'På Malfoy Manor.'
Ordene blev ved med at hænge i luften. Hvis ikke det var, fordi hun kunne høre et ur tikke et sted i baggrunden, ville Hermione have troet, at tiden i køkkenet stod stille. Ingen sagde noget. Bill, Fleur og Draco stirrede på Harry med anspændte miner. De fornemmede tydeligvis, at oplysningen var af stor betydning. Hermione vendte sig mod dem.
"Vil I have os undskyldt et øjeblik?"
"Selvfølgelig." Til trods for sin åbenlyse forvirring stillede Bill ikke et eneste spørgsmål. "Gå I bare."
Hermione sendte ham et taknemmeligt blik. Hun greb sine to venner i armen, trak dem med ind i det tilstødende lokale og sørgede omhyggeligt for at lukke døren. Harry, der stadig var usikker på benene, lod sig dumpe ned på en stol. Ron gik hen til ham.
"Du så Griphook?"
Harry nikkede.
"I-Ved-Hvem torturerede ham. Han ved, at det var Griphook, der hjalp os med at bryde ind i Gringotts." Han gned panden, mens han talte. "Og han var sikker på, Griphook vidste, hvor vi befandt os henne nu."
"Så er det heldigt, vi ikke fortalte den lumske nisse noget," sagde Ron. "Nævnte Du-Ved-Hvem noget om sværdet eller pokalen?"
"Ikke om sværdet, men han nævnte pokalen. Han var rasende over, at den var blevet stjålet."
Hermiones mave slog en nervøs kolbøtte.
"Fortalte Griphook ham, hvor den var?"
"Nej. Han sagde, at vi havde taget den."
"Og Du-Ved-Hvem troede på ham?" spurgte Ron.
"Ja. Jeg tror ikke, det faldt ham ind, at Griphook kunne finde på at lyve. Han er ved at få mistanke om, at vi kender til hans Horcruxer. Det er, som om frygten gør ham ude af stand til at tænke klart. Det ... det er svært at forklare."
"Er Griphook stadig i live?" spurgte Hermione.
Hjertet hamrede i brystet på hende. Alt afhang af svaret på netop det spørgsmål. Hvis nissen var død, kunne de godt opgive alt om at finde pokalen.
Til hendes lettelse nikkede vennen.
"Ja. Men kun lige akkurat."
"Og du siger, at han er på familien Malfoys herregård?" fortsatte hun. "Hvordan kan du vide det? Du har jo aldrig været der før. Du ved ikke, hvordan stedet ser ud."
"Det er nødt til at være der, Hermione." Harry lød en smule utålmodig. "Malfoy Manor er Dødsgardisternes hovedkvarter, ikke sandt? Det passer alt sammen med det, jeg så. Griphook befandt sig i en sal af en art, da I-Ved-Hvem forhørte ham, og han var omgivet af dødsgardister."
"Hvordan så salen ud?"
Harry gnubbede sit ar, mens han tænkte sig om.
"Den var stor."
"Og hvad mere?"
"Der var søjler i den. Loftet var hvælvet."
"Hvad med en lysekrone? Så du sådan én?"
Hun huskede den snoede lysekrone, der havde prydet den store sal på Malfoy Manor.
"Det ... det kan jeg ikke huske. Men jeg ved, at det var dér!"
Ron lagde en hånd hans skulder.
"Rolig nu. Vi vil bare gerne være helt sikre."
"Kan du huske flere detaljer?" spurgte Hermione. "Om rummet? Personerne, der befandt sig der?"
Harrys ansigt blev furet af koncentration.
"Ja. Jeg ... jeg tror, jeg så Rabastan Lestrange. Og måske også Macnair."
"De var alle sammen på Malfoy Manor, da Draco og jeg flygtede," indrømmede hun.
Hun huskede Rabastan, der - spinkel og grublende - havde siddet ved bordet sammen med de andre Dødsgardister, mens hun og Draco havde sneget sig rundt om huset, og Macnair, der havde overrasket dem få minutter senere.
Harry så på hende med et ivrigt blik.
"Og det er ikke mere end to uger siden, vel? De er der stadig, Hermione. Kan du ikke se det? Griphook må være blevet taget til fange og bragt dertil. Vi bliver nødt til at få ham ud derfra."
Ron så tøvende på ham.
