Kapitel 2.

Et råd til de faldne


Da James Potter trådte ind i Professor Binns klasselokale, klar til to kedelige lektioner i Magiens Historie, var han alene. Selvom det ikke var et fuldstændig usædvanligt syn, var det dog stadig sjældent at man så en af Røverne alene. De fire drenge - dog ikke fuldstændig afhængelige af hinanden, men tæt på - virkede normalt som en pakkeløsning.

Det havde nu heller ikke været en del af James' plan at dukke op til time uden de andre. Faktisk, så havde hans plan indebåret ikke at dukke op overhoved. Det havde været ren og skær uheld fra den mørkhårede drengs side at han nu satte sig ned ved en af de mange skriveborde i lokalet.

Ved morgenbordet tidligere den dag havde de tre drenge nemlig besluttet, at de alle ville pjække fra deres første lektioner. Remus havde haft det dårligt og de resterende Røvere havde planer om at underholde ham, så deres kammerat ikke skulle sidde alene tilbage i Hospitalsfløjen indtil frokost. James havde dog fået øje på en hvis rødtop og de to andre drenge var gået i forvejen. Dette havde resulteret i, at da James endelig var på vej efter de andre, var han stødt ind i en ekstra strengt-udseende Professor McGonagall, der personligt havde fulgt James til time efter at have fanget ham på vej i den modsatte retning.

Så imens de tre andre Røvere fik lov til at sidde og guffe multismagsbønner efter at have lovet Madam Pomfrey at de havde fritime, så kunne James se frem til to timer brugt på at prøve ikke at falde i søvn til Binns' endeløse monolog om Lachlan den Langes eventyr. Hurra. Jo, James var måske en smule bitter.

"Undskyld," lød en pigestemme med en svag accent til hans ene side pludselig og James så op mødte et par pæne grå øjne. "Er den her plads ledig?"

"Jep," bekræftede James og pigen sendte han et let smil før hun lod sig dumpe ned ved hans side. "Du er en af de nye, ikke? Fra den skandinaviske skole?"

Pigen vendte mod ham i sit sæde, nikkede og rakte sin højre hånd frem mod James. "Camille Björk," sagde hun.

"James Potter," svarede han og gav hende hånden. Hun havde et varmt, hvis ikke et smule genert, smil og hendes mørke bølgede hår var klippet i en rodet pagefrisure. "Rart at møde dig."

"I lige måde. Du er en Gryffindor, ikke?" sagde Camille. Man kunne høre at ordet stadig var nyt på hendes tunge, da hun syntes at gøre vokalerne lidt længere end nødvendigt og puttede for meget tryk på 'r'-erne.

"Jo," sagde James og gestikulerede til det rød-og-guld stribede slips, hvorefter han så på hendes. "Og du er en Hufflepuff?"

Hun nikkede, før hun så ud til at tænke sig om mens hun remsede; "De er venlige, retfærdige og hårdtarbejdende?"

"De fleste er i hvert fald," bekræftede James. "Hele den der smøre er ikke nær så præcis som Fordelingshatten påstår. Det varierer."

"Det giver mening. Mennesker er mindre firkantede end blot at kunne blive delt i fire huse," sagde hun. "Ville du have noget imod at dele bog med mig? Ingen af os har nogle skoleredskaber specificeret til Hogwarts, endnu. Det var en meget pludselig beslutning at vi alle kom her," fortalte Camille. "Vi er alle meget taknemmelige for Dumbledore."

"Intet problem," sagde James og trak sin kopi af Magiens Historie op af tasken. "Hvis du ikke har noget imod jeg spørger, hvad skete der så egentlig? Ingen af os havde hørt noget om alt det her før Dumbledores tale lige før I kom, her igår."

Camille trak undvigende på skuldrene. "Vi var alle mødt op det sædvanlige sted for at få vores Suse-, øh, for at blive transporteret til skolen," begyndte hun. Transporteringen til skolen blev åbenbart holdt en hemmelighed, lagde James mærke til, hvis man skulle ligge noget i hendes tøven. "Men ingen mugglerfødte kunne få adgang til kammeret. Vi var alle utroligt forvirrede, for vores andre skolekammerater havde intet problem. Så kom uglerne med brevet." Camilles person faldt en smule sammen og James kunne mærke sin egen vrede begynde at blusse op. "Vi var blevet smidt ud.Vi beklager eventuell uleilighet denne informasjonen kan ha medført, øh, 'vi beklager den ulejlighed denne information må have påført jer'. Vi troede alle det var en joke. Det var det ikke."

