"Interessant. Så, hvor længe har du været gårdejer?"
Hun griner en smule af ham, som de står der i entreen. Han er åbenbart overrasket over stedet, men det er vel ikke så mystisk.
"En del år. Det startede i '98 da jeg blev færdig med skolen, min mor ville ikke bo her, og det ene med det andet."
Hun kan ikke rigtig tyde hans ansigtsudtryk, og hun hænger så sin seneste hat fra sig, og gør tegn til at tage hans jakke – det ser han til gengæld ikke ud til at have noget imod, og hun hænger den ind i et garderobeskab. Hun lukker øjnene et kort øjeblik. Det har været et par interessante dage med Dean, og det ser ud til det fortsætter sådan. Hun sukker en gang da hun slår øjnene op igen, og ser på ham med et smil.
"Det er vidst ikke helt tid til middag endnu. Kan jeg byde dig på et glas et eller andet, og så kan jeg lære dig systemet i gafler, knive, skeer og glas bagefter?"
"Har du whisky?"
Hun griner denne gang. Hvis der er noget hun har, så er det gode årgange af whisky, noget hun har lært sig af den mand der har opfostret hende, og med en bydende bevægelse beder hun Dean følge med ind i en dagligstue. Der er allerede tændt op i diverse lamper, så lyset behøver hun ikke tænke på, men der er nu også visse fordele ved at have fået en gård med tilhørende husalf, der bedre kan lide hende end hendes mor. Det undrede hende i første omgang, men det er muligvis tonen, og at fysisk afstraffelse nu er afskaffet. Hun finder to glas fra barskabet, og hælder så op til dem begge.
"Is i?"
"Ja tak."
Der popper en skål op med isterninger, og hun hælder med rund hånd op i glassene, mens hun prøver at tyde Deans tænksomme ansigtsudtryk, som han har sat sig i hendes sofa, og stående foran ham rækker hun ham et glas.
"En skilling for dine tanker."
Han ser op på hende og tager en tår, inden han fugter læberne med et fraværende udtryk i øjnene, og hun bemærker at hun har taget fejl af hans øjenfarve. De er næsten lige så grønne som hendes egne, og hun ser væk fra ham, og sætter sig så ved siden af ham med korslagte ben mens hun retter på kjolen.
"Hvorfor ville du væk herfra? Her er rart, du ser ud til at have hvad du har brug for. En ung enlig kvinde tager ikke bare på skumle kroer i USA hvis ikke hun flygter fra noget."
Af alle ting han kunne spørge om, var det da hovedet på sømmet, og hun savner nu sløret fra sin hat. I stedet lader hun bare være med at se på ham, og stirrer i stedet på et punkt i de mørke trævægge.
"Er det virkelig så interessant?"
"Helt ærligt? Ja. Du følte dig på ingen måde hjemme, vidste ikke hvordan du skulle gebærde dig, og kunne være kommet galt af sted hvis det havde været en anden i min branche."
Hun sukker af ham, og slynger isterningerne rundt i sit glas, inden hun tager en stor tår. Hvis der er noget whisky hjælper på, så er det da at få munden på gled, eller at skubbe følelser i baggrunden. Hendes tanker er allerede på langfart, til en begivenhed der nu snart runder en treårsdag, og for de fleste bliver fejret. Voldemorts fald. Hun burde måske også fejre det, se i øjnene at det var en lykkelig dag, for det var det. Men når man har mistet den mand man elskede, når han viste sig at være alt det man håbede han var, så kan det være lige meget hvilke ydre begivenheder det handlede om, og hun er nok endnu ikke kommet sig. Det er tydeligt for de fleste, men hun hader at se i øjnene at det stadig farver hendes hverdag. Han har sat et stort præg på hendes liv, og det vil ikke ændre sig.
"Jeg mistede en, et par år tilbage. 2. maj 1998 hvis vi skal være præcise," siger hun, stadig med blikket ned i glasset. Det lyder så ynkeligt når hun siger det sådan. "Mange mistede nogen den dag, men det var et hårdt slag. Han var den eneste jeg har.. Elsket, sådan, rigtigt," afslutter hun sine ord, og ser nu op på Dean. Han ser så alvorlig ud, men det spejler vel kun hendes egne træk, og hun tvinger et smil frem. Hvis der er en ting hun hader så er det at blive set på som skrøbelig, og hvis hun en anden dag skulle finde på at gå undercover som Muggler må hun vel lære at begå sig. Hendes tanker løber fra hende, og hun klapper ham på kinden inden hun tømmer sit glas, og stiller det på sofabordet, hvor hans tomme glas også er fundet hen.
