Kreativekleo; undskyld for at jeg ændrede historiens titel, men det faldt mig bare ind at den passede bedre. Nå, nok mod det. Tak for kommentarerne til; Detonate & Kiriian.

Jeg glemte at skrive det sidste, men jeg ejer ingenting! Desværre, ville meget gerne være geniet bag Harry Potter, men det er jeg ikke, og det kommer nok heller ikke som nogen overraskelse.

Gør jeg parat.

Tre…

To…

En LÆS!

Hospitalsfløjen

Kapitel to

Hermione lå på gulvet og ømmede sig, hun kastede et hadefuldt blik på Malfoy som havde lagt sig til at sove efter at have stirret på hende i noget der føltes som timer.

Hun rullede om på maven, og prøvede at skubbe sig op så hun kunne kravle, langsomt kravlede hun så lydløst hun kunne væk fra sin 'fangevogter' indtil at hans snorken blev mindre og mindre for hendes ører. Endelig hev hun en ordentlig mundfuld luft ind. Hun havde slet ikke være klar over at hun havde holdt vejret indtil nu.

Hun var nået hen for enden af en bogreol, da hun endelig måtte give op af bar træthed og læne sig op af den, mens at hun hæst trak vejret i små hurtige åndedrag.

"Harry?" hendes egen stemme forskrækkede hende, den var rug og hæs, og det føltes mærkeligt endelig at bruge den. Hun så bange over imod der hvor Malfoy lå og sov, hun kunne sagte hører hans snorken give genlyd i bibliotekssalen.

"Ron? Harry?" hun kunne mærke tårerne presse på, det gjorde så ondt over det hele i hendes krop. De brækkede ribben gjorde så hun næsten ikke kunne trække vejret. Armene og benene rystede så meget at hun troede de snart skulle falde af.

Hun var ikke sikker på hvornår at Malfoy var holdt op med at slå og gået over til bare at sidde og stirre på hende. Hun havde bare ligget på gulvet og koncentreret sig om ikke at græde – hun ville ikke græde foran ham, han var ikke tårerne værd.

"Hermione, Hermione hvor er du?!" hun kunne hører Harrys stemme og de hastige skridt der fulgte efter. Den brød igennem stilheden der havde lagt sig i bibliotek, og det gjorde næsten ondt i hendes ører at høre på hans stemme. Hendes hjerte bankede hurtigt inden i hendes krop, han var kommet efter hende!

"Harry, er det dig? Harry jeg er her!" hun samlede endnu engang sine kræfter, og rejste sig for at kravle ud midt på gangen.

"Harr-"

"Der var du mudderblod." hun løftede hurtigt blikket og mødte de stålgrå øjne.

"Nej, nej!" hun bøjede hovedet ind til kroppen, og lod tårerne strømme. "Ikke dig, ikke dig igen. Gå, gå med dig!" hun vuggede frem og tilbage, mens at hun prøvede at ignorere ham.

"Hermione, hjælp mig, Hermione, der er Voldemort, han kommer og tager mig, han slår mig ihjel, Hermione hjælp mig!" hun krammede endnu hårde om sine ben, mens at hun hulkede videre. Det var ikke Harry – det var Malfoy, han havde forhekset sin egen stemme, og fået den til at lyde ligesom Harrys.

Hun kunne hører Malfoys spæde latter mens han stille kom nærmere og nærmere.

"Lad mig være Malfoy, gå med dig!" hun klemte øjnene hårdt sammen da han satte sig ned på hug ved siden af hende.

"Hermione, det er jo mig Ron! Hermione kig på mig, jeg beder dig, kig på mig." Rons stemme var lige uden for hendes øre, den lød bange, skrækslagen, forvirret og intet anende. Hun åbnede håbefuldt øjnene, måske havde hun fantaseret før, måske var det virkelig Ron der var hos hende nu?

Hun vendte hovedet og så ind i Malfoys arrogante ansigt.

"Hermione jeg eeeelsker dig." hun kunne se Malfoys mund der formede sig efter ordrerne som han udtalte.

