"Hej, du."
"Du burde ikke ringe til mig på en lørdag," svarede Maggies søvnige stemme.
"Det er okay, Henry er gået ud for at hente en avis." Kate vendte sig om på siden med mobilen presset mod hendes øre. "Vækkede jeg dig?"
Hun kunne hørte smilet i Maggies gaben. "Til hver en tid, baby, hver en tid." Hendes stemme blev dybere. "Selvom jeg foretrækker måden, du gør det på in person."
Kate gøs glad. "Det var noget af en weekend. Jeg ønskede, at jeg kunne..."
Der var en kort tavshed. "Ja, jeg ved."
"Så, hvad regner du med at lave idag?" Kate skiftede emne.
"Tja, der er jo altid postbudet," svarede Maggie. "Jeg er sikker på, at han er med på den. Han virker overbevist om, at han kan omvende mig."
Kate grinede. "Jeg ved, at du bare fik abonnementet på det der lesbiske livsstilsmagasin for at drille ham."
"Diva er en udmærket publikation, bare så du ved det. Den har en ekstrem bred læserskare."
"Meget muligt, men de beder ikke allesammen udtrykkeligt om, at den IKKE bliver leveret med i en almindelig kuvert."
Maggie grinede. "Jeg tror, det at ringe på min dør er højdepunktet for den arme mands dag, han prøver aldrig at bruge brevsprækken."
"Han har nok en anden slags sprække i hovedet."
"Badr!" Maggie lavede en opkastningslyd. "For langt, Katie-baby, for langt ude."
"Undskyld."
"Hvad laver I så i dag?" spurgte Maggie og gabte igen. Kate så hende for sig, liggende i sengen, på den vansmægtende måde hun gjorde det på, med sit lange silkesorte hår faldende henover hendes karamelfarvede hud...
"Moar?"
Kate rullede hurtigt tilbage, da Alice dukkede op i døren med Peter Kanin trækkende efter sig på hendes sædvanlige måde med et stramt greb om dens krøllede venstre øre.
"Bliver nødt til at smutte.."
...
John rørte på sig i søvne med en fornemmelse af, at noget havde forstyrret ham. Han strakte sig og blev efterhånden klar over, at han må være faldet i søvn på sofaen, fordi han nu lå i et hjørne, med det ene ben halvvejs henover sæderne og det andet strakt ud henover gulvet.
"Sherlock?"
"Herinde," Sherlocks gnavne stemme kom fra køkkenet. "Ser efter noget som kan fikse det, du har gjort mod mit hoved."
John hev sig selv op. "Hvorfor vækkede du mig ikke, da du gik i seng?" spurgte han, mens han gned sit ben, som stadig virkede som om det sov. Han humpede ind i køkkenet, hvor Sherlock var igang med at gennemsøge skabene. Hans jakkesæt så ud til at være det samme som gårsdagens, selvom det var svært at være sikker, når kun ryggen kunne ses, og hans hår var fuldstændig vildt. "Faldt du også bare i søvn?"
"Hvor har du dine tømmermænd kure?" ville Sherlock vide. Han opgav 'Kun Mad' skabet, efter at have lagt mærke til tilstedeværelsen af en omfattende vifte af marmelader, på trods af Johns påstand om at de to dage før var løbet tør for dem. "Jeg ved, at jeg har set dig drikke noget af det der giftige stads ved den her slags lejligheder. Hvor er de?"
Han vendte sig mod John, hvis øjne pludselig blev meget store. "Hvad?" sagde Sherlock udfordrende.
"Ikke noget," benægtede John. "Hvorfor tager du ikke bare nogle panodiler? De er ude i badeværelset."
Han så endnu mere forpjusket ud end sædvanlig, og lige nu bed han på sine læber. Sherlocks øjne blev smalle. "Jeg ved, hvor panodilerne er," pointerede han og sank ned på en af køkkenstolene. "Hvorfor henter du ikke nogen, når det nu er dig, der har gjort det her mod mig?"
"Ingen har tvunget dig, Sherlock. Det var dit valg," korreksede John. "Selvom, havde jeg vidst, at du var sådan en total letvægter, havde jeg nok givet dig lidt mindre," indrømmede han.
Sherlock skulede. "Alkohol har aldrig været mit foretrukne rusmiddel."
"Det siger du ikke," John lo. "Mrs. Hudson ville kunne drikke dobbelt så meget og stadig være i stand til at balancere sit regnskab."
