FanfictionJunkieDK's Noter: Så kom kapitel to endelig! Håber I kan lide det!
Kapitel 2: Med denne ring
Harry mærkede at blodet forsvandt fra hans ansigt samtidig med at han så Snapes øjne udvide sig i totalt chok. "Hvad?" spurgte Eliksirmesteren kiggende fra Dumbledore til McGonagall til Hooch. Til Harrys skræk gav både McGonagall og Hooch ham et sygt nik i bekræftelse.
"Snape!" udbrød Ron i fortvivlelse.
"Men det er umuligt!" protesterede Harry og så på dem som om de havde tabt forstanden. Molly og Arthur så ikke specielt glade ud, men de så ikke nær så ophidsede ud som Harry mente de skulle.
Dumbledore rynkede på panden af Harry. "Hvorfor ville det være umuligt? Jeg ved at dig og professor Snape ikke enes særlig godt, men det er ofte tilstanden i disse situationer. I kommer igennem det efterhånden. Det er et fremragende match. I er begge relativt ligeværdige i kraft og evner – eller vil være det, når du er færdig med din skolegang, Harry. Og indtil da er Severus ganske bestemt i stand til at beskytte dig fra enhver trussel. Og I har mere til fælles end du ved, og ---"
"Men han er en mand!" afbrød Harry, mens han undrede sig over om Rektoren helt havde mistet forstanden.
Dumbledore så en smule overrumplet ud ved hans kommentar. Hermione lænede sig over mod Harry. "Det er en Muggle fordom, Harry," hviskede hun til ham. "Det kan egentlig ikke helt overføres til Trolddomsverdenen – Magiske forbundne ægteskaber er lovlige mellem to billigende voksende af begge køn og enhver race."
"Virkelig?" Harry vendte sig for at stirre overrasket på hende. Han havde egentlig aldrig tænkt over det på et personligt plan, havde ingen dybe fordomme selv imod homoseksualitet, selvom han ikke kunne erindre nogen situation, hvor han kunne have formet en mening uanset hvad. Men at Trolddomsverdenen ingen fordomme havde mod… "Race?" udbrød han pludselig, da han indså hvad hun ellers havde hintet i sin forklaring.
"Har du aldrig undret dig over hvor Kentaurer kom fra?" spurgte hun med et skuldertræk. "Efter de omstændigheder, er der meget få par der chokerer Trolddomsverdenen."
"Jeg gifter mig ikke med Potter!" Annoncerede Snape, inden Harry kunne sige mere.
"Se nu her, Severus," indvendte Dumbledore. "Det er et godt match. Og det løser alle mulige problemer, det første værende at chancen for at finde en anden passende løsning mellem nu og i morgen tidlig er højst usandsynlig."
"Godt match!" knurrede Snape. "bortset fra det faktum, at vi ikke kan døje hinanden, har du så glemt min ANDEN jobbeskrivelse?"
Harry sprang næsten op og ekkoede Snapes ord lige på stedet. Det var helt korrekt! Snape kunne ikke ægte Harry og være en spion på samme tid. Det ville være en absolut erklæring af hans loyaliteter, hvis han gjorde det. Det lykkedes ham dog at holde sig selv tilbage, overbevist om, at Snape ikke ville byde hans hjælp velkommen på nogen som helst facon.
"Enig, det er ikke muligt for dig at fastholde din funktion som en loyal Dødsgardist," Dumbledore gav ham velvilligt ret. "men det har været min mening at tale med dig om det alligevel Severus. Det har vokset sig alt for farligt. Hvis Voldemort ikke havde sendt dig og Lucius væk på den vilde gåsejagt, jeg opdigtede sidste forår, ville du være blevet dræbt sammen med de andre i kampen."