"Lad være, vil du ikke nok lade være?" hun lagde hænderne beskyttende over ørerne for at holde hans stemme ude.

"Hermione det er Voldemort, han tager mig Hermione, Hermione!" Harrys stemme lød for hendes ører.

"Lad være, vær sød at lade væ-" hun blev stoppet midt i sætningen af nogen der braste ind gennem døren til biblioteket.

"Harry hvor er hun, hvilken vej?" hun var lige ved at skrige af angst.

"Malfoy lad være, lad være med at bruge deres stemmer! Malfoy så hør mig do-" hun havde åbnet øjnene for at kaste et bedende blik på Malfoy men han var væk, i stedet så hun Harry og Ron stå i den oplyste indgang. Hendes hjerte sprang et slag over før at hun begyndte at skrige.

"Malfoy stop, ikke det her, ikke Harry og Ron, Malfoy!" hendes stemme ebbede ud, og hun så med rædsel malet i øjnene Harry og Ron nærmede sig hende.

"Hermione hvad snakker du om, det er bare os?" Ron tog et skridt nærmere og rakte hånden ud så hun kunne tage den.

"Kom ét skridt nærmere og jeg sværger jeg vil gøre dit liv til et levende helvede!" hun prøvede at skubbe sig tilbage, samtidig med at udholde den sviende syrer der løb igennem hendes arme.

"Harry hvad skal jeg gøre? Hun vil ikke lade mig komme i nærheden af hende?" Ron så fortvivlet på Harry der så lige så fortvivlet tilbage på ham.

"Vi kunne levitere hende op til Madame Pomfrey og få hende til at kigge på hende?" der kom et spørgende glimt i Harrys ansigt, men Ron så fortabt ned på pigen der sad på gulvet. Det skræmte udtryk i hendes ansigt gjorde ham rasende, ingen skulle behandle andre sådan, ingen.

"Jeg tvivler på at vi ville kunne levitere hende i den tilstand. Hun ville få et hjertestop af bar rædsel!" Harry gav ham svagt ret, han kom pludselig i tanke om noget, han lagde røverkortet og sin tryllestav fra sig, før at han stille gik over forbi Ron, og satte sig på knæ foran Hermione.

"Hermione, hvem er vi?" Harry så usikkert ind i Hermiones øjne som gengældte hans blik. Hun fremytrede nogle hurtige ord før at hun kiggede væk igen. Han opfangede ordrerne Malfoy og kloner.

"Hermione jeg forstod ingenting af hvad du sagde. Kan du sige det igen?" hun rystede tavst på hovedet.

"Hermione, vil du ikke nok være sød at sige det igen?" hun snerpede munden sammen og rystede på hovedet igen. Harry vendte anstrengt hovedet om mod Ron før at han åbnede munden igen.

"Ron, er der en ting vi ved om Hermione som ingen andre ved? Noget som kan overbevise hende om at vi er os selv?" Ron så tvivlrådigt ned på Hermione som om at han tænkte at det aldrig ville kunne lade sig gøre.

"Ron for guds skyld find på noget!"

"Jeg tænker forhelved Harry tag det roligt!" noget som kun de vidste om Hermione; hun havde datet Krum? Duede ikke, alle vidste det. At hun aldrig havde fået mindre end det bedste i alle fag – med undtagelse af flyvning. Eller den gang hvor de havde fundet Sirius i det Hylende Hus, han så et glimt af Malfoy, henrettelsen af Stormvind – nøj hvor han hadede det svin, den første chance han fik til at slå ham ihjel ville han gøre det – hov! Malfoy, Hermione, lussing, et smalt grin bredte sig på hans læber.

"Hermione," Ron gik hurtigt i knæ ved siden af Harry og så hende ind i de tårer fyldte øjne. "Tredje skoleår, du gav Malfoy en lussing fordi at han fornærmede Hagrid og Stormvind!" Ron så perplekst på Hermione da hun bare trak sig længere væk fra ham.