Sherlock løftede en hånd til sin tinding og ømmede sig dramatisk. John rullede med øjnene. "Fint," sagde han og hentede medicinen, for så at fylde et krus med vand. Han satte begge dele på bordet. "Skal jeg også sluge dem for dig?"
Sherlock så op og Johns læber fortrak sig igen, mens han bevægede sig rundt om bordet og satte sig på den modsatte side.
"Har du sovet godt?" spurgte han.
"Helt fint," snappede Sherlock og slugte pillerne.
"Det ligner dig ikke, at gå i seng med dit tøj på," observerede John. "Du må virkelig have været ude af den."
"Åbenbart."
"Men du har sovet godt nok," sagde John igen. "Har haft en komfortabel nat, faktisk."
Sherlock gloede på ham. "Hvad er der galt med dig?"
"Hvorfor tager du ikke et brusebad?" foreslog John. "Det vil være godt for dig."
"Hvis alternativet er at sidde her og blive gentaget, så kan jeg ligesågodt," svarede Sherlock, rejste sig og gik stivbenet hen til badeværelset med noget, der genlød mistænkeligt som en fnisen bag ved ham.
Han tændte for bruseren, tog tøjet af og lod sin usmageligt krøllede beklædning falde på gulvet. Det første blik, han kastede på spejlet, var flygtigt, men så stivnede han, gik tættere på og da han vendte sit hoved, kunne han se det falmende, men stadig tydeligt synlige aftryk af Johns sweater hele vejen ned af den ene side af sit ansigt. Mønstret var ikke til at tage fejl af. Sherlock lukkede sine øjne og stønnede.
"Er du okay derinde?" Johns stemme kunne næsten ikke holde på latteren.
"Gå væk." Sherlock gned en hånd henover sit ansigt. Det var yderst usædvanlig for ham at vågne med tømmermænd, men at vågne op med tømmermænd og et ansigt fuld af ulden sweater havde været en absolut første gang. Den eneste lettelse i den situation havde været, at John stadig sov og at Sherlock kunne stå op uden at vække John, selvom enhver fornuftig person ville kunne se, at deres skød var blevet brugt som pude i - han undersøgte sit ansigt igen - i hvert fald flere timer.
"Vi vil ikke tale om det her," sagde han fast med nok volumen, så John kunne høre ham henover den latter, der kom fra den anden side af døren.
"Nej, det vil vi ikke," samtykkede John med en mere rolig stemme nu. "Jeg er ikke ude på at gøre dig flov, du behøver ikke at bekymre dig."
Der var en pause, men Sherlock havde en urolig fornemmelse af, at der kom mere.
"Bortset fra at jeg lige må sige..." Latteren var tilbage i Johns stemme, hvilket ikke lovede godt. "Du er ved at blive en rigtig krammebamse."
Sherlock kastede neglebørsten mod døren.
oOo
Han holdt sit løfte og John kom ikke med flere hentydninger til deres usædvanlige sove arrangement og kaffen var klar og ventede på Sherlock, da han til sidst kom tilbage og så ud som sig selv igen. "Hvad er planerne for idag?" spurgte John og gav ham hans krus. "Nogen, jeg skal skyde for dig?"
Sherlocks læber fortrak sig, da han tog sit krus. "Ikke indtil videre," svarede han, så løftede han et øjenbryn. "Men jeg har ikke været udenfor endnu." De grinede til hinanden. "Godt," annoncerede Sherlock. "Der er noget galt med de her fotografier - kom og se." Han gik hen til pejsen og pegede på dem, som han havde undersøgt dagen før, inden Sally kom og afsporede alting.
Efter ti minutters søgen, gav John op og gik igang med at lave en sen morgenmad. Han fik Sherlock til at spise nogle røræg ved at fortælle ham, at det var en kur mod tømmermænd. Han var lige blevet færdig med at vaske op, da han hørte et udråb fra stuen.
"Hvornår skifter du dit ur?" råbte Sherlock ud til ham. "Når uret skifter tilbage, hvornår justerer du så dit ur?"
John satte karkluden ned og gik over til ham. "Du mener, når den britiske sommertid slutter?" præciserede han. Sherlock nikkede utålmodigt. "Altså... i år, såvidt jeg husker, var jeg ved at blive trukket gennem et kloakrør, da urene officielt skiftede klokken to om morgenen, så jeg gjorde det nok senere den dag."
