Daine stod på sit værelse i det kongelige palads, og betragtede sig selv i spejlet.
Hendes brune, krøllede hår var delvist sat op og hun var iført en lang kjole i en lys turkis farve der stod godt til hendes hår. Den var bundet sammen i nakken så hendes skuldre var bare, og hun bar lange handsker af samme farve som kjolen. De skjulte også de fleste af de ar hun havde fået efter kampen mod Ozorne.
Det hele var af udsøgt kvalitet, og hun var lidt bekymret for at en af paladsets hunde skulle finde på at hoppe op af hende, og lave potteaftryk på det fine stof. Det var en gave fra Kong Jonathan, som tak for at hun havde reddet hans kongerige, havde han smilende sagt.
Daine vendte og drejede sig foran spejlet. Før i tiden havde hun ikke brudt sig om at gå i kjole og tage pænt tøj på, men til festen i aften ønskede hun at se så godt ud som muligt. Hun havde endda indvilliget i at lade Thayet give hende sminke på. Hun, der vidste alt om hvor stædig Daine plejede at være med den slags, havde med et glimt i øjet sagt at det nok var fordi Daine ville gøre indtryk på de flotte, unge mænd der kom til festen. Daine havde ikke svaret. Der var kun én mand hun ville gøre et godt indtryk på, og det var naturligvis Numair. Hver gang hun tænkte på ham fik hun åndenød, og en behagelig varme bredte sig i kroppen. Når han kom ind i et rum, lyste hun op og havde kun øje for ham. Der var gået to uger siden han friede til hende. De havde tilbragt meget tid sammen, men de sørgede altid for at låse døren, for det var stadig kun Onua der vidste at de var… ja hvad var de egentlig? Kærester eller forlovede? Daine ville gerne vente med at gifte sig. Hun var jo, trods alt, kun sytten år gammel. Numair havde kun spurgt hende den ene gang og hun vidste at det var for ikke at lægge pres på hende.
Mange ville sikkert også finde det upassende, da Numair var en del ældre end hende. Selv var hun ligeglad, han var den eneste mand i verden, hun ville have. Så hvorfor skulle hun egentlig tage sig af hvad andre tænkte om hende? Det havde hun ikke gjort før i tiden.
Mændene fra Snedal dukkede op i hendes tanker. De havde kaldt hende et uhyre og havde forsøgt at dræbe hende fordi hun var anderledes. Pludselig blev hun fyldt af en indre trods.
"Jeg gør hvad der passer mig!" sagde hun til sig selv, "Og hvis jeg vil giftes med Numair…"
Nogen bankede på døren og afbrød hendes tanker. Det var Onua.
"Jeg ville bare lige minde dig om at festen begynder om et øjeblik" Hun kiggede på Daine "Du ser fantastisk ud! Der er nok nogen der gerne vil gøre indtryk på mændene. Eller er det kun én bestemt?" spurgte hun med et glimt i øjet. Daine rødmede, hvor var det dog irriterende at Onua kendte hende så godt.