Kapitel 2.
Tortur.
HPOV
"Dolor!" snerrede heksen med de sorte viltre krøller og pegede tryllestaven hen mod Hermione.
Spidsen af staven gnistrede, og en blegrød stråle skød ud fra spidsen og ramte hende på skulderen. Hun mærkede med det samme en intens varme. Kort efter bredte en flamme sig fra skulderen og til hele hendes krop, som en gnist tænder et bål. Det brændte i halsen når hun trak vejret, hun havde svært ved at få luft og sorte prikker dansede foran hendes øjne. Hun så flammer. Hendes fødder og hænder var brandvarme og smertende. Hun kunne mærke huden boble. Hun kiggede ned af sig selv. Store brandvabler voksede frem. Hendes kappe smeltede og klistrede sig brændende fast til huden. Alle kroppens muskler krampede og hendes mund fortrak sig i en grimasse. Hun spændte kroppen som en flitsbue og lænkerne raslede metallisk. En intens smerte, som hun aldrig havde før havde følt, gjorde hendes tanker slørede. Hun kunne mærke, hvordan hendes hænder og fødder forkullede og smuldrede, som hos en spedalsk. En lugt af råd, fordærv og brændte lemmer rev i hendes næsebor.
Der var et højt skingrende skrig. Var det hende selv? Måske. Hendes hoved var et kaos, hun kunne ikke tænke klart, det eneste hun følte var hvordan hendes krop og hendes organer brændte op i en vanvittig helvedesild. Der var flammer alle vegne. Flammer slikkede langs hendes arme og ben. Flammer dansede på væggen og gav lys og skygge. Dansende flammer skød ud fra torturbødlens sorte, krøllede hår. Øjnene lyste rødt, blikket var tomt, hun havde ikke en tryllestav i hånden, men en trefork. Der lugtede sødligt af brændt kød. Huden boblede og sydede og var ved at brænde op. Hun var snart helt uden hylster. Intet filter mellem hende og omgivelserne. Ingen beskyttelse. Kun en hånlig, kaglende, ondskabsfuld latter, mens hun brændte op.
Nu skreg hun. Højt og desperat. Et dødsskrig.
Flammerne forsvandt igen pludseligt. Hun faldt sammen i lænkerne, udmattet, kunne ikke engang holde hovedet oppe selv. Helt slap lå hun på det kolde stengulv i krypterne under Malfoy landstedet.
"Sådan en beskidt ulækker mudderblodstøs" gnækkede Bellatrix. "Tisser i bukserne!".
Hermione kom langsomt til sig selv. Hun virrede med hovedet og blinkede med øjnene. Over hende tronede torturbødlen med de viltre sorte krøller. Heksen havde helt sorte, intense øjne og stønnede lavmælt og nydelsesfuldt. Langsomt, meget langsomt løftede Hermione hovedet og kiggede ned af sig selv. Huden var mærkeligt nok intakt. Ingen forkullede lemmer! Intet afsvedet hår. Hun så en stor våd plamage i skridtet. Underligt! Det havde hun slet ikke mærket.
Bellatrix tog en kniv op af lommen, trådte hen til Hermione og greb hende arm.
"Du er en beskidt mudderblodstød og ikke værdig til at omgås rigtige fuldblodshekse og troldmænd! Nu kan alle se, hvor besudlet dit blod er" snerrede hun og gav sig til at skære i Hermiones arm.
En intens smerte spredtes, hvor kniven ramte armen, selvom det var bagateller i forhold til smerten under Doloroso forbandelsen. Ydmygelsens tårer pressede sig på. Blodet dryppede ned på det klamme stemgulv. Hermione blev let i hovedet, der var sorte prikker for øjnene, og det hele snurrede rundt. På nuværende tidspunkt ville det være en befrielse bare at falde om og kunne hengive sig til mørket. Hun overvejede at give slip på det hele og bare give op.
"Hey", lød en vred stemme og klaskede hende hårdt på kinderne, "Hold dig vågen! Jeg er slet ikke færdig med dig endnu! Hvad har du og dine imbecile venner taget i min bankboks?"
Hermione åbnede munden og prøvede at svare, men der kom ingen lyd ud. Hendes tunge var som sandpapir og halsen brændte. Hun prøvede desperat at tvinge en lyd frem. Lige nu var hun parat til at sige hvad som helst, bare hun kunne slippe for at blive udsat for Doloroso forbandelsen endnu engang. Hvis hun dog bare kunne få stemmen til at samarbejde.
Hun åbnede munden og prøvede igen, men der lød kun et hæst, halvkvalt støn.
"Hvor er dine manerer? Har dine uduelige muggler-forældre ikke lært dig, at du skal svare, når du bliver spurgt om noget? Uopdragne muderblodstøs!" vrængede Bellatrix.
Hermione prøvede desperat at frembringe en lyd, og fægtede med armene, mens lænkerne raslede.
"Nå, du vil altså ikke samarbejde. Så må jeg hellere hjælpe stemmen lidt på gled" snerrede Bellatrix.
