Konferencesalen på Ministeriet for Magis femte niveau genlød af entusiastiske stemmer. Stedet var fyldt med hekse og troldmænd, der havde deres daglige gang på arbejdspladsen. I anledningen af aftenens fest var deres sædvanlige formelle arbejdstøj blevet skiftet ud med elegante kjoler og fornemme jakkesæt. Det var alment kendt at Kingo Sjækelbolt, ministeren for magi, havde sat alt ind på, at arrangementet skulle blive en succes. En gigantisk scene var blevet sat op, og salen havde været afspærret fra tidlig morgenstund, mens violinorkesteret øvede deres forestilling gennem for tredivte gang. Man havde kunnet høre de syngende toner på de tilstødende kontorer, endda på de tilstødende etager. Nogle af de ansatte i Afdelingen for Kontrol og Regulering af Magiske Væsner havde klaget, fordi musikken havde fået deres dyr til at gå amok. Doxyerne havde skreget i timevis og umuliggjort arbejdet for dem, der var så uheldige at have kontor i nærheden af de små skabninger.

Al utilfredshed var i midlertid blevet glemt, nu hvor det var blevet aften og festen var gået i gang. Champagnen begyndte så småt at have sin effekt. Modvillige tunger kom på gled, og ansatte blandede sig med hinanden på tværs af de magiske afdelinger, der ellers plejede at holde dem så skarpt adskilt. Gennem den bestandige surrendende lyd af stemmer hørtes nu og da et bifaldende latterbrøl eller en godhjertet protest. Midt i den muntre forsamling stod dog en ung heks, som ikke tog del i den opløftede stemning.

Hermione Granger nippede ivrigt til sit champagneglas. Dets indhold prikkede hende velkommende på tungen. En husalf havde tilbudt hende glasset, et par sekunder efter hun var dukket op, og hun havde taget imod det med en taknemmelig mine. Allerede efter få minutter kunne hun mærke virkningen af den boblende væske. Hendes hovedpine, der så småt var forsvundet, vendte dog brat tilbage, da hun fik øje på Jennifer Pryce, én af hendes kollegaer, der bevægede sig i hendes retning. Hermione havde normalt et venskabeligt forhold til Jenny, men lige nu kunne hun ikke overkomme tanken om at snakke med hende. Faktisk magtede hun ikke at snakke med nogen. Fra det øjeblik hun var ankommet til festen, havde hun prøvet på at undvige så mange af sine bekendte, som det havde været hende muligt.

Før Jenny kunne nå at lægge mærke til hende, dukkede Hermione hovedet og sneg sig gennem den tætte menneskemængde. Hun stoppede op ved ét af de lange borde, hvorpå forfriskninger var placeret. Det bugnende udvalg, der blandt andet bestod af kiks, druer og diverse sjældne oste, var alt sammen arrangeret i en kæmpe pyramide. I modsætning til de omkringstående beundrede Hermione ikke den kunstfærdige opsætning, men stillede sig i stedet bag pyramiden, så hun var skærmet fra Jennys blik og forhåbentligt også fra andre nysgerrige øjne. Et suk pressede sig ud mellem hendes læber, og for tyvende gang denne aften spekulerede hun over, hvorfor hun overhovedet var mødt op.

Mest af alt havde hun haft lyst til at blive hjemme i lejligheden, men det kunne hun ikke. Pligtopfyldende som hun var, havde hun gjort sig klar på trods af, hvor elendigt til mode hun følte sig. Hun havde taget en dyb indånding og fjernet de sorte spor af udflydende mascara under sine øjne. Kingo forventede at se hende til festen, og hun havde overbevist sig selv om, at det ville være bedst at tage af sted. Arrangementer som dette var som bekendt en anledning til at skabe nye kontakter og danne sig et overblik over andres. Ikke at hun var i stand til nogen af delene lige nu.

"Hermione!"

Det gav et sæt i Hermione, da hun hørte sit navn skyde gennem luften. Hendes krop spændte sig i en stram bue. Hun var blevet opdaget. Måske havde det været naivt af hende at tro, hun kunne undslippe det. Opfyldt af gru ved tanken om at være tvunget til at deltage i en samtale, vendte hun sig om mod personen, der havde råbt. Til sin lettelse så hun, at det var Ginny. Den yngste Weasley masede sig gennem den tætstående forsamling, ligeglad med om hun generede folk ved sin voldsomhed. En ældre kvinde kom med et skingert udbrud, da den rødhårede skubbede hendes arm til siden, så en kaskade af champagne sprøjtede ud til alle sider. Ginny lod ikke engang til at registrere det. Hendes ængstelige øjne var fæstnet ved Hermione, som hun netop var nået hen til.

"Er du okay? Jeg har lige hørt, hvad der er sket."

"Jeg har det rædselsfuldt," indrømmede Hermione, men sendte veninden et lille smil som tak for hendes bekymring. "Champagnen hjælper en smule. Jeg skal nok klare mig. Jeg tror mere, det er din bror, du skal bekymre dig om."

Ginny rystede på hovedet. "Harry tager sig af ham. Han sidder sikkert på ét eller andet snusket værtshus i Diagonalstræde. Jeg besluttede mig for at trøste dig i stedet." En lille pause. "Har du lyst til at snakke om det?"

"Jeg ved ikke engang, om jeg er i stand til at snakke om det. Lige nu virker det stadig helt uvirkeligt."

Bruddet med Ron havde været under opsejling så længe, at Hermione havde svært ved at forholde sig til, at det endelig var en realitet. Både hende og Ron havde været klar over, at deres parforhold ikke længere fungerede optimalt, men begge havde forsøgt at ignorere tegnene i så lang tid som det kunne lade sig gøre.

