LÆS VENLIGST! Jeg vil bare gøre opmærksom på, at denne geniale historie er skrevet af Luna the Moonmonster, og at jeg selv kun har oversat den til dansk. Håber, I vil komme til at nyde denne serie lige så meget som jeg. Jeg vil også gerne takke min søde dansklærer, som også er engelsklærer, for at læse historien igennem og rette mine fejl. I har hende at takke for det gode resultat! God læselyst!


AU – post GoF, tager hensyn til OotP. Efter Harry får en sælsom fødselsdagsgave, ender han og hans venner på en episk rejse

Disclaimer: Alle ting omhandlende Harry Potter tilhører J.K. Rowling

Resumé: Den første i min 'Harry Potter og Tidens Amulet'-serie. Der kommer i alt historier i serien. Efter Harry får en sælsom fødselsdagsgave, ender han og hans venner i Hogwarts' grundlæggeres tid. Da de ikke kunne komme derfra før et år efter, besluttede de at lære alt, hvad de kunne, der i sidste ende kunne bruges til at tilintetgøre Voldemort. Men livet er aldrig fredfyldt for Harry Potter, og Sortekunstneren Salazar Slytherin er ude på gale streger...

*...* = slangehvisken

Kursiv = tanker

Harry Potter og Tidens Amulet

DEL 1 – ÅRENE PÅ HOGWARTS

Bog 1 – Grundlæggernes Tidsalder

Prolog – En Højst Usædvanlig Gave

"Ormehale!"

"Ja, herre?"

"Kald mine dødsgardister sammen. Jeg har en ny plan til at fange Potter."

"Ja, herre."

Peter Pettigrew rørte mørkets tegn på sin arm og krympede sig, da en skarp smerte skød gennem den. I de næste fem minutter transfererede 30 dødsgardister ind i Voldemorts leje for at høre deres herres ordrer.

"Hvordan kan vi tjene Dem, herre?" spurgte den nærmeste dødsgardist.

"I kan lytte godt efter! Jeg har en ny plan til at få fat i Potter. Nu vil jeg spørge Jer; Hvor er Potter sikrest?"

Voldemort pegede sin tryllestav på en tilfældig dødsgardist og ventede på svar.

"Hogwarts, min herre," kom det tøvende svar.

"Hogwarts, ja, meget fint, Goyle. Hvor er han ellers i sikkerhed? Dig!"

"Hans hjem, der, hvor han tager hen om sommeren?"

"Meget fint, Lucius. Hvor er han så ikke i sikkerhed?"

Ingen svarede. Dødsgardisterne stod alle og stirrede på deres herre med blanke udtryk i ansigterne. De var ikke helt sikre på, hvor han ville hen. Voldemort var imidlertid ved at blive utålmodig. Han var vant til at få svar øjeblikkeligt.

"Tåber! Dolor!"

Den nærmeste dødsgardist faldt til jorden og vred sig i smerte. De andre så utilpasse ud, men var taknemmelige for, at de ikke var blevet valgt til straf.

"Hvorfor har jeg sådan nogle idioter som håndlangere? Han er sikker på Hogwarts, han er sikker derhjemme, og Hogwarts Ekspressen er alt for velbeskyttet. Det eneste andet sted, hvor Potter skal hen, er Diagonalstræde, hvor han skal hente sine skolesager. Jeg vil have to af jer i Diagonalstræde hver dag indtil den første september. Han er nødt til at tage derhen på et eller andet tidspunkt. Han vil have brug for penge, så jeg vil have én af jer i den Utætte Keddel og en af jer udenfor Gringotts til ALLE TIDER! Når i ser Potter, vil jeg have ham fanget. LAD HAM IKKE SLIPPE VÆK. Er det forstået?"

En bekræftende mumlen gik gennem forsamlingen. Planen var simpel, og alligevel absolut sikker. Voldemort kiggede intenst på dødsgardisten, som han havde tortureret.

"Og hvis I svigter mig, vil jeg være tvunget til at straffe jer. Avada Kedavra."

TA*TA*TA*TA*TA*TA*TA*TA

Harry satte sig brat op i sengen. Han tog sig til arret på sit hoved i et forgæves forsøg på at mindske smerten, der brændte gennem det. Efter et minut eller to kom han på benene og begav sig vaklende hen til det lille spejl, der hang over hans bord. Arret så ud, som det plejede, måske en anelse rødt. Efterhånden som smerten begyndte at svinde, satte Harry sig ned på sin seng for at tænke over det, som han lige havde set. Sirius havde sidste år sagt til ham, at han skulle skrive til professor Dumbledore, hvis hans ar nogensinde gjorde ondt, men noget i Harry strittede imod. Den gamle rektor havde i denne ferie meget at gøre med at forberede sig på Voldemorts uundgåelige angreb. Harry var sikker på, at der ikke var brug for, at han sendte en ugle til Dumbledore hver gang han havde en drøm, men der var noget ved denne drøm, der plagede ham. Voldemort havde planer om at fange ham i Diagonalstræde.