James knyttede hænderne, men før han kunne reagere, var en anden stemme brudt ind. "Et brev? På dagen?" spurgte Stebbins, en klassekammerat også fra Hufflepuff, der lod til at have overhørt deres samtale. Faktisk, lagde James mærke til, så lod det til at de havde fået et helt lille publikum af elever, der var intereressede i at høre hvad der egentlig var sket i forgårs.

Camille, der nu også lagde mærke til den samling af elever der pludselig var formet omkring dem, så en smule utilpas ud over opmærksomheden, men nikkede. "Det kan jeg jeg slet ikke forestille mig at skulle gå igennem!" Fortsatte Stebbins og James kom i tanke om at Hufflepuffen også selv var mugglerfødt. Omkring dem nikkede et par andre elever. "Hvad gjorde I så? Hvordan fik I kontakt til Dumbledore?"

Camille så nervøst op imod katederet. Uden at de havde set det, havde Binns startet undervisningen. Dog lod det til at den gamle Professor ikke havde bidt mærke i at hans elevers koncentration lå andetsteds end hans egen monolog. "Bare fortsæt," bød Mary MacDonald, en lav mørkhåret pige fra James' eget kollegium, uroligt, i et mere dæmpet tonefald. "Binns hører ingenting, hvis bare vi holder vores stemmer lave."

Hufflepuff'en så ikke specielt tilfreds ud med dette svar, men valgte dog at fortsætte alligevel. "Altså, en masse af de yngre prøvede på at finde en vej igennem alligevel," sagde Camille i en lav stemme. "Vores fuld- og halvblods klassekammerater var jo selvfølgelig meget opsatte på at få os med lige meget hvad det brev nu sagde. Et par af de ældste elever - dem, der er blevet placeret på syvende årgang her, vidst nok - besluttede sig for, at det ikke ville nytte at prøve at komme tilbage til Katedralskolen. Nu, når de ikke ville have os." Camille stoppede og bitterheden i hendes blik var i et øjeblik meget tydelig. En Hufflepuff-pige, Wendy Slinkhard, lagde medfølende en hånd på Camilles skulder og den sidstnævnte sendte hende et taknemmeligt blik, før hun fortsatte;

"De andre besluttede sig for at tage ind til Ministeriet for Magi - ikke det i England, altså - for at finde ud af, hvad vi skulle gøre nu. Jeg blev tilbage sammen med nogle af de andre for at holde øje med de yngste. De kom tilbage allerede efter en times tid og fortalte os, at ingen ville tale til dem. De havde bare fået at vide at de skulle udfylde en formel rapport. Det gjorde de så, men en lille fugl i Ministeriet havde fortalt dem, at der ville gå uger før den ville få os nogle vegne og at vi i stedet skulle prøve at få fat på Dumbledore. Dumbledore ville kunne hjælpe os.

"Problemet var bare, hvordan vi skulle få fat på Dumbledore? Vi overvejede at sende en ugle, men alle var ret oppe at køre på dette tidspunkt og var ikke i humør til at vente. En af mine venner havde så nævnt at jeg, øh, havde fumlet lidt med Spektral Transferans," Camille rødmede en smule af dette, "Og de tog tilbage til os for at høre om jeg kunne tage dem ind til Ministeriet for Magi i London, da jeg havde besøgt stedet en sommer et par år tilbage-"

"Vent," afbrød Bertram Aubrey, en blond Ravenclaw som James altid havde syntes var en smule for højt på strå (ham og Sirius havde engang forhekset Aubreys hoved til at vokse og fortalt ham, at det var for at det kunne matche Ravenclawens ego. Røverne havde syntes dette var umådeligt morsomt, Aubrey ikke nær så meget), og så vantro på Camille . "Appererede du jer så til Ministeriet?"

"Nej, selvfølgelig ikke!" Svarede Camille irriteret, en anelse for højt. Hele gruppen så hurtigt op mod Professor Binns. Professoren lod dog ikke til at have hørt noget, og Camille fortsatte igen, i et lavere tonefald; "Er du klar over hvor farligt det ville være? Jeg har aldrig prøvet det før og der er ingen chance for at jeg ville risikere at udsætte nogen for Spaltning."

"Hvordan kom I så dertil?" Spurgte James og Camille blev pludselig rød i hovedet igen.

"Jeg, øh, lavede en transitnøgle."

James var ikke den eneste der fik store øjne af dette. "Du lavede en transitnøgle?" spurgte han.

Camille nikkede genert. Aubrey så irriteret på hende med armene over kors; "Og det er sikrere end Apperation, hvordan?"

