Oversætterens anmærkning: Stealth-fodrings ritualet - et Stealth fly er i praksis usynlig på en radarskærm, på samme måde er dette fodringsritual usynlig for den ene af de involverede parter.

Auto Trader: magasin om salg af brugte og nye biler, lastbiler med mere.

'Kissogram': en besked, typisk i forbindelse med fødselsdage og lignende, der bliver overbragt med et lille kys eller en sang. 'Kys og telegram'.

"Affærer?"

Lestrade tog det krus, som John gav ham med et mumlet "Tak", men tog ikke sine øjne fra Sherlock, som lå mageligt udstrakt i sin lænestol. Han var stadig uimponeret over, at Lestrade ikke var dukket op natten før for at bevidne hans genialitet.

"Det er, hvad jeg har sagt," svarede han drævende. "Er jeg uforståelig?"

Lestrade kastede et blik over på John, som forbarmede sig over ham. "Richard Simpson, Philippa Saunders og Moira Pickering har alle haft affærer, som blev holdt hemmelige, fordi deres partnere var gift," forklarede han.

"En elsker, som ikke overnatter," huskede Lestrade og vendte sig mod Sherlock. "Det var, hvad du sagde i Miss Pickerings lejlighed, fordi hendes seng stod i et hjørne."

"Ja," bekræftede Sherlock. "Underligt nok, så kan jeg faktisk erindre udsagn, jeg kom med for kun tre dage siden."

John gik over mod pejsen, sparkede Sherlocks fod på vejen og fik et bebrejdende blik til gengæld. Han pegede på kopierne af 'Undskyld' notaterne, som nu også var sat op på væggen. "Alle tre skrev en undskyldning, inden de blev myrdet," sagde han.

Lestrade kom over til ham, mens hans øjne så på de resterende notater. "Herregud, Sherlock, din håndskrift bliver faktisk værre," kommenterede han og tog en slurk af sin kaffe. "Og jeg troede virkelig ikke, at det var muligt."

Sherlock fniste. Hans humør blev betydeligt løftet, da han så Johns forargrede udtryk. Han rejste sig. "Nu har du ikke kun fejlet i ikke at genkende de typisk ulæselige kragetæer af en doktor," sagde han til Lestrade, som gav John en undskyldende grimasse, "men ingen fra dit hold opdagede, at dette notat," han pegede på det, som var blevet fundet på gerningstedet for Neils mord, "ikke var skrevet af offeret. I tjekkede kun det første, ikke?"

Lestrade stirrede på ham. "Hvem skrev så det der?"

Sherlock kom bare med sit gådefulde smil.

"Vent lige et øjeblik," sagde Lestrade langsomt. "Jeg snakkede med Helena Bagshaw og to af Neil Bensons kollegaer - for mig lød det ikke, som om han have en affære med nogen som helst."

"Nemlig," bekræftede Sherlock. "Men han overnattede jævnligt på et hotel, hvor han tilbragte natten sammen med en gift kvinde, gjorde han ikke?"

Lestrades udtryk gentog det 'så gik der et lys op' øjeblik, som John allerede havde været igennem. "Så morderen..."

"Lavede en fejl," sluttede Sherlock. "Som giver anledning til nogle interessante spørgsmål, synes du ikke?"

John og Lestrade nikkede begge to, mens de hver især håbede, at de ikke blev bedt om, at komme med et.

Lestrade vendte tilbage til sit oprindelige spørgsmål og pegede på den underlige 'Undskyld' besked igen. "Så, hvem skrev det?"

"Det er da sikkert indlysende?"

"Åh, kom nu med det!" sukkede John.

Sherlock lød fornærmet. "Hvad er budskabet?" ville han vide og svarede straks på sit eget spørgsmål: "Det er en undskyldning. I tre af sagerne var ofrene blevet tvunget til at undskylde for utroskab. Men da det kom til Neil Benson, ja, så var der ingen affære - manden sørgede stadig over sin afdøde kone, hvilket morderen sandsynligvis endda ville have bifaldet."

Han skridtede frem og tilbage nu. Både John og Lestrade fulgte hans bevægelser. "Men på det tidspunkt, hvor han har bevist sin uskyld - fik sine AA mærker frem, viste sine fotoalbums - da var det for sent." Han stoppede og så på dem. "Han har set morderen og derfor skal han dø. Altså - hvem har behov for at undskylde?" spurgte han. "Hvem har lavet en fejl og har måske endda dårlig samvittighed på grund af det?"