Harrys øjne udvidede sig ved den oplysning. Han havde ikke en gang tænkt over hvordan det var lykkedes Snape både at fastblive en troværdig spion og samtidig holde sig ude af kampen. Han rystede pludselig i realisationen over, at sammen med de loyale Dødsgardister kunne han meget vel have været ansvarlig for Professor Snapes død sidste forår ligeså. Og selvom han ikke kunne lide Snape, var han nødt til at indrømme, at han beundrede mandens mod og mandshjerte, ikke at forglemme hans uvaklende loyalitet til Dumbledore, trods det forbandede liv han måtte leve som spion.
"Nej," sagde Dumbledore bestemt. "Det er på tide at hive dig væk fra feltet, Severus. Vi har brug for dig her sammen med os. Og på denne måde er vi sikre på, at der er et loyalt medlem af Føniksordenen ved Harrys side til at beskytte ham."
"Albus!" Snape protesterede i skrækslagent chok.
Dumbledore rejste sig pludselig, greb fat i Snapes arm og førte ham hen til den ene ende af rummet for at tale stille med ham. Ron og Hermione greb muligheden for at tale med Harry i lavmælt hvisken.
"Det her er vanvittigt," indvendte Ron. "De kan ikke seriøst overveje at gifte dig bort til den slimede idiot!"
Nogenlunde panikslagent kiggede Harry op på dem i desperation. Hvad helvede skulle han gøre? Det virkede som om det var en sag om hvem der fik lov til at dræbe ham først – hvis han ikke giftede sig med Snape, ville Voldemort slå ham ihjel. Hvis han giftede sig med ham, ville Snape sikkert slå ham ihjel selv. Ikke at forglemme hvad de andre Gryffindorer og Slytheriner ville gøre. Han havde egentlig aldrig seriøst tænkt over ægteskab, men han havde altid troet at hvis han overlevede til voksendommen, ville han forelske sig som hans forældre havde gjort, blive gift, få en familie. Kunne faktisk godt lide den ide temmelig meget. Men at tilbringe resten af hans liv i Severus Snapes, den mest hadede lærer på Hogwarts, selskab. Det ville være som om uendelig Eliksirtime for resten af hans liv.
"Harry, vi kan ikke tillade det her," sagde Hermione enigt, og så temmelig resigneret over på Ron.
Ron, der så bleg og syg ud nikkede enigt. "Det er nemlig rigtigt," sagde han bestemt. "Vi er dine bedste venner, Harry. Enhver af os…" hans stemme knækkede kort og han rømmede det hurtigt væk. "Enhver af os vil gifte os med dig, før vi lader dig ægte Snape."
Det tog et øjeblik for Harry at forstå hvad hans venner sagde, mest fordi han endnu ikke var kommet sig over det chok det var at indse, at Trolddomsverdenen åbenbart ikke havde nogen som helst fordom mod to mænd, der giftede sig med hinanden. Det sank endelig ind, at begge hans venner var villige til at gifte sig med ham, villige til at ofre deres egen mulighed for fremtidig lykke for at beskytte ham. Og trods det at han desperat ledte efter en udvej – en eller anden måde at undgå at ægte Snape, vidste han i sit hjerte, at han aldrig kunne gøre det mod sine venner.
Sandheden var, uanset hvordan han valgte at se på det, at hans liv og lykke aldrig havde været hans egen. Fra det øjeblik Voldemort havde dræbt hans familie og forvandlet ham til Drengen Der Levede, havde hans liv været totalt ude af hans egen kontrol. Han var altid blevet nægtet valg – først med Dursleyerne og så med Trolddomsverdenen og dens tro på at han ville redde dem. Rent faktisk havde han ved at gøre lige nøjagtig dette, frelst dem sidste forår, kun forstærket den tro.
Og uanset hvad han ellers gjorde i sit liv, hvad han ellers måtte håbe på eller drømme om, ville Voldemort aldrig lade ham leve en normal tilværelse. Han ville ikke lade ham leve, punktum. I det mindste kunne han sikre sig, at hans venner stadig havde en chance for et normalt liv.