En smule af Camilles ydmyghed forsvandt, da hun ligeså lagde armene over kors og svarede Aubrey, lige så irriteret. "Jeg har gjort det før. Jeg ville ikke have gjort det, hvis jeg ikke var sikker."

"Du har lavet en transitnøgle før?" Spurgte Mary, hendes blik fyldt med ærefrygt. "Og det virkede?"

Camille trak på skuldrene og rødmede igen. Ved siden af hende, skrev James sig bag øret at denne skole virkelig havde været for talentfulde hekse og troldmænd. "Imponerende," sagde han.

"Hvad skete der så da I ankom til Ministeriet?" Ville Stebbins vide og Camille så lettet ud over emneskiftet.

"Jeg sørgede for at transitnøglen ville eskortere os til lige uden for besøgsindgangen," fortalte hun. Halvdelen af klassen - bestående af både Ravenclaws, Hufflepuffs og Gryffindors - var nu vendt imod hende. "For jeg var ikke sikker på om det var tilladt, hvis overhoved muligt, bare at lade den tage os direkte indenfor."

"Det er det heller ikke," fortalte Slinkhard. "Det var en god beslutning du tog dig. I ville nok bare være blevet smidt tilbage igen, hvis ikke værre."

Camille nikkede. "Netop. Så vi gik ind et par stykker af gangen, da vi ikke alle kunne være i telefonboksen og løj om, at vi havde en rundvisning planlagt fordi vi ikke var sikre på om vi ellers ville blive lukket ind, og det virkede!" Udbrød hun lavmælt og hun var ikke den eneste, der nu var fanget af historien. De andre elever omkring dem, inklusiv James, fulgte spændte med. "Så vi kom indenfor og i starten var der ingen der lagde mærke til den bunke teenagere, der pludselig rendte rundt midt i det hele,"

"Ministeriet er som regel super travlt," nikkede Mary og Camille trak på skuldrene.

"I hvert fald fik vi lov til at spørge rundt efter Dumbledore i godt tyve minutter, før en led mørkhåret mand dukkede op og greb fat i Kaia og begyndte at stille hende spørgsmål til hvorfor vi var her. Jeg prøvede at få ham til at slippe hende, men manden - Rookwood, vidst nok - blev bare virkelig vred og begyndte at true os. Sagde, at det vi gjorde lige nu var farligt og vi var dumme, uvidende børn. Ikke en særlig rar type."

"Augustus Rookwood?" Spurgte en Hufflepuff med en lang næse dækket af fregner og Camille nikkede. "Min far arbejder med ham. Der går rygter om at han er en spion for... Du-Ved-Hvem," fortalte hun.

"Det kommer ikke bag på mig," svarede Camille og rystede let. "Han var ikke behagelig at være i nærheden af. Heldigvis havde de andre fundet Dumbledore, der ligepludselig stod med en hånd på hans skulder og sagde 'Rookwood, jeg er sikker på at du ikke har tænkt dig at skade den unge pige'," Camille gjorde sin stemme en anelse dybere og imiterede Dumbledores rolige tone, da hun gengav hans ord. "Det er derfor jeg kendte hans navn, for Rookwood var i hvert fald ikke meget for at introducere sig mens han ruskede Kaia."

"Vent, hvordan havde de andre fundet Dumbledore?" Spurgte Stebbins og Camille trak på skuldrene.

"Lige pludselig var han der bare," fortalte hun. "De andre ved det heller ikke. Han må vel have fået det at vide af en af de hekse og troldmænd vi spurgte nede i Atriumhallen."

"Dumbledore er en talentfuld troldmand," sagde Mary, en stemme fuld med den respekt de fleste Hogwartselever havde for deres Rektor. "Han er kendt for bare at vide ting."

"Hvad sagde Dumbledore?" Spurgte James, men før Camille kunne fortælle dem det, blev hun afbrudt af en skinger stemme;

"Professor Binns," sagde Emma Vanity i et irriteret toneflad og hele klassen vendte sig imod hende. "Jeg kan simpelthen ikke høre Deres undervisning med al den snak ovre ved James Potter og de andre."

Professor Binns vendte sig fra tavlen, hvor han havde været i gang med at skrive hvad der syntes at være en endeløs paragraf samtidig med han talte, og så nu forvirret hen imod James. Gruppen af elever, der langsomt havde rykket sig tættere på Camille og hans bord for bedre at kunne høre, havde hurtigt rykket sig tilbage på deres plads, da Vanity var begyndt at tale. Professoren så irriteret på dem; "Hvis De ikke kan forholde Dem i ro, skal De være velkommen til at forlade min undervisning," sagde Professoren.