"Det er ikke ligefrem risikofrit at tage på udflugt til Du-Ved-Hvems hovedkvarter."
"Intet af det, vi har foretaget os i løbet af de sidste par måneder, har været risikofrit."
Harry rejste sig og vaklede en smule på stedet. Da han havde genvundet balancen, begyndte han at gå mod døren. Hermione fulgte efter ham.
"Hvor skal du hen?"
"Op for at hente mine ting. Vi bliver nødt til at tage af sted."
"Nu?"
Hun blinkede perpleks og så hen på Ron, der lod til at være lige så overrumplet over udmeldingen.
Harry ignorerede deres lamslåede miner.
"Ja."
"Men vi aftalte -"
"Det er lige meget, hvad vi aftalte. Vi bliver nødt til at redde Griphook hurtigst muligt, hvis han skal have en chance for at overleve."
"Vi kan ikke bare vade ind på Malfoy Manor," sagde Ron. "Ikke når Du-Ved-Hvem opholder sig der. Det ville være ligesom at vandre ind i løvens hule."
Harry rystede på hovedet.
"Det er ikke sikkert, han stadig er der. Måske tog han videre, da han var færdig med at udspørge Griphook."
"Men hvad hvis han er?" vedblev Ron.
"Så må vi håbe, han ikke opdager os."
Harry vendte ryggen til dem og forlod lokalet uden så meget som et ord mere. Døren lukkede sig bag ham med et 'klik', som rungede øredøvende i tavsheden. Hermione stirrede ud i rummet og prøvede at begribe det, vennen netop havde sagt. At dømme efter Rons ansigtsudtryk kæmpede han den samme kamp som hende.
Griphook befandt sig på Malfoy Manor. Og nissen var døden nær ...
Hun prøvede at samle sine tanker.
Hvis Griphook var den eneste, der vidste, hvor pokalen befandt sig, så var de tvunget til at tage af sted. Ikke nok med at Griphook vidste, hvor Horcruxen var - nissen havde også taget sværdet, og de havde brug for sværdet for at kunne destruere objekterne.
På den anden side havde Ron ret: At bryde ind i Voldemorts hovedkvarter var langt fra ufarligt. Men hvis ikke de reddede Griphook, ville Horcruxen måske være tabt for evigt. Selvfølgelig var det risikabelt at snige sig ind på herregården - men hvem sagde, at det var mere farefuldt end at bryde ind i Gringotts? Eller Ministeriet for Magi for den sags skyld? Ministeriet havde været tæt bevogtet efter Voldemort havde infiltreret stedet, og alligevel var det lykkedes for dem at bryde ind og stjæle medaljonen fra Nidkjær.
Desuden havde Narcissa Malfoy sagt, at herregården næsten stod tom ...
Hun fornemmede, at Ron kiggede på hende. Hun drejede hovedet for at møde hans blik. De blå øjne var rådvilde.
"Hvad synes du, vi skal gøre?" spurgte han.
"Jeg tror, vi bliver nødt til at følge Harrys plan."
"Men ... det er jo vanvittigt."
"Måske. Men jeg er bange for, at Harry har ret. Hvis nissen er så svag, som han siger, har vi ikke andet valg. Vi skal have fat i Griphook, mens han stadig er i live. Ellers finder vi aldrig ud af, hvor pokalen er."
"Jamen hvad hvis det er en fælde?" indvendte Ron. "Du-Ved-Hvem har brugt den slags tricks før."
Hermione rystede på hovedet.
"Det er det ikke. Hørte du ikke, hvad Harry sagde? Du-Ved-Hvem tror, vi har pokalen. Han er ikke klar over, at vi har brug for Griphook."
"Eller måske ved han det og har sendt Harry et falsk syn."
"De sidste par syn, han har modtaget, har alle sammen været rigtige," påpegede hun, selvom en del af hende frygtede, at Ron havde ret. "Sagde du ikke selv, at I brød ind i Gringotts på grund af en drøm, han havde haft? Det lader til, han kan stole på synerne nu, hvor Du-Ved-Hvem begynder at blive svagere. Det er ikke ligesom dengang med -"
Hun tav. Sirius' navn hang usagt i luften mellem dem. Ron slog blikket ned.
"Jeg bryder mig nu stadig ikke om det."
