Kapitel 11

Månederne gik, og min mave blev større og større, og jeg havde fået det værre og værre.

Nik havde fået en "læge" til at se på mig.

Hun fandt ud af at det var en pige og at hun ville blive født den 26. juni, som så var om ca. en måned.

Jeg glædede mig meget, og det samme gjorde Nik. Selv om han var bekymrede for mit helbred.

Jeg lå for det meste i sengen, i Niks arme. Jeg spiste ikke meget, men det jeg spiste, kom for det meste op igen.

Det var ikke mit "livs" værste oplevelse.

Jeg havde det dårligt men var jublende glad alligevel.

Jeg vågnede af en slags krampe i underlivet.

"Nik… jeg har krampe…"

"Sig ikke mere, jeg tror jeg ved hvad der er galt…" sagde han søvnigt.

Jeg kiggede spørgende på ham.

Jeg fik endnu et kramp anfald.

"Jeg tror jeg skal føde…" fik jeg sagt.

Nik var øjeblikkeligt vågen.

"Jeg henter lægen!"

Han løb ud af værelset.

Endnu engang fik jeg kramper… jeg skreg.

Lidt efter kom Nik ind med lægen, fulgt af Dania, Sonea og Miranda.

Kramperne blev værre og værre.

Jeg skreg igen og igen.

"Hvordan går fødslen?" spurgte Nik bekymrede.

"Ja, det går fint indtil videre, hun har åbnet sig 2 cm ud af 10, så der er langt endnu," svarede hun roligt.

Der kom endnu et krampe anfald…

Jeg lå med min dejlige smukke datter i armene. Jeg så op på Niks glad ansigt. Jeg gav ham vores datter og faldt i søvn…

Jeg vågnede med et sæt da jeg hørte vores lille barn græd.

"Nik, giv mig hende. Hun vil have mad."

Han rakte mig hende, jeg lagde hende ved mit bryst, og hun begyndte at sutte. Jeg så op og smilede til Nik, Dania, Sonea og Miranda, der alle stod og så på hende. Det her var den bedste dag i mit "liv".

Månederne gik og Malou voksede. Til sidst fik hun sutteflaske.

"Nik, det er på tide vi sender hende til Jorden," sagde jeg, og så ned på vores datter der lå og sov i vuggen, "vi vil helst ikke have at hun kan huske os."

"Du har ret," svarede han.

Jeg fik tårer i øjnene, jeg ville helst ikke, men det var for Malous bedste.

Jeg vendte mig om og om favnede Nik. Vi stod sådan i lang tid.

"Men…" sagde Nik, "hun skal helst blive til brylluppet."

"Enig."

Dagene sneglede sig frem. Mig, Dania, Sonea og Miranda havde også lavet brudepige kjoler til dem og vi havde også lavet en lille smuk kjole til Malou.

Kjolen var helt fantastisk.

Daina, Sonea og Miranda var også meget smukke.

Det er i morgen brylluppet vil finde sted.

Det hele var parat.

Dania havde sagt at jeg skulle sove inde på mit gamle værelse, så når de vækkede mig om morgen, behøvede de ikke liste på grund af Nik.

Jeg havde ikke lyst til at sove uden Nik, men jeg gik endelig ind på mit værelse.

Det var længe siden jeg havde været her inde.

Jeg havde ikke været her siden den aften da han havde været inde på mit badeværelse.

Der var ikke lige frem beskidt, men lidt støvet var der.

Jeg havde bedt mine bedste veninder om at sove inde ved mig. Både fordi jeg var lidt bange g fordi jeg ville snakke pige snak med dem, det vil være en slags polterabend.

Nik skulle vidst også være sammen med sine venner.

Jeg havde løftet en af vuggerne ind, så jeg kunne ligge Malou til at sove.

Hun var nem, det eneste hun gjorde var at spise og så spise, sove og så spise.

Dania kom ind, sammen med de to andre.

"Hej," sagde de i kor. De smilede stort.

Jeg smilede tilbage.

Vi snakkede og snakkede og snakkede om brylluppet.

Jeg synes pludselig der blev koldt, og så begyndte jeg at få ondt i halsen.

Hvorfor gjorde jeg det?

Jeg tog et tæppe om mig, det hjalp ikke.

"Oh jeg fryser!" udbrød jeg. Jeg havde fået fem tæpper på og min dyne.

"Hvad er der mon galt?" Spurgte Sonea bekymrede.

"Jeg ved det ikke," svarede jeg.

Jeg blev ramt af en voldsom kvalme, og en masse smerte.

Jeg skreg. Det blev koldere og koldere.

Jeg hørte Miranda gipse. Malou begyndte at græde. Jeg prøvede at rejse mig op for at hente hende men kunne ikke.

"Malou…" fik jeg sagt.

Dania løb hen til hende og prøvede at berolige hende.

Hvorfor sker det her? Jeg har prøvet at få smerter… vent, smerter.

"Hvilken… dato?"

"Det er den 25. november. Det er i morgen du kom fra 6 år siden, " svarede Dania.

Kunne det passe? Jeg døde i dag, måske var det der for?

