Kapitel Tre - Ekspreslevering

Resten af ferien fløj forbi i en tåge af de sidste lektier, quidditch-kampe og skakspil. Endelig blev det den 1. september. Harry kunne ikke vente, til han skulle tilbage til Hogwarts. Han manglede stadig at give den indkapslede rotte til professor Dumbledore. Sirius ville endelig blive en fri mand, og selv ville han få et hjem i ferierne. Han kunne ikke vente.

Weasley-husholdningen var sit sædvanlige uorganiserede jeg. Tvillingerne havde fyret noget Filibuster-Fyrværkeri af og havde lagt nogle af deres opfindelser på morgenbordet. Ron spænede rundt i sidste øjeblik og pakkede med en herlig lemurhale. Ginny havde et par flimrende vinger, og Hermione var ved at komme sig over en omgang bylder. Harry var, fordi han var tvillingernes tavse forretningspartner, blevet advaret om hvad, han ikke skulle spise. Han var den eneste upåvirkede og sad frejdigt på sin seng og lo, da Ron lukkede sin kuffert med sin hale for anden gang.

Fru Weasley syntes ikke, det var morsomt. Hun havde for travlt med at organisere dem, der skulle tilbage til Hogwarts, til at annullere effekten af den fortryllede mad. Ministeriets biler var allerede ankommet, men ingen af børnene var klar. Hermione, der var den mest organiserede, begyndte at kaste modbesværgelser, mens de andre skyndte sig at smide resten af deres ejendele i deres kufferter. Harry løb rundt som en afsindig. Mens han havde leet af Ron, havde Nirah slanget sig væk, og nu kunne han ikke finde hende. Simbi fandt hele situationen grinagtig og nægtede at fortælle ham, hvor den lille slange var henne.

Endelig, klokken 9:50, sad Weasley'erne, Hermione og Harry i bilerne og ræsede væk fra Vindelhuset til et nyt år.

TA*TA*TA*TA*TA*TA*TA*TA

King's Cross var travl som altid. Både troldmænd og mugglere myldrede rundt over det hele, alt imens de sidstnævnte kiggede mærkeligt på de førstnævnte, når de skubbede deres bagage rundt på vogne sammen med deres samling af sære kæledyr. Ugler i bure var at se overalt og hist og pist kunne man se et kosteskaft stikke ud af en bugnende kuffert. Da gruppen endelig nåede til perron 9¾, var den allerede 10:55. De havde kun fem minutter til at komme på toget.

Efter hurtigt at have bevæget sig gennem væggen, skubbede Fru Weasley dem hen mod toget. Tvillingerne var derhenne først og forsvandt hurtigt fra syne for at finde deres ven, Lee Jordan. Resten masede sig på toget lige idet, det begyndte at køre, og gik bagud for at finde en tom kupé. De fandt den eneste, der var tilbage, allerbagerst i toget, slappede af og lænede sig tilbage i sæderne efter at have sat deres kufferter i midten, så de let kunne tage ting ud af dem.

Harry stillede blidt Hedvigs bur ved vinduet, så hun kunne se ud. Han åbnede sin kuffert og tog syltetøjsglasset, der indeholdt Ormehale. En ond lille stemme i hans hoved sagde, at han skulle plage forræderen lidt, så han drog sin tryllestav, forstørrede syltetøjsglasset til dets oprindelige størrelse og stillede det i vindueskarmen ved siden af ugleburet. Rotten vred sig, da Hedvig stirrede sultent på den. Harry grinede smørret, hvorefter han tog sin nye amuletbog frem og begyndte at læse.

Før han nåede til afsnittet om hans amulet, blev døren til kupéen trukket op. Tre skikkelser stod i døråbningen, den ene lille og spinkel, de to andre store og stærke med tomme udtryk i ansigterne.

"Jamen der har vi jo Potten, mudderblodstøsen og Væsel. Hyggeligt at møde jer her. Og hvad er det? Endnu en Væsel. Har du ikke nogen venner på din egen alder?"