"Det er jeg heller ikke sikker på, at jeg gør," tilstod hun. "Men eftersom jeg tvivler på, at vi kommer på sporet af en ny Horcrux lige foreløbigt ..."
Ron sukkede.
"Ja ja. Jeg går op og pakker mine ting."
Han forlod lokalet.
Hermione så ned i gulvet, mens hun spekulerede på, om hun havde truffet den rigtige beslutning. Hvis Rons bange anelser viste sig at være korrekte, og Voldemort brugte den mentale forbindelse mellem sig selv og Harry til at lokke dem frem fra deres skjulested, så var det ude med dem. Men hvis synet virkelig var til at stole på, havde de endelig en chance for at komme videre med deres mission.
Hun blev nødt til at stole på, at Harry vidste, hvad han havde gang i. Hvis først hun lod tvivlen tage overhånd, var der risiko for, at det ville resultere i endnu et skænderi. Og en sådan konflikt var det sidste, de havde brug for lige nu.
De måtte se at komme af sted ...
Hun trådte hen til døren og lagde hånden på dørhåndtaget. Hendes negle skrabede tøvende mod metallet. Eftersom begge hendes venner havde forladt stueetagen, var det op til hende at informere de andre beboere i huset om, hvad de havde tænkt sig at gøre. Forsigtigt trådte hun ud i køkkenet, hvor tre spørgende ansigter vendte sig mod hende. Hendes øjne gled frem og tilbage mellem Fleur, Bill og Draco.
"Vi tager til Malfoy Manor," bekendtgjorde hun.
Reaktionerne var, som hun havde forventet. Bill nikkede, Fleur blinkede forvirret, og Draco blegnede. Et kort øjeblik så han stift ud i luften, som om han var ude af stand til at begribe ordene. Så trak hans ansigt sig sammen i en hård, hvid maske.
"Familien Malfoys 'erregård?" Fleurs stemme var spinkel. "Men det er jo ..."
"Dødgardisternes hovedkvarter," bekræftede Hermione. "Og det sted, jeg slap væk fra for to uger siden. Men vi bliver nødt til at tage dertil igen. Allerede i aften."
Hun undlod at se på Draco. Hvis først hendes følelser fik magten over hende, ville hun umuligt kunne koncentrere sig om den forestående opgave.
"Jeg kan transferere os dertil. Men jeg har brug for en ny tryllestav. Den, jeg har lige nu, er ikke særlig samarbejdsvillig."
"Du kan låne min," sagde Bill. "Jeg har alligevel en ekstra et sted i huset."
Han fiskede sin tryllestav op af lommen og holdt den ud mod hende. Da hendes hånd lukkede sig om den, kunne hun øjeblikkeligt fornemme, at den var bedre end hendes forrige. I modsætningen til Lucius Malfoys tryllestav, der havde protesteret mod hendes ejerskab, lod denne her til at være positivt stemt over for hende. Hun mærkede, hvordan magien strømmede fra det blanke træ og spredte sig varmt og velvilligt ud gennem hendes fingre.
For at være på den sikre side pegede hun på én af gaflerne på spisebordet og gjorde en let bevægelse med håndleddet. Det blanke stykke bestik hævede sig med det samme fra bordet, og få sekunder senere hang det og svævede oppe under loftet. Hermione smilede tilfreds og manøvrerede gaflen ned på bordet igen.
Hun så på Bill.
"Tak."
"Ingen årsag. Er der ellers noget, vi kan gøre for at hjælpe? Er der andet, I har brug for?"
Held, tænkte Hermione, men holdt bemærkningen for sig selv.
"Nej," sagde hun. "Det tror jeg ikke."
"Kommer I tilbage 'ertil?" Tårerne var ved at samle sig i Fleurs øjne, og hun blinkede et par gange for at standse dem "... Bagefter?"
Hermione så på de tre mennesker omkring spisebordet. Hun vidste, at Bill og Draco spekulerede på præcis det samme. Fleur havde blot været den første til at stille spørgsmålet.
"Jeg ved det ikke. Det håber jeg. Men det kommer an på, hvordan situationen udvikler sig."
Hun havde befundet sig i tilstrækkeligt mange livstruende situationer til at vide, at det var umuligt at lægge planer. Alt var uforudsigeligt. Hun sank en klump og vendte sig bort, da den tyngende fornemmelse i hendes bryst blev for voldsom.