For omkring et halvt år siden havde Hermione måttet konstatere, at hun ikke længere følte noget for Ron. Ganske vist holdt hun stadig af ham, men hun havde mistet den intense tiltrækning til ham, som hun havde følt, da de gik på Hogwarts. Det var en tiltrækning, der havde nået sit højdepunkt under slaget på Hogwarts. Der var trods alt ikke noget, der kunne få lidenskaben til at blusse, som det at befinde sig i livstruende situationer.

Men da krigen var overstået, havde alting forandret sig. Hun og Ron var endelig blevet et par, men deres forhold bestod ikke længere af rørende kærlighedserklæringer om blussende lyskugler, og spontane kys fyldt med årevis af indestængt længsel. Nu handlede alt om hverdagslige ting som at tage på indkøbsture, betale regninger og koordinere tilberedningen af aftensmåltiderne med ministeriets svingende arbejdstider. De praktiske gøremål sugede energien ud af Hermione og efterlod hende med megen lidt tålmodighed over for kæresten.

Hvis Hermione stadig havde haft romantiske følelser for Ron, kunne det være, at hun havde været i stand til at se bort fra de mange små irritationsmomenter, der var forbundet med deres samliv. Men snart kunne hun ikke se andet end kærestens negative sider. Alt, hvad han gjorde, generede hende. Hans snorken drev hende til vanvid, hans evindelige talestrømme om Quidditch gav hende hovedpine, og de klask, han nød at give hende bagi, var absolut ikke charmerende længere.

For nogle timer siden kunne hun ikke holde sin frustration inde længere. Det eneste, der skulle til, for at få bægeret til at flyde over, var den evige kliché: et toiletsæde, der ikke var slået ned. Hermiones kommentar om brættet havde hurtigt udviklet sig til en hektisk opremsning af alle Rons andre mangler. Utilfredshed efter utilfredshed var væltet ud af munden på hende, næsten mod hendes vilje. Rons chokkerede reaktion havde snart forvandlet sig til vrede. Rasende brølede han, at hendes evige tendens til at brokke sig, gik ham på nerverne.

Dette var starten på deres mest voldsomme skænderi til dato. De havde råbt af hinanden i flere minutter, inden Hermione endelig skreg, at hun ikke kunne klare mere. Ron havde forladt lejligheden, men havde på vej ud af døren hvæset tilbage over skulderen, at alting var hendes skyld. Det var hende, der havde trukket sig bort, sagde han.

Og han havde delvist ret. Det var hende, der havde distanceret sig fra ham. Hun forstod bare ikke, hvordan han kunne bebrejde hende for det. Det var trods alt ikke noget, hun havde gjort bevidst. Følelser kunne ikke kontrolleres. Til Hermiones store beklagelse opførte de sig ikke rationelt. De kunne ikke kanaliseres eller tvinges frem på de tidspunker, hvor det ville være mest fordelagtigt.

Det skræmte hende sommetider, at mennesker var kastebold for noget så uberegneligt.

De tungsindige tanker måtte have afspejlet sig i Hermiones ansigt, for Ginny lagde en hånd på hendes skulder og smilede forstående. "Du ligner én, der kunne trænge til lidt opmuntring."

"Bestemt," mumlede Hermione og stirrede ned i sit champagneglas.

Det blide udtryk i Ginnys ansigt blev erstattet af en skælmsk grimasse. "Ved du hvad, jeg tror, du har brug for? Et godt snav!"

"Ginny!" udbrød Hermione. "Jeg har lige slået op med din bror!"

"Og hvad så? Det var tydeligt for enhver, at I ikke var lykkelige. Jeg vil vædde med, at det er flere måneder siden, I sidst har kna –"

"Shh!"

"Nå, men der er i hvert fald nok at vælge imellem her. Hvad med Williams fra Afdelingen for Magisk Transport? Han har vist altid været lidt lun på dig. Jeg så ham tidligere i aftes. Jeg tror, han står et sted henne ved indgangen."

"Ginny – " begyndte Hermione.

"Men du behøver selvfølgelig heller ikke vælge ham," fortsatte Ginny uanfægtet. "En charmerende, ung heks som dig kan få lige, hvem hun vil have. Når du har udvalgt én blandt flokken af mandfolk, kan du bare trække ham med derhen. Så er der ingen, der ser jer." Veninden gestikulerede hen mod den anden ende af salen, der var indhyllet i skygger. Hermione kunne akkurat skimte omridset af mænd og kvinder, der stod og lænede sig ind mod hinanden. Hun rødmede.

"Jeg tror ikke, jeg er i humør til den slags ting i aften," mumlede hun.

Ginny rynkede panden. "Okay så. Det må du selv om. Det var bare et forslag. Åh!" Hun drejede hovedet med en pludselig bevægelse. "Har du noget imod, at jeg smutter et øjeblik? Angelina og George er lige dukket op, og jeg har glædet mig til at fortælle Angelina om vores kamp mod Falmouth Falcons."

"Selvfølgelig ikke. Jeg prøver bare at gemme mig for Jenny så længe."

Ginny sendte hende et undrende blik. "Hvem?"

"Lige meget," svarede Hermione og viftede afværgende med hånden. "Vi ses om lidt."

"Jep, det gør vi."

Veninden snurrede rundt, så hendes røde hår bølgede gennem luften. Med samme hensynsløshed som tidligere begyndte hun at skubbe sig gennem menneskemængden, mens hun fægtede med armene i et forsøg på at fange Angelina Johnsons opmærksomhed. Hermione kunne ikke lade være med at smile. Ginny havde altid været usædvanlig entusiastisk, hvad angik Quidditch, og efter hun var kommet med på Holyhead Harpies, benyttede hun enhver lejlighed til at forklare avancerede finter og taktikker til folk, der gad høre. Angelina, der som følge af en skade havde måttet droppe sine drømme om en quidditch-karriere og nu arbejdede med arkivering af Ministeriets forskellige journaler, var altid begejstret for at lytte.

