Følelsen af sort
Jeg kørte op af indkørslen, og parkerede min sorte Mercedes foran det hvide palæ. Det var et imponerende hus, men ikke just noget særligt for mig. 108 Mifflin Street, her havde jeg levet længe. Siden forbandelsen som jeg kastede over alle eventyrkaraktererne. Men det var fortid nu. Det var ikke den jeg var længere. Ikke den jeg ville være længere.
Jeg trådte ind af den hvidmalede hoveddør, og hang min sorte frakke op på en bøjle i garderoben. Inden under var jeg iklædt en sort, formelt udseende jakke, en lilla silkebluse og et par sorte jeans. Man måtte se sådan ud, hvis man ville have autoritet og være respekteret. Også selvom folk ikke rigtig gjorde det længere, efter forbandelsen var blevet brudt.
Et lettelsessuk forlod mine læber, da jeg - stående - tog stiletterne af, som jeg havde haft på siden klokken syv i morges. Der var så stille inde i palæet. Nogen gange ville Emma være her på den her tid, men ikke i dag åbenbart. Jeg havde i hvert fald ikke set skyggen af hendes gule Bug i indkørslen eller i det hele taget i nærheden af huset.
Sult gnavede i min mave, men jeg ville op og skifte tøj først. Til noget mere komfortabelt.
På vej op at trappen, hørte jeg en lyd. Min første tanke var Henry. Men jeg kom frem til at ham kunne det ikke være. Han var hos The Uncharmings for natten. Jeg løftede det ene øjenbryn i undren, og gik ned af gangen mod mit soveværelse. Jo tættere jeg kom på rummet, jo højere blev lyden. Nu kunne jeg også høre hvad det var. Det var en der hulkede. Min første tanke var at forlange, at vedkommende kom frem fra sit skjul og forlod mit hus, men nysgerrigheden tog over.
Da jeg åbnede døren ind til mit soveværelse, skottede mine brune øjne rundt i rummet. Jeg kunne ikke se nogen. Det første jeg fik øje på var, at min store dobbeltdyne med mørkerødt betræk var trukket over i den modsatte side af sengen, og ikke der hvor jeg forlod den - foldet pænt sammen. Jeg var ret sikker på, at jeg havde redt sengen, da jeg forlod huset i morges. Men alle har vel sløve dage? Alligevel gjorde det mig mistænksom.
"Hvem der?" kaldte jeg, og jeg hørte gråden stoppe. Jeg bevægede mig forbi mit store spejl og over til den anden side af sengen. Og der så jeg hende. Emma halvt svøbt ind i min dyne. Hun var iklædt jeans og en hvid skorte, men skjorten sad helt i uorden og halvt nede over hendes ene skulder.
"Regina?" lød det spagt fra Emma, på en gang lød hun forvirret og bange. Men bange for hvad? At jeg ville smide hende ud? Nej, det kunne jeg aldrig drømme om. Ikke over for Emma.
"Hv-hvad er der galt?" spurgte jeg forsigtigt, hvilket blot fik hendes øjne til at løbe over i tåre. Jeg bevægede mig nærmere hende. Usikker på, hvad jeg skulle gøre. Mig og følelser ville aldrig blive gode venner. Særlig mig og andres følelser. Alligevel fandt jeg mig selv lægge armene om den blonde kvinde med en forsigtighed, som havde hun været en skrøbelig lille fugl.
Først blev hun helt stiv i kroppen, men så lagde hun hovedet på min skulder og hulkede. Jeg sad nu på knæ med armene om denne kvinde, og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Hendes fingrer og negle borede sig ind i min ryg, men jeg havde ikke noget imod den smerte. Jeg holdt blot om hende. Vuggede hende blidt fra side til side. Kort efter trak hun sig ud af min favntagelse.
"Det… det er ikke noget Regina," svarede hun så endelig.
"Der må da være et eller andet…" sagde jeg og lænede mig op af væggens blomstrede tapet. Hvis hun ikke havde lyst til at tale om det, så måtte det være sådan, men jeg havde ikke lyst til at se hende sådan der. Jeg ville have min stærke, modige Emma tilbage. "Du ser helt opløst ud." Jeg lagde en hånd på hendes skulder, og nussede hende forsigtig med min tommelfinger, som kørte i cirkler hen over hendes hud.
"Det er bare… mine følelser er helt fucked," lød det stille fra den blonde kvinde ved siden af mig, mens hun uroligt rokkede frem og tilbage med armen om sine egne ben. Hun sugede tungt luft ind gennem munden, og pustede lige så tungt, men mere rystende, ud igen. Som om selve det med vejrtrækningen kunne få hende til at styre sine tydeligvis løbske følelser.