"Nu må I have mig undskyldt. Jeg har et par ting, jeg skal have ordnet, inden vi tager af sted."
Hun skyndte sig ovenpå. På sin færd gennem den smalle gang hørte hun lyden af Ron og Harry, der pakkede i al hast inde på den anden side af væggen. De førte en dæmpet samtale, som hun ikke kunne opfatte.
Hun trådte ind på sit værelse. Med et sving fra den lånte tryllestav fik hun samlet de ting, der lå spredt ud over sengen, gulvet og toiletmøblet. Hun lod tingene skrumpe ind og anbragte det hele i den lille taske, hun havde haft med fra herregården. Da hun var sikker på, at hun havde fået det hele med, satte hun sig på sengen og lod blikket glide rundt i det lille værelse.
På trods af at hun kun havde tilbragt to uger på stedet, var hun kommet til at holde af det. Det var det tætteste, hun havde haft på et hjem, siden hun forlod sine forældres hus. Hun kunne lide det charmerende lille toiletmøbel, det flækkede spejl og muslingeskallerne, der snoede sig i mærkværdige mønstre på væggene. Hun havde ikke lyst til at forlade hytten. Hun havde ikke lyst til at tage herfra, for blot at tage tilbage dertil -
En lyd fik hende til at dreje hovedet. Draco stod i døråbningen. Han var lige så bleg, som han havde været nede i køkkenet.
"Så I tager allerede af sted ..."
"Det bliver vi nødt til."
"Og I kan ikke vente bare en dag eller to?"
"Nej. Jeg er bange for, at det haster." Hun pillede ved kanten af sengetæppet, ude af stand til at møde hans blik. "Vi skal have fat i nissen -"
"Nissen?"
"Griphook. Og hvis vi ikke skynder os, kan det blive umuligt."
"Lad mig komme med. Jeg kan hjælpe jer."
Hun så op. Der var ingen tvivl om, at Draco mente det. Alvoren stod mejslet i hans ansigt.
Det tog hende mindre end et sekund at overveje forslaget. Hun rystede på hovedet.
"Det er for farligt, når du ikke kan udføre magi."
"Jeg er ikke hjælpeløs."
"Det ved jeg godt, du ikke er. Men vi kan ikke have dig med." Hun rejste sig fra sengen på trods af, at hendes krop føltes som bly. "Desuden er det lettere for os at snige os ind på gården, når vi kun er tre."
"Hvem siger, I overhovedet kan finde rundt i huset?"
"Jeg har været der før," påmindede hun ham.
"Du kender stadig ikke stedet. Du har ingen form for overblik -"
"Men jeg kan finde vej til fangekælderen, og det er det eneste, der betyder noget i denne her sammenhæng." Hun ville ønske, at han ville lade være med gøre hende mere usikker, end hun var i forvejen. "Hvis bare vi kan komme ind det samme sted, som du og jeg kom ud, skal det nok gå."
"Så I har ikke tænkt jer at lægge én eller anden form for plan?"
"Det er vores plan."
Han sendte hende et lamslået blik.
"Det mener du ikke seriøst."
"Jo, jeg gør. Vi har ikke tid til at udarbejde en detaljeret strategi. Jo mere tid vi spilder her, jo større er risikoen for, at Griphook ikke overlever."
"Hvad hvis I bliver opdaget?"
"Det gør vi ikke." Hun samlede tasken op fra gulvet svingede den over skulderen. "Harry har en usynlighedskappe, vi kan bruge. Og der er ikke særlig mange Dødsgardister tilbage på stedet - det sagde din mor selv. Med lidt held kan vi snige os ind og ud igen uden at nogen bemærker os."
"Og hvad hvis Potter skvatter over ét eller andet og sætter hele huset i alarmberedskab? Hvad så, Granger?"
"Vi skal nok sørge for at være forsigtige."
"Men -"
"Draco." Hun trådte hen foran ham. "Du sagde, at du ikke var hjælpeløs. Det er jeg heller ikke. Jeg har kæmpet mod Dødsgardister flere gange før, og det samme har Harry og Ron. Vi skal nok klare os."
Draco skulede ned mod jorden. En muskel arbejdede i hans kæbe med en sådan intensitet, at hun var sikker på, hun kunne høre det.
"Det siger du," mumlede han sammenbidt. "Men du kan umuligt vide det."