Hermione kunne ikke lade være med at tænke, at hende og Rons parforhold måske ville have udviklet sig anderledes, hvis hun havde været mere interesseret i Quidditch. Hurtigt skubbede hun refleksionen hen i baghovedet og begyndte at gå mod udkanten af forsamlingen. Hun havde en forhåbning om, at det ikke ville være så let for folk at få øje på hende, hvis hun befandt sig der. På vejen derud sneg hun sig bag om ryggen på Arthur Weasley, der intenst berettede om, hvordan nogle af de magiske genstande, de havde konfiskeret på hans afdeling, var begyndt at danse i takt med den højlydte violinmusik tidligere på dagen. Beretningen frembragte en kaskade af latterudbrud, og Hermione kunne mærke, hvordan det ligeledes trak i hendes mundvige.

Efter mange blide puf og ydmyge undskyldninger var hun endelig fri af menneskemængden. Hun trådte ud i skyggerne, hvor mørket straks lukkede sig omkring hende. Hun nød fornemmelsen af fred. For første gang siden hun var ankommet, behøvede hun ikke bekymre sig om at blive opdaget. Mens uroen langsomt sivede ud af hendes krop, gav hun sig til at betragte de omkringstående.

Der var mange folk, hun kendte. Især aurorer. Nogle få meter fremme stod selveste Roger Davies. En heks, som Hermione ikke kendte, var i færd med at trykke hans hånd. Synet fik en bølge af stolthed til at skylle gennem Hermione. Davies var mugglerfødt, ligesom hun selv, og det var altid en fryd at se, når folk som ham opnåede bred anerkendelse i troldmandssamfundet. Davies var blevet berømt for at have indfanget Stephen Nott, der havde formået at undslippe efter slaget på Hogwarts. Pågribelsen af Nott havde ført til optrævlingen af et enormt netværk af dødsgardister, der holdt til i Sydamerika, og Davies havde solet sig i succesen lige siden.

En anden grund til Davies popularitet var hans nydelige udseende. Horder af teenagepiger faldt i svime over hans høje kindben, atletiske bygning og de dybe, nøddebrune øjne. Selv nu bemærkede Hermione, hvordan kvinderne i nærheden af ham sendte ham skjulte blikke. Hun morede sig over de forgabte damer i nogle sekunder, hvorefter hun lod øjnene vandre videre gennem lokalet.

Hendes blik standsede ved Malfoy-familien. Det overraskede hende, at de overhovedet var til stede her i aften. De sidste par uger havde familien lidt under en skandale, som hele troldmandsverdenen efterhånden kendte til. Narcissa Malfoy var angiveligt stukket af sammen med en yngre elsker, og hvis man skulle tro rygterne, holdt hun nu til et sted nede sydpå. Men de resterende medlemmer af familien havde åbenbart besluttet at fortsætte med at deltage i arrangementer som dette, som om intet var hændt. Både Lucius, Draco og Astoria Malfoy holdt dog hagen højt og var samlet set det perfekte billede på kølig værdighed. Ved nærmere eftersyn syntes Hermione dog, at Draco så ud til at være en anelse anspændt. Astoria, der stod ved hans side, virkede også en smule nervøs. Hendes mørke øjne stirrede stift ud i luften, og fra tid til anden pillede hun ved én af de mange sorte krøller, der faldt ned over hendes smalle skuldre og den ranke ryg.

Hermione vendte opmærksomheden mod gruppens tredje medlem. I modsætning til de to andre røbede Lucius Malfoys ansigt intet. Dette kom ikke bag på Hermione. Hun havde ofte fået det indtryk, at manden bar en maske. Der var ikke det mindste tegn på følelse eller bekymring at aflæse i de fornemme træk. Alligevel kunne hun fornemme den intense tankeaktivitet, der summede inde bag de kolde øjne. Optaget af spekulationerne om, hvad Malfoy mon tænkte på, registrerede hun knap nok, at det skarpe, grå blik pludselig blev rettet mod hende. Det gibbede i alle hendes lemmer, da hun blev klar over, at hun havde påkaldt sig hans opmærksomhed. Med det samme så hun ned i gulvet, mens hun prøvede at regne ud, hvordan i alverden han havde bemærket hendes stirren, når hun var næsten fuldkommen skjult af skyggerne. Hun trådte et par skridt bagud og vendte hovedet bort, fast besluttet på ikke at se hen på ham igen.

Endnu engang så hun rundt i salen, i håb om at møde et syn, der kunne fascinere eller blot underholde hende, men hendes blik blev ikke fanget af noget. Hun tømte sit glas for champagne og satte det fra sig på det nærmeste bord, hvorefter hun begyndte at scanne det store lokale for at finde Ginny. Veninden var dog ingen steder at se. Et sted i nærheden lo en kvinde så skingert, at Hermione krympede sig. Først nu blev hun bevidst om, hvor meget lydstyrken i salen var steget. Alle i forsamlingen snakkede højere og højere for at overdøve hinanden, og larmen gjorde det næsten umuligt for Hermione at tænke. Hun afgjorde, at det var tid til at hvile ørerne nogle minutter og begav sig mod hjørnet af salen, hvor en dør stod åben. Festkomiteen havde besluttet, at festdeltagerne skulle have mulighed for at bevæge sig hen på et afsides sted i tilfælde af at larmen fra selskabet blev for meget, og Hermione sendte hvem end der stod bag forslaget en venlig tanke, mens hun gik gennem den lange gang.

Den pludselige tavshed virkede nærmest surrealistisk, og kontrasten til støjen i den tilstødende sal fik det til at ringe for hendes ører i nogle sekunder. Efter at have passeret adskillige berusede par, der benyttede det afsides sted til at dele intime omfavnelser, var Hermione endelig alene. Hun standsede og lænede sig opad den kølige væg, mens hun tænkte på, hvad Ron mon lavede lige nu. Sandsynligheden for at han havde det lige så elendigt, som hun selv, var rimelig stor, så det trøstede hende en smule at vide, at Harry var sammen med ham. Harry havde aldrig været den bedste med ord, men han prøvede, så godt som han kunne. Men måske snakkede ham og Ron ikke engang sammen. Måske sad de bare med hver deres ingefærøl og drak i stilhed. Ud fra hvad Hermione havde forstået, var det mænds måde at udtrykke solidaritet på.