"Men almindelige mennesker," uddybede Sherlock. "Hvornår gør almindelige mennesker det?"
John var ikke sikker på, om hans udelukkelse fra denne kategori var en fornærmelse eller et kompliment, men han svarede på spørgsmålet. "Altså, i mit liv F. S. H.," begyndte han og ignorerede Sherlocks rullende øjne. "ville jeg normalt gøre det aftenen før, når jeg var ved at gå i seng. Ellers ville det være det første, jeg gjorde om morgenen, så snart jeg havde tændt for tv'et og fundet ud af, at de viste noget andet end jeg forventede."
"Det tænkte jeg nok," erklærede Sherlock glad. Han snuppede et af billederne fra væggen og lagde det i sin jakkelomme. "Kom så!" Han tog Johns jakke og smed den mod ham. "Lad os gå og se, om du kan finde noget at blogge om."
...
"Hvad laver du?"
"Lige nu, min elskede? Jeg hidser mig selv op med en fjerboa og tænker på dig..."
"Du gør ej!" protesterede Kate og grinede i sin mobil.
"Fint. Jeg er ved at gøre badeværelset rent og debatterer om jeg skal male mine tånegle i én farve eller om jeg skal give dem to farver. Når dette spændende program af begivenheder er afsluttet, laver jeg frokost - og så kan det være at jeg gennemtænker fjerboa situationen igen."
"Jeg savner dig, Maggie," sukkede Kate. "Det er så hårdt! Specielt efter den anden weekend - det var så vidunderligt, men på en måde gjorde den tingene meget mere besværligt."
"Du lyder, som om du fortryder det." Maggies stemme var en smule på vagt.
"Aldrig! Lad være med overhovedet at tænke den tanke," insisterede Kate med det samme. "Jeg kan ikke fortryde det. Ikke engang, når jeg ved, at jeg burde."
Der var tavshed i den anden ende af linjen.
"Maggie?" ville Kate høre. "Maggie, jeg er ked af det, jeg mente ikke, at ..."
"At jeg er din beskidte lille hemmelighed?" Maggies tone var besk. "Den onde forfører, der prøver at lokke dig væk fra mand og barn?"
Kate lænede sig fremad i sin stol, albuerne hvilede på køkkenbordet, men havde stadig et øje på vinduet. "Du behøvede ikke at lokke mig," mindede hun om. "Du var der bare, det var nok." Hun åndede ud, rystede på hovedet. "Jeg ved stadig ikke, hvad der skete," indrømmede hun.
"Øjne, der mødtes henover et overfyldt lokale?" foreslog Maggie, hendes stemme var mindre tynget nu. "Eller henover en ikke fungerende automat i vores tilfælde." Hun grinede. "Du spurgte mig, om jeg kunne bytte nogle penge, hvis du kan huske det - det er nok nyttesløst at påpege nu, at det, at opdage din biseksualitet ikke var den form for bytte, du tænkte på."
Kate smilede; Maggie kunne aldrig være alvorlig i længere tid ad gangen. "Har du set du nyhederne?" spurgte hun. "Hvad laver du imorgen?"
"Udover min planlagte overtagelse af verdensherredømmet, mener du?"
"Du ved lige præcis, hvad jeg mener. Du lever alene og arbejder på et kontor. Det bringer dig i farezonen, ifølge den temmelig lækre politibetjent på tv."
"Lækre? Siger folk stadig 'lækker'?" spurgte Maggie. "Du lyder som min mor!"
"Lad være med at skifte emne." Kate kunne være vedholdende, når hun ønskede det. "Hvorfor tager du ikke over til Tony den dag?" Maggie sukkede højlydt, men Kate pløjede beslutsomt videre. "Han arbejder også på kontor, og han bor alene - det ville være mere sikker for jer begge to."
"Du kan ikke ringe til mig, når jeg er sammen med min bror," advarede Maggie. "Jeg kommer til at høre for det, hvis han finder ud af det med dig. Han vil være aldeles frastødt."
Kates fingre havde næsten nået hendes mund, inden hun huskede Maggies følelser omkring afbidte negle. Hun så et øjeblik på sin hånd, så lagde hun den under sit ben og satte sig på den. "Fordi jeg er gift, mener du?" spurgte hun stille.
