"… og som I kan se, er der altså 65,.2 % sandsynlighed for succes, hvis vi bruger den nye plan som David kom med i går". Mary gestikulerede mod powerpointet. Hun tvivlede på, at nogen forstod hvad det var de sad og så på, men hun insisterede alligevel på at have det med. Det m trods alt være bedre at have noget at glo på og nogle grafer man kan forstå, frem for bare hende, der står og siger nogle lyde, de ikke forstår en brik af. Uden powerpointet kunne hun lige så godt snakke japansk. "Det er ikke meget", fortsatte Mary og kiggede på Don,"men det er bedre end de 34,3 %, vi havde ved den anden plan. Don nikkede og vendte sig om mod hans hold; "Okay. I hørte hende. Det er den bedste plan vi har indtil videre, så det er den vi kører med. Hvis nogen af jer har nogen ideer, så fortæl Mary om dem, så hun kan evaluere dem og se, hvor høj en succesrate de har". All nikkede og forlod mumlende lokalet, imens Don bevægede sig op mod hende. Han lagde en hånd på hendes skulder; "godt arbejde. Bliver du hængende her eller?" Mary rystede på hovedet og sagde; "nej. Jeg tager hjemad. Jeg har en del lektier jeg skal have indhentet inden i morgen". Don nikkede, gav hende et smil og smuttede ud af lokalet. Mary kiggede efter ham og lagde samtidig mærke til, at der var én person, der stadig befandt sig i lokalet. Han foregav at samle hans papirer sammen og sortere dem og holdt ligesom hende øje med, at Don forlod lokalet. Hun vendte sig væk fra ham og forsøgte at samle sine ting som overhoved muligt. Hun havde virkelig ikke lyst til denne her samtale. "Hey", lød det bag hende og hendes hænder stoppede automatisk et splitsekund, før de gik tilbage til arbejdet. "Hey", mumlede hun. Hun klappede sin computer sammen, lagde hendes papirer ovenpå, tog en dyb vejrtrækning og vendte sig rundt. Han stod lige bag hende og spærrede den direkte vej mod udgangen. "Hør, angående i fredags…", begyndte han og forsøgte at fange hendes øjne. Hun kunne ikke få sig selv til at kigge på ham og vendte sit blik væk. Hvorfor kunne hun ikke kigge på ham? Skammede hun sig over det der var sket? "Mary, jeg er virkelig ked af det der skete i fredags", fortsatte Colby. "Det var aldrig meningen, at det skulle være sket. Jeg var fuld, og selvom det ikke er en undskyldning så er det i det mindste en form for forklaring… Mary.." Colby rakte hånden ud efter hende, men ombestemte sig halvvejs og tog sin hånd til sig igen. Han tøvede. "Mary, jeg kunne aldrig finde på at gøre dig noget ondt". Troede han at hun var bange for ham eller noget? At hun var en eller anden lille pige, der følte sig misbrugt? Det var jo ikke så meget, at hun følte sig misbrugt efter den episode. Det var mere det faktum, at det var uden nogen former for tvivl 100 % forkert. Hun tog en dyb indånding og tvang sig selv til at kigge på ham; "Jeg er kun 18 år..", begyndte hun. "Jeg ved det…", afbrød Colby, før hun kunne fortsætte; "… men selvom jeg kun er 18 år gammel, så betegner det mig stadig som et voksent menneske. Og af den grund er jeg ligeså meget ansvarlig for mine handlinger, som du er for dine. Jeg var den der var ædru og ikke dig. Jeg burde ham stoppet det, før det overhoved begyndte". Hun stoppede ham med en håndbevægelse, da han virkede til at skulle til at afbryde hende, og fortsatte; "Jeg ved godt at der er en aldersforskel. Det var det der fik mig til at stoppe det. Der er al for stor en forskel aldersmæssigt mellem os to. For slet ikke at tale om, at Don er din chef. Men uanset hvad er jeg lige så stor skyld i det der skete i fredags, som du er". Colby rynkede panden, og før han kunne nå at protestere, skyndte hun sig ud af døren med ordene; "så lad os bare glemme alt om det og aldrig snakke om det igen" hænge i luften bag sig.