Deres øjne så på væggen, som om notatet i sig selv pludselig havde morderiske hensigter.

"Vi har altså morderens håndskrift," formodede Lestrade og tænkte over det. "Men det hjælper os ikke ligefrem med at finde ham, gør det?"

Sherlock satte sig ned i sin stol. "Desværre, nej - men det burde hjælpe med hensyn til at få ham dømt," pointerede han. "Men at kende profilen for hans ofre er brugbart på nuværende stadie - forskellen mellem håndskrifterne beviser, at Neil Benson var undtagelsen, så vi har definitivt det rigtige motiv. Morderen går efter folk, som er involveret i et seksuelt forhold med en gift partner, selvom de angiveligt er single."

Johns mave brummede højlydt på dette tidspunkt og han gnubbede den ynkeligt, mens han ignorerede Sherlocks panderynken over at menneskelig svaghed forstyrrede hans udredninger. "Har du fået morgenmad?" spurgte han Lestrade, som nikkede.

"Jeg har det fint, tak." Han løftede sit krus.

"Nå, men jeg er udsultet," sagde John fast, og vendte sine ord i retning af Sherlock. Han skyndte sig ud i køkkenet og snart kunne køleskabsdøren høres sammen med skabsdøre, der blev åbnet og lukket, samt en del bandeord. "For pokker, så bliver det toast. Kan jeg tage noget honey?" råbte han ud til Sherlock henover vandkogerens larm, så det sidste ord blev lidt utydeligt.

Lestrade var ekstremt overrasket over kælenavnet, men prøvede ikke at vise det. "Er toastbrødet rationeret?" spurgte han, da han satte sig ned i den anden stol og påtog sig en blaseret tone.

"Du indsætter et komma, hvor der ikke er noget," forklarede Sherlock hånligt, efter han havde kaldt et "Selvfølgeligt," til John. "Han spørger efter honning, ikke toastbrødet." Han ventede, mens Lestrade tyggede på den. "Honningen er antagelig min - jeg køber den ikke, men han prøver stadig at give mig en form for ejerskab og respekt for andre folks ejendom." Et drilagtigt grin, som Lestrade fandt yderst foruroligende, dukkede op på Sherlocks ansigt. "Han har ikke meget held med det."

John kom kort efter tilbage med en tallerken i hånden. "Ikke mere marmelade," forklarede han, tog en bid af brødet og gik over til pejsen. Han satte tallerkenen ned på armlænet på Sherlocks stol og tog en kuglepen, hvorefter han tilføjede et par detaljer vedrørende Neils lejlighed og gik så tilbage til køkkenet.

"Der er altså to forskellige typer af forbindelser," sagde Sherlock og tog fraværende et stykke toast op. "Den første - som drejer sig om, hvad han går efter i sine ofre - har vi nu etableret." Han bed i brødet, da John kom tilbage og trykkede et krus i hans anden hånd.

"Rigtigt," bekræftede Lestrade, mens han så på, at brødet forsvandt med en imponerende hastighed.

"Den anden forbindelse er, hvordan han finder dem," fortsatte Sherlock, tog en slurk af sit krus og fortrak sit ansigt. "John, det her er te," beklagede han sig.

"I sandhed, du er et mirakel," kom det bekræftende fra John.

Sherlock skulede mod ham. "Jeg har udtrykkeligt ønsket kaffe."

"Nå, men du har udtrykkeligt ikke sagt det."

"Jeg har heller ikke sagt, at jeg ønskede te."

"Giv mig den." John byttede deres krus. "Er du okay?" spurgte han Lestrade og nikkede mod hans krus.

"Oh, fint," sagde Lestrade hurtigt og drak det sidste, inden John bestemte sig for at give det til Sherlock i stedet for. Han følte sig, som om han var kommet ind i en godt indøvet forestilling, hvor han var den eneste, der ikke kendte sine replikker.

"Der må være tusindvis af mennesker i London, som passer på morderens kriterier," fortsatte Sherlock, og stod op igen, "men hvordan finder han frem til dem?" Han tog en slurk af sin kaffe, så satte han den på kaminhylden. "De tre faktiske affærer blev holdt hemmelige og den sidste var ikke eksisterende, så hvordan finder han ud af det?"