"Jeg har en fornemmelse af at maden er færdig."
"Summer.."
Hun ser igen på ham med let åbne læber, og undrer sig over om han virkelig vil tvære mere i emnet. De fleste er ellers høflige nok til at lade være.
"Jeg er okay, Dean, vær nu sød."
Han sidder med åben mund et øjeblik som om han vil sige noget, men lukker så munden, og hun ser på ham med et lille nik.
"Du har gravet nok i min historie for i dag, okay?"
"Okay."
"Der er serveret."
Hun går ind i spisestuen, med et grublende udtryk nu hun har ryggen mod ham, og ser så ned på sine hænder. Problemet ved at tale om hvad der skete, er at hun ser alting for sig igen. Historien op til, det halve år, deres sidste nat, og hvordan de ikke fik løst problemerne inden han døde fra hende. Det at hun også blev i tvivl om det virkelig var hende, eller de grønne øjne hun besidder gør det kun mere smertefuldt at tænke på. Hun bliver hevet ud af sine tanker af en hånd på skulderen, og vender sig så om mod Dean med en smågnaven rynke mellem brynene.
"Har jeg ikke sagt at," starter hun, men det blik der møder hende får hende til at klappe i. Der er en smerte der er til at genkende i blikket, og et øjeblik er det som om hendes hjerte stopper et øjeblik for at bløde over det udtryk, og så hopper tilbage i en ny rytme, lidt ved siden af hvor det har været, men det må være indbildning. Hans blik siger hende nok. Hun er ikke den eneste af dem der har mistet en tæt på, og hun nikker af ham. Han siger ikke mere, og slipper så hendes skulder. Det lettede ikke ligefrem stemningen, men der er noget der er ændret, og hun kan ikke sætte fingeren på hvad det er. I stedet leder hun ham til bordet, hvor der for en gangs skyld er dækket op til to, og hun viser ham til bordenden, hvor hun kan sidde ved siden af og guide ham igennem det forskellige bestik.
Blikket vandrer over dagens menu, der ser ud til at være blevet pyntet på. Hun burde have meddelt sin husalf at hun fik gæster, men det lille kræ har selv klaret at sætte noget sammen, vel påvirket af en fremmed mandlig stemme der kun burde betyde en ting – at hun er ude og date igen. Ikke at det er tilfældet, men maden ser ud derefter, og et lille klynk af grin slipper ud mellem hendes læber, inden hun ser på Dean.
"Min husalf er vidst gået mere amok end hvad jeg regnede med. Det ligner åbenbart en date at jeg har dig med hjem. Menuen står på en suppe jeg ikke helt kan placere, men jeg tror det er kylling, og nogle grøntsager, der er fasan, ovnbagte grøntsager, en salat, og jeg tror der vil være en dessert, men jeg kan ikke sige dig hvad. Det ville ikke undre mig." Hun afbryder sig selv, og griber om hans håndled.
"Har jeg glemt bordbønnen?"
"Nej, Dean. Du har taget den forkerte ske."
Han griner for sig selv, men ser ærlig talt forvirret ud, og rækker så ud efter endnu en ske.
"Tampen brænder. Ja, sådan," og med det har han fundet suppeskeen.
"Hvad er en husalf?"
Hun er selv ved at tabe sin ske af spørgsmålet, der for hende er så åbenlyst at det er svært ikke at grine af ham, men hun ved hvordan hun selv havde det da de var ude og kigge på en telefon til hende – som hun må finde på en eller anden måde at koble til herhjemme, for der er ikke elektricitet lagt ind.
"Det er.. Øhm, en tjener der ikke skal betales?"
Han ser endnu mere forundret ud, og efter en mundfuld suppe smiler hun af ham og tørrer sig om munden.
"Og det klager de ikke over?"
Det er et underligt spørgsmål hun mindes dukkede op en gang i hendes skoletid, men hun kan ikke helt placere hvor hun har hørt det, og hun trækker på skuldrene.
"De klager ikke. En mand min plejefar kendte satte en gang sin fri, og jeg har hørt at hun derefter drak, men det er bare et rygte. De har det bedst i ejerskab."
Endnu en gang er hans forvirrede udtryk til at le af, og hun bider sig i læben for at holde sig tilbage fra at grine.
"Det er jo slaveri."