"Denne her kunne vel klassificeres som vigtig nok," mumlede han idet han rakte ned efter det stykke pergament og fjerpen, som han havde gemt under et løst gulvbræt.

Han vidste dog ikke, hvordan han skulle formulere brevet. Han havde aldrig været god til brevskrivning, og han var nødt til at give Dumbledore klar information. Efter tre forsøg lykkedes det ham endelig at få det, som han mente var det vigtigste, ned på papiret.

Kære professor Dumbledore

Jeg beklager at måtte forstyrre Dem i Deres ferie på denne her måde, da jeg er sikker på, at De har meget at se til. Jeg havde en drøm for et par minutter siden, og jeg tænkte, at den kunne være vigtig. Voldemort sammenkaldte sine dødsgardister til et møde, for at fortælle dem sin seneste plan for at fange mig. Han ved, at jeg er i sikkerhed hos familien Dursley og på Hogwarts, så han planlægger at to dødsgardister skal fange mig, imens jeg er i Diagonalstræde efter mine skolesager. Han vil have en dødsgardist i den Utætte Keddel og én udenfor Gringotts hver dag indtil skolestart. Ved De hvordan jeg kan få mine skolesager?

Harry Potter

Det var ikke det bedste brev, der nogensinde var blevet skrevet, men det fik pointen igennem. Harry lagde brevet på sit bord for at sende det, så snart Hedvig kom tilbage med svar fra Hermione. Harry havde holdt kontakten med sine venner over uglepost i de sidste par uger. Det tog dog lang tid at sende breve til Hermione, fordi hun tilbragte den første halvdel af sommeren hos Viktor Krum. Hedvig var nødt til a flyve hele vejen til Bulgarien og tilbage igen.

Harry var på vej tilbage i seng, da han hørte en stille, men insisterende banken på vinduet. Nysgerrigt greb han sin tryllestav og gik hen for at undersøge... Der på hans vindueskarm sad der ikke mindre end syv ugler. Idet han lukkede dem ind på sit værelse, undrede Harry sig over hvorfor alle de ugler var kommet. Så fik han øje på kalenderen på sin væg, der talte ned til dagen, han skulle tilbage på Hogwarts. Det var hans fødselsdag. Eftervirkningerne af hans drøm havde gjort, at han fuldstændig havde glemt det.

Harry tog brevene og pakkerne fra uglerne og lod dem drikke af Hedvigs vandskål. Hedvig var ikke videre begejstret over alle de fremmede ugler, der brugte hendes bur, men hun nippede kærligt Harry i fingrene, da han gav hende en ugle-godbid. De fleste af uglerne blev ikke længe, men Harry kaldte uglen fra Hogwarts til sig, før den kunne flyve væk og bandt brevet, han havde skrevet, til dens ben.

"Kunne du ikke give dette her til professor Dumbledore, når du kommer hjem?" spurgte han.

Uglen tudede bekræftende og fløj ud af vinduet i en glidende bevægelse. På dette tidspunkt var Hedvig, Hermes, Grisling og Errol de eneste tilbage. Hedvig og Hermes sad stille imens Grisling fræsede rundt i rummet og Errol kollapsede i Hedvigs bur.

Harry besluttede at åbne sit brev fra Hogwarts først. Det var det sædvanlige brev og dosmerseddel, men Harry var overrasket over at se et sølvfarvet vejlederskilt falde ud af konvolutten. Efter al den ballade, han havde fået gennem årene, var han overrasket over, at han var blevet valgt. Han gad godt vide, om Ron også var blevet valgt. Hermione ville med sikkerhed blive vejleder. Så meget som hun studerede, havde hun jo næsten været prefekt siden sin første skoledag!

Bagefter gik Harry videre til den lille samling af breve og gaver, han havde modtaget. Den første, han samlede op, lignede en lille bog. Da den ankom med Errol, gik han ud fra, den var fra en af Weasley'erne. Han hev papiret af, og afslørede dermed titlen 'En Søgers Guide til Lovlige Beskidte Kneb'. Til hans store overraskelse, var den fra Ginny. Der var vedlagt en lille seddel.

Harry

Jeg ved godt, du ikke behøver at bruge beskidte kneb for at vinde i Quidditch, men jeg så denne her i Flourish og Blotts, og jeg var bare nødt til a købe den. Du kunne prøve nogle af de her af på Malfoy – det ville tørre det smørrede grin af hans ansigt! Jeg håber, du kan lide den, og tillykke med fødselsdagen!

