Jeg har altid været stor fan af Disneys Hercules, så forleden skrev jeg denne drabble fra Megaras POV. Den finder sted lige inden, man møder hende i filmen.
.
.
"Lad nu være, Megara."
"Nej!" Megaras stemme rungede gennem den forladte grotte. Hun gjorde omkring med sådan en voldsomhed, at hendes hestehale svirpede gennem luften. "Du kan godt glemme det."
Hun marcherede bort med beslutsomme skridt, men det blå flammeskær, hun opfangede ud af øjenkrogen, fortalte hende, at Hades var lige bag hende.
"Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor du har så meget imod det."
"Du ved hvorfor!" Hun sendte dødsguden et vredt blik. "Der er en grund til, at najaderne har forladt hans del af floden."
"Årh, jeg ved nu ikke. Sidst jeg besøgte Nessos virkede han forandret. Næsten som en gentleman."
Megara rullede med øjnene. Ordene 'gentleman' og 'Nessos' burde ikke optræde i den samme sætning.
"Hvis du så godt kan lide ham, hvorfor opsøger du ham så ikke selv? Hvorfor er det lige præcis mig, der skal gøre det?"
Hades, der indtil nu havde befundet sig bag hende, dukkede op foran hende med et 'puf'. Hans skarpe tænder var blottet i et smil.
"Nessos har en vis ... forkærlighed for piger som dig," sagde han og lagde hånden på hendes skulder. "Jeg tænkte, at du ville have lettere ved at overtale ham til at slutte sig til os."
Hun viftede hans hånd væk. Bare tanken om Nessos gav hende myrekryb. Hun ville hellere passe Hades' trehovedede vovse i en uge, end hun ville nærme sig den afskyelige kentaur.
Hendes øjne måtte have afsløret hendes tanker, for Hades trak sig en anelse baglæns, og den indsmigrende grimasse forsvandt fra hans ansigt.
"Hør nu her. Hvis det virkelig går dig så meget på, kan vi lave en aftale. Du tager dig af vores vrinskende ven, og så trækker jeg et år fra din dom. Hvad siger du til det?"
Hun overvejede tilbuddet i nogle sekunder.
"To år," sagde hun så.
Hades blinkede.
"Undskyld?"
"To år," gentog hun, udmærket klar over, at han havde hørt hende første gang.
Hun kunne fornemme, at det generede ham - også selvom hans hår ikke skiftede farve. Med tiden var hun blevet god til at aflæse hans reaktioner. Hun vidste, hvornår hans forstilte smiger slog over i vrede, og hvornår vreden var på nippet til at udvikle sig til et - bogstaveligt talt - flammende raseri.
Lige nu var han blot lettere irritabel.
"Fint, fint," sagde han med påtaget lethed, "så siger vi to år."
"Godt." Hun nikkede stift. "Jeg tager til Lykormas med det samme."
Hun lagde lidt afstand mellem sig selv og dødsguden, hvorefter hun bøjede sig og snørede en sandal, der var ved at gå op.
Hun kunne trække to år fra sin dom. Det var en sejr. Egentlig burde hun være glad, men hun vidste, at det i sidste ende ikke gjorde nogen forskel. Hun ville alligevel være en gammel kone, inden de bånd, der bandt hende til underverdenen, blev kappet.
Hun rettede sig op og mødte Hades' afventende blik.
"Klar til afgang?"
Hun skulle lige til at sige ja, men tøvede så.
"Hvad hvis der går noget galt?" spurgte hun.
Hades gjorde en ligegyldig bevægelse med hånden.
"Selvfølgelig går der ikke noget galt. Jeg har absolut tiltro til, at du kan løse opgaven."
"Det er ikke det, jeg mener. Hvad hvis Nessos ..."
Hun behøvede ikke fuldende sætningen. Hades var uden tvivl bevidst om, hvilke risici der var forbundet med at sætte en ung kvinde til at forhandle med Flodens vogter.
"Hvis der opstår problemer, kan du altid hidkalde mig," sagde han blot.
"Ligesom dengang med kimæren?"
"Jeg havde travlt med Orfeus." Han slog undskyldende ud med armene. "Du vil blive forbløffet over mandens sangstemme; den er yderst fængslende ..."
Hun sukkede. Det var altså den forsikring, hun måtte tage til takke med. Ikke at hun havde forventet mere end det. Der var ikke andet for end at håbe på, at Nessos ikke blev alt for nærgående.
Hun sendte Hades et opgivende blik, hvorefter hun bøjede hovedet.
"Send mig af sted."