Et suk undslap hende. Hun ville ønske, at hun og Ron havde snakket deres problemer igennem på en civiliseret måde i stedet for at blot at råbe af hinanden. Ron havde været hendes bedste ven i så mange år, og hun holdt ufatteligt meget af ham – elskede ham endda. Det sidste hun ønskede, var at være uvenner med ham. Når alt det her engang var overstået, håbede hun, at de kunne reparere deres venskab. Deres venneflok bestod af de samme personer, så det var vigtigt for alle i deres omgangskreds, at de stadig kom godt ud af det med hinanden. Og hun kunne heller ikke bære tanken om ikke at se Ron længere. Han måtte ikke forsvinde ud af hendes liv på grund af det her. Hun havde stadig brug for ham, selvom han ikke længere passede ind i en romantisk kontekst.

Hermione tilbragte nogle minutter på at gruble over den besværlige situation, som hun og Ron hver især befandt sig i, inden hendes tanker blev afbrudt. Hun løftede hovedet.

Et stykke borte kunne hun høre stemmer. To af slagsen, såvidt hun kunne bedømme. Begge var højrøstede, men den ene lød mere aggressiv end den anden. Hurtigt trak hun sin tryllestav, som hun opbevarede i den skjulte lomme i sin kjole. Vrede stemmer var aldrig et godt tegn. Lydløst sneg hun sig længere hen ad gangen, tættere på det sted stemmerne kom fra. Hun var for langt væk til, at hun kunne genkende nogen af dem, men ud fra det dybe toneleje vurderede hun det til at være to mænd. Selvom hun anstrengte sig, kunne hun ikke høre, hvad der blev sagt. Stemmerne var udtydelige og svære at adskille fra hinanden. Der var dog ingen tvivl om, at der var tale om et skænderi.

Et smerteskrig rungede pludselig gennem luften og fyldte Hermiones årer med is. Straks satte hun i løb. Hun nåede hurtigt frem til den korridor, hvor udbruddet var kommet fra. Hastigt rundede hun hjørnet, men stivnede på stedet ved det syn, der mødte hende. For enden af korridoren lå Roger Davies. Blodet fossede ud af dybe flænger i hans ansigt, mave og bryst og bredte sig under ham i en rød pøl. Hermione brød ud af sin paralyserede tilstand og snublede fremad for at hjælpe ham. Hun faldt på knæ foran ham og undersøgte panisk hans blødende sår. Et forfærdet øjeblik troede hun, at han var død, men så nåede lyden af et gurglende åndedræt hendes ører.

"Davies? K-kan du høre mig? Bare hold ud."

Ordene tumlede usammenhængende ud af munden på hende. Øjnene rullede tilbage i hovedet på Davies, og han begyndte at skælve ustyrligt. Fortvivlet pressede hun sine blodige håndflader mod aurorens bryst, mens hun råbte på hjælp. Hendes desperate stemme blev kastet frem og tilbage mellem væggene, men hun var ikke sikker på, at nogen kunne høre hende.

Til sin store lettelse opfattede hun straks lyden af løbende fodtrin bag sig.

"Træd til side, Miss Granger. Lad mig komme til."

Lucius Malfoys stemme var forbløffende rolig i forhold til det gruopvækkende syn, Davies udgjorde. Hermione, der ikke var i stand til at rejse sig, kravlede blot baglæns. Hendes håndflader, der var dækkede af Davies blod, skabte lange, røde spor på det blanke gulv. Malfoy trådte hen foran hende og pegede på den rallende auror med sin tryllestav.

"Sanare Vulnera."

En hvid stråle skød ud af spidsen på staven og lukkede for størstedelen af de blødende sår. Davies gispede. Krampagtige rystelser løb endnu engang gennem kroppen på ham, hvorefter hans hoved faldt til siden med en slap bevægelse. Hermiones øjne udvidede sig af rædsel.

"Er han …?"

Malfoy rystede på hovedet. "Nej, men det var meget tæt på. Vi bliver nødt til at tilkalde healere snarest muligt."

Hermione nikkede. Hendes hoved snurrede af kvalme og chok. Usikkert kom hun på benene. Hun så på Malfoy. Han havde endnu ikke vendt sig om, men stod stadig med ryggen til hende.

"Tak." Ordet tumlede klodset ud af munden på hende. Et absurd øjeblik kunne hun ikke lade være med at tænke, at det formentligt var første og eneste gang i hendes liv, at hun kom til at takke en Malfoy for noget. "Jeg gik i panik. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gø –"

"Spar mig dine påskønnelser, Miss Granger. De er ganske overflødige," afbrød Malfoy hende. Han drejede om på hælen, så de stod ansigt til ansigt. "I stedet for at forfalde til sentimentalitet kan du jo svare mig på, om du så noget."

Hermione, der stadig var desorienteret ovenpå den voldsomme begivenhed, så uforstående på ham.

"Så …?"

Malfoy trådte tættere på hende, og hans øjne borede sig ind i hendes med sådan en kraft, at hun mærkede sin hals snøre sig sammen. Lyse flammer ulmede i de grå iriser. Hun bekæmpede trangen til at vige tilbage.

"Jeg tvivler på, at det er gået din opmærksomhed forbi," hvislede han, "men hvis det er tilfældet, så tillad mig at oplyse dig om, hvorledes situationen forholder sig: et mordforsøg har netop fundet sted. Så. du. gerningsmanden?"

Hun rystede på hovedet. "Nej. Nej, jeg var bare i nærheden. Jeg hørte Davies skrige, så jeg skyndte mig herhen. Han var den eneste, der var her, da jeg ankom."

