Disclaimer: Naruto serien er ikke min ejendom på anden måde end at jeg køber mangaen.

Prolog

Kvinden med det lyserøde hår knælede foran den ældgamle helligdom. Røgelsen sved i hendes følsomme næse og øjne, men det var ikke årsagen til at strømme af salt vand banede sig vej ned af hendes ansigt. Hun var i familietemplet, hendes bønner meget sent på den. Man har ikke så meget tid til bønner når man er den anden bedste læge i en shinobi landsby. Det var i hvert fald det hun fortalte sig selv. Sandheden er at templer og religion aldrig rigtig betød noget for hende. Hendes forældre havde plaget hende i årevis for at få hende til at tage rejsen, for at gøre det oftere end aldrig. De sagde det var godt for hendes sjæl at bede. Selv nu var det ikke grunden til at hun befandt sig i det lille tempel skjult i bjergene.

Sakura så op på helligdommen. Selv gammel og medtaget indgød statuen af den ranke selvsikre kvinde en vis ærefrygt dybt i hende. I den venstre hvide marmor hånd var et timeglas i den højre en vægt, af den gamle slags med en skål på hver side. Hendes mejsel markerede ansigt viste ingen følelser, men de blinde åbne øjne ville se på dig og indgyde frygt i dit hjerte som kun en gudinde kunne.

De havde fået Sasuke tilbage. Det var meningen de skulle fejre det, de skulle være glade. Men det var de ikke. Sasuke havde ikke sagt et ord, ikke en eneste gang. Hans øjne var rettet imod dem, men der var ikke nogen genkendelse. Der var kun tomhed. Hun var bange. Hun vidste Naruto også var det. Hvilket bragte hende tilbage til hvorfor hun var der; hun var kommet for at bede for Sasukes sjæl. Den han så ud til at have mistet. Sjælen som han måske allerede havde mistet den dag han kom hjem og fandt hele hans familie død, slagtet af hans egen kære storebror.

Hun låste sine øjne fast på statuens. Trodsig selv i hendes knælende position. Hendes bønner ville ikke blive hørt, for hun troede ikke. Logik var hvad dikterede hendes liv, men for Sasukes sjæl ville hun bede, om ikke andet så bare en smule. For hans skyld ville hun vende tilbage med ny gejst, klar til at forsøge at bringe lidt liv tilbage i hans øjne. Hvor hun dog ønskede med hele hendes hjerte at Uchiha massakren aldrig havde fundet sted. Hun ville gøre hvad som helst, hvad som helst for at ændre det.

Alt blev sort.

Oo o oO

Sakura...

Sakura...

"Sakura, min datter, vågn op" Sakura blinkede hendes øjne åbne blot for a knibe øjnene sammen mod det intense lys. Hun satte sig op med en hånd som støtte til hendes hoved. Ved guderne, hvor gjorde det ondt. Hun hørte en sagte kluklatter.

"Du burde ikke påkalde dig guderne for noget så ligegyldigt" Hun løftede sit hoved med et ryk, blot for at blive mødt med blinde mælkehvide øjne få centimeter fra hendes egne.

"Du antager for meget, kære datter" klingende kvindelige latter hang i luften og rungede smerteligt i Sakuras ører.

"Hvor er jeg?" Svagheden i hendes stemme kom som en overraskelse for hende. Hun så sig omkring men der var kun hvidt. Selv den smukke kvinde ved hendes side så ud til at bestå af rent hvidt lys.

"Dette er intet sted og der er ingen tid her, men jeg bragte dig ikke nogen steder hen for at besvare dine tåbelige trivielle spørgsmål." Kvinden rejste sig i sine fulde højde og tårnede sig over Sakura. Sakura ville ikke stå for det, hun ville ikke være underlegen til hvem end det var. Hun kæmpede med sin ømme krop og det lykkedes hende til sidst at stå, til den andens store fornøjelse. Hun slap endnu en perlerække latterfyldte toner. Sakura var ved at blive godt vred; hendes krop gjorde ondt, hendes hoved gjorde ondt og den latter rungede helt ind i knoglerne på hende. Hvem end den kvinde var, hvis ikke hun stoppede meget snart, ville hun sørge for at ondulere hendes skinnende bagdel. Næsten som havde hun hørt hendes tanker røg grineflippet lige et par decibels i vejret, før hun endelig fik hold på sig selv.

"Jeg burde virkelig gøre det her noget oftere. I små er virkelig ganske underholdende," ved dette punkt var Sakura lige på grænsen af et epileptisk anfald i hendes irritation, men hun tabte hurtigt pusten ved hendes næste ord; "men som jeg sagde, bragte jeg dig ikke her for noget så mundant som dette. Jeg tror jeg muligvis kan hjælpe dig med dit ønske."

Mundlam trådte pigen et skridt væk. 'Mit ønske?' var den mest prominerende tanke i det forvirrede spørgsmåls mylder.

"Ja nemlig, dit ønske!" hun klappede hænderne sammen triumferende, "Du så så bekymret ud og du var den første der besøgte min helligdom i så mange år. Selvom du ikke troede et eneste sekund før det ønske, så nåede det mig," hun holdt inde og grøn mødte hvid i et intenst øjeblik der føltes som en evighed. Langsomt og tydeligt fortsatte hun," du vil virkelig gøre hvad som helst for den dreng; for hans lykke?" Kvinden så pludselig meget yngre ud, hendes ansigt meget mere barnligt sådan som det skinnede af iver.

