FanfictionJunkieDK's noter: Så er kapitel tre her endelig ;) Jeg vil endnu engang lige bede om jeres meninger. Jeg kan se der er folk derude, der læser denne historie. Når nu det er sagt, så håber jeg I stadig kan lide historien!


Kapitel 3: Fangekælder beboere.

Han kunne ikke fatte at det her skete. Det var slemt nok, at han var tvunget til at tilbringe tid sammen med den mand i Eliksirtimerne, men at han nu var forventet at leve sammen med ham! Åh, han tvivlede ikke på, at han ville finde en måde at overleve det på. Det kunne trods alt ikke være værre end de år han havde udholdt hos Dursleyerne. Men skolemånederne havde altid været hans fristed fra det mareridt – at bo i Gryffindortårnet havde været som en vidunderlig drøm som han så frem til hele sommeren. Tanken om, at han aldrig ville få det tilbage gjorde ham dårlig. At give Gryffindortårnet op i forhold de fugtige, mørke kældre!

Snape førte ham ned gennem slottets dyb, ned gennem adskillige, dårligt oplyste korridorer, deres skridt genlød ildevarslende i stengangene. Han standsede omsider foran et portræt af Salazar Slytherin og en meget stor slange.

"Kodeordet er Eldorado," sagde Snape for både maleriet og Harrys skyld. Portrættet gled til side og Harry fulgte efter Snape ind i kamrene, der skulle blive hans nye hjem fra nu af.

Harry standsede i dørkarmen. Ikke helt hvad han havde forventet. Trods det at det var i kældrene og der manglede de høje vinduer, som han var vant til fra Gryffindortårnet, så mindede hovedrummet ham egentlig om Gryffindors fællesrum. Godt møbleret – dog var den primære farve grøn og ikke rød, tykke tæpper på gulvet, en tyk sofa ved den magiske brændende pejs, komfortable udseende lænestole på begge sider. Der stod endda et Troldmandsskaksæt ventende i et veloplyst hjørne af rummet. Lys og olielamper oplyste stedet mere end han havde forventet, og trods det at det lå i kældrene føltes det overhovedet ikke fugtigt. Eller koldt.

Væggene var draperet med vægtæpper, der lignede dem som han havde set over hele slottet og der var adskillige døre i dette hoved rum, som Harry gættede på ledte ind til andre kamre. Snape, opdagede han, havde fjernet sin ydre kåbe, havde kastet den over sofaens ryglæn. Manden gik hen mod en skænk, hvor han hældte en kæmpe mængdefuld af gylden væske op i et stort glas og slugte det i en slurk. Harry udnyttede hans distraktion som en mulighed til at smugkigge ind i nogle af de andre værelser – et velmøbleret kontor i den ene side, et eliksirlaboratorium over for det, et privat bibliotek og et temmelig enormt soveværelse med et privat bad. Mens han kiggede indenfor, ankom Dobby med hans kuffert, som han endnu ikke havde fået pakket ud.

"Her er Harry Potters ejendele," annoncerede Dobby. "Harry skal nu bo i kældrene, og Dobby er sikker på at besøge ham tit!" Den lille alf smilede lykkeligt op til Harry, som om den var glad for den drejning tingene havde taget – men Harry havde aldrig helt fundet ud af lige nøjagtigt hvad husalferne lavede og forstod det ikke. "Vil Harry Potter få brug for Dobby til at hjælpe ham med noget?"

"Nej tak, Dobby," forsikrede Harry ham. "Tak fordi du kom med mine ting."

Dobby grinede fra øre til øre. "Harry Potter er betragtet ham selv som mest taknemmeligt takket for hans venlighed." Og med det, forsvandt den lille alf igen.

Harry stirrede ned på sin kuffert, og så så over på professor Snape, som nu stirrede på ham, som om han var et insekt han havde fanget under et mikroskop. Harry skiftede vægten fra den ene fod til den anden og følte sig ubehagelig til mode, men da der ikke kom nogle ord fra nogle af dem, sukkede han og trak sin kuffert hen til en side og skubbede den op imod en væg i stuen og af vejen. Snape hældte sig en ny drink og Harry bekymrede sig pludselig over om manden havde tænkt sig at drikke sig godt fuld. Han var ikke sikker på at han ville ane præcist hvordan han skulle håndtere en fuld Snape. I det mindste så manden ikke længere på ham.

"undskyld mig, Hr.?" spurgte han stille. Snape stivnede, men vendte sig ikke. "Hvor skal jeg sove?" Så vidt han kunne se, var der kun det ene soveværelse.

"du kan sove i skabet for min skyld, Potter!" snerrede Snape, da han vendte sig og lammede Harry med en sort skulen.

Harry spjættede og gik et skridt tilbage, hans indre frøs til og hans hjerte hamrede ved ordene. Minderne om ti års små og snævre levekvarterer kom pludselig tilbage med hævn på den mest uventede facon. Han ville løbe væk fra Hogwarts før han gennemlevede det igen!