"I er mine bedste venner," fortalte han stille Ron og Hermione. "og hvis jeg skal møde det som Voldemort har planlagt, vil jeg få brug for mine bedste venner ved min side – som mine bedste venner. Jeg kan ikke gifte mig med nogen af jer. Det ville ødelægge alt mellem os."
"Harry," Hermione protesterede. "Vi ville aldrig tillade det at ødelægge noget som helst."
"Hun har ret, kammerat," nikkede Ron. "Vi vil altid være dine bedste venner. Uanset hvad der sker."
Det virkede som om han havde brug for noget mere overtalende. Han greb begge deres hænder. "I to er det eneste i mit liv der er normalt og fornuftigt, " fortalte han dem vildt. "jeg kan ikke miste det. Og ved at gifte mig med en af jer, ville jeg ændre det. Det kan jeg ikke."
De virkede begge til at forstå og han så glimtene af blandet lettelse og skyld i deres øjne. "men Snape," indvendte Ron en sidste gang. "Hvad med… Ginny? Jeg er sikker på, at hun ville…"
"Hun bliver ikke femten før næste måned, " mindede Hermione ham om. "Så er det for sent."
"Desuden," indrømmede Harry. "at gifte mig med Ginny ville være som om at gifte mig med min LILLESØSTER. Det kunne jeg heller ikke gøre." Han var godt klar over det faktum, at Ginny var forelsket i ham. Og at tilføje hele den forelskelsesting i et arrangeret ægteskab var en opskrift på katastrofe efter hans mening. En ting var sikkert – der ville aldrig være sådanne nogle misforståelser mellem ham og Snape. Han kiggede tværs gennem værelset på Snape, der stadig var fastlåst i en ophedet diskussion med Rektoren. Snape så vredere ud end han nogensinde havde set ham før og han sukkede i fortvivlelse.
Molly og Arthur, der havde rykket sig til side for at give de tre af dem fred til at tale stille sammen, kom tilbage. "Er alt i orden Harry, min kære?" spurgte Molly bekymret.
"Mor, det her er forfærdeligt!" protesterede Ron. "Vi kan ikke lade Harry gifte sig med Snape."
Molly stivnede tankefuldt. "Jeg ved at du ikke kan lide professor Snape," sagde Molly. "men Rektoren har ret, når han siger, at det løser en masse af problemerne. Severus Snape kommer fra en meget respekteret, meget gammel og meget velhavende Trolddomsfamilie. Sandheden er, at fandt vi en eller anden sød og rar ung pige til Harry at gifte sig med, ville Minister Fudge højst sandsynlig ville finde en eller anden vej til at erklære ægteskabet ugyldigt og fortsætte med adoptionen alligevel. Der er meget få familier med nok magt til at slippe af sted med noget som det her. Jeg troede at måske Bill eller muligvis Charlie kunne, men vi har bare ikke pengene eller magten til at stå imod Fudge. Men han vil absolut ikke forsøge at gå imod Severus. Han ville vide, at han ville tabe den kamp.
"Du får det til at lyde som om du rent faktisk tror, at Snape vil gå med til det her?" fremførte Ron. "eller at hvis han gjorde, så ville han gøre alt i sin magt for at beskytte Harry. Du kender ham ikke som vi gør."
"jeg er sikker på at Severus vil gå med til det," rettede Arthur. "Albus Dumbledore er om ikke andet meget overtalende. Og ja, Severus vil beskytte Harry. Hvis han gifter sig med Harry vil han være ærebundet til at passe på ham."
"Hvis han ikke myrder ham først," indvendte Ron.
"Han har aldrig prøvet på at dræbe mig," indrømmede Harry stille til sin ven. Han kunne ikke fatte, at han rent faktisk forsvarede Snape, men manden havde risikeret sig eget liv adskillige gange for at redde Harry. Og Gud vidste, at han satte livet på spil gang på gang for Føniksordenen for at få information til dem alle omhandlende Voldemorts aktiviteter.