"Men de har det fint Dean, de vil gerne. Min husalf er glad og tilfreds. Du kan gå ud og hilse på hende i køkkenet, men jeg tror bare du forskrækker hende. Det tog mig længe at vinde hendes tillid efter min mor boede her."
Han rejser sig op, og hun er næsten målløs over hvordan god skik ved bordet åbenbart er en by i Rusland for ham, og rejser sig så også op.
"Det bliver et kaos at have dig med i morgen, Dean, vi burde afslutte det her."
"Jeg vil møde din slave, okay? Den slags er umenneskeligt. Hvor er køkkenet?"
Hun ser på ham og ved ikke hvad hun skal tro. De kom lige så godt ud af det med hinanden, og nu virker han som han gjorde første gang de mødte hinanden. Hun ser en smule såret væk, og lader være med at møde hans blik.
"Følg med mig. Hun hedder Lizzy."
Hun følger ham endnu en gang ud i gangen, og banker så på en dør, inden hun træder ind, hvor hendes husalf sidder ved den åbne brændeovn og ser noget forskrækket ud.
"Frøken, er der noget de mangler? Har Lizzy gjort noget forkert?"
Hun ryster på hovedet, og peger på Dean uden at ville møde hans blik.
"Min.. Bekendte, ville gerne se under hvilke forhold du arbejder, tror jeg."
Hendes eget blik begynder at vandre rundt i køkkenet der er mere velholdt end hun husker det, og hun læner sig op af en køkkendisk, og ser ned på sine bare tæer.
"Er det her du arbejder?"
"Ja, Hr, frøken Black er en god herre, Hr, men hendes mor satte mig også godt på plads. Jeg er en god husalf."
Det er for Summer til at se at Lizzy har trukket sig væk fra ham, og er faretruende tæt på pejsen.
"Dean, du skræmmer hende, lad Lizzy være, hun er en god alf, hør på hende."
Hun har lagt hånden på hans underarm, og nu mødes deres blik igen, men han er ikke til at tyde.
"Frøkenen har ret, Hr."
"Din mor lyder ikke som et rart menneske."
Denne gang kan hun ikke lade være at grine, med en kold latter hun nok har adopteret lige netop fra hende, og hun giver Deans arm et klem inden hun slipper den, og han træder tilbage, hvilket ser ud til at få Lizzy til at slappe mere af, for hun nusser om sine ører, noget Summer har lært er et godt træk.
"Det er hun heller ikke. Det ville Lizzy her ikke sige. Regler om ejerskab og den slags, men min mor er ikke rar. Jeg prøver mit bedste som ejer, og jeg tror det går. Lizzy har snart fået lært mig et og andet i et køkken, er det ikke rigtigt?"
"Frøkenen har et særligt talent for kage, Hr Dean, hvis Lizzy må kalde Dem det. Hun er en anderledes Herre i huset end den ældre frøken Black."
Summer griner hjerteligt af det lille væsen, og ser så på Dean.
"Er det virkelig så slemt? Hun er glad her, se på hende. Det er dig hun blev bange for. Hun gør heller ikke en flue fortræd hvis det er det, med mindre det er hendes husholdning der er i fare – hvis hun da holder af dem."
Han ser ud til at overveje hendes ord, og efter et dybt suk kommer der et nik.
"Det er jeg ked af Lizzy. Jeg gik ikke ud fra at noget væsen ville ønske at være ejet."
"Lizzy er glad hos frøken Black, Hr."
"Det kan jeg se. Din suppe er god. Jeg kan godt forstå at den unge dame sætter pris på at have dig her. Tak for at jeg fik lov til at besøge dig."
Hvis en husalf kan rødme, så må det være hvad der skete der. Lizzys ansigt er ikke til at se for hendes store ører, og hendes ellers grålige kulør er lettere pink i både ansigt og ører, mens hun med store øjne kigger ud bag de enorme ører.
"Mange tak Hr Dean. Lizzy er glad for Hr Deans besøg."
Summer modtager et smil fra Deans side, og skubber ham så ud af køkkenet, mens hun forsøger at mime han er glad for tærte til Lizzy, der ser ud som om hun har forstået beskeden, og blinker til Summer, inden hun lukker køkkendøren og ser på Dean.
"Du skræmte næsten livet af hende. Helt ærligt, efter min mor sidder hendes nerver stadig på stilke din trold altså."
Han griner af hende, og læner sig op af døren sammen med hende, og klapper så Summers skulder.