Ginny rødmede og skulede tilbage til den irriterende blonde troldmand.

"Det overrasker mig, at du ved, hvad en ven er, Malfoy. Det er jo ikke fordi, du nogensinde har haft nogen, du ikke har købt."

Malfoy blev rød i hovedet og vendte sig mod Crabbe og Goyle.

"Gør hende fortræd."

Før de kunne flytte sig, var der fire tryllestave, der pegede på dem. De stivnede og kiggede tilbage på Malfoy efter instruktioner. Aristokraten trak på skuldrene og nikkede, at de skulle angribe. Før nogen kunne gøre noget, skred Simbi ud af Harrys ærme kort efterfulgt af Nirah. Begge rejste hovederne og hvæsede af de tre Slytheriner.

Malfoy blev helt bleg. Han vidste tydeligvis, hvor giftige magiske koralslanger var. Ét bid kunne ødelægge en troldmands magi og gøre ham lige så magtesløs som en fuser. Han tog fat i sine to livvagter og gik hastigt på tilbagetog. Men inden han gik, kastede han en kommentar over skulderen.

"Tror du, det her er forbi, Potter? Jeg glæder mig til at se hvad, der er tilbage af dig, når Mørkets Herre er færdig med dig. Den dag kan ikke komme hurtigt nok."

TA*TA*TA*TA*TA*TA*TA*TA

Efter 'Malfoy-hændelsen' gik de fire tilbage til det, de lavede før. Ginny og Ron var i gang med et spil knaldkortkabale, Hermione var ved at læse sin Talmagi-stil igennem, og Harry læste om sin amulet. Da han kom til brugen af den, forstyrrede han de andre for at fortælle dem, hvad han havde fundet.

"Du, Hermione, jeg fandt et afsnit om den amulet, du gav mig i fødselsdagsgave. Det ser ud til, at hvis man holder den og siger denne her fortryllelse, giver den dig 'stor personlig rigdom'."

Rons øjne lyste op, da han hørte dette. Han snuppede bogen, læste afsnittet igennem og grinede til de andre.

"Stor personlig rigdom! Han har ret! Lad os prøve det."

"Nej, Ron, det bør vi ikke! Det kunne være farligt. Vi ved ikke, hvad den mener med personlig rigdom, den kunne gøre hvad som helst ved jer," påpegede Hermione.

"Åhr, hold op med at bekymre dig, 'Mione. Så slem kan den da ikke være. Den giver os måske et ton af guld!"

"Det tvivler jeg på," sagde hun med rynket pande. "Den kunne lige så godt forvandle jer til guld. Jeg synes, vi burde vente og spørge professor Dumbledore."

"Jeg kan ikke se noget galt i det, 'Mione. Så slemt kan det ikke være," afbrød Harry. Han kunne se endnu et af Ron og Hermiones berømte skænderier i horisonten, og han ville forhindre det i at bryde ud. Plus at han var lige så nysgerrig med hensyn til amuletten, som Ron var.

"Jeg synes også, vi skulle prøve det. Så farligt kan det ikke være. Og desuden var det jo dig, der købte den til ham, Hermione," mindede Ginny hende om.

Med Ginny på deres side, vendte drengene sig og ventede på, at Hermione skulle gå med til det. Det var trods alt tre mod en...

"Åh, så lad gå da," samtykkede hun. "Men hvis noget går galt, er det jeres skyld."

De fire bevægede sig væk fra deres sæder og satte sig i midten af kupéen på deres kufferter. Det var den eneste måde, hvorpå de alle kunne nå den lille genstand. Harry tog amuletten frem og tog den af halsen. Han holdt den ud foran sig, og alle lagde en finger på det glatte metal og ventede, imens han kiggede på fortryllelsen i bogen.

"Klar?"

Efter at have modtaget tre nik, læste Harry de fremmedartede ord på siden.

"Tempus Vehere."

Med et blændende lysglimt blev Hedvig og Ormehale alene i kupéen.