Lestrade overvejede. "Altså, vi har allerede fundet ud af, at de ikke havde nogen fælles forbindelse, så det er usandsynligt, at morderen kendte dem personligt - især Neil Benson, selvfølgelig, ellers ville han have vidst, at han ikke passede ind i mønsteret."

John så på notaterne igen. "De arbejdede allesammen forskellige steder, men deres kontorer er faktisk ikke så langt fra hinanden," pointerede han. "Jeg mener, de er ikke på samme gade eller sådan, men de arbejdede allesammen i byens centrum."

"Kontorer..." mumlede Sherlock. "Kontorer... Ja!" Han greb fat i Johns skuldre. "Fremragende!" erklærede han, og sendte et strålende smil ned til ham. John koncentrerede sig på ikke at spilde sin te og Lestrade rejste sig - det virkede forkert at sidde ned, når der helt klart skulle være gang i en hvirveldans.

"Ingen røg uden ild, siger de, men de tog fejl med hensyn til en af dem," sagde Sherlock, slap John og gik et par skridt væk.

"Hvem er de?" spurgte Lestrade.

Sherlock vendte sig om og kiggede på ham. "Sladder!" svarede han med sin 'lod du din hjerne blive i seng her til morgen?' stemme. "Kontorsladder er hvad denne morder har adgang til." Han marcherede tilbage til væggen og pegede på billedet af Richard Simpson. "Nummer Et var en kontorchef og var involveret med en, som arbejdede på kontoret ved siden af." Hans finger bevægede sig videre, og slog til to gange mere. "Nummer To og Fire arbejdede begge to i store virksomheder og havde en affære med deres arbejdsgiver." Endelig pegede han på Neils billede. "Hvad fortalte Helena Bagshaw os om Nummer Tre?" spurgte han John. "Jeg mener omkring hans arbejde?"

John tænkte tilbage og huskede den tragiske historie. "Hun sagde, at han ikke behøvede det, men havde det, så han holdt sig i gang," svarede han. Sherlock gjorde en 'fortsæt' bevægelse med sin hånd. "Og at hendes mand hjalp ham med at få det... Oh - fordi han arbejdede i samme bygning!"

"Præcist!" bekræftede Sherlock. Han vendte rundt på sin hæl og gik over mod bordet, lænede sig ind over Johns laptop og tastede løs. "Rigtigt," sagde han, mens han scrollede nedad siden med firma informationerne, "Helenas mand er faktisk administrerende direktør." Han drejede laptoppen for at vise billedet af en solid udseende mand i halvtredserne. "Du kan forestille dig sladderen køre, da hans kone bliver set med den nyansatte på kontoret."

"Fantastisk!" sagde John, som nu havde en tallerken med toast i sin hånd igen. Han gik nærmere for at se på skærmen, og satte tallerkenen ned på bordet. Sherlock gjorde sig lidt til, siden John havde forsikret ham om, at falsk beskedenhed ikke klædte ham. Han rettede sig op, tog det sidste stykke toast, og vendte tilbage til deres improviserede opslagstavle, hvor han stod og overvejede placeringen af de omtalte kontorer.

Lestrade tvang sig selv til at fokusere på sagen og ikke blive distraheret af det stealth-fodrings ritual, der foregik foran ham. "Hvordan finder vi ham så?" spurgte han.

"Benarbejde," svarede Sherlock og forestillede sig Mycrofts udtryk i forbindelse med dette koncept. Et blik over mod John viste ham, at han havde den samme tanke, og de smilede begge to.

"Find et værelse, for satan," mumlede Lestrade.

"Vi bor her," pointerede Sherlock, da John tog den nu tomme tallerken og gik tilbage til køkkenet, mens han kastede et bebrejdende blik på Lestrade.

"Du har set efter forbindelser mellem ofrene, men hvad vi har brug for, er at finde forbindelserne mellem de firmaer, som de har arbejdet for," instruerede Sherlock. "Havde de allesammen det samme sikkerhedsfirma? Er det den samme mand, der reparerer deres kopimaskiner? Der må være et eller andet." Han tog sin kaffe.

"Okay," Lestrade var enig. "Godt, jeg går og begynder at arbejde med det, så." Han klappede på sine frakkelommer, tjekkede efter om han stadig havde alt på sig, som han kom med, så gik han hen og stak hovede ind i køkkenet. "Tak for kaffe, John," sagde han. "Pas på ham, ikke?"

"Ubetinget," sagde John, da han kom ind i stuen igen. "Vil du have mig til at se på dit knæ, inden du gå?"