"Hun er noget af et væsen. Og hun lyder som om hun er glad for dig," og så ændres blikket ellers fra humoristisk til et knapt så muntert udtryk.
"Må man spørge ind til din mor?"
"Ih, ja, du må også gerne møde hende, men hun er ikke så glad for din slags. Hvis utilgivelige forbandelser var lovlige ville du komme gennem alle tre som en velkomsthilsen. Helena er tidligere dødsgardist og var tilhænger af Du-Ved-Hvem."
"Jeg ved hvem hvem?"
Hun ruller med øjnene og ser på ham, overrasket over hvor meget mugglere må gå glip af når det kommer til vigtig historie, men besinder sig så.
"Han må have været sidste århundredes stærkeste mørketroldmand. Undskyld, men jeg kan ikke sige hans navn. Nogen kan, men det er dem der vandt over ham. Jeg var også på den side, mentalt, men ting sker. Han døde samme dag som ham jeg nævnte før. Mange døde. Det var en krig, en vigtig hændelse, lige til historiebøgerne. Kan du ikke huske alt det kaos der var lige deromkring? Det kan da ikke kun have været i Storbritannien?"
"Summer, jeg beklager, men der er altid overnaturligt kaos i min branche, og det her er første gang jeg er uden for mit kontinent. Det kan godt være der er sket noget her, men jeg har muligvis været optaget af et eller andet, og ikke vidst hvad det betød alligevel."
Hun nikker af ham, og skæver til hendes skulder hvor hans hånd stadig ligger, og kommer i tanke om hvad de var i gang med.
"Jeg tror Lizzys suppe er blevet kold, men hovedretten er der stadig," siger hun og ser på ham, inden hun skubber sig ud fra sin tilbagelænede stilling op af døren, og smiler.
"I stedet for alle de her regler, som du næppe kan huske i morgen – du starter oftest udefra, og bevæger dig ind i bestikket. Og ellers kan du kigge på mig. Er det overskueligt?"
"Det er enormt lettende. Det er ikke din mor jeg skal til middag hos, vel?"
Som de går mod bordet igen griner hun lidt af ham, og det ser ud til at smitte af. I hvert fald smiler han da de sætter sig ved bordet igen.
"Nej, det er den familie jeg er vokset op hos. Jeg tror Helena ville have smidt mig ud hvis det havde været en mulighed – ikke tag det forkert!" Hun bliver overrasket over hvordan han ser på hende, som om det er det værste han har hørt, og hun lægger igen en hånd på hans underarm. "Dem vi spiser hos er de to der har opfostret mig, og deres søn der er som en bror for mig. Jeg kunne ikke have ønsket mig bedre forældre end de to, og min mor, det er kun kød og blod. Okay?"
"Det lyder så.. Har i virkelig intet forhold til hinanden? Og hvad med din far?"
"Vi kunne lige så godt være kollegaer. Dean, jeg bryder mig ikke om hende, og hun tolererer mig. Da jeg var yngre, omkring de 10 til 15 år holdt hun af at vise mig frem, men efter jeg sådan har været i et tæt forhold til en halvblodsmagiker har vi ikke været på talefod. Det passer mig fint. Og min far, det har hun aldrig fortalt mig, men kender jeg hende ret kan det være hvem som helst."
"Men, ønsker du slet ikke et bedre forhold til hende? Det er dit kød od blod? Og hvad med ham?"
Som middagen skrider frem får hun ikke spist meget, men han sidder og får tømt sin tallerken mens hun besvarer hans spørgsmål, og lige pludselig er hendes tallerken væk, og erstattet af en desserttallerken med hvad der ligner en æbletærte krydret med kanel, der ser ud til at stoppe bygen af spørgsmål fra Dean, og får ham til at koncentrere sig mere om maden, og desserten er hurtigt overstået. Hun sidder og nipper til sin tilhørende kop te da han ser op på hende.
"Har jeg noget i ansigtet?"
Det må være tilfældet, for han læner sig tættere ind på hende, men stopper så.
"Okay, hvad er du ude på?"
"Har du virkelig været alene i næsten tre år?"
"Jeg havde ikke tid til så meget, og der kom ting i vejen. Jeg går ud fra det er elskere eller kærester du hentyder til."
"Ja, har der været nogen af dem?"
"Nej, der er ting og sager der gør mig lettere uinteressant, og det er ikke bare det at jeg gik klædt i sort de første to år. Jeg holder af det her, alene, hvor jeg kan gå og tude for mig selv mens jeg fodrer høns."