Han reaktion så ud til at have forskrækket Snape og til Harrys overraskelse falmede mandens skulen øjeblikkeligt, hans ansigt blegnede. Harry så hans greb strammes kortvarigt omkring den drink han holdt, så hurtigt sætte den til side og så tage et tøvende skridt hen imod Harry. "Jeg beklager," hans ord var endnu mere utrolige, taget i betragtning, at Harry aldrig havde hørt ham udtrykke anger for noget som helst. "Det var… Det var ikke min mening at sige det. Jeg tænkte mig ikke om. Vær venlig at acceptere min undskyldning." Manden så faktisk svagt syg ud og Harry kunne ikke på sit liv hitte ud af om det var reel anger for hans ord, eller ideen om at undskylde for noget som helst.

Harry nikkede bare stramt, og viklede sine arme omkring sig selv i en indbildt kuldegysning. Han sagde ikke mere, ventede på at Snape skulle erindre hans oprindelige spørgsmål. Manden virkede til at få samling på sig selv igen, kiggede kort på sofaen og sukkede så resigneret. "Sengen er stor nok til os begge Hr. Potter," informerede han ham, og Harry blegnede ved hans ord. "Og det ville se underligt ud, hvis nogle fandt dig sovende på sofaen. Jeg ville blive overrasket, hvis Fudge sendte spioner for at spionere."

"du forventer, at jeg…" Harry stammede i chok.

"Hr. Potter," Snapes vrede kom tilbage for fuldt tryk. "Tro mig, jeg er ikke gladere over denne situation end du er. Men vi er begge fanget, og må på et tidspunkt bøje os for visse uundgåeligheder, en værende, at vi vil være ude af stand til at undgå at tilbringe et vist tidsrum i hinandens selskab. Men trods hvad jeg sagde til minister Fudge tidligere, forsikrer jeg dig, at din dyd er ganske sikker fra mig!"

Harry følte sit ansigt brænde rødt i flovhed ved hans ord, blive varmere, da manden tilføjede i den mest mobbende tone han nogensinde havde hørt, "jeg stoler på at du kan tilbyde mig de samme forsikringer?"

"du tror da vel ikke at jeg ville---" Harry spruttede.

"nej, jeg gør ej Hr. Potter," skar Snape ham af. "Vær venlig at tilbyd den samme venlighed til mig!"

"Fint!" Harry skulede til ham. "jeg går i seng!" Han greb sin pyjamas fra sin kuffert og løb næsten hen til den relative sikkerhed i soveværelset, forsvandt ind i badeværelset og knaldede døren i bag sig. Han hadede den mand. Hadede ham! Og det var kun næsten, at han kunne stoppe sig selv fra at sparke til væggene i arrigskab.

Han satte sig ned på kanten af det enorme badekar og forsøgte at få hans følelser tilbage under kontrol. Det her ville ikke virke. Han kunne ikke forestille sig hvordan Dumbledore forventede at de ville kunne bo sammen uden at myrde hinanden. Fristelsen til at trække sin tryllestav og forhekse Snape til ingenting var næsten overvældende. I stedet strippede han ud af sit tøj og klatrede ned i det enorme flisede kar, og opdagede med nogen overraskelse, at Snape rent faktisk havde et brusebad bygget ind i rørene – en sjældenhed i slottet, men en nødvendighed, regnede han med, for en Eliksirmester. En kunne aldrig vide hvornår en kedel måske ville eksplodere udover en.

Han tog et hurtigt bad, skiftede til pyjamas og begav sig så forsigtigt ind i soveværelset. Til hans lettelse var der intet tegn på Snape.

Han stirrede på den enorme tag dækkede seng ved anden ende af værelset, grønne gardiner selvfølgelig. Snape havde ret – sengen var stor nok til to. Stor nok til fire eller fem, hvis de var virkelig glade for hinanden. Men selve ideen om, at klatre villigt ned i Severus Snapes seng! Han rystede. For satan da!

I det blafrende lys blinkede den gyldne ring på hans højre hånd op til ham. Gift! Med Snape. Han funderede over, om det gjorde ham til Harry Snape nu? Eller værre endnu Severus Potter? Hans forældre vendte sig sikkert i deres grave. Og han kunne ikke forestille sig hvad hans Gudfar ville sige, når han fandt ud af det. Sirius ville sikker komme tilbage i et raserianfald og rive Snapes hals ud.

Af en eller anden grund fik den tanke rent faktisk Harry til at føle sig bedre tilpas og han gik modvilligt over til sengen, lagde hans briller på en af natbordene. Så klatrede han op i sengen, gled ned under tæpperne, og bevægede sig helt ud til kanten af sengen – så langt væk fra den anden side som han kunne uden at falde ud fra kanten. Han mente, at han kunne opfange den svage duft af kanel fra lagnerne. Ude af stand til at sove lå han på sin ryg i tavshed, alt for anspændt til egentlig at kunne danne sammenhængende tanker.

Måske tyve minutter senere hørte han soveværelsesdøren åbne og Snape kom ind, på vej mod badeværelset. Harry lyttede i muggen stilhed, mens vandet løb og han gjorde en pointe ud af ikke at forestille sig Eliksirmesteren derinde badende. Virkelig, sagde han til sig selv, det her var latterligt. Han var i sin mest hadede lærers seng, for Guds skyld! Der måtte være regler imod det her!