"Nej. Men jeg bliver nødt til at tro på det. Og det samme gør du."
"Men det kan jeg altså ikke, Granger, okay?" Han knyttede hænderne. Hele hans krop rystede, mens han talte. "Jeg kan ikke tro på, at det hele nok skal gå. Ikke når jeg er tvunget til at sidde her, mens I tager af sted. Hvis bare du ville lade mig hjælpe -"
"Du kan hjælpe ved at blive her, så jeg ved, du er i sikkerhed."
Han udstødte et fnys.
"For det er jo virkelig en stor hjælp."
"Ja, det er det faktisk. Er du klar over, hvor meget jeg ville bekymre mig, hvis du tog med?" Hun kunne mærke tårerne presse sig på og blinkede hastigt for at jage dem bort. "Jeg ville ikke turde lade dig ude af syne et øjeblik i tilfælde af, at du skulle komme til skade."
"Så jeg skal blive er, men Weasley må godt tage med dig?"
En bølge af frustration skyllede gennem hende. Hendes fingre borede sig ned i remmen på tasken. Ron, igen. Selvfølgelig. Hun burde have vidst, det ville ende med, at Ron blev bragt på banen.
"Er det dét, det her drejer sig om? At du er jaloux?"
"Kan du bebrejde mig det? I har trods alt en fortid sammen -"
"Men det er ikke længere er ham, jeg er forelsket i."
Et kort øjeblik var Dracos ansigt ubevægeligt. De grå øjne lyste forbavset mod hende, som om han kæmpede med at begribe, hvad hun netop havde sagt. Så skiltes hans læber en anelse, og hun hørte ham synke. Til hendes forbløffelse krøb et smil frem i hans mundvig.
Han lagde hovedet på skrå.
"Hvem er det så? Potter?"
En krydsning mellem et grin og et fnys undslap hende. De smilede begge i det lille pusterum, bemærkningen havde frembragt. Så tog hun hans hånd og så på ham med en alvorlig mine.
"Jeg mener det, Draco." Hun sørgede omhyggeligt for at fastholde hans blik. "Du behøver ikke bekymre dig om Ron og mig. Hvad end jeg følte for ham, så betyder det ikke noget længere. Det troede jeg, du vidste."
Dracos pegefinger strøg mod hendes kno.
"Der er sket så meget siden vi flygtede," sagde han lavt. "Jeg kunne ikke vide, om du stadig ..."
Hans stemme døde ud. Hun betragtede ham tavst.
På intet som helst tidspunkt havde hun tvivlet på, at Draco holdt af hende. Det havde han efterhånden bevist flere gange. Men havde hun nogensinde fortalt ham, hvor meget hun holdt af ham? Hun havde ganske vist givet udtryk for sine følelser, da de var indespærret sammen, men så var de flygtet, og pludselig handlede alt om at nå hjem til Bill og Fleur. Der havde ikke været tid til at bekræfte, at det, de havde sammen, stadig betød noget. At han stadig betød noget for hende på trods af, at omstændighederne igen var blevet normale. Så normale som de kunne være, krigen taget i betragtning.
Var det virkelig så mærkeligt, at han følte sig usikker?
"Bare rolig." Hun lagde en hånd på hans arm. "Jeg har ikke glemt, hvad vi to har været igennem sammen."
Det kunne hun umuligt. Ikke efter han havde ofret så meget for hendes skyld. Han havde forandret sig så meget ...
Hun stillede sig på tæer og lagde forsigtigt sin mund mod hans. Det blide pres fra hans læber fik varmen til at brede sig i hendes krop, og hun mærkede den sædvanlige søde summen i sit blod. Skælvende vejrtrækning strøg mod hendes hud, og et kort øjeblik vidste hun ikke, om det var Dracos åndedræt eller hendes eget.
Hun brød kysset og så på ham i nogle sekunder. Så lænede hun sig ind mod hans bryst og indsnusede den tunge duft, der sad i hans trøje. Draco lagde armen om hende og hvilede hagen mod hendes hoved. Hans hjerte bankede uregelmæssigt. Alligevel fandt hun lyden beroligende. Hendes hånd hvilede stadig i hans.
I nogle sekunder var der ikke andet end omfavnelsen. Varmen. Den altomsluttende nærhed.
Så vendte virkeligheden tilbage. Hun hørte lyden af hastige fodtrin nede i køkkenet. Tallerknernes klirren. Vinden, der tudede mod husmuren.
