"I Chicagos gader, 1918"

Edward&Bella

"Det kan overhoved ikke komme på tale, Edward, jeg vil ikke høre dig så meget som nævne emnet nogensinde igen!" Min mor var vred. Jeg havde aldrig set hende sådan før, min blide, kærlige mor helt ude af sig selv. Eller; Jeg ville have lagt mærke til det, hvis ikke det var fordi, at jeg selv var så frustreret og følte mig så fuldstændig uretfærdigt behandlet. Og misforstået!

Normalvis var jeg god til at overtale folk. Kald det et særligt talent, men jeg havde altid en ide om, hvad andre folk tænkte og kunne på den måde finde de bedste overtalelsesmåder og modargumenter. Jeg kunne for det meste se det ud fra deres kropssprog, men der var også noget andet. En 6. sans, om du vil. Men uanset hvordan jeg formulerede mig selv eller prøvede at få hende til at se det for min side, så ville hun ikke høre; alle mine argumenter prellede af på hende. Det var efterhånden blevet sådan, at bare man nævnte ordet "krig" herhjemme, så fløj hun op. Selv min far ville ikke tage imod fornuft, uanset hvor meget og hvor godt jeg talte min sag

Jeg fnyste, vendte om på hælene og smækkede med døren, da jeg strøg ud af rummet. Jeg kendte et sikkert nederlag, når jeg så det.

"Skynd dig at spis op Edward, du kommer for sent til skolen," sagde min mor næste dag, mens hun kæmpede med den grød, som var brændt på for længst. Hendes blik var sløret, og det var som om hun ikke kunne samle sig om noget længere. Selv ikke maden, som hun ellers normalt aldrig plejede at brænde på.

Hun havde været ukoncentreret lige siden skænderiet i går. Ja, for et skænderi havde det været. Civiliseret opførsel havde fløjet sig en tur sammen med fornuften. Jeg rynkede brynene, mens jeg stak til min grød. Jeg kunne nærmest føle hendes tanker hænge ved krigen, og hendes modvilje mod den. Jeg opgav min morgenmad; Min appetit var fuldstændig væk. Jeg ryddede min halvspiste mad væk, slyngede min skoletaske over skulderen, gav min mor et hurtigt kindkys, inden jeg strøg ud af døren, uden hverken at besvære mig med et ordentligt farvel eller at kigge mig selv i spejlet.

---;*;---

Jeg gik åndsfraværende forbi den hjemmevante gade, mine tanker kredsede stadig om krigen. Det var det eneste emne, der var værd at tænke på. Hvem ville spilde sin tid i den uinteressante skole, hvor det eneste man lærte var at skrive skråskrift? Jeg ville melde mig til militærskolen! Her var jeg til ingen nytte.

Jeg gik forbi en plakat; De opfodrede alle kampdygtige mænd til at slutte sig til i kampen, mod sejr og retfærdighed. En kamp jeg ville være lykkelig for at komme med i. Jeg sparkede surt til en sten, og tænkte tilbage på mit totalt mislykkedes forsøg på at forklare dette over for mine forældre.

Jeg ville ønske, jeg var gammel nok til at melde mig, tænkte jeg harmdirrende, mens jeg standsede abrubt ved et butiksvindue, og så på de udstillede varer. Så havde jeg ikke behøvet at bryde mit hoved over en måde at få mine forældre overtalt til at give deres tilladelse, så jeg kunne drage af sted. Hvorfor skulle jeg vente? Jeg var parat nu! Jeg var fyldt 17 år i sommers, den 20. juni helt præcist, så hvad forskel gjorde et par måneder? Var 17 år da ikke nok?

Jeg kiggede på mit spejlbillede som var reflekteret i butiksvinduet. Der var en dyb panderynke mellem mine grønne øjne. De strålede af vrede. Mine ellers så ironisk smilende mundviger vendte ned af, og jeg havde en bitter smag i munden. Mit rødbrune hår var uglet, da jeg ikke havde besværet mig med at kæmme det her til morgen, som jeg sjældent gjorde.

Jeg havde ikke lagt mærke til hvilket butiksvindue, jeg var standset ved, mine fødder førte efterhånden sig selv automatisk derhen. Det var lige før jeg havde slebet en sti fra vores hus og hen til denne butik. Det var ved "Steinway and Sons", den kendte klaver og flygel butik, jeg var standset. Jeg stirrede betaget på deres nyeste eksemplar, og blev helt afledt fra mine rasende tanker.