Sarkasmen drypper fra den sidste del af hendes ord, og får åbenbart Dean til at smile.
"Så du savner en fyr nu eller hvordan? Er du tilfreds?"
"Jeg klarer mig. Merlin, hvorfor er jeg pludselig så interessant?"
"Fordi. Du har vel også ting du vil. Du er ikke en gang 21, og du lyder som om du er klar til at pakke dig sammen som en anden pensionist."
"Hvis det var tilfældet, ville jeg så rende på dig i en snusket kro?"
"Hvad var egentlig meningen med det? Du må flygte fra et eller andet."
"Opvasken. Lizzy var travlt optaget af dyrene den dag."
"Ha ha, meget sjovt. Nej, seriøst."
Hun sukker af ham og slynger sin te lidt rundt i koppen, og grumset i bunden får hende til at tænke på de spådomstimer hun har haft, og hun ser så på Dean.
"Du prikker meget til mit kærlighedsliv i dag. Hvis du vil med ind i dobbeltsengen siger du til. Jeg har gæsteværelse, men jeg fornemmer at der er en skjult mening bag at du sådan prikker til mit privatliv."
Hvor forvirret han end virkede over hendes ord i første omgang ser det ud til at de trænger ind, og hun smiler af ham, og rejser sig fra bordet, der igen ryddes af uden at hun gør noget for det, og denne her gang er det ikke en gang noget Dean ser ud til at bemærke.
"Var det et seksuelt tilbud?"
"Det kan du tro."
Igen griner hun, mere af ham end med ham, og tager så hans hånd op til sin mund, og langsomt lader hun hans tommelfinger glide ind mellem hendes læber mens hun suger en smule til, og så ud igen, og det gjorde åbenbart den store forskel, for med det er afstanden mellem det brudt, og hun bliver mødt af et sultent, men samtidig blidt kys.
"Hvor er dit soveværelse?"
"Gangen, tredje dør til højre."
Hun hviner af ham da han slynger hende over skulderen, men det bliver hurtigt erstattet med latter over hendes ynkelige situation over hans skulder, og lige så hurtigt som hun er kommet over skulderen bliver hun smidt på sin seng, og da hun genvinder retningsfornemmelse er døren allerede lukket, og han har sat sig ned ved siden af hende.
"Er du sikker på det her?"
"Skulle jeg ikke være det? Du er sød, køn, og så har du ru hænder;" det sidste er sagt med et smil om læben, og hun tager fat i kjolekanten, og krænger den af sig, så hun kun sidder i trusser og sin underkjole. Det dæmpede lys er hende lige nu en lettelse, for sidst hun var sammen med en mand er vel en ca. tre år siden, og hun er ikke helt så sikker på sin krop som hun har været, men han ser betaget ud, og de selv samme ru hænder er erfarent på vej op under den tynde underkjole, og hun kommer med et lille tilfredst klynk da han stryger fingrene over hendes mave.
"Du er smuk."
Med lukkede øjne smiler hun af hans ord, og sætter sig så op. Hun krænger skjorten af ham, får blusen over hans hoved, og ser så på ham med omtrent samme udtryk som han havde lige før, hvis hun skulle gætte på hvilket blik hun har. Hans fysiske form overrasker hende i første omgang, for indtil nu har hun som sådan ikke lagt noget seksuelt i de gange de har stået tæt, men nu hvor hun lader fingrene glide over hans brystkasse er det noget andet. Hun hiver natkjolen over hovedet, og går så i en kamp mod hans bæltespænde, en kamp han hjælper hende med, mens han kysser hende blidt.
"Så utålmodig. Læg dig ned."
Hun gør som han siger, og han klæder sig af foran hende, et syn hun nyder, lige så meget fordi det er så længe siden at hun på den måde har betragtet en mand, og fordi det på en eller anden måde sætter hende fri. Hun havde forventet at det ville gå galt, at hun på en eller anden måde ville falde fra hinanden, men her med en der har truet hende på livet er hun overraskende nok tryg ved hvad der foregår. Han læner sig ned mod hende og kysser hende igen, mens hans fingre er omkring hendes trussekant, og hun skubber sine hofter op som tegn på at han gerne må tage dem af hende, og det går ikke langsomt inden hun mærker det tynde stof ned over hendes lår, knæ og lægge. Nøgenheden virker et eller andet sted overvældende, og hun sætter sig op og lægger armene om ham, og endnu en gang bliver hun kysset, blidt og kærligt.