Jeg satte mig igen på knæ, og lænede frem mod hende. En hånd blev lagt på hendes kind og min tommel tørrede forsigtigt en tåre væk, som var på vej ned af kinden.
"Der må jo være en grund til, at du er så ked af det." Min stemme var anderledes end over for alle andre. Den var blid og opmuntrende, men kun for hende. Kun for den blonde skønhed med de smaragdgrønne øjne, som sad foran mig.
Pludselig rejste hun sig op.
"Jeg ved det ikke. Jeg ved det bare ikke okay?!" sagde hun og lød nærmest irriteret, men hendes stemme knækkede over og endte i et ulykkeligt tonefald. Hun satte sig på sengen, og lagde ansigtet i hænderne. Jeg rejste mig også, og satte mig på sengen ved siden af hende. En arm blev lagt om den blonde kvinde, og jeg lod hendes hoved hvile på min skulder. Min hånd aede hende beroligende på ryggen, og gav hendes skulder et forsigtigt klem.
"Det er okay. Du behøver ikke tale om det, hvis du ikke vil." sagde jeg blidt, og aede forsat hendes ryg med forsigtige bevægelser. Hun lå lidt med hovedet på min skulder, inden hun igen talte.
"Jeg ved ikke… jeg er bare så ked af det, og jeg ved ikke hvorfor. Det er ikke fair, at jeg har det sådan. Jeg er bare så forvirret." mumlede hun til min skulder med lukkede øjne. Jeg løftede et øjenbryn, men gjorde ikke mere. Hvis man var ked af det, så var der vel en grund? Den slags med grund kunne jeg løse. Hvis det var kærestesorger over for Hook, så kunne jeg sige, at han også bare var en dum pirat, men når jeg ikke vidste, hvorfor hun var ked af det, hvad skulle jeg så gøre? Og når hun ikke engang selv vidste det? Det her var mildest talt dybt forvirrende.
Jeg gav hende et lille nik, for at få hende til at forsætte.
"Det er som om jeg sidder i et rum af sorthed. Der sidder jeg det meste af dagen. Men når Henry kommer forbi med sit store smil, så bliver der lukket en smule solskin ind af et lille hul i det sorte loft. Men så snart han går, bliver det hele sort igen. Jeg har bare en følelse af… sorthed, hvis det giver mening," forsøgte hun hjælpeløst at forklare mellem hulk og med forvirrede fagter, hvorefter hun igen lukkede øjnene.
"Sorthed..?" gentog jeg langsomt, som om jeg smagte på ordet.
"Ja." sagde hun og drejede hovedet lidt, så hun så mig ind i øjnene. Grøn mødte brun "Sorthed. Som om al glæde i verden er forsvundet." Glæde? Forsvundet? Der var bestemt noget helt galt her, tænkte jeg og rynkede brynene.
"Hvor længe har det stået på?" spurgte jeg så, og lagde begge arme om hende.
"Jeg ved det ikke… uger? Måneder?" lød svaret. Så lang tid? Hvorfor havde jeg ikke lagt mærke til det? Lagt mærke til, at hun var deprimeret? Jeg var jo verdens dårligste ven. Men på den anden side… jeg var ikke særlig god til at elske andre - at bekymre mig for dem.
"Emma. Det bliver bedre igen. Alting er ikke sort," sagde jeg betryggende og holdt forsat om hende. For jeg mente det. Selvfølgelig ville alt blive bedre. Det gjorde det altid. Det sørgede Emma for. Selv dengang forbandelsen blev brudt. Der var det Emma, der havde passet på mig. Sørgede for, at de andre ikke havde gjort mig noget.
"Jo det er…" mumlede Emma ind mod mit bryst, så gjorde hun sig igen fri af min omfavnelse og lagde sig strakt ned på min seng. "Må jeg sove her?" sagde hun med en meget lille stemme. En stemme der slet ikke lignede Emma.
"Selvfølgelig," svarede jeg og gik over til den anden side af sengen. Jeg lagde mig ned ved siden af hende. Pludselig var tankerne om aftensmad ligegyldigt. Min veninde havde brug for mig.
Der gik ikke lang tid før Emma faldt i søvn. I søvnen kravlede hun over til min side af sengen, og puttede sig ind til mig. Jeg lagde forsigtigt, for ikke at vække hende, en arm om hende og lukkede selv øjnene. Hun lagde sit hoved mod mit kraveben, og krummede sig nærmest sammen til en kugle op af mig. En varm følelse spredte sig i min mave, men jeg ignorerede den. Lige nu skulle jeg være hendes ven. Det var det hun havde brug for…