"Ron tror du ikke Malfoy ville vide det?" Harry så deprimeret på ham, mens at han samtidig holdte øje med Hermione.

Ron kunne mærke sine ører blive røde. "Jo, selvfølgelig." fik han fremstammet.

Harry så stadig på Ron da noget slog ham. "Hermione kan du huske det tredje år?" Hermione nikkede bekræftende. "Det var det år hvor Professor McGonagall gav dig tidsvenderen så du kunne nå alle dine klasser, og vi brugte den til at befrie Sirius og Stromvind." Hermiones øjne lyste op et kort øjeblik før at hun langsommeligt fik sagt noget. "Hermione," Harry så bønfaldende på hende. "Jeg bliver altså nød til at bede dig om at tage noget højre, jeg kan ikke hør-"

"Harry!" han udstødte et "hmphf" da Hermione sprang hen i hans arme, og han lande med et hårdt stød på gulvet, men tog alligevel imod Hermione med latter i stemmen.

~{o}~

"Ron, hvor er du på vej hen?" Hermiones hæse lave stemme stoppede hans færd ind imellem bogreolerne.

"Ikke nogen steder hen Hermione, jeg havde bare set denne her quidditch bog som jeg lige ville låne." han krydsede fingerende bag ryggen da han vendte sig smilende om mod hende.

"Ronald Bilius Weasley står du og lyver for mig?" Hermiones anklagende blik nåede ham, og han bukkede under.

"Selv når du er gennem banket kan du stadig opsporer en løgn" han så surt på hende.

"Uhu … men du svarede mig ikke på mit spørgsmål" hun smilede smørret til ham.

Han lavede et hvorfor-skal-jeg-altid-forklare-alt-hvad-jeg-fortager-mig-suk før at han begyndte at snakke. "Det er bare, Malfoy burde ikke slippe godt fra det – se på dig! Du er et vrag, du burde slet ikke være her, du burde være på hospitalsfløjen hvor Madame Pomfrey kunne sætte dig samm-"

"Og så sætte dig sammen bagefter fordi at Malfoy har 'skilt' dig ad? Ron, det kan godt være at Pomfrey aldrig spørger ind til hvad der er sket, og at hun bare gøre sit job med at sætte folk sammen igen, men tror du ikke det vil virke lidt mistroisk at vi begge kommer op til hende, lige efter hinanden?" Ron åbnede munden for at sige noget, men lukkede den så igen, også gentog han bevægelsen igen.

"Du tror," han sank en klump. "At jeg vil tabe en duel med fritten?" hans mund formede et 'o' som han stod der og kiggede på hende.

"Ron hvordan tror du jeg endte op såda-" hendes øjne begyndte at flimre før at det hele blev sort.

~{o}~

"Hermione, Hermione!" Harry ruskede svagt i hende, før at han så fortvivlet op på Ron.

"Harry, det mener du ikke?" Ron så irriteret ned på ham, men det eneste der kom tilbage var et ynkeligt blik fra ham.

"Harry, det er Malfoy vi snakker om her, han har tæsket Hermione synder og sammen, og du vil lade ham slippe uden om?"

"Ron vi får ham en anden gang, det lover jeg dig, men Hermione har brug for os begge to nu her!" Ron rakte fortrydeligt armene frem, og mærkede Hermiones vægt skifte fra Harry til ham selv. Harry rejste sig hurtigt op og fulgte med Ron, som allerede var sat i et hæsblæsende tempo ud af biblioteket og ned af gangen.

~{o}~

Hermione åbnede stille øjnene og så sig omkring i de lyse omgivelser. Hun jamrede svagt, da hun opdagede hvor hun var.

Hun kiggede hen på to stole der var blevet sat frem, og de drenge der sad sovende i dem, hun smilede svagt ved synet. Harrys hår så mere uglet ud en det plejede, og Rons gevandter var så krøllede at hun tvivlede på at man kunne rette dem ud igen – selv ikke med fru Weasleys bedste besværgelser.