"Det bliver ikke nødvendigt, Professor," sagde James undskyldende. Ved siden af ham var Camille i gang med at skrive hvad James gik ud fra var noter, ned på et stykke pergament hun havde fisket frem mens han havde set væk. Binns gav ham et studst nik, før han igen vendte sig mod tavlen for at fortsætte sin undervisning og Vanity sendte James et skadefro blik, som han ignorerede. "Beklager, Camille. Det var ikke lige meningen at få dig i problemer din første dag."

Camille viftede blot afværgende med hånden og afsluttede en sætning på sit pergament, før hun skubbede det hen til James. Han så nysgerrigt nærmere på ordene, der åbenbart ikke var noter som han før havde troet. I stedet stod der;

'Professor Dumbledore var meget oprørt da vi fortalte ham, hvorfor vi havde spurgt efter ham. Det var rart endelig at finde nogen, der ikke bare afviste os. Han lovede at fikse situationen. Ingen af os skulle gå glip af noget som helst undervisning på grund af denne modbydelige ideologi, der lod til at have spredt sig i vores samfund, det ville han personligt sørge for.'

James fandt hurtigt sin egen fjerpen og blæk frem, før han fortsatte;

'Sagde han hvad han ville gøre? Hvem han ville kontakte?'

James holdt øje med Camilles ansigtsudtryk, mens hun læste og lagde derfor mærke til det hurtige blik af eftertænksomhed hun fik, efterfulgt af nervøsitet, mens hun hurtigt skrev sit svar ned samtidig med at hun skubbede en mørk hårlok væk fra ansigtet. Tydeligvis var svaret ja, men det var ikke hvad James fik tilbage, da hun igen skubbede pergamentet hen imod ham.

'Nej, blot at han ville løse problemet og sørge for at vi alle havde et sted at tage hen. Jeg er ikke sikker på, at han nogen speciel i tankerne.'

James var ikke sikker på at han troede på dette. Men så igen, hvorfor ville Camille have nogen grund til at lyve overfor ham? Et par sæder længere fremme lagde James mærke til, at en urolig Stebbins stirrede intenst på det stykke pergament som de skubbede frem og tilbage mellem hinanden på bordet. Det virkede som om at Hufflepuffen ikke var tilfreds med, at han ikke længere var inkluderet i samtalen. James vendte blikket tilbage mod Camille og lagde mærke til hendes spørgende blik. Hun prikkede let på pergamentet foran ham med sin fjerpen og James så, at hun havde tilføjet noget nedenunder det andet, mens han havde kigget væk;

'Hvad ved du om Nicolai Mulciber?' stod der. James så overrasket op på hende. Hvorfor? formede han lydløst med sine læber til hende og hun gestikulerede til at han skulle give hende pergamentet igen, hvilket han gjorde. Hun skrev hurtigt noget ned og skubbede det så tilbage. James lænede sig ind over det og læste; 'Ham og hans venner har sendt os - du ved, fra Katedralskolen - mærkelige blikke lige siden vi ankom. I morges kom Paul Avery så op til Adam og spurgte ham en masse ting. Normalt ville jeg ikke være så hurtig til at dømme, men de andre fra Hufflepuff har advaret mig om at vi skal holde os fra elever fra Slytherin og det har de andre har fået det samme at vide af deres kollegier.

Plus,' havde hun så tilføjet nedenunder, 'De ser ikke særlig venlige ud, gør de vel'.

James tog Camilles ord til sig; hvad havde Slytherin-banden planer om? Hurtigt, kradsede han fire ord ned; 'Hvad spurgte de om?'

Camille tøvede ikke med at svare; 'Det samme som dig, faktisk. "Hvem kontaktede Dumbledore?". Da Adam sagde at han ikke vidste det, blandede Mulciber sig så og spurgte ind til alle os andre i stedet. Hvor vi kom fra, hvem vi var. Om vi alle var 'mudderblods'. Så slog Villiam ham i næsen og fik eftersidning.'

James rynkede øjenbrynene. Det var en meget direkte fremgangsmåde, som Mulciber havde brugt. Det var ikke fordi Slytherinerne var kendt for at gemme på deres mening om mugglerfødte, men alligevel kunne James ikke undgå at syntes, at dette her føltes... anderledes. Ligefrem at gå op og starte åbenlys konflikt, allerede den første dag tilbage på skolen? Han skrev tilbage; 'Lyt til jeres kollegier; jeg ved at jeg sagde tidligere, at kollegierne ikke er så sort-og-hvide som de bliver sat op til at være. Men hold dig alligevel fra Slytherin. De er kendt for at gå meget op i fuldblodspropaganda dér og nogle af dem er ikke bange for at bruge andres baggrund som grund til at sende forhekselser afsted. Evan Rosier, især, er sindssyg. Hold jer fra ham.'