Hendes ord havde en brat virkning på Malfoy. Den nærmest maniske intensitet forsvandt ud af hans øjne, og han tog et skridt baglæns. "Jaså. Det lader til, at du ikke vil være til megen hjælp for aurorerne."

Hermione skulle lige til at spørge, om han selv havde set noget, men et hvin afbrød hende. Hun så sig tilbage. I den anden ende af gangen var folk begyndt at stimle sammen. Det kunne tyde på, at der var andre end Malfoy, der havde hørt hendes råb om hjælp. En kvinde, sandsynligvis den person, der havde udstødt det højlydte hvin, svajede faretruende på stedet, og en mand i habitjakke greb hende om skulderne, for at hun ikke skulle vælte omkuld. Flere mennesker begyndte at dukke op, men ingen af dem nærmede sig for at hjælpe. Deres eneste bidrag bestod af distraherende rædselsskrig. Den meningsløse passivitet gav Hermiones beslutsomhed fornyet styrke.

"Find Kingo!" råbte hun. "Sig til ham, at der er sket en ulykke, og at vi har brug for et hold healere med det samme!"

En mand i forsamlingen nikkede og forsvandt ud af syne. Få minutter senere kom Kingo Sjæklebolt stormende hen ad gangen, efterfulgt af en gruppe healere i limegrønne gevandter.

Der var stort postyr. Alle, herunder også Hermione og Malfoy, blev evakueret fra stedet, og området blev straks afspærret. Alle festdeltagerne blevet gennet sammen i den store sal, som en flok urolige får. Fra alle sider hørte Hermione ængstelig hvisken og spekulation om, hvad der netop var foregået. De mange nervøse stemmer forstummede dog, da Kingo trådte op på scenen. Han holdt spidsen af sin tryllestav mod halsen, så hans stemme blev forstærket. Fattet og formelt informerede han forsamlingen om, at der var sket et overfald, og at ingen måtte forlade salen.

Hermione hørte 'prior incantato' blive fremmumlet flere steder i salen, og det gik op for hende, at vagterne var begyndt at undersøge gæsternes tryllestave. Dawlish og Stoltenfuss, der havde ageret dørmænd det meste af aftenen, trådte nu ind i deres sædvanlige roller som medlemmer af Den Magiske Efterretningstjeneste. Timm Stoltenfuss måtte rømme sig to gange, før det gik op for Hermione, at han stod og kiggede afventende på hende. Hurtigt rakte hun ham sin tryllestav. Han holdt den op over for sin egen tryllestav, så spidserne pegede mod hinanden. En svag skygge steg op fra Hermiones tryllestav og afslørede en bleg boble af lys.

"En lumosbesværgelse," sagde auroren og stregede Hermiones navn ud på en liste, han holdt i sin anden hånd. Han gav Hermione tryllestaven tilbage og fortsatte sin gennemgang af gæsterne.

Hermione så til mens alle, lige fra Astoria Malfoy til kluntede Williams fra Magisk Transport, fik inspiceret deres stave. Dawlish måtte kæmpe med Williams i flere minutter, fordi Williams, der var nærmest sanseløst beruset, var i færd med at demonstrere indviklede dansetrin. Til sidst lykkedes det dog for auroren at få fat i hans tryllestav. Hermione, der havde været optaget af det pinagtige syn, drejede hovedet, da hun hørte lyden af sit navn.

"Hermione! Hermione! Åh, Merlin være lovet!" Ginny skød frem fra menneskemængden og slyngede armene om sin veninde. Omfavnelse slog næsten al luften ud af Hermione. "Jeg hørte folk skrige, og jeg kunne ikke finde dig nogen steder! Jeg var så bekymret! Og så hørte jeg det om Davies, men jeg vidste ikke, om der var andre, der også var kommet til skade –"

Hermione, der ikke kunne gengælde krammet uden risiko for at plette Ginnys fornemme kjole med blod, holdt blot armene stift ud til siden.

"Bare rolig," sagde hun. "Jeg er ikke kommet noget til. Men det var mig, der fandt Davies, så jeg er stadig en smule rystet."

"En smule? Efter hvad folk fortæller, så var hver kvadratcentimeter af Davies flænset op –"

"Jeg har faktisk ikke lyst til at snakke om det ..."

Ginny rystede på hovedet. "Selvfølgelig ikke. Det forstår jeg godt. Det må have været virkelig voldsomt." Hun så sig omkring. "Jeg håber, de snart finder ud af, hvem der gjorde det."

Hermione nikkede. Det måtte have været én fra forsamlingen, der havde overfaldet Davies. Ingen andre var kommet ind, uden at vagterne havde bemærket det.

Hun lod blikket glide gennem selskabet. Draco Malfoy, der netop havde fået undersøgt sin tryllestav, løftede hovedet og rev med en arrogant grimasse sin tryllestav ud af Stoltenfuss' greb. Han brugte nogle sekunder på at børste træet af, før han proppede staven tilbage i sin lomme. Hermione kunne ikke lade være med at himle med øjnene. Andre mennesker, som hun genkendte fra sin hverdag i ministeriet, fik også undersøgt deres tryllestave: Susan fra Afdelingen for Misbrug af Mugglergenstande, Jenkins fra Afdelingen for Magiske Spil og Sportsgrene, McAllister fra Mysteriedepartementet. Hver eneste af dem så foruroliget ud.

Efter en time var gennemgangen af selskabet næsten ovre. Hermione og Ginny havde sat sig på gulvet i udkanten af salen. De lænede sig opad væggen, og Ginnys hoved hvilede udmattet på Hermiones skulder.

"Nu lader det til, at der sker noget," mumlede veninden.