Regler i muggleverdenen måske. Men han var ikke i muggleverdenen og han var begyndt at mistænke, at der var et helt sæt regler i Trolddomsverdenen, som han endnu manglede at lære. Han havde aldrig forestillet sig at den dag ville komme hvor han faktisk ville komme til at savne den fornuftige familiaritet af muggleverdenen. Men når han tænkte nærmere over det, hvor meget mere underligt var det ikke at bo i et kosteskab under sin onkels trappe, funderende over om han ville få noget at spise i løbet af ugen? Han sukkede, resigneret til det faktum, at uanset om han var muggle eller Troldmand, så ville hans live aldrig give mening.

Til sidst dukkede Snape frem fra badet, bevægende sig hen imod den store garderobe der stod væk til den ene side. Trods sig selv, blev Harrys øjne draget mod manden.

Snape var kun iklædt et par pyjamasbukser og ledte gennem garderoben efter en bluse at tage på. Det faldt Harry ind, at det sandsynligvis betød, at Snape normalt ikke brugte nogle trøjer i sengen – og trods alt blev Harrys blik draget til mandens torso. Han var ikke sikker på, hvad han egentlig havde regnet med, kåber skjulte en masse – afgjort bleg hud, måske en for tynd ramme, og, selvom han allerede havde set Mørkets tegn før, en umærket krop. Det var overhovedet ikke tilfældet. Bleg hud, ja, men kroppen var muskuløs og stærk – en ung mand i sin storhedstid, en atletisk krop og smidig, der fortalte at Snape levede et meget mere aktivt liv end Harry nogensinde havde forestillet sig. Og han havde nogenlunde været forberedt på mørkets tegn på forarmen, som han kunne se, selv tværs gennem værelset – men han havde ikke forventet at se det glimt af farve på hans højre skuldre i form af en tatovering – en rød rose indviklet med en grøn slange. En sådan tatovering stod imod alt hvad han vidste om den sure eliksirmester.

Han havde heller ikke forventet de ar, som han kunne se her og ser på den blege hud – sår der så ud som om de kom fra en slags kniv eller sværd. Og så var de lige pludselig ude af syne da Snape trak en tynd natskjorte på, og Harry indså at han praktisk havde stirret på manden. Forfærdet rullede han om på siden og vendte ryggen til Snape og informerede sig selv om, at han ikke havde fundet ham attraktiv overhovedet.

Noget faldt ham ind – synet af mørkets tegn frembragte det måske. Voldemort ville ikke være glad for den her drejning af tingene. Han havde for længst accepteret at han stod først på den liste af mennesker, som Voldemort havde intentioner om, at slå ihjel – lige ved siden af Albus Dumbledore. Han forestillede sig at i det sekund historien om deres ægteskab blev offentlig viden, så ville Severus Snapes navn også blive tilføjet på den liste.

Et øjeblik senere mærkede han sengen bevæge sig, madrassen dykkede lidt, da Snape kravlede ned på den anden side af sengen, og derved holdt sig langt væk fra Harry i processen. Uvirkeligheden af situationen ramte nu Harry så hårdt, at han næsten lo. "Gad vide hvorfor den valgte dig," sagde han højt, før han egentlig havde lavet et bevidst valg om at tale. "Jeg mener Ægteskabsstenen," uddybede han uden at vende sig. "Hvorfor valgte den dig som min… hvorfor den ville mene, at du og jeg…"

"Hr. Potter, jeg er ikke forvænt til at sludre i sengen," Snapes stemme var skarp og sårende, og meget tættere på end Harry var forberedt på, selvom han vidste at manden lå lige ved siden af ham i denne enorme seng, der pludselig virkede latterlig lille.

"Det er jeg," svarede han uden at tænke.

Snape lavede en lyd, der mindede mistænksomt som en latter. "Har utrolige mængder af verdenserfaringer, har du?" spurgte han med en stemme fyldt med håneri.

Med ansigtet brændende rødt af flovhed, vendte Harry sig om for at skule til manden. "Det var ikke hvad jeg mente!" råbte han. Han var totalt uforberedt på synet af Severus Snape liggende ved siden af ham i sengen med lige del af morskab og foragt skinnende i sine øjne. Harry sukkede og lagde sig ned igen. "Rons seng er ved siden af min," forklarede han ganske enkelt. "Vi snakker om aftenen." Noget, gættede han på, som han ville komme til at mangle meget for resten af sit liv.

Minder jeg dig, i nogen som helst form om Hr. Weasley?" forlangte Snape at vide. "eller er dette måske din måde, at udtrykke din sorg over, at du ikke tog imod din vens åh så noble tilbud om at ofte hans egne tvivlsomme fremtid med Frk. Granger og gifte dig med ham i stedet for mig? Noget, de som ædle Gryffindorer uden tvivl tilbød, og som du lige så ædelt havde intet andet valg end at afvise."

Harry kunne kun skule chokeret på ham i vrede. "Blev du født så hadefuld eller tog du undervisning et eller andet sted?!"

"Års øvelse Hr. Potter!" råbte Snape tilbage til ham.

"Jeg hader dig!"

"Godt! Mit liv er komplet! Jeg har lært endnu en Gryffindor at hade. Hvordan skal jeg dog toppe mig selv denne gang?!"

