Kapitel 1 - Overraskelse

Uchiha Itachi var på vej hjem fra en simpel B klasse mission. Det var alt hvad Hokagen virkede villig til at give ham. Hans ærede fader var bestemt ikke tilfreds. Itachi vidste at Den Tredie før eller senere ville blive nødt til at bukke under for hans fars ønsker. Ikke at han ikke allerede havde udført missioner af A og endda S rang, men de var ikke officielle og ikke udstedt af landsbylederen. Sandaime-sama mente at han var alt for ung til den type. Itachi var, i sit stille sind, tilbøjelig til at være enig.

Han kunne føle hvordan hvert drab føltes mindre og mindre betydelig - det bekymrede ham. Uchiha Fugaku var ligeglad, eller måske kendte bare ikke den virkning det havde på hans førstefødte. Trods alt var Itachi trænet vel og han ville aldrig vise svaghedstegn foran andre.

Hvis sandheden skal frem havde den unge Itachi haft behov for at komme væk; væk fra sin fars konstante ordrer og Sasuke's tilbedende øjne, væk fra sin mors øjne som kun indeholdt sorg når deres blikke mødtes. Om ikke andet så væk for varigheden af en simpel mission.

Børn på hans alder havde ikke engang bestået deres eksamen på akademiet. Børn på 11 år legede stadig 'ninja' med deres venner. Men Uchiha Itachi var ikke noget barn. Uchiha Itachi legede ikke. Uchiha Itachi gennemførte mission shinobi tre gange hans alder ikke kunne. Uchiha Itachi var et vidunder.

Han nærmede sig Konoha fra vest af da han følte det. Det var ikke noget håndgribeligt, bare en ændring i yderkanten af hans bevidsthed. En næsten umærkbar forandring der krøb op op af hans rygrad og fik de små hår på hans arme til at rejse sig.

En mindre ninja ville blot have affærdiget det som værende den lette brise der lige rejste sig netop der. Itachi derimod forstod at lytte til sine instinkter. Den sjette sans der ofte betød forskellen mellem en levende og død shinobi. Det føltes ikke som noget farligt eller fjendtligt, men som en af Konohas shinobi var han obligeret til at undersøge alt usædvanligt så tæt på landsbyen. Med en lille justering der tog ham mere syd end hans oprindelige rute sprang han op i træerne og fandt sin foretrukne rytme.

Drengen skyndte sig egentlig ikke, andre folk var bare langsomme.

Han sagtnede farten da han nærmede sig lysningen. Det var her omkring følelsen var kommet fra. Med et lille dunk landede han på en solid gren, hvor han havde god udsigt. At sige at han var overrasket var en underdrivelse. Det var skam en ganske almindelig lysning, ingen fælder, intet baghold, så meget havde hans sharingan forsikret ham. Nej, det sære lå i det faktum at der lå en pige i den. En pige med en hvid skjole af et skrøbeligt udseende materiale og langt lyserødt hår ikke desto mindre.

Hendes knæ var trukket helt op til hendes hage i fosterstilling, hendes creme farvede hud fri af ar og andre tegn på misrøgt.

Hans tidligere anspændte positur afslappede let. Denne pige måtte være civil, alting taget i betragning. Lang kjole, uskæmmet hud, meget skrøbelig krop, lyserødt hår... Det var sikkert et eller andet sært nyt modeflip, hvorend hun kom fra. Der var også det faktum at hendes chakra niveauer var abnormt lave selv for en civil. Hun var udmattet, var sikkert løbet væk fra noget, eller nogen. Hun havde måske endda behov for lægehjælp. Med den tanke i mente scannede han lysningen en ekstra gang (han var ikke paranoid!), hoppede ned fra sin gren og begav sig hen mod hende.

Logik fortalte ham at der ikke var noget at bekymre sig om, men den plagende sjette sans forsøgte at fortælle ham noget. Noget med hele grunden til at han befandt sig i en lysning i stedet for tilbage i Konoha. Han beholdt sin sharingan aktiveret.

Godt at han gjorde.

Oo o oO

Sakura var langsomt ved at komme til bevidsthed.