Mens Camille læste, kunne James se hendes skuldre falde sammen og hun så pludselig umådelig træt ud. Og en anelse sørgmodig? Hun skrev kun få ord ned, før hun skubbede pergamentet tilbage imod James. 'Intet sted er sikkert for os længere.'

James var ved at svare hende, men Camille havde rettet sin opmærksomhed mod Binns og så ikke ud til, at have lyst til at snakke mere. James vendte sig også mod Binns, men så fortsat ud af øjenkrogen på hende. Han ville gerne have givet hende nogle opmuntrende ord, men inderst inde var han også en smule lettet over den pludselige afbrydelse af deres samtale. For, for at være helt ærlig over for sig selv? Så havde hun vel ret.

"Ved du hvad," sagde William, mens han fraværende snurrede en blonde lok af hendes hår mellem sine fingre, "Jeg kunne godt vænne mig til det her."

"Mhmm," mumlede Mira, uden rigtig at høre efter. "Du bliver bare ved med at gøre hvad-end du laver lige nu. Jeg tror jeg tager mig en lur."

Han grinte. "Hvad? Lige her, i Opholdsstuen?"

Hun nikkede og puttede sig tættere op af ham. Mira lå i øjeblikket med lukkede øjne på sin kærestes bryst, begge to liggende i en af de mørkegrønne sofaer i Slytherinkrypten. Hvis man så ud af vinduet ville man ikke have nogen idé om, hvad klokken var; du ville dog muligvis kunne få et glimt af Kæmpeblæksprutten, der svømmede i søen udenfor, der indhyldede opholdsstuen i et mat grønt lys. William rystede på hovedet af hende, et smil på sine læber, mens han igen fokuserede på Eldred Worples bog, som han holdt i sin frie hånd. De lå sådan i et stykke tid, begge ret tilfredse med hvordan verden hang sammen lige i øjeblikket, og ville nok have fortsat med at have det på denne måde, hvis de ikke var blevet afbrudt.

"Nyder vi os selv, hva'?" spurgte Mulciber, samtidig med at han trådte ind i Opholdsstuen. Umiddelbart virkede hans tonefald afslappet nok, men gravede man lidt dybere, ville man kunne høre vreden i hans stemme. Bag ham fulgte Gudgeon og Wilkes.

Mira, der havde fået mere af sin sædvanlige charme tilbage siden igår (og efter mødet i toget også havde opbygget en hvis vrede overfor Mulciber), åbnede øjnene og sendte Slytherinen et irriteret blik. "Og det er ikke tilladt længere eller?"

"Der er bare andre ting at tage sig til, der virker vigtigere end at sidde og slappe af i Opholdsstuen," indbød Gudgeon roligt og lød som om, at han fandt samtalen - eller måske bare Miras trods - uendeligt kedsommelig. "Det troede jeg at vi alle havde fået sat på plads igår."

"Hvorfor går I ikke over og irriterer Snape?" spurgte Mira og poppede sig selv op på sine albuer. "Hvis I absolut skal gå rundt og lege Hit Wizards?"

"Snape har travlt," informerede Mulciber hende. "Med at gøre hvad han blev bedt om."

Mira så ud til at ville protestere mod denne anklagelse, men William - uden så meget som at se op fra sin bog - svarede uberørt. "Jeg har tingene under kontrol, Mulciber. Du behøver ikke bekymre dig." Både Mira og Mulciber så overrasket på William, indtil han endelig så op og mødte den sidstnævntes blik. "Ja?"

Mulciber rystede på hovedet. Wilkes fulgte tavst med i samtalen, mens Gudgeon kiggede ligeglad ud af vinduet. "Ikke noget. Fint. Pas nu bare på, Rowle," sagde Mulciber langsomt, før de alle tre forsvandt ud af Opholdsstuen igen og efterlod parret til sig selv.

William fortsatte uforstyrret med sin bog, men Mira blev liggende halvt-oprejst på hans bryst med et tænksomt blik. Efter et stykke tid, lagde hun en hånd på sin kærestes bryst for at få hans opmærksomhed, og så bekymret ned på ham. William, der kunne mærke hendes blik, lagde bogen fra sig på stengulvet og så op på hende, afventende.