Kærligst, Ginny

Dette var første gang, Harry havde modtaget en fødselsdagsgave fra Ginny, men han var ganske tilfreds. Den næste gave var fra Sirius. Ligesom med den sidste gave kunne Harry se, det var en bog. Denne her var 'Animagi – Alt, hvad du nogensinde har ønsket dig at vide'. Kun Sirius ville give ham sådan noget. Brevet, der fulgte med, var temmelig kort, men det gjorde ikke noget. Harry var bare glad for at vide, at hans gudfar var i sikkerhed.

Harry

Jeg kan ikke skrive så meget, jeg er gået under jorden igen. Dog kan jeg fortælle dig, at vi vil ses snarere, end du tror! Håber, du kan lide bogen, og hav en god fødselsdag!

Kærligst, Sirius

Harry lagde de nye boger ned i sin kuffert, så han kunne kigge på dem senere. Den næste gave var langt den største. Da han åbnede den, gik det op for ham hvorfor det var Hermes, der havde leveret den. Det var en 'Weasleys Trick og Fiduser Urostiftelses-Udstyr', fyldt med Fred og Georges nye opfindelser. En lille seddel var proppet ned i en lille lomme ved siden af en pakke Kanariekager.

Harry

For at vise vor taknemlighed over din betydelige 'donation' til vores sag, er det vores store glæde at kunne præsentere dig for det første Weasleys Trick og Fiduser Urostiftelses-Udstyr! Mor dig med det, og giv Dudley en Kanariekage fra os!

Fred og George

Kun Fred og George ville give nogen spøge til deres fødselsdag. Harrys to næste gaver var mindre interessante – nogle sandkager fra Hagrid og en gigantisk pose Bertie Botts Multismagsbønner fra Ron. Rons brev var også kort, men det kompenserede for det i indhold.

Harry

Tillykke med de femten år! Håber, familien Dursley behandler dig godt. Gode nyheder, Dumbledore siger, du kan komme og blive hos os resten af sommeren. Vi vil hente dig den 3. klokken tolv. Hvis mugglerene siger nej, så tru med at sende Sirius efter dem! Ingen grund til at skrive tilbage, eftersom vi nok vil have hentet dig når ugle når herover!

Ses snart,

Ron

Harry var fornøjet. Han kunne endelig komme lidt væk fra familien Dursley. De havde mere eller mindre ladet ham være her til sommer, men det var endnu tidligt. Harry havde på fornemmelsen, at hvis han blev der meget længere, ville Dudley måske miste sin frygt for Harrys gudfar og tæve ham alligevel. Harry var også glad for at skulle hjem til familien Weasley, da han ville kunne takke dem alle sammen personligt for deres gaver.

Harry nåede endelig til den sidste gave, fra Hermione. Den var omhyggeligt pakket ind i rødt folie med et sart, gyldent silkebånd bundet omkring. Harry havde ikke lyst til at åbne det, da det tydeligvis havde taget evigheder at pakke ind. Han besluttede sig for, at han ville læse kortet først.

Harry!

Tillykke med fødselsdagen! Jeg hygger mig meget her med Viktor. I sidste uge tog han mig med til troldmands-distriktet i Sofia, hovedstaden i Bulgarien. Der var en masse virkelig gode butikker. Jeg forelskede mig i denne her gamle boghandel, der havde nogle virkelig gamle tekster! Jeg fandt også denne her lillebitte butik oppe ad en baggade, som solgte virkelig gamle talismaner og sådan noget. Det var der, jeg fandt din gave. Jeg syntes virkelig, den passede til dig! Kæden er også ubrydelig, og har en låsefortryllelse, så kun du kan fjerne den. Jeg fik Viktor til at fortrylle den, fordi han er en fuldt kvalificeret troldmand. Jeg tænkte, du ville få brug for besværgelsen, ellers ville du tabe den på ingen tid!

Jeg skal hjem til Ron den 12. Giver Dumbledore dig lov til at komme her til sommer? Hvis han gør, ses vi der! Hvis ikke, kan vi arrangere at mødes i Diagonalstræde engang før semesteret begynder.

Ses snart,

Kærligst, Hermione

Harry vendte sig nysgerrigt mod den endnu indpakkede gave. Hermione kunne man sandelig regne med, når det skulle være noget helt specielt. Han bandt langsomt silkebåndet op, trak papiret af og afslørede derved en lille oval amulet i en sart sølvkæde. Amuletten selv var sølvfarvet med en lille indgraveret løve i midten. Man kunne se andre dyr omkring løven. Der var en føniks nedenunder den med udstrakte vinger, en flyvende hest til venstre og en enhjørning til højre. Måske var det mest usædvanlige træk det lille indgraverede lyn henover løven. Harry kiggede nærmere på lynet og så, at det var identisk til hans ar.

"Hermione ved virkelig, hvordan man finder den perfekte gave, hva'?" mumlede Harry til Hedvig, tog kæden om halsen, samlede gavepapiret sammen, lagde breve og andre gaver ned i sin kuffert og lagde sig tilbage i seng for at få noget mere søvn.