A/N: Okay, ikke sikker på, hvad jeg skal kalde dette kapitel. Enten Drømmerejsere eller Min. Eller en helt trejde, hvis der er en derude (Ascha, host, Silvia HOST) der har en virkelig fed idé?

Uploader forresten både på onsdag og fredag - som en slags undskyldning for, at jeg glemte det i fredags. Så I får altså hele tre kapitler i denne uge. Elsker I mig eller hvad?

Hov, inden jeg glemmer det, så er der én sidste ting: Nyd kapitlet. Og review.

Marak POV

Jeg gned mig irriteret i øjnene og lod endnu en healende besværgelse glide ind. Selv efter adskillige timer og utallige besværgelser, kløede mine øjne stadig irriterende af det stads, min smukke brud havde sprøjtet i dem. Jeg bed rasende tænderne sammen ved tanken om, hvad der var sket. Slået af et menneske uden magiske evner! Det var nærmest pinligt! Alligevel følte jeg mig sært stolt over min valgte brud. Sikke dog en konge hun ville føde! En bedre konge end mig, ingen tvivl om det!

Som om det ikke var nok, at hun havde besejret mig og stukket af, fik jeg nu at vide, at de ikke kunne finde hende. Det var ikke så slemt som sidste gang, men jeg brød mig ikke om tanken om, at hun gik rundt alene. Der var kun alt for mange menneskelige mænd på udkig efter en pige som hende. Men så igen. Hvis hun kunne undslippe en varylerkonge ikke bare én, men hele to gange, tvivlede jeg stærkt på, at de ville være i stand til at gøre hende noget.

"Marak?"

Jeg kiggede ikke op for at se, hvem der netop var trådt ind i mit arbejdsværelse.

"Ja?"

"Vi kan ikke finde hende." Vedkommende lød åbenlyst nervøs.

"Selvfølgelig kan I ikke det," sukkede jeg og kiggede op. Det var Wenal, en fuglelignende varyl og en af mine bedste spejdere.

"Deres Majestæt mener…?"

"Glem det." Jeg sukkede. "Jeg er sikker på, at hun dukker op igen. Jeg vil bare ønske, jeg vidste hvorfor."

Vagten nikkede, stadig forvirret, og efterlod mig til mine tanker om min smukke brud.

Det var for længst gået op for mig, at hun var mere end det. Hendes mod og styrke forbløffede mig. Hvem skulle tro at en menneskekvinde kunne have den selvkontrol det krævede for ikke at bryde sammen? Den styrke det krævede at udfordre mig. Det mod det krævede at forsøge.

Og trods at hun havde troet, at jeg ville… jeg ville gøre det mod hende!

Men jeg måtte indrømme, at hun havde haft grund til at tro det. Det var mig selv, der havde sagt, at hun skulle føde mig min søn. Jeg havde ikke fortalt hende, at jeg ville vente, til hun var klar.

Det var min skyld.

Ikke så underligt at hun havde grædt. Jeg bemærkede overrasket, at mit langsomme hjerte satte farten op ved mindet. Da hun var brudt sammen, havde jeg handlet instinktivt og taget hende i mine arme, men hun havde ikke skreget sig selv hæs eller kæmpet sig fri, som jeg havde forventet.

Jeg mindedes hendes naturlige duft, en blid blanding af roser og morgendug og noget tredje, som jeg ikke helt kunne bedømme. Hun havde været så tæt på, at jeg tydeligt kunne mærke varmen fra hendes krop, der var mindst tre grader køligere end min. Mærket hendes hjerteslag, der selv da slog dobbelt så hurtigt som mit. Mine fingre kløede efter at glide igennem hendes hår igen. Det havde været blødere end noget andet, jeg nogensinde havde rørt ved. Jeg så ned på mine fingre. De havde holdt hende ind til mig, havde strøget igennem hendes hår og tørret hendes tårer væk.