Harry kvalte et skrig af vrede og vendte ryggen til manden og rullede væk fra ham. "Hold kæft og lad mig være i fred!"

"Med glæde!" knurrede Snape og dømme efter sengens bevægelse, havde han også vendt ryggen til Harry.

Harry regnede med at Snape også lige havde vundet hvad end det var for et skænderi de lige havde haft – han havde i hvert fald fundet en måde til at få Harry til at tie stille. Han lukkede sine øjne, fokuserede sine tanker på måder, hvorpå han kunne drive Severus Snape totalt til vanvid som straf for hans behandling af ham. Muggle rock musik, måske, tænkte han. Han ville finde et meget højlydt stereoanlæg og begynde at brage musikken, hver gang Snape havde opgaver at rette. Eller en hyggelig familiegenforening – ved den første chance han fik, ville han invitere Sirius og Remus til at komme for et ekstremt langt besøg. Og hvis der virkelig var et Snape MANOR, ville han få det malet Gryffindor rødt!

--

Tre timer senere fandt Severus Snape sig selv liggende vågen i hans seng, ude af stand til at sove trods det sene tidspunkt. Selvfølgelig var det ikke hver nat han var tvunget til at dele sin seng med en ung mand, næsten halvt så gammel som ham selv. En temmelig attraktiv ung mand, fortalte han sig selv bittert. Hele situationen var fænomenalt uretfærdig. Og han ville gå i graven før han holdt op med at skyde skylden på Dumbledore.

Hvis han denne morgen havde vidst, at han i slutningen af aftenen ville gå i seng som Harry Potters Forbundede, ville han overhovedet ikke have ulejliget sig med at stå ud af sengen. Han havde virkelig aldrig brudt sig om Potter – indrømmet, han havde aldrig rigtig hadet drengen, ikke på den måde, som Potter troede. Det meste af hans opførsel var et skuespil, en nødvendighed for at opretholde sit image som loyal Dødsgardist. Men selv inden han havde været nødt til at påtage sig rollen som spion, havde han følt en del modvillighed mod Harry Potter på grund af dennes far og gudfar. Det kunne faktisk slet ikke undgås. Utroligt så længe nag varede.

Og trods alt det, havde han abstrakt opfanget tidligere på aftenen, da han først havde set Potter i Storsalen, at drengen havde udviklet sig til en meget attraktiv ung mand. Mere attraktiv end hans far havde været helt bestemt – fik det mere og mere fra sin mor. Og uanset hvor meget han hadede at indrømme det – også til sig selv – beundrede han drengens mod. Han kendte ikke andre i verden, der ville have angrebet Voldemort med en kost af alle ting – han ville bestemt aldrig have tænkt på ganske enkelt at stjæle Odins Øje fra den Mørke Herre som om det intet andet var end et Lyn. Der var noget poetisk Gryffindorisk ved hele kampen.

Men naget var blevet hængende – mest fordi, han forestillede sig, at drengen badede i beundringen fra sine fans som en eller anden hjerneløs berømthed – noget han ganske afgjort ikke havde nogen tålmodighed med. Selv i hans første år havde ideen om en barneberømthed gjort ham kvalm. Han havde forestillet sig drengen opvokset i et skød af luksus, beskyttet og forkælet gennem hele hans liv for intet andet end at han var James Potters søn. Det var også en af grundene til at han heller ikke brød sig om Draco Malfoy – selvom han dog var meget bedre til at skjule sine følelser for den bestemte elev.

Og selvfølgelig skulle Potter gå hen og smadre alle de forestillinger også. Låst inde i et kosteskab, slået og sultet. Bestemt ikke det skød af luksus til ham. Potter havde måske ikke indset det, men det var lykkedes ham at sparke dem alle i tænderne med den lille indrømmelse. Udtrykket på Dumbledores ansigt alene var et han aldrig tidligere havde set. Det var ikke ofte at århundredes største Troldmand regnede så forkert.

Og det værste ved det hele var den måde Potter havde forklaret det hele på – at hans onkel kun havde sultet ham i højst fem eller seks dage, ikke noget voldsomt, ikke noget hårdt. Det var jo ikke som om han forsøgte at slå ham ihjel eller noget. Han undrede sig over, hvad ellers drengen havde været tvunget til at gennemleve i løbet af de sidste femten år og hvordan det var lykkedes ham at undgå at skrige i tanketomt raseri hver gang hans Eliksirmester havde hånet ham for hans berømte status og forkælede livsstil. Severus kendte sig selv godt nok til at vide, at han ikke selv ville have vist sådan en kontrol – ikke engang det halve. Han ville have forhekset sine modstandere til ingenting for længe siden. Som bevis på det, havde den behandling han havde fået fra James Potter og Sirius Black, da han var på Harrys alder, gjort ham næsten så ondskabsfuld som Lucius Malfoy.

Og nu var drengen hans Forbundede. Hvis det ikke var så forbandet latterligt, ville han måske ligefrem nyde det – Gud ved, at det vil sende Black gennem taget, ikke at forglemme Malfoy og Voldemort. Lily og James Potter roterede sikkert i deres grave. Og han var mere end sikker på, at hans egne afdøde forældre lo i uforbeholden GLEE.