"Hvad? Oh, nej, ikke det," svarede Maggie hurtigt. "Fordi jeg har trukket dig over til den mørke side, mener jeg. Jeg kan allerede høre ham." Hun sænkede sin stemme til en lav brummen. "Er der ikke nok kvinder, der er tabt til din sag allerede, uden at du behøver at omvende dem, der er hetero?" Hun gik tilbage til sin almindelige stemme. "Han vil blive ved og ved - det er det ikke værd."
Kate grinede, så fangede en bevægelse udenfor vinduet hendes blik. "Jeg bliver nødt til at smutte lige straks, skat, de er på vej hjem." Henry bar Peter Kanin, da de kom ned af gaden, Alice havde sin lille finger i hans anden hånd. Hun svingede den tomme brødpose, så det så ud som om 'operation fodre ænder' havde været en succes. "Jeg ville ønske, at du kunne møde Alice, du ville elske hende."
"Hun er din datter; selvfølgelig vil jeg elske hende. Men tror du virkelig, at vi ville være overbevisende som 'bare venner'?" spurgte Maggie. "Børn fanger en masse, selv en på fire år, og når jeg møder Alice, ville jeg også møde Henry - du sagde, han ikke er en dum mand..."
"Han er slet ikke dum," bekræftede Kate. "Du har ret, jeg ved, at du har ret, han ville helt klart finde ud af, at der er noget i gang, hvis han så os sammen." Hun sukkede. "Han fortjener ikke det her, jeg hader, at jeg er nødt til at bedrage ham."
Maggie var tavs.
"Men jeg ville hade det endnu mere, hvis jeg mistede dig," tilføjede Kate hurtigt. "Undskyld, baby. Jeg bliver ved med at træde i spinaten i dag - du ved, jeg elsker dig."
"Jeg ved det. Men du elsker også Alice og Henry," pointerede Maggie. "Og det burde du også."
"Jeg tror, at hvis der havde været et nemt svar, så havde vi fundet frem til det på nuværende tidspunkt," bekræftede Kate. "De er her næsten nu - går du over til Tony imorgen?"
"Jeg vil overveje det."
"Maggie! Lad være med at tro, at jeg ikke kan oversætte det, fordi jeg kan genkende et 'Nej', når jeg hører et. Du har ikke hørt det sidste omkring det her."
"Farvel, elskede..."
...
"Mr. Holmes!"
Sherlock og John var ved at gå igennem Scotland Yards forhal, da konstabel Hopkins travede frem mod dem.
"Jeg fik det," hvislede den unge mand, da han kom nærmere og han så latterligt tilfreds ud med sig selv. "Jeg har fået fat på armbåndsuret!" Hans tone og opførsel ville have været mere passende til udtrykket 'nukleare affyringskoder' end ordet 'armbåndsur'.
"Godt klaret," sagde Sherlock og John var bange for, at han skulle håndtere en form for slagtilfælde, da Hopkins' begejstring nærmede sig vibrato højder. "Lad os se på det."
Hopkins fandt en bevispose frem, og leverede den med en bevægelse, som han tydeligvis havde kopieret fra sin helt. Sherlock holdt den op mod lyset og smilede. "Fremragende," sagde han og puttede den i lommen. "Godt, jeg har brug for alle bærbare, mobilerne, fastnettelefonoversigter, og alle detaljer fra samtlige interviews med alle, som på nogen måde havde interageret med ofrene dagen før de blev myrdet."
"Dagen før?" spurgte Hopkins. Sherlock løftede et øjenbryn. "Undskyld, Sir. Ja, Sir... dem allesammen?"
"Lige netop," svarede Sherlock, allerede på vej op ad trappen. "Jeg sender en sms med hensyn til, hvor det skal bringes hen."
John fulgte ham. "Nu får du ham ikke ud i problemer, vel?" spurgte han Sherlock, mens de gik opad. "Og jeg går ud fra, at du sendte ham en sms på vej herud - hvorfra kender du iøvrigt hans nummer?"
"Han kontaktede mig tidligere i denne uge og tilbød sin assistence," svarede Sherlock. "Fik mit nummer fra websiden. Jeg får ham ikke ud i problemer - han spurgte selv om det."
"Selv hvis det er sådan, hvad vil Lestrade så sige til, at du dukker op med armbåndsuret?" vedblev John. "Den burde ligge i bevisrummet."