Hvad skete der med mig? Hvorfor tænkte jeg pludselig sådan? Jeg samlede fingrene om bag min ryg. Selvfølgelig ville jeg holde om hende igen. Jeg havde trods alt tænkt mig at gifte mig med hende. Mit hjerte bankede hurtigere af glæde ved tanken, og jeg rystede på hovedet af mig selv.

Jeg var virkelig ved siden af min selv – og alt sammen på grund af et enkelt pigebarn.

Jeg smilede let, som jeg satte mig til rette og ventede. Jeg var sikker på, at min smukke brud ville komme tilbage, og jeg ville vente på hende. Hun ville opdage, at hun ikke kunne blive ved med at flygte.

Cathleen POV

Allerede i samme øjeblik jeg slog øjnene op, mærkede jeg triumfen skylle igennem mig. Denne gang var jeg ikke undsluppet ved rent held. Jeg havde forsvaret mig og var faktisk undsluppet det uhyre. Godt nok kun for i nat, men man skulle starte et sted. Jeg havde fået bevist, at han ikke var uovervindelig, og jeg var klar til at kæmpe mod ham igen, hvis det var det, der skulle til for at bevare min frihed. Om jeg så måtte kæmpe for den hver eneste nat i resten af mit liv.

Jeg gik smånynnende ned i køkkenet, så opfyldt af mine egne positive tanker, at jeg nær havde fået et hjerteanfald, da der pludselig lød et frygteligt skrig.

"Cathleen!"

"Mor?" mumlede jeg overrasket, inden jeg pludselig forsvandt i hendes favn. "Hvad sker der? Hvorfor er du ikke på bryllupsrejse?"

"Din far gjorde passene væk, så vi blev sendt hjem. Men hvad er der dog sket med dig?"

Jeg så ned ad mig selv og måtte indrømme, at jeg forstod hende. Min højre hånd var stadig pakket ind i gazebind, jeg havde vintertøj på, og jeg var både beskidt og dækket af sne.

"Hvor har du været?"

"Øh…" I denne mystiske skov, som jeg rejser til om natten, forfulgt af et magisk uhyre, der ville gifte sig med mig. Jeg kunne ikke finde på en troværdig løgn, så jeg besluttede at sige noget af sandheden. "Udenfor."

"Midt om natten?"

Jeg nikkede. Det nyttede alligevel ikke at fornægte noget. De ville aldrig tro mig, som jeg så ud nu.

"Jamen, hvorfor?"

Ja, hvis bare jeg vidste det selv.

Jeg trak udtryksløst på skuldrene og gjorde mig klar til den skideballe, jeg vidste, ville følge efter.

Flere timer senere slæbte jeg mig udmattet op på mine værelser igen. Først var mor flippet ud, og så var far kommet og havde forlangt at få at vide, hvad der skete. Normalt var mine forældre ellers rimelig cool, men det var åbenbart for meget at snige sig ud midt om natten. Jeg smed mig udkørt ned på min seng og prøvede at slappe af og tænke på noget andet. Jeg havde ikke dårlig samvittighed over at lyve for mine forældre. Enten ville de ikke tro mig, men begynde at snakke om forskellige psykologer, eller også ville de bare blive langt mere bekymrede, end de var nu, og det ønskede jeg ikke for dem. Jeg tænkte irriteret på Marak. Det var hans skyld. Hvis det ikke var for ham, ville intet af dette være sket.

Modtvungent måtte jeg indrømme, at jeg løj overfor mig selv. Marak havde afgjort gjort mit liv mere kompliceret, men hvis han ikke havde fundet mig den nat, havde jeg været død nu. Ikke at jeg mente, at han var uskyldig. Han var stadig et idiotisk røvhul, der var villig til at kidnappe en ung pige, for at hun skulle føde ham en søn. Jeg havde måske taget fejl med hensyn til voldtægten, men han var stadig hensynsløs og grusom.

Et monster.

Jeg tøvede.