"Han er faktisk noget af en fangst," informerede Molly dem alle om. "Bare med penge alene."
"Så det er sandt, at han har penge?" spurgte Hermione.
"Og for søren, min kære," Molly lo. "Bare ved at være Eliksirmester ville han være rig nok – der er ikke noget mere lukrativt job i hele Trolddomsverdenen end det. Men han stammer også fra gamle penge."
"men han er alt for gammel til Harry," argumenterede Ron videre.
Både Molly og Arthur så overraskede ud efter den bemærkning. "Han er kun tyve år ældre end Harry," pointerede Arthur, som om det var den mest normale ting i verdenen. Harry var begyndt at mistænke, at der endnu engang var noget om Trolddomsverdenen han ikke vidste. Den mistanke blev kun bekræftet, da Ron sukkede og nikkede enigt.
Endnu en gang kom muggle fødte Hermione til hans redning. "Tænk på hvor længe Troldmænd lever," hviskede hun stille til ham. "Dobbelt, hvis ikke tredobbelt så længe som en muggle. Aldersforskellen skulle være tættere på tres eller firs år før nogen ville lægge mærke til det."
Han nikkede i pludselig forståelse. "Det er vel egentlig ligegyldigt uanset hvad," sukkede Harry. "Det betyder egentlig ikke noget om jeg gifter mig med Snape, Filch eller McGonagall. Enten skal jeg giftes, løbe for livet eller skifte navn til Fudge. Og siden to af disse valg ender med mig værende død fra Voldemorts hænder, er det sidste vel egentligt ikke så slemt." Hans mave snurrede og protesterede dog ved tanken alene. Han følte sig syg.
Før nogen kunne tilbyde mere argumentation eller trøst gik døren op og Percy trådte ind igen og fangede al deres opmærksomhed. "Ligegyldigt hvad I har tænkt jer, så gør det hurtigst muligt," informerede han dem alle om. "Det sidste dokument er lige blevet indleveret til ministeriet. Fudge vil være her i løbet af en halv time for at tage Harry med sig."
Jamen, det er så det," annoncerede Dumbledore. "ikke flere indvendinger. Vi har intet valg i sagen og vi har ikke tid til at finde på en anden løsning." Han så temmelig bestemt på Snape ved den oplysning. Eliksirmesteren skulede blot og så væk. Harry tolkede det til at Arthur havde haft ret og at Snape trods alt var blevet overtalt. Han følte sig et kort øjeblik tæt på at besvime.
"Vi må hellere få det her overstået, så," fortsatte Dumbledore. "Percy, vi har brug for din hjælp med dokumentationen."
"Dokumentationen?" spurgte Percy forvirret.
"Harry og Snape skal giftes," informerede Ron sin bror om. Percys øjne udvidede sig chokeret og han så over på sine forældre efter bekræftelse.
"Kan du få papirerne ordnet i aften?" spurgte Arthur sin son.
Percy spruttede et øjeblik, og virkede så til at blive sig selv igen. "Selvfølgelig," nikkede han, selvom hans øjne stadig var store af vantro. "Jeg kan snige det ind sammen med resten af papirarbejdet, før de lukker i aften."
"nuvel, så lad os komme igen med det," insisterede Dumbledore. "Harry kom her."
Harry rejste sig, overrasket over at hans ben rent faktisk stadig støttede ham, da han lidt omtåget gik hen mod Rektoren og professor Snape. Han fangede blikket det blik McGonagall sendte ham, en blanding af medlidenhed og vantro som om hun heller ikke kunne fatte at hendes Hus' helt skulle giftes med Lederen af Slytherin. Han kunne slet ikke begynde at forestille sig hvad dette ville betyde for resten af året, hvad det ville betyde for hans placering i skolen. Men taget i betragtning, at hvis han ikke gjorde dette her, ville han blive endelig fjernet fra skolen af Cornelius Fudge. Han tolkede det som om, der ikke var noget valg.