"Drengen har brug for dig," Albus havde forsøgt den metode af overtalelse som en sidste taktik – noget der stadig overraskede Severus. Logikken i Dumbledores argumenter havde ikke rørt ham det mindste; det at der ikke var andre der kunne træde til, at meget få mennesker kunne stå imod Fudge med succes, at det ville være sikrere for ham at forlade hans spionrolle og blive en del af Lysets kamp en gang for alle. Nej, det argument, han ikke havde været i stand til at finde et brugbart modargument til, var det ene argument som han ikke troede på et sekund. At Harry Potter på en eller anden måde --- eller nogen anden for den sags skyld – rent faktisk havde BRUG for ham. Og han var blevet svag og havde givet efter uden videre protest, trods det bevis der stirrede ham i ansigtet om, at Potter overhovedet ikke havde brug for ham og hadede selve tanken om at tilbringe mere tid sammen med ham end der var nødvendigt til hans timer.

Han kunne stadig mærke Harrys hånd ryste i hans egen, da han havde taget den i løbet af deres korte ceremoni. Skrækslagen – drengen, der havde stået ansigt til ansigt med Voldemort og en hær af Dødsgardister var skrækslagen ved tanken om at tilbringe nogen som helst tid i hans selskab. Smukt, vidunderligt. Sådanne små glæder til at lyse op i hans elendige liv.

Men uanset Harry Potters følelser, så var det et faktum, at de nu var Forbundede. Harry var hans ansvar. Og jo før de begge accepterede dette, jo bedre ville de begge få det. Merlin vidste, at de ikke kunne tilbringe resten af deres liv med at skændes som de havde gjort her til aften – selvom han var nødt til at indrømme, at Harry så temmelig dejlig ud med hans øjne skinnende af raseri, og hans krop rystende i vrede.

Han sukkede i udmattelse. Han havde ikke tænkt sig at lave tilnærmelser til en sekstenårig dreng – også selvom de var gift. Ikke at forglemme, at han vidste han ville blive afvist lige med det samme og han havde aldrig været vild med tanken, trods de ord han havde sagt så overbevisende til minister Fudge den aften. Han regnede med, at Fudge forestillede sig, at han tilbragte denne nat med at overfalde Trolddomsverdenens helt. Det var uden tvivl hvad Black ville anklage ham for. Han så ikke frem til de næste par måneder.

En lyd fangede hans opmærksomhed og han rullede omkring for at se på Harry. Stadig sovende rystede drengen spjættende på sit hoved. Et øjeblik senere undslap et klynk fra hans læber og han begyndte at spjætte i sengen som om han kæmpede mod nogen. Et råb af rædsel erstattede klynket og det vækkede Severus helt og han satte sig op i chok. Usikkert rakte han ud og rørte Harrys skulder, ruskede ham. "Potter!" kaldte han, han ville gerne vække drengen uden at forskrække ham for meget.

Harry råbte igen, rokerede væk fra han s hånd. "Potter!" kaldte han højere og den skarpe lyd af hans stemme vækkede Harry fra hans søvn, selvom han forsatte med at ryste og krympe væk fra ham i mørket.

"undskyld onkel Vernon!" råbte han. "Undskyld, undskyld!" Han undveg Severus' hånd og dækkede sit hoved med sine arme som om han ville undgå et forventet slag.

Severus stivnede; adskillige forklaringer sprang ind i hovedet på ham, ingen af dem var det mindste behagelig. Han mærkede sit hjerte hoppe i sit bryst, en isnende følelse greb ham. "Harry," sagde han blidere. "Det er mig Severus." Og så tænkte han, at drengen nok ikke ville genkende hans fornavn, og tilføjede," Snape. Det er mig, Snape. Vågn op, du har et mareridt."

Harry stivnede øjeblikkeligt, selvom hans åndedrag kom i store dybe gisp, da han blinkede op mod ham i mørket fra den tildækkede seng. "Professor?" spurgte han usikkert.

Det gav et sæt i Severus ved lyden af det; ikke helt sikker på at han var totalt tilfreds med at nogen kaldte ham professor, mens de lå ved siden af ham i sengen. "Ja," indrømmede han.

"undskyld," mumlede Harry. "jeg ville ikke vække dig." Han så utrolig sårbar ud, som han lå der og forsøgte på ikke at ryste eller græde og Snape fik pludselig lyst til at trøste ham.

"Det er i orden," forsikrede han ham. "Jeg…" han sukkede, ikke sikker på hvordan han skulle begynde på emnet. "Er der en grund til at du ville forvente, at finde din onkel ved din side i stedet for mig?" Måske ikke den mest taktfulde måde at stille spørgsmålet på, men Severus havde egentlig aldrig kunnet det med takt.

Harry blinkede til ham i forvirring. "Hvad?"

"Du kaldte mig onkel Vernon, da jeg vækkede dig," forklarede Severus. "Da jeg tidligere på aftenen nævnte forskellige mishandlingsmetoder, var der en slags jeg ikke nævnte. Ville din onkel…"

"Nej!" Harrys stemme knækkede i chok. "nej!" insisterede han igen. "Han ville aldrig røre et misfoster som mig!" Til Severus' overraskelse var drengens stemme fyldt med den reneste foragt og han var usikker på om den var rettet mod den hadede onkel eller drengen selv. Han gættede på at "Misfoster" var et udtryk som onkelen brugte til at beskrive troldmænd.

