Græsset var stadigvæk vådt, da han lagde sig i det. Det havde
regnet hele dagen, og det ville garanteret begyndte at regne om lidt
igen. Det dårlige vejr havde ødelagt hans træning, men han var
ligeglad. Han var ligeglad med de fleste ting.
I et kort øjeblik
lukkede han øjnene. Måske han også snart skulle til at finde sig
en pige. Eller, det fablede Akari i hvert fald altid om. Selvom han
af og til havde overvejet det, virkede det alligevel lidt forkert.
Hvem skulle det så være?
Han sukkede og vendte sig om på
siden. Det måtte ikke være en, som talte for meget. Eller talte
hurtigt. Eller bare talte overhovedet.
Han udstødte en fnysende lyd. De andre ledte garanteret efter ham
nu, men det var han også ligeglad med.
Det var ikke sjældent, at
han var i så dårligt humør som i dag. Selvom han altid havde det
dumme udtryk, så tænkte han meget.
Nogle gange tænkte han på
livet, nogle gange på at blive stærkere, men for det meste tænkte
han på alle de ting, som han manglede i sit liv. Og dem var der
efterhånden mange af.
Han havde ingen familie. Han havde ingen kæreste. Han havde kun nogle larmende venner, og en halvbror der var på nakken af ham hele tiden.
"Keikoku?" Sagde en stemme pludselig.
Han
mærkede et blidt puf i siden, kiggede op, og der stod Shinrei, hans
halvbror, og sparkede ham blidt i siden. Hvor irriterende.
Med en
frustreret lyd, satte han sigt døsigt op. Shinrei havde det med at
dukke op på de mest dumme tidspunkter.
"Var du nu døset helt
hen? Skulle du ikke træne? Keikoku?"
Langsomt tog han sig til hovedet. Alle de spørgsmål.
"Shinrei,"
begyndte han. "Du skal ikke kalde mig Keikoku. Jeg hedder Hotaru
nu.."
Sukkende satte Shinrei sig i græsset ved siden af ham, og
fablede om, at han vel måtte kalde ham hvad han havde lyst til.
Sikkert.
Som om han prøvede at ignorere Shinrei, lagde Hotaru sig endnu engang tilbage i græsset. Han mærkede, hvordan hans ryg igen blev omfavnet af det regnvåde græs. Og så lyttede han. Efter hvert et åndedrag han tog, efter hvert et sus i græsset, og inden længe var han igen langt væk i hans deprimerende tanker.
Shinrei
betragtede sin halvbror i det våde græs. Han løftede langsomt hans
ene øjenbryn.
"Du bliver da våd af det der," begyndte han,
og kiggede mistroisk på Hotaru.
"Jeg er ligeglad," svarede Hotaru døsigt, selvom han hadede
vand. Shinrei havde nok ikke forventet et andet svar.
Der gik ikke
mange sekunder, før Shinrei lagde sig ned ved siden af ham.
"Vejret
er godt i dag," sagde han, og lagde begge arme om bag hovedet.
Hotaru sendte ham kun et hurtigt blik, vendte derefter hovedet,
og gav sig så til at stirre på skyerne. De var mørke og grå. Gu'
var det ej et godt vejr.
Sådan lå de lidt. Der var noget akavet over hele situationen, da det overhovedet ikke lignede Shinrei at ligge og dase, og da slet ikke med Hotaru. Af og til kommenterede Shinrei et eller andet ved landskabet, men sådan var han jo, og Hotaru hørte ikke efter alligevel.
"Keikoku?"
"Mhm?"
"Har du sådan.. tænkt på at
finde en pige eller noget?"
"Nej."
"Slet
ikke?"
"Nej."
".. Nå"
Selvfølgelig løj Hotaru overfor ham. Men Shinrei skulle vel heller
ikke blande sig i alt. Han lukkede øjnene, og prøve at forestille
sig den drømmepige, som han godt kunne tænke sig at have.
Men
der kom ikke noget billede, heller ikke selvom han prøvede. Det
eneste billede der kom frem, var et åndssvagt billede af hans egen
halvbror.
Han kneb øjnene ekstra hårdt sammen for at forestille
sig pigen, og det fangede nu Shinreis opmærksomhed.
"Keikoku..?
Hvad.."
Hotaru hørte ham, men prøvede at ignorere hans stemme. Shinreis fjæs fyldte allerede nok af de billeder han havde i hovedet.
"Gider du lige.." mumlede han vredt, og kort efter mærkede han noget vådt og blødt på sine læber. Han kunne føle Shinrei helt tæt på ham, lugte ham, endda også.. smage ham.