Der gik endnu et øjeblik i stilhed. Mira bed sig i læben, usikker, før hun endelig talte. "William, hvad mente du med at du har tingene under kontrol?"

William studerede sin kæreste nærmere, før han langsomt svarede. "At jeg har tingene under kontrol. Som altid. Hvad er problemet, Silencia?"

Hun spidsede sine læber, før hun svarede ham. "At jeg ikke ved hvad du har under kontrol. Hvad du laver. Din mission," begyndte Mira og William sukkede. Hun daskede ham irriteret på brystet. "Du vil ikke fortælle mig hvad der sker. Hvad I skal lave. Det er frustrerende at blive holdt uvidende. Især i situationer som dén der," fortsatte hun. "Hvad laver Snape?"

William trak afværgende på skuldrene. "Hvad han har fået besked på."

Mira sendte ham et irriteret blik og rejste sig fra sin liggende position, for at sidde på sofaen i stedet. Hun sendte ham et frustreret blik. "Og deri ligger problemet. Jeg ved ikke hvad han har fået besked på, William. Du gør, men du vil ikke fortælle mig det. Jeg bryder mig ikke om hemmeligheder." Fortalte hun ham.

"Det er jeg klar over," svarede han og satte sig også selv op. Langsomt begyndte han at massere sine tindinger med lukkede øjne. "Men der er en grund til at du bliver holdt i mørket vedrørende alt det her, Mira."

"Og den grund er?" Spurgte hun, irriteret.

Han åbnede øjnene og sendte hende nu et irriteret blik tilbage. "Lad være med at spørge dumt. Det ved du godt."

Mira så væk og William lukkede igen sine øjne, hvorefter han fortsatte med at massere sine tindinger, frustreret over situationen han nu sad i. Ordene hang usagt i luften omkring dem, og havde gjort det næsten fra første dag de startede deres forhold officielt, tilbage i december sidste år. De havde haft en lang pause fra dette problem over sommeren, men nu da de var tilbage på Hogwarts igen, kunne emnet ikke længere undgås.

"De ved det ikke, vel?" Spurgte Mira endelig, efter en længere pause i samtalen.

William rystede på hovedet, men så ikke op. "De tror bare at du er bange for at tage en officiel beslutning," fortalte han hende og Mira smilede bittert. Hun brød sig ikke om at nogen, især ikke den bunke psykotiske Slytherins, troede at hun var bange for noget. Og alligevel var dette beroligende at få at vide. I hvert fald indtil; "Avery mistænker det. Og det vil sige at Mulciber også snart gør, hvis han ikke gør allerede. Eleanor Nott, også. Hun er smart, men du gemmer det heller ikke særlig godt, Mira."

"Hvorfra ved du, at Nott mistænker det?" ville hun vide.

"Hun nævnte det. Jeg stødte ind i hende på vej tilbage til Opholdsstuen igår, jeg ved ikke om hun planlagde det, men jeg tvivler dog - og så igen, man ved aldrig med de to. Hun gjorde det i hvert fald klart at hun vidste, at du ikke delte vores livssyn. Hun havde set at du krympede dig under samtalen tidligere, da Rosier kaldte Evans en mudderblod."

"Truede hun dig?" spurgte Mira vredt, men William rystede på hovedet.

"Jeg ved ikke hvorfor hun sagde det, men umiddelbart virkede hun som om, at hun var utrolig ligeglad. Hun gav mig et råd," tilføjede han så. "Sagde at det nok var bedst at du snart besluttede dig. Venter vi for længe vil det ende galt, i følge hende."

"Fuck hende," sagde Mira aggresivt. "Hun kan rende mig med hendes råd."

William trak på skuldrene, men gav hende ikke ret. Mira bed sig igen i læben og en svag følelse af frygt flyttede på sig i hendes bryst. En frygt for tab. Hun så tilbage på William. "Hvornår skal du have fuldført din mission?"

"Jeg fik ikke noget bestemt tidspunkt. De forstod vel, at jeg ikke ville acceptere en tidsfrist. Jeg burde nok ikke vente for længe, dog," fortalte han hende. Mira rykkede tættere på ham og lagde beslutsomt en hånd over hans. William så på hende og sagde endelig: "Du ved jeg er ligeglad."

Hun nikkede langsomt og så ned. "Jeg ved det."

"Men jeg kan ikke ignorere det meget længere."

"Jeg ved det," gentog hun blot. Han tog hendes hånd og flettede hendes fingre sammen med sine egne. "Fucking narrøve," tilføjede hun så og selvom William ikke sagde noget, vidste hun at i det mindste denne gang, var han enig med hende.