Hermione rettede sig op med det resultat, at Ginny udstødte en klagende lyd. Hun så op på scenen, hvor Kingo netop gjorde sig klar til endnu en vigtig udmelding. Efter at have forstærket sin stemme meddelte ministeren, at aurorerne nu var færdige med at inspicere tryllestave, og at alle var frie til at tage hjem. Hermione måbede. Hun kom på benene med en klodset bevægelse og var nær faldet over de stiletter, hun havde befriet sine fødder fra for nogle minutter siden. Halvvejs snublende ilede hun mod det sted, hvor Kingo befandt sig. Ministeren, der netop var trådt ned fra scenen, havde ikke opdaget, at hun nærmede sig. Hun greb ham i armen, og han drejede hovedet med et undrende ryk.

"Du kan da ikke bare lade folk gå!" protesterede hun.

"Det bliver vi nødt til," svarede ministeren. "Vi har inspiceret alle gæsternes tryllestave, og ingen af dem viser tegn på den forbandelse, Davies blev ramt af."

"Men – men overfaldsmanden er et sted her i blandt os." Hermione mærkede sin stemme blive skinger. "Det ved du! I er nødt til at tjekke alibier … afhøre folk ... finde ud af, om der der nogen, der har set noget!"

Hendes indtrængende bønner frembragte et medfølende smil på Kingos læber. Han rystede på hovedet. "Ikke nu, Hermione. Det vil blive gjort i løbet af den kommende uge. Folk har været rigeligt igennem her til aften."

Hun stønnede. Hvis bare Harry havde været her. Han ville kunne overbevise Sjækelbolt om, at det var nødvendigt at udvise større handlekraft. Folk havde en tendens til at lytte mere til Den Udvalgte, end de lyttede til Den Udvalgtes intellektuelle følgesvend. Frustreret gik Hermione tilbage til Ginny. Hun så ned på sin rødhårede veninde.

"De har ikke tænkt sig at gøre mere i aften."

Ginny løftede hovedet. "Det ved jeg. Det var det, de lige sagde."

"Går det dig slet ikke på?" spurgte Hermione. "De ved, at den person, der overfaldt Davies, befinder sig et sted her i forsamlingen, og alligevel – " Hun slog ud med armene for at understrege sin forargelse.

"Det er én person ud af flere hundrede." Ginny rejste sig. "Resten er trætte og bange og længes efter at vende tilbage til deres trygge hjem, hvor de kan glemme alt om det traumatiserende drabsforsøg, der afbrød en ellers så hyggelig aften. "

Hermione sukkede. "Du har nok ret."

"Alle de tilstedeværende er blevet noteret. Den Magiske Efterretningstjeneste går sikkert i gang med efterforskningen lige så snart salen er blevet tømt. De gør, hvad de kan."

Hermione havde stadig på fornemmelsen, at der kunne gøres mere, men hun holdt opfattelsen for sig selv. Hun stirede dystert frem for sig, indtil en opmuntrende tanke tændte en gnist af håb i hendes indre.

"Måske sætter de Harry på sagen."

"Det tror jeg ikke," sagde Ginny. "Han har travlt med at opspore Thorfinn Rowle for tiden. Han har brugt måneder på at jagte ham gennem hele Europa."

Denne oplysning havde en nedslående effekt på Hermione. Hun havde håbet på, at Harry ville stå i spidsen for efterforskningen. Det var alment kendt, at han var én af aurorafdelingens bedste undersøgelsesledere.

"Apropos Harry så må jeg hellere tage at komme hjemad." Ginny kastede en hidkaldebesværgelse, så hendes jakke kom susende ud fra garderoben. "Det her er én af de første weekender, han har været hjemme, siden han blev sat på sagen med Rowle. Jeg går ud fra, at han sidder derhjemme lige nu. Måske sammen med Ron."

"Hvis Ron er der, vil du så ikke sige undskyld?" spurgte Hermione med et bedende blik. "Sig til ham, at jeg ikke mente –"

Ginny hævede hånden og bremsede hendes ordstrøm. "Selvfølgelig mente du det, du sagde."

"Men jeg –"

"Stop, Hermione. Ikke noget 'men'. Du havde det forfærdeligt sammen med Ron, ikke sandt?"

Hermione pressede læberne sammen i nogle sekunder, hvorefter hun nikkede bekræftende.

"Så lad være med at lytte til din overdimensionerede samvittighed for en gangs skyld. Hvis du genoptager forholdet til ham på grund af medynk, varer det ikke mere end et par uger, før I er ved at bide hovederne af hinanden igen. Så fordi jeg er en god veninde og en god søster … " Ginny fumlede med hænderne i jakkeærmerne, og Hermione kunne høre hendes sølvarmbånd klirre, "så siger jeg til Ron, at han kan komme og hente sine ting i næste uge."

Hermione skulle til at åbne munden for at protestere, men fangede et glimt af den stålfaste beslutsomhed i Ginnys ansigt. Det var det samme skær, der lagde sig over hendes øjne, når hun marcherede ind på Quidditch-banen et par minutter inden kampen blev fløjtet i gang. Hermione kunne lige så godt opgive. Der var ikke mulighed for yderligere diskussion.

Hun bøjede hovedet en anelse. "Okay. Men sig det til ham på en nænsom måde, vil du ikke nok?"

"Pfft! 'Nænsom' er mit mellemnavn," grinede Ginny.

Hermione kunne ikke lade være med at smile over den åbenlyse løgn. Ginny var berømt for sin skånselsløshed – både på quidditch-banen og i følelsesmæssige anliggender. Det var derfor, hun var den eneste, der kunne håndtere Harry, når hans temperament kogte over. På trods af dette var Hermione ikke i tvivl om, at veninden ville tage hensyn til Ron, også selvom hun normalt plejede at være meget ligefrem og kynisk, hvad angik hendes brødre.

Ginny, der var blevet færdig med at knappe sin frakke, så på Hermione med et mildt blik. "Det er for dit eget bedste, det ved du godt, ikke?"

Hermione nikkede og sendte hende et lille smil. "Ja. Og jeg er glad for, at du minder mig om det. Jeg glemmer sommetider, hvad der er bedst for mig selv."