Hvis jeg skulle være helt ærlig overfor mig selv, troede jeg ikke på, at han var et monster. Hensynsløs og grusom, ja, men ikke gennemført ond. Jeg prøvede at mindes, hvornår jeg sidst rigtigt havde tænkt på ham som et monster. Jeg tror, at jeg stoppede, da jeg besluttede mig for at fortælle ham mit navn. Den enkle præsentation – den simple hverdagshandling – havde revideret min opfattelse af ham. Han var ikke længere et grusomt monster, men en grusom mand. Forskellen var altafgørende.

Jeg sukkede igen og rullede om på siden. Hvor var mit liv dog simplere for tre dage siden. Det virkede umuligt, at det ikke var længere tid siden, at mine største bekymringer havde været eksamen, venner og dates. Jeg borede mit hoved ned i hovedpuden. Måske kunne mit liv blive sådan igen. Marak ville nok ikke vente for evigt på at fange mig. Jeg skulle bare undgå ham længe nok til, at han mistede interessen, og så ville jeg få mit liv tilbage. Jeg kunne gå tilbage til lange telefonsamtaler med veninderne, hyggeaftener med familien, hvor vi sad med hver vores bog foran pejsen og drømmerier om alle de spændende eventyr, jeg ville få, når jeg blev ældre. Jeg ville ikke behøve at bekymre mig om varylere eller mystiske drømme, der slet ikke var drømme. Jeg spekulerede på, hvor lang tid der ville gå, før Marak mistede interessen og sukkede igen. Alt for lang tid.

Jeg måtte finde en anden måde, og hvis jeg ikke kunne slippe for ham i mine nye, realistiske drømme, ville jeg finde en måde at slippe for de drømme.

Lettet over at være kommet til en løsning, tændte jeg min bærbare. Gud fandens tak for google. Så slap jeg for at prøve at finde informationer på biblioteket.

Samme aften, som jeg lå anspændt og nervøs i min seng, tænkte jeg tilbage på de få, sparsomme informationer, som jeg havde fået ud af mine mange timer på computeren. Der havde været én eneste artikel blandt flere hundrede tusinder, som jeg havde kunnet bruge til noget. Artiklen, der var skrevet af en anonym, men så seriøs nok ud, havde jeg efterhånden læst så mange gange, ar jeg kunne den udenad.

Drømmenes Verden

Tilbage i Det Gamle Esototapien er der fundet bevis på, at de troede på en mystisk "Drømmenes Verden." Verdenen, som ganske få udvalgte skulle være i stand til at rejse til, er ikke det, vi moderne mennesker forbinder med drømmenes verden. Disse "udvalgte" skulle efter sigende have været i stand til i drømme at rejse mellem de mange verdener, som det gamle folk troede på eksisterede. De troede ikke bare på en eller to verdener ekstra, men derimod mange tusinder. Vores var kun en enkelt i mængden. Disse "udvalgtes" evner blev vækket i puberteten, hvor de en ganske almindelig nat, ville rejse til en anden verden i deres drømme. Det skal forstå psykisk. Deres kroppe forlod aldrig deres egen seng. Drømmene skulle kunne gengives på deres livagtighed og realisme. Det var en stor ære at blive udvalgt til at blive en Drømmerejser. Nogen få lærte endda efter sigende at kontrollere deres evne, så de selv kunne bestemme hvilke af de mange verdener, de ønskede at rejse til. Disse kontrollerende drømmerejsere kunne også – til forskel fra de andre – selv bestemme om de ville rejse. Dette krævede en kontrol og disciplin, som nogen forskere i dag mener, at man kan modtage gennem koncentreret meditation.

De fleste forskere er dog enige i, at Drømmerejser ikke er andet en spændende historie at fortælle børnebørnene. Sandsynligheden taler for at de såkaldte udvalgte i virkeligheden var på hårde stoffer, der fremkaldte forskellige syner, som dengang let kunne misfortolkes som fremmede verdener.