Gryffindors Opholdsstue var et larmende sted den aften. Det var stadig kun en af elevernes første dage tilbage og de fleste havde endnu ikke fået nok lektier for, til at kunne bekymre sig for meget om skolearbejde endnu. I stedet sad der flere grupper rundt omkring, alle deltagende i livlig snak om hvad der nu bekymrede en Gryffindor for tiden.

Også eleverne på den sjette årgang var samlet; de havde været heldige nok til at få sofaerne ved pejsen og sad nu og spillede kort med Peters Eksplosive Knaldkort rundt om et lavt sofabord (der skulle egentlig have været Multismagsbønner at tage af, men Peter havde fåret fortalt James, at de alle var blevet spist tidligere). Som det var nu, sad Lily og Remus i to-persons sofaen, Mary MacDonald ved Lilys fødder og med ryggen op ad ilden. I den store sofa sad Marlene McKinnon med en Røver på hver side (James til hendes venstre og Peter til hendes højre) og i lænestolen længst væk sad Sirius. De havde alle spillekort i hænderne og sod på fingrene.

James havde lige afsluttet sin gengivelse af Camilles fortælling (han havde undgået at nævne den sidste del med Slytherin-banden - det ville han nævne for de resterende Røvere senere) og stemningen var blevet en smule mere alvorlig. James havde lagt mærke til at Lily lagde sine kort en smule mere aggressivt end nødvendigt og Marlene blev ved med at sende sin veninde bekymrede blikke. Remus havde en rynke mellem øjenbrynene og et alvorligt blik.

"Jeg kan stadig ikke fatte, at hvad de gjorde var lovligt," fortalte han dem og lagde et kort på bordet. De så alle afventende på det og da det ikke eksploderede, fortsatte Marlene.

"Det kan det vel heller ikke være," sagde hun og trak sine ben op under sig, så hun sad i skrædderstilling. De havde alle skiftet fra deres gevandter. "I hvert fald ikke brev-delen. På dagen er da alt for sent."

Sirius trak på skuldrene. "De var nok bange for hvad Dumbledore ville have gjort, hvis de havde givet ham mere tid. Det er din tur, Pete," Tilføjede han så til sidst.

"Men hvorfor har Ministeriet ikke gjort noget?" Spurgte Lily irritabelt. "Har de bare givet op?"

"Ifølge Profettidende har skolerne fundet et 'uheldigt smuthul'," fortalte Mary dem.

"Profettidende tager hele situationen meget nemt," sagde James og lagde to kort oven på Peters, da sidstnævntes ikke havde eksploderet. "Ingen lange interviews med folk fra de højere pladser i Ministeriet, ingen ord fra nogle af rektorerne på hverken skolerne der smed elever ud eller fra de, der tog dem til sig igen. Jeg tror ikke engang situationen var en forsidehistorie. Din tur, Marlene."

"Det var den ikke," bekræftede Mary. "Kun i aftenudgaven og den er der ingen der læser."

"De er ikke bange for at vise hvor de står," sagde Lily bittert og de andre nikkede. En tavshed lagde sig over gruppen for en stund, før Sirius tog samtalen op igen;

"Slytherinerne angriber de nye," fortalte han dem og lagde et kort på bordet.

"Hvad?" Spurgte Remus og sendte ham et uforstående blik. "Hvad mener du med 'angriber'?"

"Han mener," svarede Lily for ham, "At vi så Crouch Jr. stå ved trapperne op til Biblioteket og kaste snuble-besværgelser på alle de nye, der kom gående forbi."

"Du er ikke seriøs - virkelig?" Udbrød James og Marlene så trist hen på sin veninde. "Hvad gjorde I ved det?"

"Altså, en af de ældre elever derfra opdagede det samtidig med Lily og mig," fortalte Sirius, "Hun var godt på vej til at fyre nogle ordenlige forhekselser afsted, men Lily kom hende i forkøbet."

"Crouch er en modbydelig lille en," fortalte Mary dem og gyste. "Pigerne på hans årgang har de mest væmmelige historier om ham."

"Det har jeg også hørt," bekræftede Marlene. "De fleste af dem tør ikke komme nær ham med et ti-fods kosteskaft."

"Med god grund," sagde Mary og så så hen på Sirius. "Går Regulus ikke sammen med ham?"

Sirius sendte hende blot et mørkt blik. "Jeg aner det ikke og jeg kunne ikke være mere ligeglad. Hvis han vil pisse sit liv væk med den slags mennesker, så lad ham. Jeg har prøvet."