"Jeg vil gøre alt for Sasuke!" deklarerede hun selvsikkert før hun tilføjede med lille stemme, "jeg elsker ham så højt" Hendes hjerte trak sig smerteligt sammen ved mindet om hans tomme øjne.

Rynkede bryn ændrede pludselig kvindens ellers perfekte ansigtstræk. Hun vendte sig om med et sæt så de umuligt lange lysende hårstrå hvirvlede omkring hende.

"Jeg kan ikke ændre fortiden... det er kun de højere Guder der har den magt" Sakura's blik faldt mod jorden. Et øjeblik der havde hun haft et tåbeligt håb. Hendes stemme tøvede men fortsatte så, "jeg kan dog give dig muligheden for at ændre det, men" fortsatte hun for hun kunne mærke pigens håb spire igen, "det kræver et offer og der er ingen ekstra chancer, når det er gjort kan tingene ikke vende tilbage til hvad de var. Du vil aldrig kunne vende tilbage til din egen tid, den vil aldrig have fundet sted."

Sakura tog en dyb indånding, "hvad er mit offer?" Kvinden som pludselig så meget ældre ud vendte sig tilbage mod hendes. Hun så det unge menneskes øjne en så stålsat vilje, at hendes beslutning var taget.

"Du vil blive nødt til at ofre dig selv og din egen mulighed for lykke sammen med den dreng."

'Ofre min egen chance for at være sammen med Sasuke? Ofre mig selv? Hvad skal det betyde?'

Hun kunne altid vende tilbage til Konoha som hun havde planlagt. Prøve at bringe hans sjæl tilbage ved hendes og Naruto's blotte stædighed, men selv hvis det lykkedes dem. Selv hvis de fik hevet noget af den Sasuke tilbage som de kendte, ville det aldrig helt forsvinde; det jagede blik i hans øjne, ensomheden, tomheden. Det ville være der for evigt – lige under overfladen.

"Jeg gør det..." hendes ord var knapt hørlige men beslutsomme.

Gudinden trådte frem og kyssede den unge kvindes pande, "Jeg kan ikke hjælpe dig meget", der var en vis hast i hendes ord, "Jeg vil placere dig præcis to år før massakren fandt sted, det burde være nok tid, under alle omstændigheder kan jeg ikke give dig mere... Tid er penge, du ved," der var smilerynker omkring hendes øjne ved hendes joke, "Uchiha Itachi er nøglen, så jeg vil ændre din alder så den passer med hans."

Hun greb Sakura's hånd og Sakuras øjne blev store. Følelsen af hendes hånd mod sin var som at stikke hånden ned i en bjergbæk; på samme tid iskold og forfriskende. Hun greb et timeglas ud af den hvide luft og placerede det i pigens hånd, "når dette blive vendt vil det blive som jeg har sagt."

"Dit offer," hun hev hurtigt og smertefrit et af Sakura's hår fri og placerede det på den vægt der pludselig dukkede op i hendes højre hånd. Vægtskålene var ulige, men så snart det farverige hårstrå var sluppet balancerede de sig, "er accepteret," fortsatte hun. Sakura var musestille under hele processen.

"Du kan ikke bruge dit rigtige navn, jeg tror dog Sakura går an da det er et rimeligt almindeligt navn, men at opgive dit familienavn er en del af dit offer. Du vil stadig huske dit tidligere liv og dine opnåede evner vil dermed være intakte. Du kan ikke fortælle nogen om hverken dette eller dit tidligere liv. Det vil fange de højere guders opmærksomhed. Tro mig, det ønsker du ikke, da det vil resultere i din død. Rent basalt eksisterer du ikke i den verden før jeg sender dig dertil."

Sakura's hoved snurrede rundt med al den information.

"Jeg kan ikke gøre mere for dig, vi vil forhåbentlig aldrig ses igen. Må skæbnen blæse din vej"

Hun så ned på timeglasset i hendes hænder. Lyserøde hårstrå skjulte hendes ansigt. Det her var farvel til hendes gamle liv. Hun tog en dyb indånding. 'Farvel Naruto' Med hjertet i halsen og rystende hænder vendte hun timeglasset. Smerte eksploderede gennem hendes krop. Hun gispede, da hun følte sin chakra blive drænet. I et lysglimt forsvandt hun efterladende kun et par sølver tårer der faldt mod det hvide som havde tjent som gulv.

Gudinden bukkede sig ned i en flydende bevægelse og fangede tårerne i en lille glasflaske. Man ved aldrig hvornår man har brug for en skønjomfrus tårer.

Forfatterhjørne: Ja, det her er jo egentlig en oversættelse af min historie Wish, så vil du gerne læse videre med det samme er der den engelsksprogede vej, men ja jeg syntes bare der var for lidt Naruto fanfiction på dansk. Den danske version her vil blive opdateret sådan når jeg har lidt tid, men ikke føler for at skrive videre på det nyeste kapitel. Tak for opmærksomheden :D