Hun prøvede at rette sig op så hun ville få et bedre overblik, men måtte hurtigt give op på grund af den stikkende smerte i ribbenene, skeletofixen var åbenbart ikke helt færdig med at gøre sin gerning*.

Hun sank tilbage i puden, og stirrede skiftevis på Harry, Ron og vinduet. Endelig så hun på bordet ved siden af hende, hvor der var overdækket med kort, slik og dødstrusler til dem som havde gjort det mod hende.

Hun grinede glad, og så på drengene der begyndte at rygge svagt på sig ved lyden af hendes grin.

Hun så Harry blinke lidt med øjnene før at han fokuserede rigtigt, han smilte tilbage til hende, før at han rystede lidt til Ron som bare mumlede; moar bare fem minutter til, han rakte ud efter noget i luften, og vågnede så med et spjæt imens at han udbrød; "hvem har taget Theodore?!", han så hen på Harry som nikkede diskret hen mod Hermione. Rons ører blev tomat røde da han mødte hendes blik, hun ignorer det og smilte bare sødt til ham.

"Du er vågen," han så flovt på hende.

"Ja, det er jeg sørme også!" hun rystede let på hovedet af ham, før at hun så hen på Harry. Hun havde siddet med et spørgsmål på tungen, som hun bare blev nød til at spørge om.

"Hvor lang tid har jeg ligget her?"

"Altså vi fandt dig i morges, ved en hva' halv fire tiden, og nu er den syv om aftenen, femten timer siden ca…" Harry trak på skuldrene som et tegn på at han ikke var helt sikker.

"Så langt tid?"

"Ja, noget i den stil, ikke Ron?"

"…"

"Det er løgn," Harry puffede Ron i siden.

"Hvad?" Hermione så spørgende på ham.

"Han er faldet i søvn igen den idiot." hun grinede lavmælt mens at Harry bare smilede skævt. "Han havde det også virkelig slemt i går, i morges, for nogle timer siden, lidt over en halv dag…" Harry sad og funderede lidt over det indtil at han udbrød at han ikke kunne finde ud af det. "Nå! Men sagen er den at han var virkelig bekymret for dig, vi ledte over det hele – selvfølgelig tænkte vi ikke på at kigge på biblioteket fordi, at det plejer at lukke ved en elvetiden – men da vi ikke kunne finde dig nogen steder i resten af slottet, søgte vi tilbage mod biblioteket, og så fandt vi dig med Malfoy hængende over dig, men da han så os kunne man ikke se hans røv for bar skosåler." hun nikkede sammentyggende, det gav mening for hende; hun plejede aldrig at være på bibliotek så sent, selv hun havde sine grænser for hvad hun kunne klare på en dag. Hun så Harry kigge underligt på hende.

"Hvad?" Harry rystede svagt på hovedet for at afværge spørgsmålet, men hun pressede ham indtil at han gav efter.

"Hermione hvad det egentlig han gjorde ved dig, du var helt konfus da vi kom hen til dig, og du genkendte os ikke, du blev bare ved med at råbe at Malfoy skulle stoppe." han så spørgende på hende.

"Malfoy havde lagt en eller anden besværgelse på sig selv, eller retter sagt sin stemme, han fik den til at lyde som din og Rons. Da han brugte din blev han ved med at råbe efter min hjælp, og sige at Voldemort var efter ham og ville tage ham," hun tog en dyb indånding før at hun nåede til Rons stemme. "og da han brugte dovendyrets stemme," hun gjorde et nik hen mod Ron der lå med halvt åben mund mens at han blev ved med at mumle Theodore Theodore Theodore. "sagde han at han elskede mig, jeg kunne ikke tage det mere. Fysisk smerte kan jeg håndtere, men psykisk smerte," hun slugte en klump der havde sat sig fast i halsen, "er ren terror…"

"De er vågen frøken Granger!" Madame Pomfrey kom pludselig til syne på den anden side af døren indtil hendes kontor. Hun så kritisk på de to drenge – den ene der sad og førte en samtale med hendes patient, og den anden som lå og kunne se ud som om han havde brug for noget opkvikkende.