"Hvorfor troede du så jeg var ham?" spurgte han mildt.

"jeg har mareridt," sagde Harry med et skuldertræk. "Hele tiden, hver nat. Jeg vækkede dem skrigende. Onkel Vernon ville…" han brød af og så væk, hans udtryk var ulæseligt.

"onkel Vernon ville hvad?"

"Han ville kaste ting på mig," indrømmede Harry. "Fra døren. For at vække mig. For det meste var det sko. Hvis jeg ville have noget at spise i løbet af dagen, turde jeg ikke falde i søvn i løbet af natten og risikere at vække dem. Jeg bruger for det meste bare en Tavshedsfortryllelse på mig selv, men jeg må ikke bruge magi i løbet af sommeren."

Snape sank omkring den klump i hans hals, og smagte galde ved tanken om at denne drengs onkel kastede sko på ham, når han vågnede skrigende i stedet for at trøste ham som ethvert andet normalt menneske ville gøre. "Du mener, at du brugte Tavshedsfortryllelser, da du var i Gryffindortårnet, så du ikke vækkede dine venner?" han tænkte på, om nogen andre kendte til de mareridt som denne dreng havde – selv hans bedste venner? Det lød ikke særlig Gryffindorisk af ham – han venner ville sikkert være glade for at trøste ham?

Harry nikkede bare elendigt. "Ja, jeg er ked af det. Jeg tror bare, at jeg glemte det i nat. Det vil ikke ske igen." Han rakte ud efter sin tryllestav, som han havde lagt på natbordet sammen med hans briller. Severus standsede ham med en hånd på hans skulder.

"Hvis jeg ikke kan høre dig, vil jeg ikke være i stand til at vække dig," pointerede han.

Hans ord fangede Harry uforberedt og drengen blinkede op til ham i forvirring, "hvorfor ville du gøre det?"

Severus stirrede på ham. Drengen virkede oprigtig talt målløs ved tanken om, at han ville hjælpe ham. "Fordi det er hvad man gør, når nogen har et mareridt," svarede han simpelt.

Drengens forvirring vaklede ikke det mindste. "Så må du hellere have en masse sko parat. Jeg holder dig vågen hele natten."

Han holdt sig beundringsværdigt fra at kvæle drengen. "Harry Potter, jeg har ikke tænkt mig at slå dig med en sko!" snerrede han i vrede, og fortrød det øjeblikkeligt, da drengen spjættede og undveg hans berøring. "jeg er ikke din onkel," tilføjede ham mere blidt. Drengen bevægede sig ikke, hans ansigtsudtryk var uændret og det faldt Severus ind, at denne glade, heldige og tillidsfulde Gryffindor hverken var glad eller heldig og hvis han tydede situationen korrekt, så stolede han heller ikke på nogen.

Severus vendte sig mod natbordet ved hans side af sengen, åbnede en af skufferne og rodede rundt i indholdet. "Du ved, der er en god ting ved at være Forbundet til en Eliksirmester," fortalte han drengen mildt og holdt sin stemme så afslappet som han kunne. Han fandt hvad han søgte og trak et lille glasflaske med blå væske op ad skuffen. "En endeløs forsyning af eliksirer!" Han holdt flasken ud mod drengen.

Harry stirrede på den. "Hvad er det?" Han gjorde ingen tegn til at tage den fra Severus' hånd.

Severus rynkede på panden. "Du studerede det her sidste år i mine timer," informerede han drengen – ude af stand til at holde irritationen over, at drengen havde sådan en lille interesse i hans fag ude af stemmen.

"Var det før, efter eller i løbet af mine utallige ophold i Hospitalsfløjen?" spurgte Harry irriteret, selvom han to eliksiren fra Severus' hånd og begyndte at trække proppen løs.

Severus' panderynken blev dybere. Nu, hvor han tænkte over det, havde Harry misset en stor del af hans timer på grund af de talløse angreb han havde været under fra Voldemort og Dødsgardisterne. Underligt, at han ikke havde tænkt på det før nu; men en lille smule Potter varede jo langt. De tider han var tilstede, skubbede han mere end rigeligt til Severus' toleranceniveau. Han antog, at det var et vidnesbyrd om Frk. Grangers undervisningsevner, at drengen rent faktisk havde modtaget tolerante karakter i sine UGL'er.

Han så til i stilhed, mens Harry snuste forsigtigt til eliksiren – brynene rynket i koncentration. Det ramte ham pludselig, at drengen havde bemærkelsesværdige smukke øjne – en skam at de altid var gemt væk bag de rædselsfulde briller. "Drømmeløs Søvn Drik," sagde han, selvom der var en smule spørgende tone i hans stemme.

"meget godt Hr. Potter," nikkede Severus. "Den lille smule skulle kunne få dig gennem resten af natten uden nogle drømme."

udtrykket af håb i drengens øjne gjorde noget overraskende ved Severus' hjerte – det gjorde næsten ondt. "Har du mere af det her?" spurgte han tøvende.

