Disclaimer: Jeg ejer tydeligvis ikke idéen om Harry Potter, eller nogen af de penge, idéen indbringer.

Tak til Blueowls beta Throckmorton.

Redigeret den 15. juli 2013

Bog 1 - Del 2: Troldmændenes Verden

Harrys øjne veg ikke fra Hagrids ansigt under hele turen til London.

Alting gav så meget mere mening nu, selvom det nu også var så meget mere kompliceret.

Han var en troldmand, magi fandtes, og han skulle lære at bruge det. Hans forældre havde også været magiske og var ikke døde på den måde, Vernon og Petunia havde sagt.

Hagrid havde fortalt en lille smule om den skole, han skulle gå på, og at en stor troldmand ved navn Albus Dumbledore var Rektor.

Det var sådan set alt, han havde fået at vide, for de gik straks efter, at Hagrid havde givet Dudley en meget passende grisehale.

Nu var han halt sikker på, at han ikke var vanvittig, med mindre han selvfølgelig hallucinerede. Men hvordan kunne man hallucinere den virkelige verdens synsindtryk, lyde og dufte?

Harry smilede. Han havde på fornemmelsen, at Hagrid havde lige så meget lyst til at være sammen med familien Dursley, som han havde.

"Er du OK, Harry?" spurgte Hagrid da de stod af bussen.

"Jah, jeg har det fint," svarede han, alt imens han småløb for at følge med Hagrids store skridt.

Hagrid skiftede retning og gik ind i på lille kaffebar. Harry kiggede nysgerrigt på ham.

"Jeg, øh, tænkt' at du havde nog'n spørgsmål," sagde Hagrid og gik hen til et bord i et stille hjørne.

Butikken var stille og helt mennesketom, bortset fra servitricen.

Da de havde bestilt og modtaget noget varm chokolade og donuts til dem begge, og da servitricen var uden for hørevidde, begyndte Hagrid at tale.

Hagrid fortalte ham om "Voldemort" og hans onde tilhængere. Hagrid krøb sammen, da han skyndte sig at sige Mørkets Herres navn, og Harry kunne ikke lade være med at gøre det samme, men han krøb sammen af en anden grund...

Pludselig havde han kvalme, som om han skulle til at kaste op, imens Hagrid blev ved med at tale, og svimlende billeder hvirvlede rundt i hans hoved. Bordet begyndte at ryste svagt...

Harry styrtede af sted og fandt hurtigt skiltet ved toiletterne.

Han kunne svagt høre Hagrid skyndsomt rejse sig og løbe efter ham, alt imens døren til toiletterne fløj op, så han kunne løbe til den nærmeste bås.

Med et par dybe indåndinger lykkedes det ham at holde den varme chokolade indenbords, hvilket han var taknemmelig for. For at holde sig på højkant holdt han godt fast i det gelænderagtige håndtag på væggen, der var sat op til folk, hvis ben ikke altid ville, som de selv ville.

"Harry? Er du – er du OK?" spurgte Hagrid og lagde sin store hånd på Harrys ryg.

Harry nikkede og sank én gang. "Jeg øh..." Han lukkede øjnene og prøvede at beslutte sig for om han skulle fortælle ham lidt om sine drømme.

"Var det chokoladen?" spurgte Hagrid. Der var noget i hans stemme, der sagde Harry, at hvis det var det, der var galt, var der en kok, der var i store problemer.

"Nej, jeg... har bare et navn at sætte på ansigtet nu," hviskede han og krympede sig lidt mod gulvet.

"Ka' du husk' det?" fremhviskede Hagrid.

Harry nikkede kun igen som svar. Ordene syntes at have forladt ham.

Hagrid stod bare der og prøvede at finde ud af, hvad han skulle gøre.

"Tak, Hagrid," mumlede Harry efter at have taget et par vejrtrækninger.

"For hva'?"

"For at du reddede mig. Først den nat, og så i går."

Harry rankede sig og drejede en anelse. Hagrid stod udenfor båsen, ude af stand til at komme igennem den smalle dør, og hans brede skuldre var presset mod de vakkelvorne vægge.

Harry kiggede op i hans ansigt.

"Hvor meg't ka' du husk'?" spurgte Hagrid.