Det begyndte at blæse. Dania skyndte sig ned på hug ved siden af mig. Hun rakte mig Malou.

De kom alle ind under mine tæpper og dyner.

Jeg sagde at vi skulle hente Nik, Miranda løb hen til døren… men den var låst!

Jeg begyndte at skrige.

"Nik! Nik!"

Det blæste endnu mere.

Vi kunne høre nogen prøve at åbne døren. De gik igen, men kom tilbage. De låste op.

Nik, Poul og de andre drenge stod og så ind på os.

Jeg lod mærke til at det ikke blæste mere.

De så alle sammen forvirret på os.

Vi sad alle sammen under dyner og tæpper.

"Ja… hvad er der?" spurgte Nik langsomt.

"Øøhhh?" sagde jeg.

"Det er lige meget," sagde Sonea.

"Ok…"

Drengene gik ud af døren.

Nå… hvad skete der lige der?

Vi havde svært ved at komme tilbage til den hyggelige stemning.

Vi aftalte at sove inde på Danias værelse i stedet.

Vi vågnede tidligt næste morgen. Vi fandt min kjole frem, og jeg tog den på. Miranda lagde make-up på mig, mens Henrik, Keenan og Louise satte mit hår. Dania og Sonea var i gang med at give Malou sin kjole på.

Da mig og Malou var færdig, skulle Dania, Miranda og Sonea have sine kjoler på. Louise gav dem make-up på, mens Henrik og Keenan satte deres hår. '

Hvad mon Nik lavede lige nu?

Jeg så op mod uret.

Vi havde brugt to timer på at gøre os klar!

Nu var der kun få timer til at brylluppet startede.

Jeg var nevøs og gik frem og tilbage.

Poul skulle erstatte min far.

Ja det var ok, men jeg ville ønske at min rigtige far var her. Men alligevel ikke, han skulle ikke dø bare fordi jeg skulle giftes i helvede.

Ja det lød underligt, men det passer jo sådanset.

Nå, men uanset hvad var jeg nevøs.

Der var pludselig en hånd på min skulder, det gav et sæt i mig.

Jeg vendte mig om… det var Poul.

"Jeg ved godt at jeg ikke er din far… men du behøver ikke at være nevøs. Det skal nok gå."

"Tak."

Jeg gav ham et kram, og løb hen til pigerne.

"I er bare så smukke!" udbrød jeg.

"Det er du også."

Ja, det var jeg. Den kjole vi havde fået lavet, var helt fantastisk!

Jeg var helt vild med den.

Jeg håber Nik kan lide den.

Jeg trådte ind i den store festsal, med Poul i armen.

Nik stod med et stort smil på læberne, oppe ved alteret.

Han havde en meget flot smoking på.

Da vi var nået der op, stod vi lidt i stilhed.

Så begyndte præsten:

"Velkommen alle sammen. Vi er alle samlet her i dag, for at fejre at disse to mennesker skal forenes…" han rømmede sig.

"Vil du Nik Mason Møller, tage Felicia Maria Bilvor til din ægtefælle? Vil du elske hende til "døden" skiller jer ad. Vi du være sammen med hende i medgang og modgang?"

"Ja," svarede Nik selvsikkert.

"jeg spøger på samme måde dig Felicia Maria Bilvor, vil du tage Nik Mason Møller til din ægtefælle?"

"Ja."

"Nik, nu må du kysse din brud…"

Jeg kastede mig Niks arme.

Der lød et bifald og vi kyssede.

Nu var jeg officielt Fru. Møller!

Nu skulle vi spise og få champagne.

Jeg skar en lille bid af kagen, og det samme gjorde Nik.

Vi viklede vores arme sammen og fodrede hinanden.

For at lave lidt sjov, smurte jeg kagen ud i Nik ansigt.

Som jeg havde håbet grinede alle sammen.

"Felicia!" Råbte Miranda.

"Hvad er der galt?"

"Det er bare lige fordi jeg synes at vi skal have et stort billede af dig, Nik og Malou… så kunne i hænge det op et eller andet sted. Som et minde om hende."

Jeg sukkede. Det var en god ide, men bare det hun sagde med minde gjorde mig ked af det.

"Det var en god ide!" sagde jeg smilende.

Jeg fandt Dania, der stod og gav Malou sutteflaske.

"Dania! Vi skal lige have Malou over og få et billede af hende sammen med mig og Nik… til minde om hende."

"Ok, jeg kommer med hende nu."

Da vi havde fået et billede, gik jeg hen til alteret.

"Nu vil jeg kaste min buket! Er alle klar?"

Jeg vendte ryggen til og kastede buketten. Jeg vendte mig om og så at Miranda havde grebet den. Hun så meget stolt ud.

Hun gik hen til Keenan, og lagde sit hoved på hans skulder.

Hvor sødt!

Jeg smilede og så rundt på alle dem der var kommet.

Jeg så Nik henne ved kagen (selvfølgelig)

Jeg skyndte mig hen til ham.

Da han så mig komme løbende smilede han stort.

"Må jeg bede om din hånd så vi kan danse?" spurgte han.

"Med glæde!"

Vi dansede og dansede til langt ud på natten…