Navnet er Remus…

Remus John Lupus…

17 år gammel…

Blodtype AB negativ…

Varulv...

Det fjerde medlem af The Marauders...

Også kendt som Moony…

Bedste ven med James Potter, Peter Pettigew, og Sirius Black…

Og hemmeligt forelsket i sidstnævnte…

Jeg fandt ud af min forelskelse på en af de sidste uger på 6 årgang.

Det var sket en søndag aften, jeg lå på min seng og for anden gang den bog vi skulle have læst til forvandlingstimen i morgen. Det var fuldkommen stilhed i sovesalen. James jagtede sikkert Lily rundt et sted på skolen, Peter sad nede i opholdstuen og svedte over en stil til magienshistorie som jeg for længst havde lavet. Og Sirius… Ja han var jo Sirius… Han kunne være hvor som helst.

Idet mine tanker ramte den sorthåret dreng, blev døren slået op og den førnævnte trådte ind i rummet, som han ejede det. (Jeg var nærmest sprunget op af sengen i forskrækkelse)

Han havde et håndklæde liggende over håret, selvom det faktisk ikke rigtigt dækkede det, det var der bare, og han var åbenbart lige kommet ud af sit bad, og havde ikke fundet det nødvendigt at tage sin skjorte på, så han var kun iført et par slidte cowboy bukser "Moony? Læser du nu det kapitel igen? Det er først til om en måned."

Som sædvanlig var han totalt bag ud, jeg så på ham: "Nej Padfoot, for en måned siden havde vi en måned til at læse den, nu har vi" Jeg kiggede kort på uret på mit senge bord "Mindre en 16 timer," jeg så på ham hen over kanten på bogen.

Jeg begyndte at opdage underlige ting, . hvor stramt hans bukser sad om hans smalle hofter, og hvordan vandet der dryppede fra hans hår fandt vej ned over hans trænede overkrop, nogen ting jeg aldrig før havde lagt vægt på, men nu stod meget klart for mit blik. Det stod også klart hvor smuk og perfekt hans øjenfarve var, hvor dejlig hans lette solbrændte hud var. Han så så fantastisk ud, han var en gud i menneskelig form, en helt gennemført gud.

Han nærmede mig og viftede med hånden foran mit ansigt "Moony! Vågn op! Jeg står og snakker til dig." Han snappede bogen fra mig, "Ikke mere bog til dig."

Jeg rakte ud efter bogen, mens jeg langsomt vågnede op af min døs, "Padfoot, giv mig min bog tilbage!"

Sirius holdte bogen væk fra mig, "Nej, det er for tide at du holde op med at læse, og i stedet er lidt social med os andre. " Det sædvanlige Sirius smil var om hans læber, det havde aldrig rørt mig før, men lige der, lige i det øjeblik smeltede det mit indre.

Ja…. Det var sådan jeg fandt ud af min forelskelse, jeg sagde det ikke til ham, selvfølgelig! kan du ikke se hvor underligt det ville være? Sirius var skolens største player, måske lige overgået af en enkel Slytherin-elev.

For det anden var Sirius en smule homofob, jeg kunne huske en episode på 5 årgang, hvor han troede at Peter var homoseksuel, han havde 100% nægtet og tale til ham i flere uger. Okay. Måske var jeg også lidt bange for at indrømme mine følelser for mig selv. Det er vel også helt normalt, jeg havde aldrig tænkt på mig selv som en mulig bøsse, men efter Sirius var der sket andre ting.

Jeg var begyndt at kigge på andre drenge som jeg kiggede på piger, og piger betød intet for mig mere, jeg kan ikke se det fantastisk i et sæt bryster, ikke at jeg nogensinde havde kunnet det. Det var mere James og Sirius afdeling, men jeg kunne se det fantastiske det fantastiske i Sirius smalle hofter og smukke krop. Ja… den var helt galt med mig.

Sommerferien kom, og 6 år var afsluttet. Og The Marauders... gik hvert til sit... Det var første gang at Sirius skulle tilbringe hele sommeren hos familien Potter, og jeg så ham gå fra toget over til James forældre, jeg så dem over ryggen på min far som jeg gav et kram. Både ham og James vinkede muntert til mig da de satte sig ind i en bil.

Det skulle blive starten på en både kedelig, men også alligevel spænde og letter lærerig sommerferie. Siden 2 årgangs sommerferie har det været en tradition at The Marauders mødes sidste uge af ferie, og dette år var det min tur til at holde hele gruppen den sidste uge.

Næsten hele min sommerferie plejede at være bøger, og forberedelse til det næste år, ja… min sommerferie var kedelig, men jeg havde vendt mig til det. Der var selvfølgelig de uudholdelige dage op til fuldmåne, uden mine venner til at fjerne mit fokus på det altid tilstedeværende varulv inde i mig, var dagene hård. Og de to sidste dage op til det, turde mine forældre slet ikke sige mig imod.

