Dagene gik stille og rolig. Narcissa havde skældt flere gange Draco ud for hans opførelse fra da Familien Greengrass havde spist middag der. Hr. og Fru. Greengrass havde været der en del i løbet af dagene, de planlagde alt ved brylluppet sammen med Narcissa. Astoria var også med et par gange, men i det mindste holdte hun sig lidt i baggrunden. Hun nedstirrede ret tit Draco, hun beundrede vel hans skønhed. Draco beundrede sig ved gud ikke hende, han synes slet ikke de passede sammen. Han ville meget hellere have noget lidt mere levende, en pige der var ligeglad med sit udseende. I det hele taget havde han en fornemmelse på at der kun var en pige i verden der betød noget. Men han havde givet slip på hende, hvorfor havde han gjort det?

Draco bankede sin knytnæve ned i sit skrivebord, så hans blæk væltede. Han stønnede og lod blækket løbe ud over hans papir. Han fik gjort rent ved hjælp af en lille besværgelse, og han lagde sig bagefter hurtigt på sin seng. For nogle år siden havde han haft alt!
Han havde endda overvejet af slå sig ned, men han gjorde det ikke. Et af Dracos mange fejltagelser, alle de fejltagelser han havde gjort. Han havde nær dræbt Dumbledore for mange år siden, han havde deltaget i krigen og stået ved Mørkets Herres side. Han var selvfølgelig stolt af sig selv, han var en dødsgardist, og det ville han altid forblive. I det mindste var han vokset: Han var ikke den arrogante teenager længere, der blærede sig eller spillede flabet. Draco lagde hans arme om bag hovedet, og trak vejret hårdt. Han kiggede op i træloftet, der hang Slytherin-bannere og flag og der var plakater af store Qudditchspillere. Han skuede hurtigt rundt på hans værelse, ved hjørnet af hans klædeskab stod han kost: Nimbus 2001, hans skrivebord var overfyldt med breve og papir og hans reol var fyldt med spøgh og skræmt sager, som han sikkert engang havde købt i Hogsmeade. Draco fik hurtige flashback af hogsmeade. - Den lille landsby, med klamme fugtige cafeer og med spøjse butikker. Draco så sig selv, gå ned af landsbyens stengader sammen med sit slæng som bestod af : Pansy, Grabbe og Goyle. Han huskede hvordan han kælede med den klamme Pansy, han havde aldrig brudt sig om hende. Han havde altid syntes at hun var klæbende og irrirterne - hun var bare et godt offerlam som man kunne udnytte. Grabbe og Goyle var egentligtaget også enormt dumme, de tænkte kun på at æde. Men Draco havde også bare brugt dem som livvagter, de beskyttede ham dengang. Draco satte sig forsigtigt op, der var koldt oppe på hans gamle værelse. Det var måske fordi det ikke var det samme værelse, som det havde været for ham da han var en dreng. Da han var et barn, og en teenager. Der havde rummet været hans hjem, hans beskyttelse. Nu var det koldt og tomt. Godt nok stod alle hans ting der, men det føltes ikke som det værelse han engang havde haft. Han rejste sig forsigtigt fra sengen, og rørte lidt ved sengekanten med hans lange blege fingre. Han satte sig oppe ved sit skrivebord, han strejfede det mørke træskrivebord med hans hænder. Han rodede rundt blandt papirene og fandt pludselig en kuvert. Det var uåbent, det var et uåbent brev. Han rodede lidt rundt i de andre breve, de var alle uåbne. Han åbnede forsigtigt et, der var ingen sender på. Men alligevel af ren nysgerritet så åbnede han et af brevene.

Kære Draco.
Hvor er du, jeg har brug for dig her hos mig. Hvorfor ignorere du mig bare. Svar mig dog Draco.
Skriv tilbage - skriv tilbage. Jeg ved ikke om du er død eller om du bare ikke svare mine breve.
Hvorfor gav du mig videre, hvorfor opgav du så let. Er der intet håb imellem os længere.
Vil du ikke have mig - Jeg har brug for svar Draco, så jeg kan komme videre i mit liv.
Jeg har boet hos Harry for det sidste, han er kommet tydeligvis længere i sit liv end mig.
Han skal på en mission imorgen, han siger det er noget med dødgardisterne. Men det bekymre mig ikke.
Han tror at du vil være der, han tror at både du og din far vil være der. Han mener der bliver kamp på stedet.
Jeg ved slet ikke hvorfor jeg er hos ham Draco? Han snød mig! Men samtidig gør han mig tryg som du plejede.
Kan du huske det! Dødgardisterne holdte mig som fange, du skulle pine mig, men i stedet beskyttede du mig.
Du reddede mig fra døden Draco! Du sagde du elskede mig - Du hentød til håb om os.
Hvorfor smidte du mig væk, hvorfor kunne jeg ikke være hos dig, hvorfor ville du ikke have mig?
Draco jeg beder - Bare et enkelt lille håb fra dig.
Jeg er så dum at jeg skriver dette brev, det er slet ikke mig. Hvad er der galt med mig!
Hvorfor kan jeg ikke bare komme videre med livet, ligesom jeg gjorde med Harry. Hvorfor er det specielt med dig?
Er det et tegn? Jeg har brug for svar Draco! Hvad hvis du er død - Hvad hvis du er gift væk i albanien.
Hvorfor trak du mig fra dig. Jeg elsker dig Draco. Ikke Harry, men dig.
Er der et lille håb tilbage i mørket
- Ginny