Sherlock begyndte at tage to trin på en gang. Da John nåede op ad trapperne, kunne hvirvlen fra Sherlocks frakke lige ses forsvinde ind ad Lestrades kontor. Han fulgte efter og så et udtryk af dyb lettelse passere henover detektiv inspektorens ansigt ved sin ankomst.
Lestrade blev rød, da det gik op for ham, at hans reaktion havde været for åbenlys. "Sally fortalte, at der havde været et skænderi," forklarede han undskyldende, mens hans blik bevægede sig fra John til Sherlock. "Jeg var ikke sikker på..." han vinkede en hånd mellem dem.
"John og jeg er sammen," sagde Sherlock fast, og rakte ned i sin lomme.
Lestrades øjenbryn rejste sig, da John løftede en hånd til sit ansigt og fortvivlet rystede på hovedet. Lestrade hørte nogle mumlede ord, men kunne kun forstå 'aldrig' og 'nedlagt'.
"Sammen?" gentog han tvivlende.
Sherlock vinkede utålmodigt ad ham. "Se på det her," krævede han, og fremviste det fotografi, han havde taget med sig.
Lestrade tog det. "Sort og kvindelig - det er antagelig Philippa Saunders, eller i det mindste hendes arm," sagde han. "Hvad er det, jeg skal se på?"
"Hendes armbåndsur," bad Sherlock om. "Og den tidskode, der er trykt på hjørnet af fotografiet."
Lestrade gjorde, hvad han blev bedt om, mens John gik rundt om bordet for at se henover hans skulder. "Så der er en times forskel," bekræftede Lestrade. "Kameraet kunne være indstillet forkert."
"Det tror jeg ikke," Sherlock var uenig, men han holdt beviset for sin påstand nede i lommen. "Hendes ur er en time foran."
"Det er stadig britisk sommertid," bekræftede John, lettet over, at Sherlock ikke vinkede beviset for Hopkins' aktiviteter rundt på kontoret.
"Præcist," bekræftede Sherlock. "Jeg tror, at han er hos ofrene meget tidligere end vi har troet," forklarede han. "Philippa Saunders blev dræbt den 31. oktober. Den dag blev urene stillet tilbage, men hun har ikke gjort det med sit armbåndsur. Hun ville med stor sandsynlighed have gjort det som det første om morgenen eller måske allerede natten før. Jeg vil tjekke, hvad de gjorde om lørdagen."
"Hvordan?" spurgte Lestrade.
"Jeg har brug for adgang til nogle af beviserne. Måske kunne Hopkins komme med det ... hvorhen? Efterforskningsrummet?"
Lestrade trak skuldrene op i overensstemmelse.
"Jeg sender en sms," sagde Sherlock og trykkede allerede på sin mobil.
Lestrade lod de tre om at opbygge en tidslinje, med John pløjende gennem telefonoptegnelserne, Sherlock flagrende rundt mellem det hele og Hopkins tilsyneladende overlykkelig over at kunne gøre, hvad Sherlock end krævede af ham. Lestrade blev dog fascineret over, under en af hans jævnlige tjek af fremskridtet, at Hopkins var lige så tilfreds med at tage ordrer fra John, nærmest som om han anså ham som en forlængelse af Sherlock, mere end som konkurrent for hans opmærksomhed. Lestrade stod i døren og så på, hvordan John holdt et stykke papir frem lige da Sherlock rakte ud efter det, ingen af dem så sig om. Deres setup, hvad det end måtte være, var virkelig fascinerede ud fra et psykologisk synspunkt.
Omkring ved fem tiden var whiteboard tavlen fyldt op med navne, tidspunkter og hændelser, allesammen skrevet i Hopkins' pæne blok bogstaver. Der var områder med Sherlocks kragetæer, men de havde tydelige oversættelser under sig. Lestrade så henover det. "Hvad er det så, vi har her?" spurgte han.
Sherlock havde travlt med sin mobil, men holdt en finger i vejret, hvilket på ingen måde gjorde hans indtastning langsommere. Lestrade ventede, mens han så på, hvordan John sad ved bordet på Sherlocks højre side og Hopkins svævede på hans venstre side.
"Altså," begyndte Sherlock og vendte sig mod tavlen. "Det nyeste offer opdaterede sin Facebook profil tyve minutter over fire om lørdag eftermiddagen før hun blev dræbt. Ingen optegnelser på nogen form for interaktion efter det."