"Jeg kan huske, at du sad på noget, der fløj væk med os, da du havde samlet mig op. En motorcykel, måske?"

Hagrid havde tårer i øjnene nu, og Harry vidste, han kun lige akkurat holdt sammen på sig selv.

"Hagrid, jeg troede, jeg var skør, når jeg drømte om alle de her ting... du findes virkelig, ikke?"

Det var alt, hvad Hagrid havde brug for; Med lange arme trak han Harry ud af båsen, indhyllede ham i sine arme og kvalte et hulk.

"Jeg findes virkelig."

Efter næsten at klemme fyldet ud af Harry, slap Hagrid ham.

"Du' ik' skør, og hvis du nogensind' tror, du er det, så kom til meg," sagde han. Hans øjne var rolige til trods for tårerne, der var ved at slippe ud af dem.

De gik tilbage til bordet og efter at have lagt rigtig gode drikkepenge (Hagrid forstod ikke værdien af en halvtredser), gik de ud på gaden. Ingen af dem havde fået hold på sig selv.

"Øh, Harry, før vi køwer dine skoleting, må jeg advare deg. Alle ve', hva' der sket' den nat, for det meste, og på grund af det er du virk'li' berømt her. Du slap af med 'Du-ve'-hvem', så alle ve', hvem du er."

Harry kiggede overrasket op, men Hagrid lagde ikke mærke til det idet de gik ind i den snuskede pub, 'Den Utætte Kedel'.

"Det sædvanlige, Hagrid?" kaldte en stemme bag baren.

"Jeg ka' ik', Tom, jeg er på et ærind' for Hogwarts," sagde Hagrid og gav lille Harry et tungt klap på skulderen.

"Du milde himmel," sagde bartenderen, "er det – kunne det være –?"

Harry havde aldrig før hørt en så chokeret tavshed.

"Ved skaberen," hviskede han, "Harry Potter... hvilken ære."

Før Harry vidste af det, trykkede han pludselig Toms hånd, og den gode mand havde tårer i øjnene. Snart efter havde alle rejst sig og omgav ham.

Han var lidt utilpas ved at være omringet på den måde, og han havde en mærkelig følelse af, at der var en, der holdt intenst øje med ham. Han vendte sig mod følelsen og efter at have givet hånd til en, der hed Dedalus Diggle, og så han en mand med en turban.

"Pr'fesser Quirrell!" sagde Hagrid og kiggede så på Harry. "Harry, Pr'fessor Quirrell bli'r en af dine lærere på Hogwarts."

Harry vidste ikke hvorfor, men pludselig følte han sig nervøs, og da han mødte Quirrells blik, følte han sig blottet, men så beroligede han sig selv indeni, ligesom han havde gjort så mange gange efter et mareridt, eller mens Vernon eller Petunia fik en prop.

Quirrell kneb øjnene lidt sammen, og så rykkede sært det i det ene. Harry rakte sin hånd frem. Han huskede nok, at man skulle være høflig, uanset hvad ens umiddelbare følelser for nogen var.

Quirrell hilste stammende på ham og trykkede kraftesløst hans hånd.

Harry var lettet, da Hagrid førte ham væk derfra, forbi de stirrende folk og ud bagi.

"Øh, Hagrid... er professor Quirrel... øhm," begyndte Harry.

"Han er altid nervøs så'n der, løw ind i nog'n problemer ude i den Sorte Skov. Stakkels gut."

Harry rystede sig og forsøgte at fordøje det hele, imens Hagrid bankede på murstensmuren, som på magisk vis åbnede.

"Velkommen, te' Diagonalstræde."

Harry havde aldrig i sit liv set så mange butikker før, og han kunne næsten ikke tro på, at han havde haft så mange penge i Gringotts hele tiden.

De standsede også ved en anden boks, som Hagrid sagde var et 'Hogwarts-ærinde, meget hemmeligt.'

Harry så nysgerrigt på den lille pakke, som Hagrid prompte proppede ned i sin jakkelomme. Hagrid kiggede ned på ham og gav ham en alvorligt nik, som Harry gengældte.

Harry var meget høflig over for nisserne. Han kunne se en høj, skægget mand med en gammeldags kappe, der bukkede let for nogle nisser, for sit indre øje.