Igen modstod han trangen til at snerre ad drengen. Han var en Eliksirmester for himlens skyld! Selvom han ikke sagde noget, måtte hans ansigtsudtryk have været nok til at få Potter til at indse idiotien i hans spørgsmål. Drengen rødmede og så flovt ned – idet mindste regnede Severus med at det var flovhed. Da drengen talte, indså han, at det rent faktisk var skam.

"Jeg mener… jeg ved du har mere… kan lave mere, jeg mener bare…" han brød af og Severus indså i chok, at Harry havde spurgt om han havde mere af eliksiren, som han ville være villig til at "dele" med ham.

"Lige meget," mumlede drengen og risikerede et undskyldende blik til ham. "Tak for det her," tilføjede han og slugte hurtigt væsken, før han rakte den tomme flaske tilbage til ham. Taget i betragtning at drengen ejede en næsten uvurderlig usynlighedskåbe og en af de dyreste koste på markedet, havde Severus altid antaget, at han var blevet givet noget nær alting han ønskede sig. Åbenbart ikke, hvis han ikke engang var i stand til at bede om noget så enkelt som en meget behøvet eliksir.

"Jeg har lige så meget, som du har brug for," informerede han ham i en stram stemme. "Som jeg sagde, en endeløs forsyning af eliksirer."

"Tak," sagde drengen igen, eliksiren var allerede begyndt at virke, mens han kæmpede for at holde øjnene åbne. "jeg skal nok betale dig tilbage, det lover jeg." Han sov dybt, inden Severus kunne fortælle ham, at der ikke var nogen grund til at betale ham tilbage.

Målløs stirrede han ned på den sovende dreng i tavshed. Det så ud til, at han ikke kendte Harry Potter halvt så meget som han troede. Og han var overhovedet ikke tilfreds med at hver anden ting dette utålelige individ gjorde virkede til at fremprovokere en stærk følelsesmæssig reaktion i ham; ej heller var han tilfreds med de flygtige tanker om drengens relative tiltrækningskraft og charme. De var ikke propre og de ramte langt mere plet, taget i betragtning, af at næste morgen ville størstedelen af Trolddomsverdenen tro, at han havde brugt hele natten på at tvinge sin opmærksomhed på deres uskyldige unge helt.

Han børstede en lok hår væk fra drengens pande. De ville begge to få det bedre, hvis de talte så lidt sammen som muligt. Ganske afgjort ikke mere sludren i sengen, ikke hvis det ville proppe alle mulige ideer i hans hoved. Og mens han bestemt ikke ville ramme drengen med nogle sko, så måtte han også være sikker på ikke, at lave nogen som helst anden type kontakt med ham – Severus stivnede, da han indså, at han i øjeblikket var i gang med at spore drengens ansigtstræk med hans fingre. Han fjernede sin hånd som om den brændte.

"For satan!" hvislede han under sit åndedrag og rullede væk, og vendte ryggen til drengen. Nogle gange hadede han virkelig sit liv.

Han var oppe ved daggry, glad for at have en undskyldning for at stå op ad sengen og væk fra Harry Potter. Han tog et bad og tog hurtigt tøj på. Han gjorde holdt foran sin garderobe for at tænke over den kuffert, som Harry havde efterladt i stuen. Uanset hvor lidt han brød sig om tanken om, at skulle dele sine kvarterer med nogen, mente han, at der ikke var noget han kunne gøre ved det nu. Det var hans ansvar at sørge for hans Forbundede, og han regnede med, at det også betød et passende levested.

Det betød dog ikke, at han var nødt til at dele sin garderobe med ham. Han greb sin tryllestav og forvandlede en lysestage til et anden garderobeskab og stillede det tæt ved sit eget. Så leviterede han kufferten ind i soveværelset og efterlod den foran det store møbel, så Harry kunne pakke ud.

Tilfreds begav han sig mod sit kontor for at samle sit materiale sammen til den første skoledag. Han havde førsteårselever, tredjeårselever og desværre udvidet eliksir med sjette og syvendeårseleverne den dag og han var overhovedet ikke sikker på hvordan han ville håndtere at undervise en klase, hvori hans Forbundede var. Han antog, at der ikke længere var nogen grund til at fastholde sin Dødsgardist image – mere sikkert end ikke ville nyhederne om hans ægteskab være overalt i aviserne her til morgen. Ægteskab med Harry Potter ville erklære hans loyaliteter tydeligere end noget andet han kunne tænke sig. Hvilket jo selvfølgelig betød, at han ikke længere behøvede, at fastholde den farce det var at favorisere Malfoy over alle andre elever.

Men han elskede virkelig at tage points fra Gryffindor!

Selvfølgelig kunne han ikke tillade sig helt at behandle Harry meget anderledes heller; Forbundet eller ej. Han var stadig hans elev, og han var nødt til at bibeholde et professionelt forhold med ham i løbet af timerne for retfærdighedens skyld. Desuden var drengen frygtelig til Eliksirer, trods det faktum, at han havde klaret sig godt i sine UGL'er – personligt mente han, at dommerne havde været alt for eftergivende sidste år. Men hvis Potter ikke strammede sig an, ville han dumpe sine FUT'er. Og Severus kunne ikke forestille sig en mere skamfuld ting, end at Severus Snapes Forbundede skulle dumpe hans eliksir FUT'er.