"Han ser ikke ud til at have det særlig godt for tiden," pointerede Marlene bekymrende. "Måske du alligevel skulle-"

"Kan vi tale om noget andet end min brors dumme beslutninger i livet?" Afbrød Sirius hende og hun bukkede hoved i opgivelse.

"Nu når vi er inde på ubehagelige emner," begyndte Mary og så hen på den rødhårede i gruppen. "Lily, har du snakket med Snape fornyligt?"

Lily himlede med øjnene af sin veninde, men rystede så på hovedet. "Nej, men vi er også først lige kommet tilbage, er vi ikke?"

"Han har ladet til at have haft travlt," pointerede Marlene og Lily nikkede.

"Vent," afbrød James overrasket. "Så du har tænkt dig at snakke med ham? Efter hvad der skete i maj? Efter han kaldte dig en du-ved-hvad?"

Lily trak på skuldrene. "Jeg ved det ikke. Han prøvede jo at snakke efter det var sket, men jeg var for vred til at lytte. Hen over sommerferien var jeg så hos Marlene det meste af tiden og jeg har besluttet mig for at give ham en chance." Da James sendte hende et vantro blik, tilføjede hun hurtigt; "Ikke til at være venner. Men til at lade ham tale ud. Vi var venner i flere år. Han var den første til at fortælle mig, at jeg var en heks. Jeg har ikke lyst til at vores venskab ender på den her måde, you know?"

Pigerne nikkede, men James svarede ikke. I stedet spurgte Peter; "Så du har tænkt dig at tilgive ham, Lily?"

"Det virker uklogt," tilføjede Remus og Lily rystede også på hovedet.

"Nok ikke. Men jeg tror at jeg som mugglerfødt har rigeligt med fjender i øjeblikket, der er ingen grund til at Sev skal gå rundt og hade mig, når det kan undgås."

"Ah, Evans," grinte Sirius, "Altid så positiv." Lily grinte også.

"Nå," sagde Marlene og strakte sig. "Jeg tror jeg vil gå i seng. Det kan godt være at nogle af os har fået det overstået, men jeg har altså Binns i morgen tidlig og hvis jeg ikke får mine otte timer, så kan jeg garantere at den endeløse snak i det monotone toneleje helt klart vil lulle mig i søvn." Hun smed sine kort på bordet, hvorefter hun rejste sig fra sofaen og James flyttede sine ben så hun kunne komme ud. Lily og Mary kom også på benene.

"Jeg har også Binns i morgen, så jeg tror jeg vil følge Marlenes idé," fortalte Lily dem. Mary vinkede også godnat, og de tre Gryffindors forsvandt op på deres sovesal. Kun Røverne var tilbage nu og James fortalte dem resten af hvad Camille havde fortalt ham. Sirius var med på idéen om, at noget mere var på færre, men Peter stillede spørgsmålstegn ved det.

"Jeg forstår bare ikke hvorfor I tror det er en del af noget andet," sagde han forvirret. Også Remus rystede på hovedet.

"Jeg holder med Peter. Jeg kan heler ikke se noget mere i det. Slytherinerne angriber dem, de ikke bryder sig om - det gør vi da også. Og det er ikke nogen hemmelighed, at de ikke kan lide mugglerfødte. Selvfølgelig er de efter de nye elever."

Sirius holdt dog med James. "Nej, jeg er enig med Krone. Der er forskel på at være deres sædvanlige narrøvs selv, og så åbenlys irritation. Der er noget bag," sagde han.

James lænede sig frem i sædet. "Hvad end det er, så lad os holde øje med situationen. Og holde øje med Snape."

"Med Snape?" spurgte Remus forvirret.

"Ja," indbød Sirius spændt, "Hørte du ikke McKinnon? 'Han har haft travlt'? Jeg vil vædde tyve galleoner på at Flæbius har noget med det her at gøre."

"Hvis bare man havde den slags penge," sagde Peter drømmende og Remus grinte.

James nikkede. "Snape er helt klart involveret."

Remus sendte ham et blik. "Og det har ikke noget at gøre med, at Lily har besluttet sig for at glatte tingene ud med ham?"

"Hugtand, lad nu være med at være sådan en lyseslukker," sagde Sirius. "James har ret. Hvad nu hvis vi faktisk har fanget noget stort her?"

"Lad os håbe vi ikke har," sagde Remus alvorligt. "Hogwarts skulle gerne være et sikkert sted."

James rystede på hovedet. "Ikke længere."