De gik sammen hen til salen hvor festen skulle foregå.
Festen blev holdt for at fejre at krigen endelig var slut, og der var ikke sparet på noget! Salen var oversået af tortallanske bannere og salen glimtede af gyldne statuer og der var utallige tjenere der gik rundt med forfriskninger.
Daine kunne kun komme i tanke om ét sted der var mere prangende end her. Ozornes palads i Carthak. Hun smilede for sig selv, det var på grund af hende at det palads ikke længere eksisterede.
Det første Daine gjorde da hun kom ind i salen var at kigge søgende rundt efter Numair. Først kunne hun ikke se ham, da salen var fuldstændig proppet med mennesker, men til sidst fik hun øje på ham. Han stod og snakkede med en anden troldmand. Daine noterede tilfreds at troldmanden bar en rød kappe, hvilket betød at han ikke var nær så magtfuld som Numair, der havde den højeste rang en troldmand kunne få, en sort kappe.
Hun kiggede sig omkring, Onua var forsvundet, så hun valgte at gå hen imod Alanna der stod for sig selv, og var iført en kjole i sin ynglings farve, violet.
Før Daine havde presset sig igennem mængden, var en anden kommet før hende. Alannas mand, Gergi, lagde armene rundt om Alanna og kyssede hende som om de ikke havde set hinanden i flere uger eller måneder. Hvilket de sikkert heller ikke havde, tænkte Daine, Alanna havde jo været i krig mens, Gergi havde været på Piratklippen. Daine ville ikke afbryde deres genforening, og sukkede, hun følte sig pludselig ensom.
"Daine? Er det virkelig dig?" Hun vendte sig om og til sin overraskelse stod hun ansigt til ansigt med Kaddar, den nuværende kejser af Carthak.
"Kaddar! Skønt at se dig, og ja det er virkelig mig. Jeg kan da ikke have forandret mig så meget siden vi sidst så hinanden?" hun smilede varmt til ham. Under hendes besøg i Carthak for et års tid siden var hun blevet gode venner med ham, men dengang var han en prins og nu kejser. Hans påklædning viste tydeligt, hvor betydningsfuld han var. Hans kappe var broderet med guldtråde, og på hans håndled og fingre glimtede det med safirer og ædelstene.
Han bukkede og kyssede elegant hendes hånd.
"Jo, men kun til det bedre. Hellige gudinde, Du er jo den smukkeste kvinde i hele salen!"
"Jaja, den er god med dig!" Kaddar havde aldrig givet hende den slags komplimenter før, og hun kunne ikke tro andet end at det var ment som en spøg. Især fordi salen var fyldt med underskønne kvinder.
"Jeg har savnet dig. Uden dig sker der ikke så meget." sagde han.
Hun kunne ikke lade være med at le.
"Du hentyder da vel ikke til at jeg vækkede hundredvis af skeletter til live og fik dem til at jævne paladset med jorden? Du ønsker måske jeg skal komme tilbage og gentage succesen?"
Han smilede, og Daine lagde mærke til hans hvide, regelmæssige tænder.
"Jeg tror ærlig talt ikke mine ministre ville synes om det. Vi er ikke engang halvt færdige med at udbedre skaderne efter dit sidste besøg. Nej jeg håbede mere på at du ville nøjes med at gøre mig selskab?"
"Jeg tror slet ikke du har tid til den slags. Efter hvad jeg har hørt er der slaveoprør mange steder i dit rige, og halvdelen af de lande i har erobret nægter at betale skat, jeg kan slet ikke se hvordan du kan få tid til at rejse herover?"
Hans ansigt skiftede fra munter til alvorlig.
"Det må du undskylde, det var ikke min mening at gøre dig i dårligt humør!"
"Det gjorde du heller ikke. Du mindede mig bare om kendsgerningerne" han sukkede. "Det er faktisk slet ikke så morsomt at være kejser for tiden"
Hun skyndte sig at skifte emne.
Kort efter kom en adelsmand og bad kejseren om at følge med, han skulle præsenteres for prinsessen af Kobberøerne. Kaddar rullede med øjnene og betroede Daine at det var den tredje prinsesse han blev præsenteret for, inden for en time. Hun lo og puffede ham af sted. Hun vidste at mange pressede ham til, jo før jo bedre, at blive gift med en betydningsfuld prinsesse.
Hvor må det egentlig være frygteligt, tænkte hun, ikke selv at kunne bestemme hvem man vil gifte sig med.