"Samme her. Jeg datede Michael Corner og Dean Thomas for himlens skyld."

De fnes begge, og i nogle sekunder var det næsten som de gange, de havde siddet på pigernes sovesal på Hogwarts og fortalt hinanden om pinlige hemmeligheder og fjollede, romantiske fantasier. Erindringen om de mange hyggelige stunder fik Hermione til at lyse en smule op.

"Du er ikke bare en god veninde, Ginny" sagde hun stille og sendte den rødhårede et blik fyldt med taknemmelig varme. "Du er en fantastisk veninde."

Ginny smilede. "Jeg prøver." Hun kastede et blik mod salens udgang. "Nå, men jeg må se at komme af sted."

"Pas på dig selv." Ordene faldt ud af munden på Hermione. Efter alt det, der var sket i aften, virkede det vigtigt at få det sagt.

Den rødhårede blinkede til hende. "Det gør jeg altid. Men jeg tror ikke, der er nogen grund til bekymring. Tror du selv på, der er nogen, der tør at lægge sig ud med mig?"

"Bare vær forsigtig, okay?"

"Ja, ja, du lyder snart ligesom min mor," lo Ginny. Hun gik hen til udgangen, men så sig tilbage over skulderen en sidste gang, inden hun forsvandt ud af den. "Hvis du får brug for at snakke, så send mig en ugle." Så var hun væk.

Hermione sendte hende et mentalt 'tak' og satte sig ned på en stol. Hun prøvede at vende sig til tanken om at tage tilbage til lejligheden. Alle Rons ting var der stadig. Billederne med deres mange fælles minder stod stadig på kommoden, de krigeriske brikker fra hans skakspil hoppede frem og tilbage på sofabordet, og hans rædsomme rødbrune uldsweatere lå stadig i klædeskabet. Lige nu orkede hun ikke at blive konfronteret noget, der kunne minde hende om ham. Hun ville ønske, hun bare kunne glemme det hele …

En puslende lyd fik hende til at se op. Kingo Sjækelbolt stod foran hende.

"Er du okay?"

Det gik op for hende, at det var anden gang i aften, nogen spurgte hende om det, omend det var i to meget forskellige henseender. Selvom hun havde lyst til at give ministeren det samme svar, som hun havde givet Ginny nogle timer tidligere, fremtvang hun et forsikrende smil.

"Ja. Jeg klarer mig."

Sjækelbolt gjorde en fejende bevægelse med sin tryllestav, så en stol svævede hen og stillede sig på jorden foran hende. Han satte sig på den og så på Hermione med et alvorligt blik.

"Jeg beklager det med Davies. Du ved, at jeg gerne ville have gjort mere, men vi havde ingen autoritet til at tilbageholde folk imod deres vilje."

"Undskyldning godtaget," sagde Hermione blot. "Hvordan har Davies det?"

"Healerne gav ham blodforøgende eliksir," berettede Kingo. "De sagde, at hans tilstand var kritisk, men at de forhåbentlig ville være i stand til at stabilisere ham i løbet af natten."

"Der var så meget blod ..." Hermione genkaldte sig aurorens sår med en kraftig gysen. "Hvad kunne have forsaget sådan nogle skader? Sectumsempra?"

Ministeren rystede på hovedet. "Nej. Den her forbandelse var stærkere. Det er ikke noget, jeg har set magen til før i min tid som auror. Sårene var bredere. Dybere. Hvis du og Lucius ikke havde fundet Davies, så ville han være forblødt på under et minut."

Hermione sank en klump. "Jeg ved ikke, om det her lyder søgt, men tror du overfaldet kan have noget at gøre med … "

"... Hans blodstatus?" afsluttede Kingo.

Hun nikkede. Spørgsmålet havde ligget hende på sinde hele aftenen. Kingo kendte hende efterhånden så godt, at han vidste, hvor meget hun frygtede for sådanne forbrydelser.

"Jeg ved det ikke," sagde ministeren. "Det er muligt. Men Davies er en auror. Hans valg af job vil automatisk give ham mange fjender. Overfaldet behøver ikke have noget at gøre med hans afstamning."

Hermione så tøvende ned i gulvet i nogle sekunder, hvorefter hun endelig overvandt sig selv. Målrettet hævede hun hovedet.

"Lad mig tage del i efterforskningen."

Kingo så overrasket på hende. "Hvad?"

"Hvis det her viser sig at have noget at gøre med Davies' status som mugglerfødt, så er der ikke noget, jeg hellere vil end at hjælpe ministeriet med at fange gerningsmanden."

"Hermione …" begyndte Kingo langsomt, "du arbejder med Kontrol af Magiske Væsner. Hvem siger, at du overhovedet vil være kvalificeret til ..."

"At opklare kriminalsager og forsvare mig mod mørk magi? Kingo, jeg brugte alle mine år på Hogwarts på at opklare mysterier og løse gåder. Jeg kæmpede mod dødsgardister, da jeg var femten! Jeg er mere kvalificeret end halvdelen af dine aurorer."

Hermione kunne udmærket høre, hvor arrogant det lød, men det ændrede ikke på det faktum, at det var sandt.

"Vil du ikke nok gøre mig den tjeneste?" spurgte hun og prøvede at lyde mere ydmyg. "For gammel venskabs skyld."

Kingo sukkede. "Det ved du godt, jeg ikke kan, Hermione. Jeg er nødt til at overlade efterforskningen til dem, der er berettiget til det. Jeg kan ikke bare sådan uden videre ændre i din jobbeskrivelse."

"Men du ved, hvor meget jeg brænder for sagen om ligestilling," tiggede hun. "Hvis det her hænger sammen med Davies' blodstatus –"

"Jeg lover dig, at folkene i efterforskningsafdelingen nok skal gøre alt i deres magt for at opklare det. Men jeg kan desværre ikke føje dit ønske. Det beklager jeg."