Han fandt sig selv stående foran Rektoren ved siden af en skulende Severus Snape. "Tag hinandens højre hånd," kommanderede Dumbledore dem begge.
Harry holdt en rystende hånd frem, ude af stand til at få sig selv til at tage initiativet og rent faktisk selv tage Snapes hånd. Snape gjorde det for ham. Snapes hånd rystede ikke og hans greb var lige en anelse for stram til Harrys sjælefred. Hans hånd føltes varm og Harry kunne mærke sit ansigt brænde af flovhed. Han kunne ikke få sig selv til at kigge ind i Snapes ansigt, ikke sikker på, at han kunne klare det udtryk af foragt, som han var sikker på han ville få at se. Han følte sig ydmyget af hele situationen.
"Vi holder os til det simple, " forsikrede Dumbledore dem alle. "Bare en hurtig udveksling af løfter og det vil være nogenlunde være det vigtigste af det. Harry, gentag efter mig; Jeg, Harry James Potter, tager dig Severus Alexander Snape som min Forbundede ægtemand, forener krop, navn, hus og kraft til Did."
Det var ikke de ord, som Harry kendte fra Muggle ægteskaber, men han gentog dem forsigtigt, ikke helt overbevist om at det hele rent faktisk fandt sted. Han kunne heller ikke helt fatte de ord, han nu hørte.
"Jeg, Severus Alexander Snape, tager dig Harry James Potter som min Forbundede ægtemand, forener krop, navn, hus og kraft til Did." Den melodiøse stemme fra Eliksirmesteren var fyldt med de samme milde mobbende toner, han havde vænnet sig til i løbet af de sidste seks år. Han turde stadig ikke kigge op.
"Fremragende," nikkede Albus, og holdt så sin venstre hånd frem, hans tryllestav var i den højre. Et hurtigt tap af hans stav og to gyldne ringe dukkede op i hans håndflade. Han rakte en frem til dem hver. Snape tog initiativet i dette, vendte Harrys højre hånd om og skubbede en af de gyldne ringe op på hans tredje finger. "Med denne ring, vier jeg Did," knurrede han. Ringen passede perfekt, utvivlsomt et vidnesbyrd om Dumbledores magi. Men den føltes underligt kold og tung på hans hånd.
Han tog den anden ring og skubbede den på Snapes finger, hans hånd rystede stadig bemærkelsesværdigt. "Med denne ring vier jeg Did," mumlede han svagt – knuden i hans mave voksede sig strammere. Det faldt pludselig Harry ind, hvad der normalt efterfulgte udvekslingen af ringe i de fleste ægteskabsceremonier.
"Så erklærer jeg jer Forbundede," erklærede Albus. "I må nu…"
Både Harry og Snape skulede ad ham med al deres magt, stilnede ethvert forslag om, at de skulle kysse. "Åh ja, selvfølgelig." Dumbledore rømmede halsen. "Javel, nu til dokumentationen." Han viftede hans tryllestav igen, og fremskaffede en stor skriftrulle ud af den tomme luft. "Standard Forbindingskontrakt, "informerede han dem og udfoldede rullen på et sidebord og producerede en fjerpen og en flaske med blæk. "Hvis I begge vil underskrive den."
Snape trådte frem og nedkradsede vredt hans navn henover dokumentet, vendte sig så for at række fjerpennen til Harry. Harry fangede kort Eliksitmesterens blik og spjættede næsten under den vrede han så i det. Han tog fjerpennen og vendte sin opmærksomhed til dokumentet og underskrev sit liv væk på linjen ved siden af Snapes signatur.
"Og Molly og Arthur, hvis I begge vil være så venlige at vidne dokumentet," spurgte Dumbledore dem.