Lestrade var overrasket. Han havde ikke været bevidst om, at han haltede. John var ved at blive lige så slem som Sherlock, selvom det måske kun var i forbindelse med medicinske emner.

"Det er okay, han slog det imod reolen nede i entréen," rapporterede Sherlock. "Farvestænk på dit skjorteærme der, hvor du holdt fast for ikke at falde," forklarede han til Lestrades forvirrede udtryk.

"Pokkers!" Lestrade så vred på sin manchet, "Hvorfor er der bøtter med maling på jeres reol i stedet for bøger?"

"Mrs. Hudsons nevø er i gang med at renovere," svarede John. Han pegede på det blå mærke på sin pande. "Du er ikke den første tilskadekomne."

"Jeg ved ikke, hvorfor hun overhovedet har fået fat i den reol," brummede Sherlock, som pludselig følte sig uforklarlig irritabel. "Peter læser aldrig andet end Auto Trader."

oOo

De næste fireogtyve timer blev brugt på at stille spørgsmål, men uden at få brugbare svar. Da Sherlock og John gik ind på Scotland Yard fredag morgen, var det eneste, der var kommet tættere på, weekenden.

Hopkins kunne høres, da de nærmede sig efterforskningslokalet. "Men de andre detektiver må godt have almindeligt tøj på, Sir."

Lestrade svarede lige idet de kom ind ad døren. "Jeg er ked af det, Hopkins, men som jeg har sagt til dig før - du ser simpelthen for ung ud. Ingen vil tro på, at du er en politibetjent, hvis du ikke er i uniform."

"Selv med uniform er der en del, som tror, at du er et specielt billigt kissogram," tilføjede Anderson ondskabsfuld.

Hopkins ignorerede ham, hans skuldre var sunket lidt ned efter Lestrades afslag, indtil han bemærkede den pludselige stilhed og vendte sig om. Da han så Sherlock, spredte der sig et bredt smil henover hans ansigt. Det var ikke den almindelige reaktion. Hele holdet var tilstede og John bemærkede, at Sally bevægede sig så langt væk, som lokalet tillod, mens en svag mumlen var ved at bygge sig op blandt de andre betjente.

Lestrade løftede sin stemme. "Godt, presse konference," annoncerede han og ventede på, at der blev stille. "Det er om en halv time. Dem af jer, som ikke er involveret, vær venlig at fortsætte med det, som I havde gang i igår - søndag kommer hurtigt og vi skal have fundet denne fyr." Lokalet blev betydeligt tommere.

"Vil du være med hen og se konferencen?" spurgte Lestrade henvendt til Sherlock. "Ifølge vores profiler er det sådanne ting, en seriemorder vil komme med til. Vil du se på det? Se, om du måske kan udpege en eller anden?"

Sherlock krøllede sine læber da kriminal profileren blev nævnt. Han mente, at det var total spild af tid, men gav nikkende sit samtykke. "Hvilken information har du tænkt dig at frigive?" spurgte han.

Lestrade trak på skuldrene og så frustreret ud. "Hvilken information har vi? 'Hvis De har en affære, så lad være med at invitere nogen indenfor om søndagen'? Det er ikke særlig meget."

"Er det smart?" spurgte Sherlock i en tone, der tydeligt sagde 'Det er åndsvagt.' "Hvis du giver profilen for ofrene, så får du kopister."

"Det er en risiko, men hvad kan vi ellers gøre?" forlangte Lestrade at vide. "Vi bliver nødt til at advare de her folk."

"Er vi nødt til det?"

Hopkins havde kantet sig over til John for ikke at gøre opmærksom på, at han faktisk stadig var i lokalet. "Forstår du det her?" mumlede han sagte, mens Sherlock og Lestrade fortsatte med deres diskussion.

"Tænk over det," anbefalede John stille. "Folk, som passer til disse kriterier, kan allerede have et vist had rettet mod sig." Han så sidelæns på Hopkins, som tydeligvis lyttede, mens han stadig holdt øjnene rettet mod Sherlock. "Forestil dig, at du er gift, og du ved, at din partner har været dig utro," foreslog han. "Eller måske endda den ældre generation," tilføjede han efter et øjebliks omtanke. "Hvis din søn eller datter havde en affære, og du var bange for at miste dine børnebørn, hvis ægteskabet brød sammen. Den slags stærke følelser kan få folk til at foretage desperate handlinger - hvis de gennem nyhederne får at vide, at en seriemorder går efter lige præcis de mennesker, som de selv afskyr, så vil ikke alle af dem stoppe med ønsket om, at det bliver et bestemt offer."