Jeg var som en tikkende bombe på to ben, jeg vrissede og hvæssede af alle der turde nærme sig mig. Selve fuldmånen var den værste jeg havde oplevet, det var den første fuldmåne efter opdagelsen af min seksualitet. Og selvom jeg havde taget min eliksir var jeg fuldkommen rastløs, jeg havde det forfærdeligt og skaderne jeg gjorde på mig selv var også forfærdelig.

Efter den oplevelse måtte jeg ligge flere dage i sengen. De dage fik jeg selvfølgelig læst alle vores lærebøger til næste år, men tankerne blev ved med at trænge sig på, og jeg havde intet sted at flygte hen fra dem. Ikke at de gjorde fysisk ondt eller psykisk, men… ja… tankerne var der bare… De blev ved med at prikke til mig som irriterende myg en lun sommeraften.

Mine sår lukkede sig langsomt og allerede 8 dage efter fuldmånen kunne jeg rejse mig fra sengen igen. Det var dejligt at være op, at kunne røre sig, løbe og bevæge sig fik ligesom tankerne lidt på afstand, men hvert sekund jeg ikke tvang mig selv til at tænke på noget andet, kom de tilbage. Evige tanker… Ja evige tanker om Sirius.

Den anden uge var slem…

Den tredje uge var forfærdelig…

Den fjerde uge var uudholdelig…

Den femte uge… var fuld af håb, men stadig uudholdelig…

Ugerne gik, timerne gik, minutterne gik, og mere og mere blev jeg klar over hvor hårdt jeg var ramt, jeg var besat. Hver gang nogen sagde noget, tænkte jeg på hvad Sirius ville havde sagt i den situation. Hver gang jeg så en person gøre noget, tænkte jeg at Sirius kunne havde gjort det mere yndefuldt. Hver gang nogen sagde mit navn, tænkte jeg på hvor meget smukkere det var når Sirius sagde det.

Endelig efter flere ugers venten, og efter flere timers spekulation, efter flere nætter uden søvn kom dagen hvor The Marauders skulle komme.

Da jeg vågnede den morgen var jeg for første gang i flere uger veloplagt, og sprang nærmest ud af sengen, selvom min søvn havde været besked, var det som havde jeg sovet 100 år. Jeg fik krænget et par mørkebukser på, og en simpel hvid skjorte over hovedet. Klokken var kun otte en høj hellig lørdag morgen, og de andre ville først komme kl. 12, og mine forældre var taget på ferie de næste to uger, så jeg var helt alene i huset.

Jeg begyndte muntert at lave morgenmad, og for første gang havde jeg intet imod at mine tanker overrumlet mig, jeg skulle se Sirius igen, jeg skulle meget snart se ham igen! Jeg skulle se dem alle igen.

Klokken 11 sad jeg i sofaen og fordybede mig i min bog til magiens historie, jeg har aldrig kunne se det kedelig i det fag, det var faktisk meget spænde hvis du fordybede dig i faget, hvilket ingen af mine venner gjorde.

Tiden fløj som altid mens jeg læst, og jeg opdagede ikke klokken blev tolv, så jeg nærmest fløj op da dørklokken bimlede, "jaja jeg kommer" mumlede jeg, mens jeg pænt lagde et bog mærke i bogen og lagde den på bordet, før jeg rejste mig op og gik ud og åbnede døren.

I døråbningen så jeg Peter der stod med sin kuffert bag sig, han var iført en rød sweater, og et par store lyseblå bukser, "Hej Moony" han smilede letter nervøst som altid.

"Hej" jeg vidste at mit smil gik mig nærmest fra den ene øreflip til den anden, og jeg var tæt på og overfalde ham i et stort kram, så meget havde jeg savnet mine venner.

Jeg ville nok også havde gjort det, hvis jeg ikke havde hørt et plop, jeg vendte hovedet lidt til højder og så James og Sirius spektraltransferer sig, jeg har aldrig forstået hvordan de tre overhovedet havde kunne bestå, Peter var faktisk heller ikke bestået, men James og Sirius? Især Sirius… For sådan som de ladte nu, med deres kufferter oven på dem, også ovenpå hinanden.

Jeg kunne mærke en lille snert af jalousi da jeg så James ligge oven på Sirius i den store bunke de var endt i, jeg kunne ikke se det sjove, selvom Peter åbenbart var ved at du af grin. Jeg var sikker på at jeg bare stod og så på dem med et koldt blik, som var jeg blevet Slytherin for en dag.

