Kapitel 9
Jeg vågnede nede på gulvet. Det var heldigt at jeg lå på det tykke blå tæppe. Jeg rejste mig langsomt op. Nik var heller ikke oppe i sengen. Jeg kravlede over sengen og hoppede ned på den anden side. Nik lå stadig og sov.
Jeg var dødsulten, så jeg løb hen i køkkenet og tog et franskbrød. Jeg så på vores kalender… Nik havde fødselsdag!
Jeg måtte finde en gave! Hvorfor havde han ikke sagt noget?
Jeg løb rundt i hele huset. Pludselig så jeg en dør under trappen.
Jeg har aldrig set den dør.
Jeg gik ind af døren, der var mørkt. Jeg gik ned af trappen, og fulgte væggen. Pludselig smækkede døren bag mig, det gav et sæt i mig og jeg skreg kort.
Jeg kunne ikke se noget, så jeg gik bare.
Jeg gik i lang tid.
Pludselig var der noget der sagde en lyd.
"Er her nogen?" var der en hæs stemme.
"Ja."
"Hvem er du?"
"Felicia."
"Ahh, så du er ikke en vagt," sagde stemmen lettet.
"Ved du hvor jeg er og hvordan jeg kommer ud?" spurgte jeg.
"Ja det gør jeg… hvis du lukker mig ud!"
"Hvem er du?" spurgte jeg.
"Jeg er John!"
Jeg snappede efter vejret. Det var ham!
"Er der noget lys… et eller andet?" spurgte jeg.
Der kom en lille glød, og jeg sprang tilbage af forskrækkelse.
Det var ham!
Hans øjne lignede ikke sig selv, de var ikke kolde og onde.
"Hvis du lukker mig ud, vil jeg hjælpe dig ud af fangekælderen."
Skulle jeg stole på ham?
Jeg tog nøglen der hang på væggen og låste op.
Han skubbede mig ind i fængslet og låste.
"Hvad laver du!" råbte jeg.
"Ja, jeg kan jo ikke have at du sladrede til alle om at jeg var sluppet fri, vel?"
"Jo! Luk mig ud!" Råbte jeg og ruskede i tremmerne.
"Nej!"
Hvorfor fulgte han mon efter mig før?
"Hvorfor følger du hele tiden efter mig!" Råbte jeg.
Han lo ondt.
"Du døde for hurtigt, jeg var ikke færdig med torturere dig!" han lo ondt igen. "Jeg er ked af at du ikke for sagt farvel til din kæreste!" lo han videre.
Nej! Han ville gøre Nik fortræd!
"Hold dig væk fra ham!" skreg jeg, "han har ikke noget at gøre med min død!"
"Nej, det ved jeg. Men det er en god måde at pine dig!" lo han videre.
Jeg hadede hans onde og kolde latter.
"Hold dig væk fra ham!" skreg jeg.
Han lo bare og forsvandt ind i mørket.
Jeg ruskede videre i tremmerne.
"Hjælp mig!" skreg jeg hulkende.
Jeg krympede mig sammen nede i hjørnet. Jeg græd og græd og græd.
Jeg blev sulten, og besvimede langsomt…
Jeg vågnede langsomt af en dør der knirkede, jeg så op.
Døren var knust… Devil! Eller rettere Helveds-hunden.
Jeg gav hende et kæmpe knus og satte mig på hendes ryk.
Da jeg var kommet ud af kælderen, løb jeg hen til rengøringsskabet og tog håndstøvsuren, og hoppede op på Devil.
Hun førte mig hen til en lukket dør. Der kom støj fra døren. Jeg åbnede døren og så ham"sidde oven på" Nik med en kniv løftet, klar til at slå Nik ihjel.
"Nej!" råbte jeg.
Han så op.
"Hvad fanden laver du her oppe?"
"Redder min kæreste fra død i helvede!"
Jeg løb hen ved siden af dem og tændte støvsugeren. Langsomt begyndte den at "suge"ham ind i sig. Da jeg havde suget ham ind, slukkede jeg den, og løb hen til Nik.
"Er du ok?"
"Ja… hvor var du?" spurgte han.
"Jeg ville finde en gave til dig…"
"Hvorfor det?" afbrød han.
"Har du ikke fødselsdag?"
"Nej først i morgen!"
"Nå…"
Jeg fortalte hele historien.
Pludselig så han på støvsugeren i min hånd.
"Hvor fandt du den henne?" spurgte han.
"Hvad mener du? Jeg fandt den selvfølgelig i rengøringsskabet… hvorfor?"
"Det er min sjælesuger, den eneste ting der kan fange dem, uden at de kan slippe fri," svarede han.
"Ok..."
Han kyssede mig.
"Skal vi ikke få noget mad? Jeg er dødsulten!" sagde jeg.
"Jo da."