"Nogle vil måske tænke, at det her er den ene gang, at de vil kunne slippe afsted med det." Hopkins begyndte at nikke. "Den gyldne mulighed - som i ABC mordene, men ved at drage fordel af selve situationen i stedet for at skabe den."

"Præcis," sagde John. "Det er det, Sherlock er bekymret for."

Hopkins åndede ud. "Han er fantastisk, ikke?"

"Det har altid været min opfattelse."

"En ting, som vores foretrukne psykopat - undskyld, sociopat - endnu ikke har forklaret," Andersons spydige stemme var højlydt, "er, hvordan morderen ved, at ofrene vil være alene om søndagen."

Sherlock gav ham et blik. "Prøver du på at bruge begge dine hjerneceller på samme tid igen, Anderson?" spurgte han. "Du ved, at det aldrig ender godt."

"I det mindste ved jeg, at jorden drejer rundt om solen!" snappede Anderson med sin sædvanlige mangel på originalitet. John krympede sig. Hver gang den satans mand trådte ned ad den vej, mindede han Sherlock om det, som han stadig følte var et personligt forræderi. John ønskede, at han aldrig havde skrevet det på sin forbandede blog.

"Og det kommer fra manden, som, da han blev spurgt efter et land, der begynder med Q, svarede Cuba," kom det fra Hopkins, som formåede at bringe rummet til tavshed.

"Skønt," hviskede John, da Lestrades læber skælvede. Selv Sherlock så lettere imponeret ud, før han forkastede dem allesammen med et vink fra sin hånd.

"Ofrene er allesammen involveret med folk, som er gifte, nogle af dem har også børn," sagde han, for at svare på det oprindelige spørgsmål. "Hvis du er nogens skyldige hemmelighed, får du ikke weekenderne." Et par øjenbryn røg op på grund af den snert af bitterhed, som var i hans tone, og Sherlock afledte opmærksomheden med det samme. "Får du, Sally?" Han vendte sig mod hende og så direkte på hende for første gang, siden han var kommet ind i lokalet. Hun nærmest hvæsede af raseri.

Lestrade greb ind med det samme. "For Guds skyld, I to, kan I så finde ud af det med hinanden?" Han fokuserede på Sally. "Jeg har givet dig en meget lang snor i forhold til det, der er sket, men du skal se at komme videre," sagde han. "Gå nu og tjek efter om alt er klar i konference rummet."

Sally tog sine papirer og gik ud, stadig sydende, med Anderson følgende tæt efter.

Lestrade sukkede dybt. "Godt," sagde han og vendte tilbage til Sherlock. "Nogle flere idéer med hensyn til timingen? Profileren sagde, at søndagen må have en form for psykologisk betydning for morderen."

"Det kunne være sandt," medgav Sherlock. "Men det kan simpelthen også bare være hans fridag." Han rystede på hovedet. "Det fjerde offer blev dræbt mellem klokken seks og midnat, men helt klart bedøvet inden middag, mens det tredje døde om morgenen. Søndag aften er hans normale drabstid, men han er hos dem tidligere."

"Så, hvad er det, han gør?" spurgte John, som ikke har kunnet få denne tanke ud af sit sind, siden de foruroligende afsløringer omkring bedøvelsesmidlet i teen. "Er han nødt til at arbejde sig op til det, eller er det en eller anden form for ritual - et, som tager hele dagen?"

"Der er intet, der tyder på et seksuelt overgreb eller fysisk tortur, udover de bundne håndled," huskede Lestrade på.

"Nej, men han må jo gøre et eller andet," sagde Sherlock. "Det ville forklare det tredje offer, som blev dræbt om morgenen: da først hans 'uskyld' var etableret, blev ritualet afkortet."

Lestrade gned sin hånd henover sin pande. "Så vi kan advare de folk, der lever alene, og er mellem hvad? Atten og fyrre? Halvtreds?" Han så sig omkring og folk nikkede. "Og som arbejder på kontor - de skal være opmærksomme på søndag, ikke lade fremmede ind i deres hjem, og hvis det er muligt, så besøge venner eller familie på dagen."