"Bliv her, Granger." Ordene blev mumlet ned i hendes hår. "Vil du ikke nok?"
"Det ved du godt, jeg ikke kan. Uanset hvor meget jeg end ville."
Hun sukkede ind mod Dracos bryst. Lyden blev absorberet af T-shirtens bløde stof.
"Harry siger, at det vil være fatalt at vente."
"Så det er altså Potter, der har besluttet det?"
"Det var en fælles beslutning."
Hun lagde hovedet tilbage og så på ham. Hans ansigt var stramt af bekymring.
"Hvis der sker dig noget ..."
"Det gør der ikke." Hun gav hans hånd et forsikrende klem. "Jeg lover, at jeg nok skal komme tilbage."
"Men i hvilken tilstand? Jeg kan ikke bruge dit løfte til noget, hvis du vender tilbage i flere forskellige dele -"
"Jeg skal nok sørge for at forblive i ét stykke. Det er lykkedes mig indtil nu, så mon ikke, jeg også klarer det denne her gang?"
Hun begyndte at gøre sig fri af omfavnelsen. En trækning løb over Dracos ansigt, da han registrerede, at hun trak sig bort, og hun blev pludselig i tvivl om, om han overhovedet havde tænkt sig at give slip. Til sidst løsnede han dog sit greb. Hun trådte et skridt bagud, men lod deres hænder forblive forbundne.
"Jeg er ked af det, Draco, men jeg må se at komme af sted. Harry og Ron venter sikkert på mig."
Hun kunne se protesten dirre på hans læber. Alligevel sagde han ikke noget. Hun så ned på deres sammenflettede fingre.
"Følger du mig ned?"
Hun sendte ham et håbefuldt blik. Til hendes lettelse nikkede han. Hun vidste ikke, hvad hun ville have gjort, hvis han havde nægtet at gå med nedenunder. Alene tanken om ikke at få sagt ordentligt farvel fik hendes hals til at snøre sig sammen til en smertefuld klump.
De forlod værelset og trådte ud på gangen. Hun så på Draco og prøvede at aflæse hans ansigtsudtryk, men skyggerne omkring dem gjorde det umuligt for hende.
"Er du klar?"
Det gibbede i hende ved lyden af Harrys stemme. Hun slap Dracos hånd, som havde den været rødglødende, og vendte sig hurtigt mod vennen, der stod i den anden ende af den mørke gang.
"Ja." Hun lod øjnene løbe over Harry, usikker på hvor meget han havde set. "Hvad med Ron?"
"Han kommer lige om lidt."
Draco rørte på sig. Hun kunne fornemme, at han var anspændt.
"Jeg går i forvejen, Granger."
Han gjorde et lille nik til Harry, før han begav sig ned ad trappen. Lyden af hans fodtrin fortonede sig langsomt og smeltede til sidst sammen med lydene fra køkkenet. Selvom han var gået, var luften stadig tung af hans tilstedeværelse. Hermione stirrede tavst på Harry og overvejede ligeledes at flygte nedenunder. Hans blik tegnede ikke lovende. Hun kastede et blik i retningen af trappeafsatsen.
"Hermione ... " Harry trådte tættere på. "Hvad er det, der foregår mellem dig og Malfoy?"
Hun hankede op i tasken og skævede atter mod de stejle trappetrin.
"Harry, jeg tror ikke, det her er det bedste tidspunkt -"
"Fortæl mig det nu bare," sagde han. "I opfører jer underligt."
"Hvad mener du?"
"Du kalder ham ved fornavn. Du ... du bekymrer dig om ham."
"Selvfølgelig gør jeg det." Hun mærkede varmen farve sine kinder i et kriblende spor. "Han er min ven."
"På grund af det der skete på Malfoy Manor?" Mistænksomheden krøb frem i Harrys øjne. "Hvad skete der helt præcis på Malfoy Manor, Hermione?"
Hun så på vennen. Situationen havde en absurd lighed med dengang hendes far havde opdaget skuffen med hendes mange breve fra Viktor Krum. Hvis ikke, det var, fordi der var vigtigere ting at bekymre sig om lige nu, ville hun have leet.
"Vi lærte hinanden bedre at kende," sagde hun blot.
"Hvordan skal det forstås?"