De to Weasleyer nikkede og kom frem for at tilføje deres egen underskrift på dokumentet. Harry risikerede et blik på sine to venner. Udtrykkene af sympati på begge deres ansigter fik næsten Harry til at græde. Percy stod ved siden af dem, hans eget ansigt fanget i et udtryk af ren vantro og forbløffelse.
"Det var så det," annoncerede Dumbledore. Han rullede skriftrullen sammen, lavede magisk en kopi af den og rakte så en af dem over til Percy. "Held og lykke, min dreng," sagde han til den unge mand. Percy nikkede og begav sig tilbage ud gennem døren.
"Nuvel, jeg mener, at en fejring er behøvet," fortalte Dumbledore gruppen. "mens vi venter på minister Fudges ankomst."
Selvom det var ganske åbenlyst at ingen var i noget humør til at fejre, var der ikke nogen der protesterede, da Rektoren fremtryllede en flaske champagne og en bakke med søde sager. Harry lod champagnen være til de voksne og tog en af chokoladerne fra bakken og satte sig ned i den anden ende af lokalet. Prøvede på at få hans nerver under kontrol. Ron og Hermione satte sig ned ved siden af ham i tavshed. Ud af øjenkrogen var han var opmærksom på, at Snape satte sig ned så langt væk fra de tre af dem som muligt, mens de andre fem voksne hver tømte et glas champagne som om de behøvede alkoholen for at komme gennem resten af aftenen. De behøvede ikke at vente længe. Dobby ankom nogle øjeblikke senere og annoncerede, at minister Fudge var ankommet og ville tale med Rektoren og Harry Potter øjeblikkeligt.
"vis ham herind Dobby," sagde Dumbledore til alfen. Den lille alf nikkede og forsvandt. Et par minutter senere åbnede døren sig og minister Fudge spankulerede ind i værelset, fulgt af to Auroer – Harry genkendte dem begge. De havde fået opgaven som Fudges bodyguards, da det blev åbenlyst, at Voldemort til sidst var kommet tilbage. Fudge tog sjældent nogen steder uden dem nu. Deres tilstedeværelse gjorde Harry syg ved tanken om, at Fudge virkelig havde tænkt sig, at slæbe ham ud af Hogwarts den samme aften.
"Åh, Cornelius!" hilste Albus med et bredt smil. "Så godt at se dig. Vi er lige ved at fejre lidt. Kunne du tænke dig et glas champagne?"
Lidt overrumplet af den venlige velkomsthilsen, blegnede Fudges beslutsomme ansigtsudtryk kortvarigt. Så rystede han på hovedet. "nej, jeg er ikke interesseret i champagne." han viftede med et dokument i luften, så de alle kunne se det. "Jeg er her for at tage…"
"Men kom nu Cornelius," afbrød Dumbledore ham, og holdt et glas champagne ud mod ham. "Det er en bryllupsfest."
"Forbandet være det hele Albus!" udbrød Fudge. "Jeg er her på en officiel opgave." Han skubbede papiret hen mod Dumbledore, som sukkede og tog det fra ham og så kort på indholdet på siden.
"Ja, det ser jeg," Dumbledore nikkede velvilligt, og Fudge så midlertidigt triumferende ud. "du har adopteret Harry," fortsatte Dumbledore. "Hvilket alt sammen ville være ganske fint og nydeligt, tænker jeg, hvis det var lovligt."
"jeg forsikrer dig om, at det er komplet legalt," informerede Fudge ham, og hvis han var overrasket over Dumbledores manglende overraskelse ved den oplysning, lod han sig ikke mærke med det.
"Jovist, ja," sagde Dumbledore enigt igen. "hvis Harrys status krævede at han lovligt behøvede en værge. Men siden han nu er gift, er det jo ikke længere tilfældet. "
Fudges triumferende udtryk forsvandt og han kiggede kort på champagnen, som Albus stadig holdt ud mod ham. "Gift? Hvad i Merlins navn snakker du om?"