Én ting var sikkert. Jeg var i hvert fald ikke på hårde stoffer, og ligegyldigt hvor mange kloge forskere, der var overbeviste om, at det kun var underholdende historier, så viste jeg bedre. I overmorgen ville jeg tage til New York Hovedbibliotek og prøve at finde noget mere information om Drømmeverdenen, da internettet denne gang ikke var nok.

Indtil da ville jeg prøve noget meditation. Jeg havde læst en smule på internettet om, hvordan det var meningen at jeg skulle gøre, og nu prøvede jeg at trække vejret dybt, mens jeg gav slip på alle tanker. Vejtrækningen gik ubesværet, men det var sværere, end jeg troede, at tømme tankerne. Der blev ved at dukke ønskede tanker op. Gad vide hvordan det gamle Esototapien så ud. Ville jeg nogensinde få styr på mine såkaldte "evner"? Det blev nødt til at være før, at Marak fik succes med sin plan om at gifte sig med mig. Dette førte øjeblikkeligt mine tanker hen til varylerkongen. Jeg tænkte på hans uhyggelige, rødglødende øjne, de sorte katteører og den lange hale. Jeg mindedes, hvordan han havde holdt om mig. Hvordan kunne jeg bare have ladet ham gøre det? Men inderst inde måtte jeg indrømme, at det ikke havde føltes så slemt. Jeg havde fundet trøst i hans arme, og hans lette berøringer og blide hvisken havde ikke været ubehagelige.

Jeg gled langsomt ind i søvnen.

Og åbnede øjnene til den hvide verden, der efterhånden var blevet et velkendt syn for mig. Jeg bemærkede, at jeg igen vågnede det samme sted, som jeg sidst var faldet i søvn. Det kunne umuligt være en tilfældighed. Jeg sukkede irriteret. Så meget for meditationsteorien. Og så igen. Jeg havde ikke ligefrem fået tømt mine tanker. Snarere tværtimod. Jeg måtte bare prøve igen i morgen. Det ville være søndag, så jeg havde hele dagen til at øve mig. Jeg måtte bare håbe, at jeg kunne undgå Marak indtil da. Desværre virkede det som et meget spinkelt håb. Jeg kastede et blik op på månen. Hvis jeg blev ved med at vågne op det samme sted, som jeg havde synket hen i bevidstløshed, skulle jeg bare sørge for at gå i den samme retning, og så måtte jeg på et eller andet tidspunkt komme ud af den her skide skov. Jeg kiggede op på himlen igen og navigerede mig efter månen, inden jeg begyndte at gå, spekulerende på, hvor langt jeg ville nå, før Marak opdagede, at jeg var tilbage.

Næsten fire timer, viste det sig. Jeg havde holdt et fornuftigt tempo og taget en pause ca. en gang i timen, men alligevel var jeg taknemmelig for, at jeg normalt plejede at nyde lange ture med hunden. Så blev jeg ikke ligeså træt ligeså hurtigt.

"Hej, smukke."

Jeg ville genkende den stemme hvor som helst. "Hej Marak." Jeg tvang ordene hen over mine læber og vendte mig mod ham. Han sad afslappet på en stor gren næsten fire over mit hoved.

"Er vi allerede på fornavn?" Han sendte mig et skævt smil. "Fantastisk."

"Hvad fanden taler du om? Du har kaldt mig smukke lige siden du mødte mig!"

"Jamen, det er anderledes. Det er vigtigere, at du allerede kalder mig ved fornavn. Det er et godt tegn for vores fremtidige ægteskabelige liv. Er du egentlig religiøst anlagt?"

"Hvad?" Det pludselige emneskift forvirrede mig.

"Er du religiøst anlagt? Du bander, ser du, og jeg vil bare lige være sikker på, at du ikke mener det bogstaveligt."

"Spørger du, om jeg er satanist?"

"Det kommer an på så meget, smukke." Han havde den frækhed at blinke til mig, og jeg følte irritationen vælde op i mig.

"An på hvad?" spurgte jeg irriteret.