'Sikke en mærkelig drøm' var hendes mest prominerende tanke da hun langsomt åbnede sine øjne. Hurtigt låste hendes blik sig på det sharingan par der svævede over hende. Hun rynkede brynene forvirret. Sasuke? Nej, det var ikke Sasuke's øjne. Formen var ikke den samme og Sasuke havde aldrig haft så lange vipper... Hendes øjne blev store. Netop som hun havde færdiggjort sin tankegang havde chakra allerede automatisk manøvreret sig til hendes knytnæve. I et blink var hun over ham, hendes chakrafyldte næve førte an ned mod den mand der var ude efter hendes bedste ven. Næste blink og hun følte den familiære følelse af jorden der revnede under hendes slag.

Hvad skete der lige der? Hun kunne have have svoret hun havde ham der, og var hans øjne lige blevet komisk store i et sekund der? Måske var det slet ikke Uchiha Itachi alligevel og nu hvor hun tænkte over det, burde han så ikke være død?

Hun stod der foroverbøjet, hendes vejrtrækning pludselige besværet da en bølge af svimmelhed overkom hende. 'Hva...?' Hun kæmpede med tænder og klør mod mørket der åd af hendes syn. Hun kunne ikke besvime nu. Hvad var der blevet af alt hendes chakra?

'hihi, verden er sidelæns' musklerne i hendes nakke afslappedes som de sidste og hendes hoved landede med et blødt bump i efterårsbladene.

Oo o oO

Det var en ren eksplosion af jord og orangerøde blade. Itachi var overrasket, chokeret endda. For pokker, enhver while være overrasket hvis de så en lille pige på ikke mere en 11 år få jorden til at slå revner med sin bare næve. Normalt ville han ikke være blevet overrumplet. Havde pigens chakra level være bare en smule normal ville han højst sandsynligt have kunnet bevare fatningen hele tiden.

Han skændte sig selv mentalt, han burde være bedre end det. På den anden side så krævede det nær perfekt chakra kontrol at ødelægge skovbunden på den måde, at tænke sig at den pige destruerede alt i en 10 meter radius med hendes minimale energi mængde... Det var simpelthen uhørt! Hendes kontrol måtte ikke bare være nær perfekt, men perfekt. Fraværende fulgte han en af de blade, der var blevet hvirvlet op i luften på sin vej ned mod jorden igen. Hvis han var blevet ramt...

Han lod sig falde ned fra det træ han havde søgt tilflugt i. Det var ikke længere stolt og lige snarere lige på grænsen til at vælte omkuld - halvdelen af rødderne stak ud i luften, næsten som en linedanser som forsøger at holde balancen. Havde det ikke været for træerne bagved var den med garanti faldet.

Med sharinganen som sin guide fandt han den sikreste rute over den kaotiske lysning mod den kollapsede skikkelse. Han knælede ned ved siden af hende. En hånd rakte ud for at fjerne nogle lyserøde hårstrå fra hendes blege ansigt. Overrasket over sin egen handling lod han de silkebløde lokker glide fra sine fingre. Han ville indrømme over for sig selv at han var lidt fascineret.

Smaragdgrønne øjne var brændt fast på hans nethinde. Han havde set frygt i de øjne men også ild; rå, flydende ild. Der var også noget andet, genkendelse? Men det var umuligt, han ville have kunnet huske hvis de havde mødtes før og især under fjendtlige forhold.

Med lidt besvær fik han sine arme manøvreret ind under hende og løftet hende op. Hun måtte være omkring hans egen alder, men nu som hun lå i hans arme så hun så lille og skrøbelig ud. Det ene hjørne af hans læber løftedes i et skævt undrende smil, tænk at denne splejsede pige kunne forårsage så meget skade.

Han rystede den slags tanker ud af hovedet. Chakra udmattelse var ikke noget at spøge med og han blev nødt til at bringe hende til et hospital hvor de kunne holde hendes tilstand under observation. Desuden havde han endnu ikke reporteret til Hokagen. Sandaime-sama ville også blive nødt til at høre om denne, nye drejning.

Han satte afsted så hurtigt at hans skikkelse blev næsten udvisket. Denne gang skyndede han sig.

Forfatterhjørne:

Juhuu endnu et kapitel af Wish på dansk, efter min mening bedre end den engelske, så jeg bliver nok nødt til at oversætte tilbage den anden vej på et tidspunkt :P