Dumbledore smilede. "Harry er gift," fortalte han. "Vi fejrer løfterne i dette øjeblik." Han hævede champagneglasset igen. "So trods dine gode intentioner om, at redde Harry fra den tvivlsomme beskyttelse fra hans onkel, er det ikke længere nødvendigt."
"Gift! Med hvem?" forlangte Fudge at vide, og vendte sig mod Harry. Hans blik faldt øjeblikkeligt på Hermione Granger, der sad ved siden af Harry og holdt hans hånd i sin egen. Han trådte hen imod dem. "Frk. Granger, det burde jeg have vidst. Denne sag vil blive ordnet med det samme. I vil begge…"
Til Harrys totale overraskelse, var Snape pludselig på benene, igennem lokalet og stod mellem ham og Fudge før ministeren kunne tage endnu et skridt mod dem. "Han er gift med mig, Fudge!" knurrede Eliksirmesteren til manden. Han holdt sin højre hånd op, den gyldne ring glimtede på hans finger. "og han skal ingen steder med dig. Nogensinde!"
Fudge gik faktisk adskillige skridt tilbage i chok, de to Auroer med ham udvekslede blikke af forsigtig overraskelse. Fudge så hen imod Dumbledore for bekræftelse. Rektoren nikkede muntert og viftede med hans eget dokument mod ministeren. "vil du gerne se ægteskabscertifikatet?" spurgte han friskt.
Fudge tog certifikatet som Dumbledore tilbød ham, vrængende, da han læste underskrifterne på det. "du kan ikke forvente at jeg skal tro på at dette ægteskab er…" han standsede som om han søgte efter det rette ord. Han skulede til Snape. "At dette ægteskab er gyldigt?"
Den snerren Snape gav ham, mindede Harry om det udtryk professoren fik lige inden han tog mange point fra Gryffindor. "minister Fudge, bortset fra det faktum, at vores privatliv ikke kommer dig ved, så kan du vel rent faktisk ikke mene, at du ville tro, at jeg ikke ville udnytte enhver mulighed givet til mig?"
Hvis han ikke havde nævnt den del omkring privatlivet, troede Harry ikke, at han ville have forstået hvad Snape mente. Men som det var, forstod ikke bare han, men også Ron og Hermione hvad han mente og alle tre blev mørkerøde i hovederne. Snape antydede da vel ikke… og dog, dømmende efter det udtryk af lige dele flovhed og raseri på Fudges ansigt, så var det nøjagtig hvad Snape antydede. Harry så over på Dumbledore og McGonagall, men ingen af dem så specielt bekymrede ud over den ide. Molly og Arthur så begge flove ud, men ikke bekymret og Madam Hooch gjorde faktisk sit bedste for at skjule en kluklatter.
Fudge stirrede på Snape i foragt. "Nej, jeg antager at det ville være, at forvente for meget af dig, ikke sandt?" Han vendte sig for at skule til Dumbledore. "Jeg kan ikke tro at du ville tillade dette, Dumbledore. At proppe Harry Potter i hænderne på denne mand!"
Dumbledore smilede bare glad til ham. "Jamen, Cornelius, jeg kan ikke forestille mig, hvad det er du taler om. Jeg er så frygtelig glad på Harry og Snapes vegne. Det er et vidunderligt par, synes du ikke?"
Der var tider, hvor Harry mente, at Rektoren ikke var rigtig klog. Hvordan han kunne sige de ting han sagde med sådan et troværdigt smil på hans ansigt var over Harrys forstand. Han ville næsten sværge på, at manden faktisk troede på alt det han sagde.
Langt fra at enes med Dumbledore, snuppede Fudge bare hans adoptionspapirer og spankulerede ud ad lokalet i vrede; hans to bodyguards fulgte forsigtigt efter ham.
"Jamen, det gik godt, gjorde det ikke?" sagde Dumbledore muntert. "Brilliant spillet, Severus!"