Det havde været min største drøm at komme til at spille klaver, lige siden jeg, som 10-årig, så en pianist spille på kroen nede ved Chicagos havn. Han havde spillet et mindre kendt stykke så smukt og gribende, at jeg glemte alt om de fisk, jeg skulle have hentet til aftensmaden. Jeg sad hele aftenen og lyttede til musikken. Pianistens fingrer fløj legende og let hen over tangenterne, og det var med en brændende længsel efter selv at kunne spille, at jeg så ham stoppe for aftenen og pakke sammen. Det var blevet sent, og jeg var fløjtende gået hjem gennem de dunkle gader, kun oplyst af kro vinduerne og med en mørk og stjerneklar himmel foroven. Jeg var fast besluttet på at komme til at lære denne kunst engang, uanset hvor meget det skulle koste mig.

To piger fra skolen gik fnisende forbi og rev mig ud af mine dagdrømme. Jeg vendte straks tilbage til nutiden. Jeg kunne mærke dem sende blikke til min ryg, de troede sikkert, at jeg ikke så dem. Denne bevidsthed om andre mennesker var somme tider generende. Jeg kiggede stift ind i butiksvinduet. Den ene prikkede til den anden, mens de talte hviskende sammen. Sikkert om det nært forestående afslutningsbal, som alle piger var så hysteriske med for tiden, tænkte jeg ligegyldigt. Pff, fnøs jeg, mens lyden af pigernes skridt fortonede sig. Jeg sendte et foragteligt blik imod dem. Hvem bekymrede sig om det fjollede afslutningsbal, når krisen i Europa bare blev større og større?

Mit blik lokkedes igen af de blankpolerede, mahogni flygler med deres elegante sorte og hvide tangenter, men mit sind kunne nu ikke blive så fuldstændigt opslugt som før. Mine tanker kredsede igen om mulige overtalelses strategier, og jeg glemte alt om skole og mulig forsinkelse.

"Hej," hørte jeg en klar stemme ved siden af mig. Jeg gad ikke besvære mit blik væk fra udstillingen for at se, hvem det var, der tiltalte mig; Jeg var for langt væk i mine tanker. Jeg vendte min krop halvt mod den talende, svarede med et kort og fraværende nik med hovedet, mens mine øjne aldrig slap vinduet, og vendte straks min krop tilbage igen mod udstillingen, lettere irriteret. Skulle piger da evig og altid forstyrre mig?

"Øhm… Vil De være så venlig at rykke Dem Mr., jeg vil gerne forbi?" Nu forstod jeg, hvorfor jeg blev forstyrret. En let, forlegen rødmen farvede mine kinder. Jeg flyttede mig straks, så der var plads på fortovet for den talende person at passere, og mine øjne flakkede hurtigt over den talendes ansigt, mens jeg sagde: "Ja selvfølgelig miss," kiggede derefter igen på butikken, hvorefter mine øjne straks igen vendte tilbage til den talendes ansigt og blev der.

Jeg håbede ikke, jeg måbede for meget. Det var en piges ansigt. Dog ikke en hvilken som helst piges ansigt. Nej, det var hendes ansigt, som jeg senere kom til at tænke på det. Jeg blev indfanget af de mørke, dybe chokolade-farvede øjne, som udstrålede sådan en godhed og varme. Den lyse, næsten gennemsigtige hud skar mig i øjnene, og håret, som stod i en nærmest diametral modsætning til hendes hudfarve, med dets mørke brune farve, nærmest råbte op efter opmærksomhed. Alt dette sat i et hjerteformet ansigt med fremtrædende kindben og åben pande.

Krigen var som blæst ud af mit hoved.

Hun fuldendte sin usædvanlige skønhed med et smil, som fik mig til at tabe vejret. Mit blik kunne ikke undgå at hænge ved hendes mund. Hvorfor gav den mig en sådan kriblende fornemmelse? Underlæben var en smule for fyldig til at kunne harmonere med resten af hendes ansigt, men det gjorde hende bare mere charmerende. Da hendes ansigt blev farvet af en dyb rødmen under mit indtrængende og undersøgende blik, var jeg færdig; Jeg var fuldstændig væk i hende.