"Hvis det vil berolige pressen," bekræftede Sherlock, "men det vil ikke gøre nogen forskel." De andre så på ham og han trak på skuldrene. " Der er de få paranoide, som vil være på vagt uanset hvad, men den overvejende del vil fortsætte som altid, sikker på, at mord kun sker for andre mennesker." Han løftede sin hånd i en 'hvad kan du gøre?' gestus. "Den menneskelige natur. Hvilket er lige godt, ellers vil vi aldrig fange ham."

Han så ikke noget mistænksomt til pressekonferencen, ikke andet end en kameramand, som viste sig at have fem gram kokain i en rulle film. Lestrade og John var begge lige lettet over, at Sherlock ikke var alene, da det blev opdaget og begge trak vejret lettere, så snart narkoen var blevet konfiskeret og taget langt, langt væk.

oOo

Sherlock rullede sine øjne ad dem. "Har du tjekket kraniet, John?" spurgte han sarkastisk, så stønnede han, da han så Lestrades hoved dreje rundt. "Vidunderligt, nu går I begge to efter det."

Det var sen morgen, da de endelig kom afsted og John fangede Sherlocks arm, da han var ved at kalde på en af de taxaer, der så ud til at kappedes om hans opmærksomhed. "Kan vi gå lidt?" spurgte han. "Jeg ved at det er koldt, men det er en dejlig dag og jeg kunne bruge lidt frisk luft."

Sherlock fortrak ansigtet, men efterkom hans ønske, trak halstørklædet tættere om sig og slog sin krave op. "Du bliver så nødt til at give mig mine handsker tilbage," bad han om. "Dem, jeg lånte dig i tirsdags - mine andre er hjemme."

Det tog John et øjeblik at følge med, så blev han sur. "Du lånte dem ikke til mig, din frække spade! Du brugte dem til at kile en tekop ind i min lomme, så du ikke behøvede at bære den selv!"

"Har du handskerne eller ej?"

Stadig muggen, tog John dem op, og så lettere misundeligt på, da Sherlock tog dem på.

"Hvor er dine?"

"Jeg har det fint," John proppede sine hænder ned i sine lommer.

Sherlock sukkede. "Hvad er pointen med, at jeg gentagne gange køber handsker, som du så bare giver væk alligevel?" ville han vide. "Skal jeg have dit navn syet ind i dem? Eller putte en snor gennem din jakke og sætte en fast i hver sin ende?"

"Havde du vanter som barn?" spurgte John, og forestillede sig pludselig en lille dreng med uregerlige krøller og lysende øjne, klar til at kaste sig ud i sneen.

Sherlock kastede et fornøjet blik over på ham. "Hvad end du så forestiller dig lige nu, så er jeg sikker på, at jeg aldrig har lignet noget i den retning," sagde han, mens han uforvarende blev overfaldet af et billede af en lille John - vel, altså lidt mere lille, kunne han ikke lade være med at rette det til - komplet med rød næse og forventningsfuldt smil, mens han samlede snebolde i stakke, inden han førte sine små tropper til sejr. Han blinkede for at få det latterlige billede ud af sit sind, og tog længere skridt.

John prøvede at tilføje et smørret grin til den lille Sherlock i sit hoved, som nu brugte snoren fra sine vanter til at lave en form for baghold, som blev mere drilagtig end overlegen. Bagholdet måtte være mod Mycroft, men Johns fantasi veg tilbage fra at forestille sig ham som barn - det bedste, han kunne frembringe, var en lidt mindre version, men stadig i et tre-delt jakkesæt, hans bowler hat på vej lidt for langt ned over hans øjne.

De gik gennem Green Park på det tidspunkt og Johns tanker vandrede. "Tror du, at vi ville have været venner, hvis vi havde mødt hinanden, da vi var yngre?" spurgte han.

Sherlock rynkede panden, da han tænkte på det. "Jeg ville anslå..."

"Det betyder stadig at gætte, ved du nok," brød John ind.

Sherlock tabte ikke tråden. "Jeg vil dømme, baseret på en række faktorer, som ville tage lidt for lang tid at forklare dig, at det ville have været... usandsynligt," sagde han og der var en underlig tone i hans stemme.

John så nysgerrigt på ham. "Giv mig nogle af faktorerne," bad han om.

Det tog et stykke tid, inden Sherlock svarede. "Da jeg var i tyverne," begyndte han, og ordene kom med en vis åbenlys modvilje, "der ville have været meget lidt for dig at beundre." Han blev tavs, og det var tydeligt, at han ikke havde i sinde at uddybe dette. "Og så," han kastede et hurtigt blik på John, " jeg vil ikke være sikker på, at jeg ville have genkendt dig."