Et kort øjeblik så Snape næsten tilfreds ud på grund af Dumbledores kommentar, så fangede han Harry i at stirre på ham i vantro og det foragtelige snerrende udtryk vendte tilbage med hævn.
"Hvad sker der nu, Hr.?" spurgte Harry Dumbledore. "Tror du han vil forsøge noget andet ligesådan?"
Dumbledore rystede blot på hovedet. "Jeg tror vi er i sikkerhed fra Fudge. Han vil ikke gå imod Severus. Og jeg er mere end sikker på, at Severus kan håndtere ethvert problem fra ministeriet, der måske vil dukke op."
Overhovedet ikke sikker på, at han kunne lide tanken om, at hans sikkerhed pludselig var blevet rakt over til Severus Snape, faldt Harry blot hen i tavshed. Han var mere end taknemmelig for Mollys forslag om, at de skulle sige tak for i aften; hun påpegede, at det stadig var en skoledag næste morgen. Ron sagde farvel til sine forældre og klappede så både Harry og Hermione på skuldrene. "Lad os gå op i tårnet, inden der sker mere!" fortalte han dem begge to.
Før de kunne forlade lokalet, stoppede professor McGonagall dem. "Jeg beklager Harry," sagde hun stille. "Du vil fra dette øjeblik flytte ned i fangekældrene med Severus. Jeg får alferne til at sende dine ejendele derned."
Harry, der var ude af stand til at sige noget, kunne kun stirre på hende. Ron, derimod blev ganske verbal. "Hvad! Du kan ikke forvente at Harry skal bo sammen med Slytherinerne! Han hører til oppe i Gryffindortårnet sammen med resten af os. Bare fordi han var nødt til at gifte sig med den…den…Professor Snape, så gør det ham ikke automatisk til en Slytherin!"
Du misforstår mig, Hr. Weasley," sagde McGonagall kort, "jeg siger ikke at Harry skal flytte ind i Slytherin-kollegiet. Han flytter ind i Severus' kvarterer. De er gift nu, og selvom det ikke er ofte at vi har gifte elever på skolegrunden, så er reglerne ganske tydelige. De skal enten bo i et privat hus i Hogsmeade eller i private værelser inden i slottet. De deler ikke værelser med enlige elever; det ville ikke være propert. Så medmindre Severus har planer om at flytte til Hogsmeade…" hun så forventningsfuldt over på Snape, som ventede forbavsende tålmodigt ved døren. Glimtet i hans øjne indikerede ganske tydeligt, hvad han mente om hele denne situation.
"nej, jeg har ikke planer om at flytte," knurrede han.
"Så vil Harry flytte ned i fangekældrene," bekræftede McGonagall. "Løb nu af sted med jer alle sammen. Trods denne situation er det forventet af jer alle, at I opfører jer som studerende i morgen og timerne begynder tidligt for os alle sammen."
Ron og Hermione stirrede bare på Harry i forfærdelse, da han trak på skuldrene og gik sin modvillige vej hen imod Snape. Han stirrede på Eliksirmesteren, ikke helt sikker på, hvad han kunne forvente fra ham. Snape snøftede bare i foragt, vendte sig i en svirvlende masse af bølgende kåber og stormede hen mod trapperne, der førte til fangekældrene. Harry fulgte stille efter ham, med hjertet hamrende i hans bryst.
FanfictionJunkieDk's Noter: Mht. Til ordet Fangekældre; direkte oversat betyder Dungeons fangekældre. Vi ved alle at Snape ikke bor i en fangekælder, men jeg har ikke lige kunnet hitte ud af hvordan Harry Potter bøgerne oversatte det. Er der nogle derude der kan komme med et bedre bud?
Derudover: Vil I ikke nok give noget respons så jeg er sikker på at folk overhovedet nyder denne danske version? Jeg bruger jo alligevel en del tid på det!
Indtil næste gang!