Hermione så på ministeren. I hans brune øjne kunne hun tydeligt se, hvordan afvisningen oprigtigt gjorde ham ondt. Sådan var det altid med Kingo. Det var hans naturlige medfølelse med andre, der havde gjort ham så populær både inden og uden for ministeriet. Og netop fordi hans beklagelse var så dybfølt, kunne hun ikke klantre ham for det afslag, hun netop havde modtaget, uanset hvor skuffet hun var.

"Jeg forstår," sagde hun og rejste sig.

Hun tog afsked med Kingo og forlod bygningen. Udmattet efter aftenens begivenheder formåede hun ikke at ramme nøglehullet, da hun prøvede at låse døren til sin lejlighed op. Det var først efter flere minutter, at det faldt hende ind at finde sin tryllestav frem. Forlegen over sin egen tåbelighed mumlede hun et lavmælt 'alohomora'. Døren svarede igen med et 'klik'. Hun skubbede dørhåndtaget ned og trådte indenfor.

Alt var stille. Selvom hun vidste, at Ron ikke var her – han overnattede sandsynligvis på sofaen hos Harry og Ginny – forventede hun alligevel at høre hans stemme, sådan som hun var vant til, hver eneste gang hun kom hjem. Hermione afførte sig sin jakke og skoene med de smertefuldt høje hæle, hvorefter hun gik ud på badeværelset og begyndte at vaske sine hænder. Det varme vand opløste resterne af indtørret blod, og tynde, røde dråber forsvandt ned i afløbet. Hun begyndte at løsne de utallige hårnåle, der på utrolig vis havde formået at holde hende hår under kontrol gennem hele aftenen. Hendes hovedbund var øm, og hun masserede den blidt i nogle sekunder. Hun fjernede sin make-up og betragtede sit eget spejlbillede i noget tid, tilfreds med atter at kunne genkende synet, der mødte hende. Den ganske almindelige Hermione Jean Granger, uden nogen form for kunstig, kosmetisk facade.

Hun gik ind i soveværelset og lagde sig på sengen. Der var uhyggeligt stille i lejligheden. Et kort øjeblik savnede hun næsten at høre Rons snorken rulle gennem mørket. Hun stirrede op i loftet. Det var underligt at være alene. Hermione havde altid været vant til at have mennesker omkring sig. På Hogwarts havde hun som regel siddet og læst lektier i Gryffindors opholdsstue, hvor omgivelserne summede af liv. Og på arbejdet gik der ikke et minut uden at én eller anden kollega bankede på døren ind til hendes kontor for at spørge hende til råds. Selv da hun boede hjemme hos sine forældre tog hun sine bøger med ned i stuen, hvor de sad, fordi hun ikke brød sig om at sidde alene oppe på sit værelse. Hun kunne lide fornemmelsen af at have aktivitet omkring sig. Hvis den ophørte, var hun overladt til en kvælende tomhed. Ligesom nu.

Hun vendte og drejede sig på sengen, men kunne ikke finde en komfortabel stilling. Efter nogle minutter gik det op for hende, at hun stadig var iført den fine kjole, der var købt specielt til aftenens anledning. Hun lynede lynlåsen op og kravlede ud af silkesagen, hvorefter hun kastede den ned på gulvet, for træt til at bekymre sig om det fintvævede stof og de skrøbelige, forgyldte knapper. Gabende kravlede hun ned under den tykke dyne, og varmen lagde sig om hende som en beskyttende puppe. Hun priste sig lykkelig for, at hun for en gangs skyld ikke behøvede at kæmpe en semi-voldelig kamp for at erobre bare et lille hjørne af dynen.

Hendes øjne gled i, men søvnen nægtede indfinde sig. Ikke at hun havde forventet det. Efter voldsomme begivenheder som dem i aften var hun aldrig i stand til at sove. Dengang hun havde været på jagt efter horcruxer sammen med Harry og Ron, havde hun knap nok lukket et øje, men selvfølgelig havde hun aldrig fortalt sine venner det. Hendes hjerne havde snurret efter dagens mange hændelser, og de forvirrende brudstykker af Dumbledores gåder havde holdt hendes vågen indtil de tidlige morgentimer.

Lige nu tonede glimt af aftenens indtryk frem på hendes nethinde. Billederne var uskarpe og flød sammen på kryds og tværs, men hun var for træt til for alvor at fokusere på nogen af dem. Erindringen om sanseindtryk smeltede ind i hinanden. Hendes hukommelse blev dog ved med at presse ét bestemt billede frem i hendes bevidsthed: Roger Davies, der lå foran hende, blødende og gispende. Hun gøs i sin halvvågne tilstand og trak dynen tættere op omkring sig. Synet mindede hende om dengang Ron var Gået i Spåner på grund af Yaxley. Hun huskede, hvordan lunser af kød havde manglet på hans krop, og hvordan hun kun akkurat havde formået at standse blødningerne ved hjælp af oregano-essens.

Davies havde også været sekunder fra at forbløde. Sjækelbolts stemme var som et fjernt ekko i hendes hoved.

'Hvis du og Lucius ikke havde fundet Davies …'

Hermione gjorde en synkebevægelse. Ja. Hvis ikke Malfoy var ankommet i tide, ville Davies have ligget på et lighus netop, og ikke i en blød seng på Skt. Mungos. Hun huskede den frelsende hvide stråle, der havde skudt ud af Malfoys tryllestav og lukket de fleste af aurorens sår. Det var et rent lykketræf at Davies var blevet helet i tide.

Tanken vred sig i Hermiones bevidsthed og nægtede at glide bort.

Helet –

Hun spærrede øjnene op. Erkendelsen ramte hende med sådan en styrke, at hele hendes krop rystede. Hun satte sig op i sengen.

Der var noget, der ikke passede sammen.

Nej, rettede hun sig selv. Der var noget, der passede alt for godt sammen.

Hun blev nødt til at snakke med Lucius Malfoy så snart det kunne lade sig gøre.