeg var ensom, dum og for stolende til at se sandheden. Den kender jeg nu... der var ingen undskyldning.
Tilbage da alt det her startede var de eneste jeg kunne snakke med på Hogwarts mine storebrødre, og de var ingen hjælp. Jeg havde ingen venner jeg kunne betro mig til, der var ingen der kunne forstå. Jeg følte det som om jeg har helt alene... indtil RomeoGåde kom ind i mit liv. Han var rolig, omsorgsfuld, alt det jeg havde drømt om. Vi blev hurtigt tætte. Han blev min skulder jeg kunne græde hos når som helst jeg havde brug for det. En sjæl jeg kunne betro mine dybeste og mørkeste hemmeligheder til. Desværre for mig, den første og sidste person jeg nogensinde stolede så meget på.
Nå vi var sammen forsvandt al min smerte og frygt. Jeg gav ham alle mine tanker, mine drømme, og hældte min sjæl ud. I gengæld, var han min ven når jeg havde brug for at tale. Min samvittighed når jeg havde brug for det mest... det, og meget mere end det så ud. Til den dag idag, har jeg svært ved at beskrive det bånd vi delte i de gode stunder, men der er dog en ting jeg let kan beskrive. Da vi stadig var venner betød ahn alt for mig. Der var endda øjeblikke før alt gik så skrækkeligt galt hvor jeg troede jeg kunne mærke ham et sted i bunden af min bevidsthed, forsikre mig om at alt var okay.
Men intet var nogensinde som det så med ham, og min verden gik langsomt i stykker for mine fødder, stykke for stykke. Jeg begyndte at have blackouts, og vågnede uden at vide hvor jeg havde været. I starten beroligede Romeo mine frygter og mistænkeligheder.Da tingene langsomt blev værre, begyndte jeg endelig at se sandheden. At han var Slytherins Arvtager, et monster indeni. På det tidspunkt følte jeg at jeg var for dybt i det til at jeg kunne søge hjælp fra Hogwarts personale, så jeg prøvede at klare det selv. Tja... du så hvor godt det virkede.
For det korteste tidsrum troede jeg at jeg endelig var fri for ham. Kun for at se min gamle genstand for beundring Harry Potter med "Dagbogen" i sine hænder. Jeg gik i panik da jeg så den var tilbage. Jeg kunne ikke risikere videre afsløring. Hvis dagbogen plaprede alle mine hemmeligheder, var jeg dødsens. Så jeg ventede til sovesalen var tom og stjal den fordømte ting tilbage, vilket fik mig tilbage hvor jeg startede. Jeg var fanget i en nedadgående spiral da jeg endelig forsøgte at søge hjælp, men det var næsten for sent. Romeos kløer var gravet så dybt i mit sind at jeg mistede mig selv.
Endelig besluttede Romeo at afslutte det for mig, en gang for alle. Han tvang den Ginny alle kebdte og elskede ned i Hemmelighedernes Kammer for aldrig at vende tilbage. Jeg er ked af at sige, at på en måde, døde den rigtige Ginny Weasley den dag. Den rigtige Ginny var for svag til at modstå Lord Voldemorts kraftige træk. Lille Ginny... kærlig, stolende til en urimmelig grad, blev destrueret af Mørkets Herre.
Fra det øjeblik jeg vågnede på det sted var jeg aldrig den samme. I starten troede jeg bare det var et traume jeg havde fået. Men som tiden langsomt gik, opdagede jeg at de forandringer der havde fundet sted gik meget dybere end nogen nogensinde ville havde gættet. Alle områder af mit liv var blevet berørt, fra min personlige smag til fysiske tilstand. Det værste af det hele var mit hjerte. Det var blevet meget mere... mørkt. Jeg følte det som om Romeo havde efteladt en plet på min sjæl jeg bar ikke kunne få ud. Jeg fandt ud af at lige meget hvor meget jeg prøvede, ville jeg aldrig blive den samme uskyldige pige alle kendte.
Samtidigt, behandledemin famillie som om jeg var lavet af glas. Spurgte mog altid om jeg var okay, eller behandlede mig som jeg var ved at bryde sammen hvert øjeblik det skulle være. Jeg følte allerede at jeg dårligt nok kunne trække vejret og deres bekymring gjorde bare det hele værre.Jeg besluttede mig for, at hvis jeg fortalte dem om min forandring ville de aldrig give mig den plads jeg havde så meget brug for. Så jeg lod som om jeg var okay, og gemte hvad jeg var blevet. De havde købt det så fuldstændigt at det nærmest var et chok. Det gjorde i starten ondt at bruge dette skuespil, men efter et stykke tid føles det nærmest naturligt for mig. Som tiden gik begyndte mit liv endelig at få en smule normalhed igen...
Men noget skete lige før mit femte år der gav mig tvilvl... Jeg var i Diagonalstræde med min famillie, Hermione og Harry. Jeg var træt af at de andre var min konstante skygge så jeg drev ind i Det Magiske Menageri for nogle få øjeblikkes fred. Jeg vidste bedre end nogle andre hvor nervøse alle var blevet efter Voldemort var kommet tilbage, men deres opførsel var ved at gå mig på nerverne. Der blev ikke lagt mærke til mig da jeg gik længere ind i forretningen. Jeg stoppede da noget fangede mit øje. Det var en lang rød og sort slange, som så underligt smuk ud for mig. Jeg ved ikke hvorfor men jeg talte højt til den. Til min overraskelse svarede den, og jeg kunne forstå den! Vi endte med at have en dejlig samtale, indtil mor fandt mig jeg jeg måtte gå. Da vi forlod butikken begyndte sandheden endelig at synke ind. Jeg var nu en Slangehvisker, præcis som RomeoGåde havde været det. På en måde var Detlev der stadig... mere eller mindre.
Den dag havde jeg troet det kun var en lille del, men lidt vidste jeg hvad der i virkeligheden foregik... Ikke længe efter kom mine blackouts og svimmelhedsanfald tilbage i fuld styrke. Det tog ikke lang tid før sandheden gik op for mig...
Monsteret var aldrig rigtigt dødt...
Han var meget i live, og inde i mit sind...
Jeg frygter at det er for sent at søge assistance, for han har stoppet alle mine forsøg. Hvad han er efter al den tid ved jeg ikke. Denne gang er kun en ting klar. Ingen vil kunne redde mig fra ham eller mig selv.
RomeoGåde er tilbage, i medgang og modgang...
Min Evige Forbandelse
TBC