Han så ned på det næste navn. "Nummer Tre er håbløs. Ingen på besøg om lørdagen, talte ikke med nogen, ingen computer, ingenting." Han rystede på hovedet i væmmelse over ofrets manglende hjælpsomhed, så gik han videre.
"Nummer To brugte eftermiddagen online, men hendes browser historie viser ingen aktivitet efter klokken fire femogfyrre."
Han bevægede sig videre ned til det sidste navn. "Nummer Et er mest interessant." Han så sig omkring og smilede. "Klokken fem minutter efter seks ringede han til et lokalt pizzaria, et nummer han ringede jævnligt til."
"Men de havde ingen optegnelse over, hvad han havde bestilt den dag," brød Hopkins ivrigt ind.
"Og samtalen varede..." Sherlock så over på John, som kiggede igennem optegnelserne foran ham.
"Otte sekunder," rapporterede han.
Sherlock løftede begge hænder. "Kan du se?"
Lestrade så blank på ham. Sherlock stønnede. "Åh, kom NU! Otte sekunders samtale - tabte han pludselig sin appetit? Hvorfor afbrød han opringningen?"
"Ringeklokken?" vovede Lestrade at foreslå.
"Hallelujah!" udbrød Sherlock overbærende. "Ringeklokken. Tak skal du have." Han så på mobilens display, så rakte han ud for at tage whiteboard pennen fra Hopkins, som omgående holdt den bag sin ryg.
"Æhm, skal jeg skrive, Sir?" foreslog han. John fniste og Sherlock kastede blikket på ham.
"Fint," svarede han Hopkins, vendte sin ryg mod John og vinkede bydende med sin arm. "Skriv disse tider ned ved hvert navn, begynd med det sidste offer." Han så på sin mobil, og læste op, "fire femten; fire seksogtyve; fire otteogtredive; fem tooghalvtreds." Han så op på tavlen. "Godt."
Hopkins strålede, mens Sherlock forgæves ventede på, at nogen kunne se forbindelsen. TIl slut sukkede han. "Solnedgang i London på de dage," forklarede han. "Se på mønsteret." Han rynkede tankefuldt panden, da han fik en ny idé og begyndte at tjekke sin mobil igen. "Jeg tror, at morderen er crepuscular," annoncerede han.
"Crepus-hvad-øh?" gentog Lestrade.
"Crepuscular: hører til tusmørket," tilbød Hopkins. "Ikke vampyrer," tilføjede han hurtigt, til Sherlocks åbenlyse forvirring. "Jeg mener aktive i skumring og daggry, som hunde og kaniner," afsluttede han.
Sherlock ignorerede den underlige reference, sikker på at John ville forklare den, hvis han havde behov for at vide det. "Overvej følgende," sagde han. "Hvis det var morderen, der afbrød telefonsamtalen hos det første offer, det var tretten minutter efter solnedgang, og ophør af aktiviteterne for to af de andre ville indikere et lignende mønster." Han bankede eftertænksomt sine pegefingre mod sin underlæbe. "Det er genialt, faktisk - det er lige præcis mørkt nok til at gøre en identifikation mere besværlig, hvis nogen skulle se ham, men ikke helt nat endnu, hvor folk er mere på vagt, når de skal åbne døren for en fremmed."
Lestrade tænkte over det. "Okay, jeg kan se logikken med, at han kommer ved skumringen om lørdagen, men i det mindste det sidste offer blev ikke dræbt før lang tid efter mørkets frembrud, så han må forlade stedet i løbet af natten."
"Må han?" spurgte Sherlock. "Vi har allerede lavet en forkert antagelse vedrørende hans timing, så lad os ikke forhaste os igen, hmm?"
"Crepuscular betyder også daggry," pointerede Hopkins. "Og han ser ud til at ville bruge weekenden sammen med dem. Kommer i skumringen om lørdagen, dræber dem ikke før søndag nat - med undtagelsen af fejltagelsen - hvad hvis han bliver indtil mandag morgenerne?"
"Det er værd at overveje," tilføjede John, hvilket fik Lestrades hoved til at vende igen - det var som om Sherlock havde sin egen backing gruppe. "Hvis han er så forsigtig, når han ankommer, så kan han være lige sådan, når han går igen. En mand, som forlader et gerningsted midt om natten, kan blive bemærket og husket, men i det tidlige daggry er der nok andre aktiviteter, man kan blive en del af og der er stadig ikke meget lys."