Han arbejde cirka en halv time på sin første times noter, før han gik tilbage mod soveværelset for at hente hans nye karaktergiver som han havde efterladt derinde et par dage før. Da han gik gennem stuen opdagede han at Potter var i gang med et eller andet henne ved pejsen. Harry så ikke op og Severus hilste ikke på ham.

Karaktergiveren var i hans natbord og da han tog den ud af den nederste skuffe, opdagede han, at sengen var redt. Han studsede over det med en panderynken. Husalferne kom aldrig så tidligt.

Han kiggede over på det nye skab; kufferten var væk, uden tvivl pakket ud og gemt væk. Han lagde også mærke til at dørene til hans eget garderobeskab var lukket fast i – han havde faktisk efterladt en af skabsdørene lidt åben. Han gik over til det og hev dørene op for at kigge indeni det. Nattøjet han havde brugt sidste nat – dem han var temmelig sikker på han havde efterladt på ryglænet af stolen, der stod henne ved badeværelsesdøren – var pertentligt foldet og placeret i vasketøjskurven. Det betød at det ikke var alferne, de ville have taget kurven med sig.

En gnavende mistanke begyndte at vokse i hans hoved og han begav sig hurtigt mod badeværelset. Det skulle have været nogle håndklæder på gulvet eller draperet over badekarrets kant. Og han vidste, at han havde efterladt sit barbergrej på kanten af vasken efter han havde barberet sig denne morgen. Men badeværelset var pletfrit, ingen ting på at han havde været der overhovedet – heller ingen ting på at Harry havde været der heller.

Han vendte sig og gik hen mod soveværelsesdøren; han standsede i døren for at se på Harry. Drengen var ikke i gang med et eller andet ligegyldigt, han var ved at lave en kande kaffe og var ved at klargøre en bakke med service som Severus altid efterlod tæt ved varmen. Og hvis ikke Severus tog meget fejl, så drak Harry Potter ikke kaffe – han, som de fleste andre elever, foretrak en te om morgenen. Desuden var der kun en kop på bakken og han viste ingen tegn på at tilføje en ekstra kop. Severus opdagede også, at den kåbe han havde lagt på sofaens ryglæn aftenen før var væk – uden tvivl hængt op i garderobeskabet eller lagt i vasketøjskurven sammen med de andre ting.

Adskillige ting faldt på plads i hans hoved. Hvis Dursleyerne sultede, slog og holdt drengen indespærret, hvad ville så stoppe dem fra at bruge ham som en husalf? Nu mere end nogensinde fortrød han den totalt dumme kommentar, han havde lavet sidste aften omkring at få Harry til at sove i skabet. Hans undskyldning havde været oprigtig, men det virkede som om skaden var sket – Harry regnede egentlig ikke med at hans nye boligsituation ville være meget anderledes end hans tidligere. Han opførte sig uden tvivl sådan som han regnede med var forventet af ham.

Raseriet Severus følte overraskede ham. Det var delt i lige store dele mod Dursleyerne, ham selv og overraskende nok Albus Dumbledore for at sætte ham i denne situation i det hele taget. "Hr. Potter!"

Overrumplet hoppede Harry lidt og Severus var nødt til at sluge de ord der øjeblikkeligt sprang ind i hovedet på ham. Han var ikke gal på drengen og det ville ikke være rigtigt, at lade hans vrede gå udover ham. Harry skulede på ham, og han opdagede, at han faktisk var lettet over at se trodsigheden i drengens blik.

"Hr. Potter, "sagde han roligere, tvang ham selv til at kontrollere sine følelser. "du er min Forbundede og som sådan er dette her nu dit hjem. Du er ikke min slave, ej heller min tjener, og jeg hverken forventer eller regner med at du skal gøre rent efter mig." Han så på bakken i drengens hænder og tog et par skridt imod ham. "Ej heller forventer jeg at du skal servicere mig på nogen som helst måde. Det er en venlighed og jeg vil takke dig for det, men det er ikke påkrævet. Forstår du hvad jeg mener?"

Harry sagde ingenting, stod bare stirrende på ham – bakken åbenbart glemt i hans hænder. Dog forsvandt trodsen aldrig fra hans øjne og til Severus' overraskelse, trådte han frem og satte meget bestemt bakken med kaffe, fløde og sukker ned på bordet foran sofaen. Så rettede han sig op og stirrede på ham i tavshed, munden snerpet sammen i en fast, trodsig linje, og øjnene skinnede i udfordring. Det tog Severus et øjeblik at indse lige nøjagtig hvad det var drengen ventede på.

Han tog et tøvende skridt fremad og tog kaffekoppen. "mange tak," sagde han bestemt.

Noget bevægede sig i Harrys øjne; overraskelse måske, at han rent faktisk havde ment hvad han sagde. "Det var så lidt," svarede han lige så bestemt. Hele øjeblikket af ren høflighed gjorde dem begge nervøse.

"Jeg går til morgenmad," annoncerede Harry.

Severus nikkede bare og så til, mens drengen forlod deres kvarterer. Han rystede på hovedet og tog en tår af sin kaffe. En ting var sikkert: livet med Harry Potter ville i hvert fald ikke blive kedeligt.


Mere i næste måned!