"Tak skal du have," sagde hun og kantede sig forbi, hendes hoved adskillige centimeter under min hage. Der var kun passeret to sekunder. Højest. Jeg kiggede efter hende. Efter hvad der føltes som en evighed, fik jeg stemmen tilbage og råbte et svagt "Vent!", rømmede mig for at kunne råbe igen, men da var det selvfølgelig for sent; Hun var for længst forsvundet rundt om hjørnet

Dumt, dumt, dumt, dumt…

Disse ord blev ved med at kværne i mit hoved, mens jeg hastede til skole. Hvorfor, åh hvorfor, skulle jeg også lige være mig, dumme Edward, som bliver fanget af en udstilling, som jeg havde set mindst en million gange i forvejen, komme mindst 15 (jeg tjekkede skole uret), nej 20 min. for sent til skole, og som bonus står og glor savlende lige op i den skønneste pige, jeg nogen sinde havde set, 's ansigt? Plus min utilgivelige opførsel mod hende, hvordan kunne jeg være så uhøflig ikke at ænse hende først, og være så grov at blokere gaden?

Jeg kunne mærke vreden og selvbebrejdelsen stige op i hovedet på mig som en vedvarende varme. Jeg ville have sparket mig selv, hvis det bare havde været fysisk muligt. Jeg strøg gennem de for længst tomme skolegange, fandt endelig det rigtige klasseværelse og rev døren op uden så meget som at tænke på banke på.

---;*;---

" Edward Anthony Masen! En seddel?" lød min mors skingre og vantro stemme. "Første dag efter ferien og du kommer allerede hjem med en seddel, og så endda fra selveste rektoren!?" Hun smed vredt den omtalte lap papir ned på køkken bordet, hvor jeg sad med skamfuldt, dybt nedbøjet nakke. Hun vendte igen fronten mod mig og stod og stirrede på mig med korslagte arme. "Hvornår havde du tænkt dig, vi skulle have tid til at dukke op til en samtale på rektors kontor, når vi har så meget arbejde? Hvordan skulle vi skaffe penge til at holde dette hus gående, når vi skal rende rundt efter vores dybt uopdragende søn? Al den gæld som skal betales af på, så DU kan få en passende uddannelse, og så behandler du det med denne ringeagtighed!? Aldrig i mine dage har jeg været så forarget over dig! Og så denne ydmygelse!" Hun gik vredt mod døren. Hun standsede op med hånden på dørhåndtaget. "Det er også al den snak om krig. Det har fuldstændigt fordrejet hovedet på dig. Har du så travlt med at ødelægge dit liv, og få slået dig selv ihjel?"

Hendes stemme knækkede over på det sidste ord, og jeg sprang op og kom trøstende til hendes side. "Shh… Mor," sagde jeg, mens jeg lagde mine arme om hende og strøg hende trøstende over ryggen. Hun lænede træt sit hoved mod min skulder. Det fik mig til at tænke på, hvor meget søvn hun mon havde fået på det sidste. "Jeg går ingen steder lige foreløbigt. Jeg er alligevel for ung," tilføjede jeg, og kunne ikke undgå bitterheden i at snige sig ind i min stemme.

Det sidste skulle jeg have holdt for mig selv. Jeg kunne mærke, hvordan den skarpe kant fik hendes vantro og harmfulde tanker tilbage igen. Min mor rystede sit hoved og kiggede op på mig med tårevædede øjne. "Jeg forstår dig ikke længere!" Hun trak sig væk fra mig og smækkede døren. Jeg stod fastfrosset et øjeblik, hvor jeg hørte på hendes hastigt aftagende skridt, så lod jeg mig dumpe ned på bænken igen ved spisebordet. Jeg lagde mine hænder over mit ansigt. Hvordan kunne noget gå så galt på så kort tid?

Selvfølgelig overreagerede min mor, men hun var jo også så følsom overfor alt, hun havde kær. Hvis jeg så meget som faldt og skrabede mit knæ på et stykke vat, ville hun straks komme løbende med et plaster. Jeg sukkede dybt og indså, at det var en umulig mission at få hendes tilladelse til at gå i krig. Jeg måtte blive nødt til at vente, til jeg blev myndig og selv kunne bestemme over mit liv. Det var en bitter pille at sluge.

Det var nu ikke så meget det med skolen og sedlen som plagede mig, selvom det nu også havde været slemt nok; Hele klassens opmærksomhed rettet mod mig, da jeg tumlede ind i klassen, helt uacceptabelt for sent. Min lærers ansigt, som var så tydeligt overrasket. Derefter den store forandring fra overraskelse til vrede. Og så selvfølgelig den store ydmygelse at blive råbt af offentligt. Jeg kunne stadig mærke alles foragtelige blikke og de svidende mærker på ryggen efter spanskrøret.

---;*;---

Alt dette trådte ligesom i baggrunden for ét enkelt spørgsmål.

Dét, som virkelig plagede mig:

Hvem var hun?