"Hvad er en satanist?"

Jeg sukkede. Havde vi virkelig gang i denne her samtale? "En satanist tilbeder Satan."

"Åh. Jamen, så ja."

"Ja, hvad?" Irritationen voksede. Jeg brød mig ikke om at blive gjort nar af.

"Ja, jeg spørger om du er satanist."

"Selvfølgelig ikke! Jeg er…" Jeg tøvede. Jeg havde sådan set aldrig skænket religion en tanke. Det interesserede mig bare ikke.

"Hvad er du, smukke? Katolik? Du bander ret meget af en katolik af være."

"Jeg er ateist." Hvorfor ville han overhovedet vide det? Jeg sukkede. Denne her verden blev da også mærkeligere og mærkeligere. Heldigvis. Hvis det ikke på et eller andet plan føltes så uvirkeligt, ville jeg ikke have haft det samme mod, der lige nu fik mig til at have denne her mærkelige samtale i gang.

"Ikke-troende?" Han løs oprigtigt interesseret, som han sprang ned af træet. Jeg gispede, som han kom faldende ned mod jorden, men han landede ubesværet på benene. Selvfølgelig. Halv kat. "Tror du ikke på magi, smukke?"

Jeg bakkede væk, mens jeg prøvede at fatte vanviddet ved det spørgsmål stillet af et grotesk væsen med stærke magiske evner. "Jeg gør nu," mumlede jeg.

Marak lo muntert. "Dét tror jeg på." Han sukkede pludseligt. "Du er virkelig distraherende, smukke. Jeg havde tænkt mig hurtigt at sige hej, inden jeg slæbte af sted med dig, men så overraskede du mig – igen – og jeg glemte alt om det. Jeg er vist ikke en særlig god varylerkonge på det punkt."

Jeg rynkede panden, forvirret over hans ord. Var jeg distraherende? Det var ham med den smukke stemme, som blev ved med at forvirre mig. Hans stemme burde have afsløret hans ondskab. Ikke få mig til at spørge mig selv, om han virkelig var gennemført ond.

"Gå imod strømmen," foreslog jeg og bakkede længere væk fra ham.

Marak POV

"Gå imod strømmen," foreslog hun mig og bakkede længere væk. Jeg lagde hovedet tilbage og lo. Hun var virkelig underholdende. Men det nyttede ikke at blive ved med at udskyde det, ligegyldigt hvor meget jeg nød vores spil. Mine varyler var begyndt at blive bekymrede over hendes gentagne forsvindinger. 'Begyndt at blive bekymrede' var faktisk noget af en underdrivelse, og det var min pligt som konge at sørge for, at de ikke behøvede at bekymre sig om sådanne ting. Det var derfor, jeg havde været så fast besluttet for bare at tage hende med mig, som en varylerkonge burde og skulle. Så måtte jeg bare leve med de første måneders hysteri. Men så havde hun hilst på mig, som om vi netop havde mødtes på det lokale marked. Hun havde endda kaldt mig ved navn. En af de vigtigste milepæle, en konge noterede sig, at hans kone havde passeret. Det var den milepæl, der tilkendegav, at hun ikke længere udelukkende så ham som et monster. Et dyr. Den milepæl der viste, at hun nu så ham som en person. Måske stadig ond, men stadig at foretrække frem for monster. Og min smukke brud havde passeret den endnu før vores bryllup. Jeg sukkede, som virkeligheden ramte mig. Sandsynligheden talte ikke for, at hun også ville kalde mig ved navn efter den knap så behagelige bryllupsceremoni. Forhåbentlig ville hun gøre det igen en dag, når hun var faldet lidt til ro.

"Giv mig din taske," beordrede jeg. Jeg forventede ikke, at hun gav mig den, men det kunne ikke skade at spørge.

Som forventet rystede min modige brud stædigt på hovedet.