"Genkendt mig?" John var forvirret, men Sherlock sagde ikke mere. "Hvad med endnu yngre?" spurgte han lidt senere. "Skoletiden?"

"Hvad har bragt det her på banen?" ville Sherlock vide. "Du er ikke almindeligvis i gang med sådanne filosofiske overvejelser."

John trak på skuldrene. "Det ved jeg ikke," sagde han. "Jeg tror, at jeg har tænkt lidt på skæbnen og sådan noget - du ved, hvad nu, hvis vi ikke havde mødtes, da vi gjorde? Eller hvis jeg ikke var gået ind til militæret? Jeg ville ikke lært at skyde; jeg ville ikke kunne være nyttig for dig..."

"Og jeg ville være død," afsluttede Sherlock. "Du har set for meget Doctor Who - det er den her episode med at tage den anden vej i et kryds, ikke?" Han rystede på hovedet. "Hvorfor Harry køber sådan en ungdommelig gave, kan jeg simpelthen ikke forstå."

"Hun vidste, at jeg plejede at se de gamle serier og tænkte, at jeg måske ville følge med i de nye," forsvarede John. "Og jeg kan lide dem. Doctor Who er klassisk tv, det er meget..." han kæmpede med at finde det ord, han ønskede, "... britisk," sluttede han.

"Det er et børneprogram."

"Vel, så burde det være passende for os begge to," svarede John. "Uanset hvad, så er jeg overrasket over, at du ikke har slettet det, efter vi havde set det."

"Jeg ville helst gøre det," svarede Sherlock. "Men det er ikke praktisk, når det har indflydelse på din adfærd."

De gik tavse i et stykke tid.

"Så du fik overtalt Lestrade til ikke at frigive profilen for ofrene, det var godt," sagde John.

"Hvad?" Sherlock var i dybe tanker. "Åh, ja. Rigtigt. Ville ikke skræmme den rigtige morder væk," bekræftede han.

John standsede. "Er det det, du bekymrer dig om?" spurgte han. "Du er ikke bange for kopister?"

"Hmm?" Sherlock opdagede, at han havde tabt sin følgesvend og så sig omkring. "Kom nu, John," bad han om. "Du er den, der gerne ville gå og nu står du bare der. Hvordan går det med dine hænder?" Han tog to skridt tilbage ad den vej, han var gået, og trak en af Johns hænder ud af hans lomme. Han kom med et par irettesættende lyde, da han så dem. "Du må holde op med at give dine handsker til de hjemløse," instruerede han John.

"De ser ud til at have det koldere end jeg," svarede John, trak sin hånd tilbage og gik videre.

Sherlock fulgte efter og så sidelæns på hans udtryk. "Åh, det er 's' ordet igen." Han sukkede. "Jeg burde ikke skulle bekymre mig om det længere," beklagede han sig. "Du bekymrer dig nok for mindst et dusin almindelige mennesker, så mellem os to er vi stadig foran i forhold til helheden."

"Du kan ikke outsource din samvittighed," fortalte John ham stædigt.

"Jeg kan ikke forstå, hvorfor ikke," svarede Sherlock. "Jeg ville tro, at du ville være glad for, at jeg lytter til dig, ikke? Det er mere end hvad de fleste folk gør med deres samvittighed."

John sagde ingenting, han var ikke sikker på, hvordan han skulle reagere på den nye job titel.

Det ville have taget John en time at gå hjem, gennem Hyde Park og ved at følge hovedvejene. Med Sherlock gik man mere direkte, kom ud af sidegader og finder sig selv meget tættere på, end man havde forventet, og efter kun femogfyrre minutter siden deres afgang, var de på vej hen til 221B, hvor de kunne se, at de havde besøg.

Ventende foran hoveddøren stod Sally.

Sally, som havde nedkæmpet sin stolthed og havde bedt Sherlock om hjælp i september, kun for at det hele endte i en katastrofe, og som havde været hovedkraften bag hans bandlysning.

Sally, som ikke havde talt et eneste ord med ham siden den dag eller havde været i nærheden af ham i længere tid end allerhøjst nødvendig.

Sally, som nu løftede sit hoved, da de kom nærmere, og som så på Sherlock med mistroiske øjne.

"Vi bliver nødt til at tale sammen."