Først der, gik det op for ham. Shinrei kyssede ham.
Straks
efter forventede Shinrei, at Hotaru ville fare op, og spørge ham,
hvad fanden havde gang i.
Men han lå bare i græsset og stirrede
dumt på ham. Shinrei rystede lidt på hovedet. Hotaru havde vel
heller aldrig været den opfarende type…
"… Hvorfor.."
Spurgte Hotaru, og drejede hovedet lidt til siden.
"…" Shinrei svarede ikke. Han havde ikke noget svar, han havde
bare haft lyst til det.
Hotaru lukkede øjnene igen. Uden at
foretrække en mine, lagde han hovedet længere tilbage i græsset,
mærkede de våde strå kilde hans kind.
"Keikoku.. Det er dumt det her, jeg burde virkelig ikke g…"
Shinrei fik ikke sagt sætningen færdig, før Hotaru afbrød
ham.
"Jeg er ligeglad," svarede han simpelt, og rykkede endnu
tættere på Shinrei, før han fangede hans læber endnu
engang.
Shinrei omfavnede ham, holdt ham tæt ind til sig.
"Keikoku.. jeg har altid.. jeg.. du er noget.. særligt." Mumlede han lavt, hans hoved begravet i Hotarus skulder.
Hotaru trak sig langsomt tilbage.
"Er du blevet helt
sentimental?" Spurgte han og gloede dumt på Shinrei.
"Hold nu op med det der! Du var da godt, hvad jeg mener om den slags!"
"…"
Endnu engang blev der stille.
"Vi må
nok hellere se at komme tilbage til de andre… " Sagde Shinrei og
rejste sig op.
Hotaru kastede hovedet tilbage, satte sig op på
albuerne, og stirrede Shinrei døsigt i øjnene. Så gabte han, og
lod nu hovedet dumpe ned i græsset igen.
"Lige nu er jeg ligeglad med de andre," sagde han, og lukkede
øjnene. "De larmer alligevel alt for meget."
Shinrei sukkede
opgivende. Hotaru havde virkelig ikke forandret sig. Han rystede på
hovedet.
Han havde dog altid beundret Hotarus ligeglade opførsel.
Han var ligeglad med, hvad folk tænkte om ham, han var ligeglad med
fortiden, han var endda blevet ligeglad med Mibu-klanen.
Hans
ligegladhed havde befriet ham fra Mibu-klanens lænker, og selvom han
altid lå og stirrede op mod himlen, så var han stadigvæk stærk.
Måske endda lige så stærk som Kyo.
Shinrei rømmede sig. "Du Keikoku.. Jeg er virkelig glad for, at
vi… at vi fik snakket sammen i dag. Du skal bare vide, at du ikke
er alene, og… Jeg… "
Han forbandede den rødmen som spredte
sig i hans ansigt imens han talte.
"Det jeg ville sige er, at
... jeg er virkelig glad for, at vi…!"
Han stoppede midt i
sætningen, da hans øje fangede Hotaru, som nu var rullet om på
maven.
Han lå og prikkede til en grøn larve, som langsomt krøb
forbi.
"Hører du overhovedet efter?!" Råbte han, mens han rødmen nu blev erstattet af en pinlig vrede.
Hotaru satte sig op. "Nej, hvad var det du sagde?"
Shinrei
rystede på hovedet. Så kunne det også være lige meget.
Han vendte ryggen til, og begyndte at vandre mod lejren hvor de andre
befandt sig.
Det var allerede blevet aften.
"Shinrei.."
Hørte han en stemme bag ham.
Han vendte sig hurtigt om, følte
rødmen stige op i hans hoved igen.
"...Kei.. Jeg mener…
Hotaru…"
Hotaru smilede lidt af navnerettelsen.
"Jeg ville bare sige tak.. og sådan." Sagde han og trak på skuldrende. Den grønne larve krøb nu hastigt over hans skulder, og han fangede den hurtigt mellem sine hænder.
Shinrei kunne
ikke lade være med at smile.
"Hotaru… Selv tak"
"...Mhm"
"Kan vi … tage herud igen… altså, bare en
anden dag… eller… noget…?"
".. Nej."
"Nej?"
"Det
her er mit sted. Du må finde dit eget sted, Shinrei."
"Drop nu det der. Jeg må da også være her."
"Så må du
besejre mig først."
"Ja?"
"Ja."
"Det er i
orden."
Hotaru nikkede smilende. Så satte han larven fri igen.