Hun sukkede
"Hvorfor spørger du ikke bare om det, du egentlig vil spørge om? Du har jo alligevel gættet det."
Hun havde fået nok af skjulte antydninger og nysgerrige blikke. Hvis Harry virkelig gerne ville vide det, var der ingen grund til at holde det hemmeligt for ham. Hun rankede ryggen.
"Ja, du har ret. Jeg kan lide Draco. Og han kan lide mig."
Selvom Harry stod et stykke fra hende, kunne hun tydeligt se, hvordan han blegnede i mørket.
"Vil det sige, at I er" - han skar en grimasse - "kærester?"
"Det kan man vist godt sige."
De bekræftende ord fik Harry til at krympe sig. Han lignede én, der lige havde slugt et kilo multismagsbønner med ørevokssmag. Efter et stykke tid genvandt han atter kontrollen over sig selv.
"Men ... det er Malfoy, Hermione."
"Det ved jeg."
"Draco Malfoy. Den største nar på hele Hogwarts -"
"Jeg har jo sagt, at han har forandret sig."
"Men hvordan -"
Irritationen svirpede gennem hende.
"Vi har ikke tid til at diskutere det nu," afbrød hun. "Det er ikke ligefrem relevant for vores mission, er det vel?"
Bemærkningen havde en brat virkning på Harry. Det frastødte udtryk forsvandt fra hans ansigt.
"Du har ret. Vi kan snakke om det senere ..."
Hans blik blev mørkt af alvor, og han satte kurs mod trappen. Idet han passerede hende, trådte hun et skridt frem mod ham. Hendes læber skilte sig tøvende.
"Harry ..."
"Ja?"
"Du behøver ikke at forstå det. Du behøver ikke engang at synes om det. Men lad være med at sige noget til Ron, vil du ikke nok? Det sidste, vi har brug for lige nu, er, at han mister koncentrationen."
Vennen var tavs et øjeblik. Så nikkede han. Hun sendte ham et taknemmeligt blik. Hvis Ron opdagede, at hun og Draco var sammen, ville det gøre alting endnu mere kompliceret, end det var i forvejen. Det var bedst at vente med at fortælle ham det.
Da Ron trådte ud på gangen få sekunder senere, bemærkede han heldigvis ikke den trykkede stemning. Hun kunne se på Harry, at han måtte lægge bånd på sig selv for ikke at røbe noget om det, han netop var blevet indviet i, men han sagde ikke noget.
Ron så fra den ene til den anden.
"Klar?"
Både hun og Harry nikkede.
De gik i samlet flok ned i køkkenet, hvor Bill, Fleur og Draco ventede for at tage afsked. Bill og Fleur stod midt på køkkengulvet og kiggede på dem med bekymrede miner, mens Draco sad på en stol med blikket vendt mod gulvet. Da han hørte dem komme ned af trappen, rejste han sig øjeblikkeligt.
"Granger." Han trådte hen imod dem. "Porten på Malfoy Manor åbner ikke for fremmede, men I kan komme ind gennem en hemmelig passage i hækken. Den befinder sig i nærheden af springvandet. Man trykker på en bestemt rod - så kommer den til syne."
Hun nikkede.
"Vi prøver at se, om vi kan finde den."
"Jeg troede, du ville transferere os ind på ejendommen?" Ron var tydeligvis forvirret.
"Det kan jeg ikke. Herregården er beskyttet mod uønskede transferenter på samme måde som Hogwarts er det. Vi bliver nødt til at bevæge os derind til fods."
Draco fugtede læberne. Han havde tilsyneladende mere at sige.
"Hvis I støder på Ollivander ..." begyndte han.
"Vi skal nok prøve at befri ham," sagde hun stille. "Men jeg er bange for, at det ikke er vores topprioritet."
Ron rynkede panden.
"Hvorfor -"
"Jeg forklarer det senere, Ron."
Hendes tonefald måtte have været skarpere, end det havde været hendes hensigt, for Ron lukkede øjeblikkeligt munden og stillede ingen yderligere spørgsmål. Draco sendte de to drenge ved hendes side et mørkt blik.
"Du har bare af at passe på hende, Potter. Også dig, Weasley."
Harry hævede brynene.
"For det meste er det hende, der passer på os."
"Vi passer på hinanden," rettede hun, men kunne ikke lade være med at smile en anelse.