Han tænkte, at det ikke kunne skade, især ikke når der nu var så mange nisser, der havde bukket for ham. Så da den lavstammede nisse havde eskorteret dem ud af boks-afdelingen og sagde 'Far vel', vendte Harry sig mod ham, gav et let buk og sagde, "Gid velstand må indhylle Dem som en kappe."

Nissen blev behageligt overrasket og bukkede dybere end noget buk, Harry havde set indtil da.

"Og gid Deres kappelommer altid må være fulde af guld," sagde han, rank igen.

Hagrid kiggede ned på Harry og blinkede forundret, før de gik.

Nu da de var på vej mod butikkerne, tøvede Hagrid. "Harry, hvor har du hørt om det? Hvor'n vidste du, du sku' sige det? Det er der næsten ingen troldmænd, der ve'," sagde han nysgerrigt.

Harry var pludselig meget nervøs. Hvordan havde han vidst, at han skulle sige det?

"Jeg, øh... jeg må vel have hørt det, da vi kom ind," sagde Harry. Han vidste ikke, hvad han ellers skulle sige.

"Merlinfaderbevares, Harry, du lægger sand'lig mærk' til de små ting," sagde han og gav ham et bifaldende smil, og så begyndte de at købe skolesager.

Størstedelen af det forløb uden de store begivenheder, men ikke hans kappeindkøb;

Der mødte han en lyshåret dreng, som han næsten kunne sværge på at have set før i sine drømme, eller i hvert fald en, der lignede ham. Han forsøgte at kvæle den foruroligende følelse, der voksede imens han talte med den ubehagelige dreng.

Han besluttede sig i sit stille sind for at prøve at holde sig fra ham, for selv uden de mærkelige følelser var drengen uhøflig, arrogant og indbildsk.

Harry var taknemmelig for Hagrid, som så ud til at fornemme hans følelser og muntrede ham op. Han fortalte ham om en sær, men fascinerende sport, der hed Quidditch, og efter det satte han ham af ved Ollivanders.

Tja, i det mindste vidste Harry nu hvad de der pinde, han havde set i sine drømme, var for nogen.

Hr. Ollivander begyndte at tale; Han remsede Harrys forældres tryllestave op, imens han gik hen til ham. Så blev han meget stille og gik så vidt som til at røre let ved Harrys ar.

Harry var lettet, da Ollivander bakkede væk efter at have mumlet, at han beklagede at have solgt tryllestaven, der havde gjort det.

Harry blinkede. Det havde han ikke ventet. På en eller anden måde lykkedes det ham at forhindre billedet af hans ansigt i at overtage hans tanker.

Han var virkelig nervøs, da Hr. Ollivander holdt en tryllestav frem, han skulle prøve. Han var nødt til at minde sig selv om, at besværgelser skulle kastes, de blev ikke bare udspyet af sig selv.

"Bliver det så til noget? Tager du den ikke?" spurgte Hr. Ollivander, da han så ham tøve.

Harry tog den, men før han havde set sig om, snuppede Ollivander den igen og rakte ham en anden.

Ollivander fortalte, og han lyttede imens han blev rakt tryllestav efter tryllestav. Harry var i gang med at tvinge billederne fra hans drømme ned, da Ollivander tøvede. Han stod med endnu en tryllestav i hånden og kiggede på den.

"Hvorfor ikke?" sagde han og gav tryllestaven til Harry.

Harry tog den, og i samme øjeblik han gjorde det, følte han umådelig styrke. Det var både rædselsvækkende og tilfredsstillende.

Røde og gyldne gnister skød ud af spidsen af hans tryllestav som fyrværkeri, luften forskød sig omkring ham, og ting begyndte at skramle på hylderne, og havde det ikke været for Ollivanders begejstrede og storsmilende ansigt, ville Harry være gået i panik.

Ollivander forklarede, hvad hans tryllestav bestod af, og at den var en 'broder-tryllestav' med 'Han-Som-Ikke-Må-Benævnes'' tryllestav.

Harry gjorde sit bedste for at begribe det. Så så han Hagrid stå bag ham med et strålende smil og en hvid Sneugle i et bur.