"Hr. Potter, jeg tror det er på tide at De og hr. Weasley lader frøken Granger få noget ro, så hun kan få helet de sidste knogler i kroppen." Madame Pomfrey så bestemt på dem, indtil at hun var sikker på at de var ude af hospitalsfløjen.

"Så er det godnat frøken Granger, og ikke noget brok! Hvis du får en god nattesøvn er du parat til at gå i morgen så du kan nå dine timer." Hermione lagde sig – uden brok – ned og lukkede øjnene, hun kunne mærke søvnen overvælde hende, og lod den få fuld kontrol over hende.

~{o}~

"Ron, Harry vent på mig!" Ron og Harry vendte sig om ved lyden af den velkendte stemme. De så Hermione komme løbende bag dem med røde kinder og et lykkeligt smil på læben. Harry lagde mærke til hvordan Rons ører blev en dyb rosa farve da hun glad krammede ham. Harry gryntede svagt, og kunne ikke lade være med at gengælde Hermiones glade smil.

"Jeg troede at Madame Pomfrey ville holde dig låst inde der i noget nær en evighed?" Ron tog forsigtigt Hermiones hånd i sin og gik videre mod forsvar mod mørkets kræfter lokalet, hvor Bill Weasley – deres nye lærer til Rons store fortrydelse – ventede.

"Det var jeg også bange for, men i går efter at hun havde fået skræmt jer to væk, lovede hun mig at jeg kunne komme til timerne i dag, hvis jeg bare gik i seng uden brok." hun smilede varmt til Ron, og han besvarede det ved at give hende et hurtigt kram.

Hele skolen vidste snart at Hermione var blevet 'løsladt' fra hospitalsfløjen, og alle kom strømmende for at udspørge hende om hvad der var sket. Ron var gået stort ind for at alle skulle vide at det var Malfoy der havde gjort det imod hende, men Harry og Hermione var blevet enige om at det var bedre at forholde det skjult. Malfoy ville højest få eftersidning i en måned for det han havde gjort, da Lucius meget sandsynligt ville fri ham for alt andet – som Harry havde sagt, heller tage hævn på Malfoy senere, og så sige at det var et uheld, ingen ville se forbindelsen, og de havde jo også allerede sagt til Madame Pomfrey, at Hermione var faldet ned af en af trapperne på grund af et af Peeves drillenumre.

Da de endelig nåede frem til klasselokalet og åbnede døren, forstummede snakken derinde. Alle vendte hovederne og fulgte Hermione med øjnene. Ron gav Hermiones hånd et beskyttende klem da han opdagede den stigende interesse for hende.

"Jeg ser at vi kan starte timen nu hvor alle er her!" Bills smil kom til syne da han trådte ud af skyggerne bag dem, gryffindorerne begyndte at klappe, mens at der lød små bidske kommentarer fra den anden halvdel. "Jeg har spurgt Dumbledor om lov til at lave et lille projekt med jer, som vil strække sig over den næste uge," Bill så Hermiones hånd ryge i vejret, i samme øjeblik han havde talt sætning færdigt. "og han gav mig lov til det, han gav mig ret i at det vil styrke jeres tillid til hinanden." han så udover klassen for at tjekke at alle havde forstået ham. Hans øjne blev fanget af Hermione, som viftede med hånden som en gal for at få hans opmærksomhed – han valgte dog stadig at ignorer den. "de parringer jeg laver vil i være i resten af året, og der er ikke noget der hedder at bytte. Hvis I har jeres uoverensstemmelser må i selv løse dem og komme videre." han kiggede igen ud over klassen og de nikkede tilbage til ham. "Hvad vil De sige frøken Granger?"

Hermione smilede lykkeligt til ham over at være blevet valgt. "Vil dette projekt blive fulgt af alle lærerne i de andre fag, eller er det noget helt for sig selv?" Bill nikkede sagte, før at han talte.