Jeg rynkede panden, halvt irriteret og halvt underholdt. Så rakte jeg hånden ud og ignorerede hendes forskrækkede ansigtsudtryk, da hendes taske fløj ud af hendes krampagtige greb og ind i min ventende hånd. Hun burde have ventet det efter episoden med kniven.

Jeg åbnede interesseret tasken, mens hun blegt så til. Det var så let at glemme, hvor bange hun i virkeligheden måtte være for mig. Hendes skarpe kommentarer og stædighed vidnede om et mod, som virkede næsten unaturligt. Det var først når jeg lyttede til hendes hæse åndedræt og hurtige hjertebanken, at jeg huskede på, hvilken rædsel hun måtte skjule for mig.

Tasken indeholdt den mærkeligste blanding jeg nogensinde havde set. Jeg rodede forundret rundt i den. Jeg kunne genkende nogen af tingene, som en ret frygtindgydende kniv og den dåse, hun havde sprøjtet i ansigtet på mig sidste gang. Det meste af det andet havde jeg aldrig set i mit liv.

"Hvad er det her, smukke?" spurgte jeg interesseret og hev en sort stang frem.

"En lommelygte."

Jeg bemærkede, at hendes stemme lød fjernere end før, og kiggede op. Min smukke brud havde udnyttet min gennemrodning af hendes taske til at bakke længere væk. Jeg smilede og lagde tasken fra mig. Ikke om jeg ville give hende den igen, fyldt med våben som den var. Så satte jeg i et sprang mod hende.

For en gangs skyld reagerede hun som forventet. Hun udstødte et rædselsslagent skrig og satte i løb væk fra mig. Jeg smilede ubekymret. Jeg kunne nemt indhente hende, men samtidig ønskede jeg ikke at skræmme hende unødvendigt.

Jeg holdte mit blik på hendes ryg, da hun spurtede væk fra mig, hurtigere end jeg havde troet muligt. Jeg kunne ikke holde en forundret latter tilbage over hendes fart, som jeg nærmede mig hende. Hun skreg igen og forsvandt mellem et par træer. Jeg løb efter hende. Og hun var væk.

Jeg stoppede chokeret op. Hvordan kunne hun bare forsvinde sådan? Jeg kunne ikke høre løbende skridt eller bare et åndedræt eller en hjertebanken til at fortælle mig, at hun bare havde gemt sig. Hun havde højst været udenfor min synsvidde i ti sekunder, og alligevel var det, som om hun aldrig havde været her. Jeg bandede stygt. Hvordan gjorde hun det? Hun var som et spøgelse, der havde til personlig opgave at forsvinde i samme øjeblik, som jeg troede, at hun var min. Jeg bandede igen og kiggede rundt i lysningen i det spinkle håb, at hun ville dukke på ligeså pludseligt, som hun var forsvundet. Men hun var og blev sporløst forsvundet.

Mine eder døde hen, da jeg opdagede, at det ikke var rigtigt. Hun var måske forsvundet, men hun havde efterladt et bevis på, at hun have været her. Jeg trådte langsomt over til et af træerne og gned eftertænksomt barken, der var dækket af blod. Der var ikke tale om litervis, men stedet identificerede at hun havde ramt hovedet mod træet. Jeg rynkede bekymret panden. Var hun kommet til skade? Tanken sendte et angstfuldt stød gennem kroppen på mig. Jeg var begyndt at lægge vågen om natten ved tanken om min smukke, mystiske brud. Jeg lå vågen og prøvede at regne ud, hvordan hun forsvandt, og hvor hun forsvandt hen. Hendes vage svar var ikke nok til at tilfredsstille min nysgerrighed. Nu virkede det, som om jeg også ville ligge vågen af bekymring for alt det, der kunne ske hende udenfor sikkerheden i mit kongerige. Jeg sukkede og svor, at næste gang ville jeg ikke lade hende overraske mig. Næste gang ville jeg gifte mig med hende så hurtigt som muligt, ligegyldigt hvor meget jeg risikerede at skræmme hende.

Næste gang ville hun blive min.