Sirius så op fra bunken og mødte mit blik: "Kommer du og hjælper lidt her Moony? Eller har du tænkt dig at blive ved med at stirre på mig som var du min mor?"

Jeg havde mist af alt lyst til at slå ham, og råbe 'Hvor våger du at sige sådan! Fatter du ikke at jeg har savnet dig hele sommerferien!' Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke, men holdt mig til et uskyldig "Sorry Padfoot, jeg skal nok hjælpe."

Jeg ved det, jeg burde havde indrømmet det på stedet, i stedet for at løbe over og hjælpe, som en lille hunde hvalp. Dagen forsatte uden der skete noget værd at nævne, der skete faktisk først noget igen da vi skulle i seng, jeg havde fået givet dem alle sammen et værelse, vi skiltes klokken 01:15 da Peter var faldet i søvn i stolen og James var tæt på det, jeg sukkede for mig selv da jeg kom ind på mit værelse. Jeg begyndte langsom at tage pyjamas på, da min dør blev åbnet. Og ind kom Sirius, i sine nat bukser, han havde åbenbart ikke fundet det nødvendigt også at tage en trøje på. "Moony?" sagde han, med store hundeøjne.

Jeg så på ham og gjorde det bedste for ikke at åbenlyst at stirre på hans veltrænede overkrop, og i stedet fokusere på han smukke øjne "Ja Sirius?"

"Må jeg ikke godt sove her? Mit værelse er så stort, og helt tomt," han kiggede på mig med de største hundeøjne han kunne mønstre, og jeg kunne mærke min puls stige, han ville sove… her… hos mig!

Jeg tænkte mig om, var det godt at lade Sirius sove her? Mit hjerte skreg at jeg bare skulle lade ham sove her! Men en klog stemme i min hjerne så at jeg skulle afslå og sende ham tilbage på sit eget værelse, det ville være bedst for mig, jeg kunne kun lige holde ud at sove sammen med ham i sovesalen, og det var kun fordi der var andre til stede, men her var ingen, ingen til at forhindre mig i at sige ting… tænke ting…. Måske gøre ting, jeg helt klart ville fortryde i morgen.

"Padfoot… Jeg tror altså ikke der er en så god idé" hørte jeg mig selv sige, det lød underligt monotont, og en smule… hæst?

Han så underligt på mig, han kunne også høre den underlige lyd i min stemme: "Hvad er der galt Moony?" Selvfølgelig! Han havde kendt mig siden første årgang, selvfølgelig kunne han høre der var noget galt, "Du har opført dig underligt hele dagen, nogen gange vil du slet ikke kigge på mig, men enkelt gange har jeg været sikker på at jeg så dig stirre på mig, har jeg gjort noget galt?"

Jeg sukkede dybt inde i mig selv, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, hvad kunne jeg gøre? Han havde opdaget mig! Der var ingen vej tilbage, der var kun to ting jeg kunne gøre, lyve eller fortælle ham sandheden.

Mit sind var i oprør, al sund fornuft skreg at jeg skulle lyve. Min forvirrede hjerne prøvede desperat at finde på en nødløgn, men jo mere jeg prøvede at finde på noget, jo sværere var det. Jeg kunne ikke lyve, jeg kunne ikke lyve for nogen af mine venner. Jeg havde nu kun en ting jeg kunne gøre, jeg var nød til at sige sandheden, før jeg helt havde besluttet mig for at sige sandheden kunne jeg igen høre min egen stemme, den lød ikke som jeg havde forstillet mig. Jeg havde forstillet mig at den ville være lav, ynkelig, hæs og ikke mindst ussel. Det var den langt fra! Min stemme var fast med en underlig rolig klang. "Jeg er forelsket i dig Sirius."

Sirius stirrede på mig, som vidste han ikke om han skulle græde eller grine, jeg kunne sagtens forstå ham, jeg ventede halvt om halvt at han ville sige, 'Undskyld hvad sagde du?' som de altid sagde i bøger når hovedpersonen sagde han var forelsket i personen. Jeg burde havde vidst at det ikke var Sirius stil, han var helt anderledes, han sagde med en letter chokeret stemme, selvom han havde den samme underlige rolige klang som mig: "Jeg er ked af det Remus, jeg er ikke til drenge," med disse ord vendte han rundt, og gik sin vej. Han hverken stormede væk på dramatiskvis, eller smækkede med døren. Han vendte blot rundt og gik og lod døren stå åben, ligesom han lod mit hjerte stå åbent.


Er ikke helt så stolt af dette kapitel, det startede godt efter min mening, men det kunne havde været beder.

Håber i vil kommentere det!

Der kommer også et mere med de to, som bliver skrevet super specielt til Eika, da hun vil havde en lykkelig slutning!