Draco vendte igen blikket mod hende. Hun så, hvordan en storm af følelser rasede inde bag hans øjne. Et kort øjeblik havde hun lyst til at tage hans hånd, ligesom hun havde gjort oppe på værelset, men hun kvalte indskydelsen og foldede i stedet fingrene sammen til en knyttet næve. Tårerne prikkede varmt i hendes øjenkrog, mens hun betragtede ham.
"Farvel, Draco."
"Farvel, Granger."
De stirrede på hinanden i nogle lange sekunder. Bevidstheden om, at de skulle skilles, efter at have tilbragt så lang tid sammen, skar sig gennem Hermiones nerver. Men hun skubbede følelsen bort. Hvis først hun begyndte at blive sentimental, ville hun ikke være i stand til at gøre det, der måtte gøres. Hun nikkede kort til Draco uden at sige mere. Han klemte munden sammen til en streg og besvarede hendes nik, hvorefter han så bort.
Hun gik hen til Bill og Fleur.
Fleur omfavnede skiftevis Ron, Harry og Hermione med en voldsomhed, der stod i skarp kontrast til hendes sædvanlige elegance. Hvad Bill angik, trak han dem alle tre ind i sin favn og gav dem det samme bjørnekram, som han havde givet Hermione, da hun ankom.
"Farvel," sagde Hermione, da Bill havde sluppet dem. "Vi ses forhåbentligt senere."
Fleur smilede. Hendes øjne glitrede af tårer.
"Pas nu godt på dig selv, 'Ermione."
Bill gav sin kone et opmuntrende klem på skulderen, hvorefter han så på den lille gruppe.
"Kom tilbage hertil, hvis I kan."
"Vi vil gøre forsøget," sagde Ron. "Hvis det af én eller anden grund ikke lykkes, og du hører fra Mor, så sig til hende, at Harry og jeg er i god behold. Og at Hermione er i live."
Bill smilede mat.
"Det skal jeg nok."
Ordene hang i luften et stykke tid, hvorefter en tyk stilhed syntes at opsluge dem. Lyden af vinden, der tudede i husets sprækker, syntes i nogle sekunder at være altoverdøvende. Harry så rundt.
"Okay. Lad os komme af sted."
Han begyndte at gå hen mod døren, tæt efterfulgt af Ron. Hermione kastede et sidste blik på Draco, inden hun ligeledes fulgte efter.
Den kolde aftenvind slog imod dem som en mur, da de trådte udenfor. Mørket havde sænket sig over stranden, men lyset inde fra Muslingehytten holdt den værste dunkelhed på afstand. Stearinlysene blussede inde bag ruderne og kastede et blidt skær over den sandede jord. Hermione skuttede sig og længtes allerede tilbage mod det varme køkken. Hun drejede hovedet og så ned mod stranden, hvor bølgerne hvislede gennem natten. Månen spejlede sig skinnende i det mørke vand.
En hånd strejfede hendes. Hun kiggede op og så Ron stå ved sin side.
"Er du sikker på, du er klar til det her? At vende tilbage, mener jeg."
Hun nikkede og fandt tryllestaven frem, mens hun prøvede at lade være med at tænke på Draco, der befandt sig mindre end ti meter borte. Harry trådte hen ved siden af Ron og tog vennens hånd, så de alle tre var forbundne.
"Jeg transfererer os til skoven uden for bygningen," sagde hun og håbede, at den hylende vind skjulte, hvor meget hendes stemme rystede. "Så er der mindre risiko for, at nogen opdager os."
Hendes hjerne stillede skarpt på skoven uden for herregården, hvor hun og Draco havde stået i skjul efter flugten. Hun strammede grebet om tryllestaven og genkaldte sig detaljerne: De tætte graner, silhuetten af bygningen, den mosbegroede skovbund ...
Hun lod tryllestaven svirpe gennem luften. Med det samme mærkede hun den karakteristiske trykken for brystet.
Det sidste hun så, inden mørket lukkede sig om dem, var Draco, der trådte ud gennem døråbningen. Hans ansigt var blegt mod hyttens lysende baggrund. Hun syntes, hun kunne se hans læber bevæge sig, men hun nåede ikke at opfange, hvad end han prøvede på at sige, før Muslingehytten forsvandt, og hun, Ron og Harry blev presset gennem tid og rum.