"Ja, dette fag vil blive fulgt af alle lærer." man kunne hører de forskellige folks klagende meninger, men Bill valgte at ignorerer det. Han havde fået fortalt at det ville være en stor del af jobbet som lærer, modtage klager, og ryste dem af sig hurtigt igen. Han så igen ud af øjenkrogen hvordan Hermiones hånd skød op i luften. "Ja frøken Granger?"

"Hvad vil dette projekt gå ud på?" Bills smil lyste op ved lyden af spørgsmålet.

"Det er jeg meget glad for at De spørger om frøken Granger. Dette projekt handler jo om tillid, at stole blindt på nogen, kender i den sætni-"

"Du har ikke rent faktisk tænk dig at vi skulle lade os blinde og blive ført rundt som en eller anden galning, en eller anden kunne jo brække halsen på mig bare fordi at personen glemte at sige at der var en trappe?!" Den blonde dreng rejste sig op fra sin stol og så nedstirrende på ham.

"Og De må så være hr. Malfoy hvis jeg er ret?" Bill smilede lumsk for sig selv, en ide var begyndt at forme sig inde i hans hoved.

"Ja?"

"Det glæder mig at hører – hvis du skulle til at sige noget som for eksempel; jeg kan få sat en stopper for dette projekt, eller; du bliver fyret hvis du så meget som prøver at blinde mig, så vil jeg være den første til at meddele dig at skolebestyrelsen allerede har godkendt projektet. De var alle enige med mig, undtagen en hvis Lucius Malfoy som jeg formoder er din far?"

"Uhu?" Malfoy satte sig tvært ned i stolen igen, i frikvarteret ville han skrive et meget meget langt brev til sin far, hvor han ville beklage sig, og bede ham om at genoptage diskussionen om projektet om nødvendigt bruge de metoder der skulle til for at få projekt nedstemt.

"Nå!" Bill klappede frisk hænderne sammen, "lad os komme i gang med parringerne. Lavender Brown og Blaise Zabini, Parvati Patil og Gregory Goyle, Ronald Weasley og Pansy Parkinson," protester lød fra alle sider, han ignorerede det faktum og så videre udover klassen. "Millicent Bulstrode og Harry Potter, og ja selvfølgelig, det perfekte par; Hermione Granger og" Hermione krydsede fingre bag sin ryg, der var stadig et par drenge og piger tilbage, og de var ikke alle lige slemme, hun var bare glad for at hun ikke ville blive sat sammen med Malfoy, igen lærer ved deres fulde fem ville sætte de to samm… "Draco Malfoy" hun kunne mærke Ron spænde hver en muskel i sin krop, og se Harrys læber strammes i en grim grimasse, mens alle gryffindorerne sendte hende medlindenheds blikke, samtidig med at hun kunne føle hendes verden styrte sammen til kaos omkring hende.

A/N

*jeg ved godt at det med skeletofix kun tager knoglerne omkring otte timer at hele, men den dur bare ikke her, så jeg ændrede lidt i det til min fordel!(:

Hm hvad syntes i? Personligt syntes jeg starten stinker, men jeg blev jo ligesom nød til at lave den. Jeg var startet ud med at skrive en helt anden, og da jeg var nåede 2000 år fandt jeg endelig ud af at det var noget lort det jeg havde skrevet, og jeg slettede det hele og begyndte forfra – min søster sagde at den her var klart bedre end den anden – men sådan er det jo! Nå, husk at kommenterer – jeg er åben for alt (undtagen om stavefejl) så fyr løs!

Hvis der er nogen der undren sig over at jeg har valgt Bill Weasley som lærer til forsvar mod mørkets kræfter, er det fordi at jeg kun kunne se sådan en 'opgave' ske, med en der havde et nyt og frisk syn på alting.

Alt for denne gang, jeg regner med at opdaterer igen d. 3 april, men hæng mig ikke op på det x'D – jeg kan afslører at næste kapitel kommer til at hedde *surprise* forsvar mod mørkets kræfter!!! ;D