Hermione rystede desperat på hovedet.
"DOLOR!"
"Nu dør jeg" nåede Hermione lige at tænke, inden flammerne vendte tilbage og al tankevirksomhed ophørte. Hun lå og vred sig i en sø af ild og svovl og afskårne lemmer. Et inferno af menneskelig lidelse og fornedrelse. Et sted uden håb eller drømme for fremtiden. Kun pine og tænders gnidsel. Den intense og brændende smerte fra før var tilbage for fuld kraft. Hen over det hele svævede en kaglende og vanvittig latter. Folk omkring hende i lavasøen lå og vred sig i smerte i hver deres personlige helvede. Der lød eder og forbandelse og tryglende stemmer. Luften var befængt med en lugt af rådne æg og sod.
"Det brænder, det brænder, det brænder" var det eneste hun kunne tænke på.
Hvor længe lå hun og vred sig i søen. Et minut, en time, et helt liv. Hun vidste det ikke. Bare hun kunne dø! Måske var hun død og dette var helvede. Det brændte intenst i hendes ansigt. Hun skreg og jamrede af smerte. Kunne intet se. Hun kunne mærke hvordan hendes øjne kogte op og trillede ud af øjenhulerne. Huden i ansigtet brændte væk. Tusind flammer slikkede over hele hendes krop. Indvoldene vred sig. Hvordan kunne hun stadig være i live? Hele hendes krop var maltrakteret og forkullet.
Pludselig var det slut igen. Denne gang lå hun bare som død med lukkede øjne. Mentalt havde hun næsten forladt denne verden. Hun kunne knap nok mærke sin krop og anede ikke, hvor hun var. Hun ænsede ikke den skumle fugtige krypt med det hårde stengulv, og de grove, rustne lænker, der holdt hende fanget.
Der var en der stod og råbte noget til hende. Noget med en bankboks. Hvilken bankboks? Hvad var en bankboks? Hun var ligeglad. Ville bare synke ned i glemslens mørke og forlade denne verden. Nogen ruskede i hende. Hun reagerede ikke. Ænsede ingenting. Hele hendes krop var ubevægelig og slap.
Pludselig lød en dyb, baryton stemme. Tydeligvis en mands stemme.
"Hvad har du gjort Bellatrix?!", sagde en ophidset og underligt bekendt stemme. "Mørkets herre skulle bruge mudderblodstøsen i live!"
"Jamen hun er i live. Se! Brystkassen hæver sig. Hun trækker vejret", svarede kvindestemmen hurtigt og en anelse nervøst. "Jeg regnede da ikke med, at hun ville være så svag. Jeg er jo knap nok startet."
"Da mørkets herre befalede, at hun skulle være i live mente han i live og intakt! Ikke i live og lallende grøntsag!"
Hermione mærkede i sin omtågede tilstand at lænkerne blev løsnet. Hun registrerede svagt at nogen løftede hende op og tog hende op i sine arme.
"Jeg håber for din skyld, at mørkets herre alligevel kan gennemføre sine planer med mudderblodstøsen, efter at du har leget katten efter musen med hende" snerrede stemmen med slet skjult væmmelse. "Ellers kan det være du selv er musen inden længe."
"Du skal vist også selv passe på!", hvæsede kvindestemmen. "Det kan godt være du kan narre de andre dødsgardister, men mig narrer du ikke. Du har været i det demente drog Dumbledores inderkreds for længe. Din loyalitet er ikke hos os længere!"
"Jeg vil ikke stå og krydsforhøres om min loyalitet af en person som dig. Mørkets herre har tillid til mig, hvilket han også har al mulig grund til," svarede mandestemmen afmålt.
En dør smækkede, og to stærke arme bar hende afsted. Hun kunne mærke rystelserne fra hvert skridt gennem kroppen, og det virkede næsten beroligende. Hun vidste ikke hvor længe hun var blevet båret, men efterhånden begyndte omgivelserne ligeså stille at vende tilbage. Tankerne myldrede stadig rundt og hun kunne lugte svovlsøen. Men begyndte også at undre sig over hvor hun var, og hvem hun var med. Havde hun sagt noget til Bellatrix? Havde hun afsløret planerne om at destruere de mange horcruxer? Hun anede det ikke. Der lå et slør over hendes bevidsthed. Og egentlig var hun også fuldstændig ligeglad med det hele. Det eneste hun kunne tænke på var ild, flammer og mennesker, der vred sig i en lavasø.
Nogen lagde hende på en dejlig blød madras. Var det en eller anden konspiration? Skulle hun lulles ind i falsk tryghed, inden de begyndte at torturere hende igen? Ville hun se Bellatrix igen? Tanken gav hende øjeblikkeligt kvalme. Eller havde de andre planer med hende? Hun åbnede øjnene til små sprækker, og fik øje på en kroget næse og en velkendt, fedtet, sort manke.
"Snape" kvækkede hun, og lukkede øjnene igen.