Lestrade rystede på sit hoved af denne tredobbelte akt, så vandrede hans øjne over på uret på væggen med en frygtelig fornemmelse. "Så hvis han finder endnu et offer i denne weekend..." begyndte han.
Sherlock så ud af vinduet på det begyndende mørke. "Ja," bekræftede han med en dyster tone. "Det ville betyde, at han allerede er hos dem."
...
"Maggie, vil du tage den forbandede mobil?" Kate trak sin mobil væk fra sit øre i et øjeblik og gloede på den. "Har du sat dine høretelefoner på elleve igen?" ville hun vide i den mest kraftfulde hvisken, hun kunne frembringe. "Hør her, jeg ringer til dig fra badeværelset igen. Henry må tro, at jeg har tynd mave eller sådan noget." Hun ventede, men kunne kun høre sin egen vejrtrækning, som blev optaget på Maggies telefonsvarer. "Jeg bliver nødt til at gå. Det er halv ni nu; jeg prøver igen om en time eller deromking, okay?" Kate stod et øjeblik længere, så blankt på sin egen refleksion og så bekymringen i sine grønne øjne. "Vær nu sød og tag den, Maggie. Jeg elsker dig."
oOo
"Det her er den sidste meddelelse, jeg lægger herud, Magdalena Harris! Klokken er halv ti - hvis jeg ikke har hørt fra dig ved ti tiden, så kommer jeg over til dig - jeg er ligeglad med, hvilken form for undskyldning jeg kommer til at bruge, jeg finder på noget." Kate tog en pause, hendes fingre pressede alt for hårdt sammen om mobilen. "Jeg mente det ikke, at jeg fortrød at være sammen med dig, før; det ved du godt, ikke? Jeg er bare... Kom, lad mig vide, at du er okay. Send mig en sms." Hun tænkte sig om et øjeblik. "Eller ring til mig. Jeg ved godt, at jeg har sagt, at du ikke skal ringe til mig, når Henry er hjemme, men ring til mig, ikke? Jeg... Er du vred? Har jeg hidset dig op? Jeg ved godt, at du altid opfører dig cool og behersket, men du bliver hidsig en gang imellem, jeg kender dig..." Hendes ord døde væk. "En halv time, Maggie, jeg mener det."
oOo
"Åh, gudskelov! Maggie - du har virkelig skræmt mig." Kate pressede mobilen mod sit øre, lettelsen kørte gennem hendes krop.
"Undskyld, baby. Jeg er her stadig."
"Er du okay? Du lyder underlig." Kate lå på ryggen i sin seng.
"Jeg har det fint. Hvor er du?"
"Jeg er ovenpå, sagde at jeg havde nogle breve, jeg skulle skrive. Helt ærligt, jeg har bare været i gang med at finde på undskyldninger for at komme udenfor på det her tidspunkt af natten, hvis du ikke ville have ringet." Kate sukkede. "Hvad har du været i gang med? Var du sur? Jeg er ked af det, jeg sagde."
"Du skal ikke bekymre dig. Jeg havde sat den på lydløs, mens jeg tog et bad og havde glemt at sætte den til igen. Undskyld, hvis jeg har skræmt dig."
"Åh, gode GUD!"
"Jeg ved det godt. Jeg er ked af det, baby. Hør her, jeg gør som du siger og tager til Tony imorgen, så lad være med at ringe til mig, okay?"
"Jeg tror, at det er det bedste. Jeg ved godt, at det nok ikke bliver den meste spændende dag for dig, men du vil i hvert fald være i sikkerhed, ikke?" Der var ikke noget svar. "Se her, jeg bliver nødt til at gå nedenunder igen. Hvad laver du i aften?"
Maggie lavede en underlig lyd. "Åh, ikke noget specielt," sagde hun. "Jeg er ret træt, så det bliver tidligt i seng, tror jeg. Kan være, at jeg vasker mit hår." Hun lød, som om hun var forpustet.
"Har du det godt? Du virker lidt... ved siden af dig selv."
"Bare træt."
"Okay, jeg ringer til dig på mandag, ikke? Og jeg kan ikke fatte dit stunt med at sætte den på lydløs - jeg var dødsens bange. Det gør du bare ikke igen!"
Der var en kort stilhed.
"Jeg vil aldrig gøre det igen."
